Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1030Visninger
AA

15. "Nogen gange må man snakke om ting, selvom de gør ondt.”

Christer satte mig forsigtigt af på broen, men mine ben kollapsede med det samme, og jeg gled ned på de ru brædder. I det næste svøbte nogen håndklæder om mig, og jeg kunne svagt høre en stemme, der talte til mig, men jeg kunne ikke svare. Jeg var her i virkeligheden ikke. Jeg var sikker på, jeg stadig lå på havbunden og flød rundt sammen med tangen. Alt i mig føltes som saltvand. Jeg kunne dårligt se ud af øjnene, og min næse var fyldt op til randen med saltvand. Jeg var saltvand.

Pludselig opdagede jeg, at jeg grådigt og hivende trak vejret gennem lungerne, og langsomt, men sikkert, forvandlede vandet i lungerne sig til den rene luft.

Jeg tørrede saltvandet ud af øjnene, og det gav et sæt i mig, da jeg lagde mærke til Christer, der sad foran mig og var i gang med at gnubbe mig med et håndklæde.

”Christer –” begyndte jeg, men i det næste kunne jeg mærke galden løbe gennem kroppen. Jeg nåede lige at vende hovedet ud over vandet, før jeg kastede alt, jeg havde indtaget, over bords. Saltvandet brændte gennem halsen, efterfulgt af boller og kaffe og til sidst galden.
Da jeg vendte tilbage til Christer, følte jeg mig ikke engang pinligt berørt over, at han havde set mig kaste op. Men jeg turde heller ikke kigge på ham.

”Nellie,” begyndte han, men mere nåede han ikke at sige, før jeg udstødte et ulykkeligt hyl. Det lød ikke engang som mig, det lød som en sæl eller en hvalros, men det var mig. På en eller anden måde havde ulykken og det sidste halve år hobet sig op som en klistret masse, og nu… nu var der prikket hul. Mine hulk var langtrukne, ulykkelige og fra en uudtømmelig kilde. Jeg fortsatte med de lange hyl, og derefter gik jeg over til bittesmå, hyperventilerende hulk. Det hjalp først, da Christer trak sig ind til mig og begyndte at stryge mig over håret, først tilbageholdende, men derefter mere naturligt. Da begyndte min hulken ligeså stille at aftage, og et minut efter kunne jeg trække mig ud af Christers greb og sætte mig op af gelænderet.

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle se hen. I løbet af kort tid havde jeg både afsløret min hemmelighed, brækket mig foran ham, grædt foran ham og blevet trøstet af ham.
”Nellie,” Christers stemme var blid og stille, da han henvendte sig til mig. Jeg kunne ikke se på ham, selvom hans blik brændte sig ind i min hud. I stedet knugede jeg håndklædet tættere om mig, som var det et skjold, der kunne beskytte mig.

”Nellie, se på mig.” Jeg følte, jeg måtte adlyde hans ordne, og langsomt løftede jeg ansigtet. Mine øjne føltes klistrede efter gråden, og mit ansigt var sikkert både hævet og rødt efter tårer og saltvand.
”Du skal ikke bare lære at svømme, vel?” Hans stemme var rolig, da han så på mig. ”Jeg tror ikke engang, at du bare er bange for vand. Du… Du har… været ude for noget, ikke? Noget, hvor vand var involveret, ikke?”

Alt, jeg kunne gøre var at nikke. Jeg kunne tydeligvis ikke holde det skjult for ham. Ikke efter den scene, men også fordi han fortjente en forklaring efter min opførsel. Han fortjente en forklaring, når han sådan havde reddet mig.
”Reddede du mig?” spurgte jeg stille.
Han virkede en smule perpleks over spørgsmålet. ”Jeg er jo ungdomslivredder…” Hans stemme døde hen, og han vidste tydeligvis ikke, hvor han skulle kigge hen.
”Virkelig?”
Han nikkede. ”Jeg har svømmet, siden jeg var fem år. Nu svømmer jeg på konkurrenceplan.”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det. Men jeg vidste dog, hvad jeg måtte sige.
”Tak. Fordi du… reddede mig.” Jeg så på ham ud af øjenkrogen, og han nikkede tilbage på en måde, der viste forståelse.
”Og tak. Fordi du talte med mig og fik mig til at ringe til min lillesøster.”
Denne gang nikkede jeg til ham på en måde, der viste, at vi ikke behøvede at tale mere om det.
”Blev hun glad for, at du ringede? Din lillesøster, altså.” uddybede jeg hurtigt, selvom han nok kunne regne ud, at jeg mente hende.

”Ja.” Et smil brød frem på hans læber. ”Rigtig glad.”
”Og hvordan har hun det? Har hun det godt?” De spørgsmål, der havde brændt længe på min tunge, kunne jeg endelig stille.

Han nikkede igen. ”Ja, hun har det godt igen. For denne gang altså.” Der kom en trist undertone, og jeg havde lyst til at kramme ham. Jeg ville sørge for at han ikke var ked af det mere.
”Vil du vide, hvad der skete?” spurgte jeg efter et øjeblik tavshed. ”Vil du vide, hvorfor jeg… reagerede, som jeg gør, og hvorfor jeg er bange for vand?”
”Hvis du da vil sige det til mig?” svarede han hurtigt. ”Du skal ikke føle dig forpligtet. Overhovedet ikke.”
”Nej, jeg føler mig ikke forpligtet – selvom du dog reddede mit liv.” Jeg holdt en pause, skulle lige finde ordene. ”Men jeg vil godt sige det til dig. Det mener jeg.”
Han smilede langsomt til mig og nikkede. ”Så vil jeg gerne høre det. Nej, vent, jeg vil ikke høre det, hvis det kommer til at gøre dig ked af det.”
”Nogen gange må man snakke om ting, selvom de gør ondt.” Jeg kiggede ud over vandet, og brisen strøg sig trøstende indover mig.
Christer fangede mit blik og nikkede. ”Du har ret… Du har ret.”
Jeg tog en dyb indånding. Nu ville en mere på øen kende til min hemmelighed. Men jeg fortrød ikke, at jeg ville fortælle det til Christer. Han fortjente at vide det. Det ru håndklæde trak jeg tættere om mig, og jeg trak mit dryppende ned over den ene skulder.

”Til nytår var jeg ude for en drukneulykke.” Ordene skar sig ind i min som knive, og jeg kunne fornemme, jeg blødte indvendig.

”Det var nytår, og jeg var til fest med mine tætteste venner. Vi var hjemme hos Tistrup, som havde lånt sine forældres sommerhus ved vandet.”
Gulvet snurrede rundt for mig, mens jeg dansede med Frida. Dansegulvet var fyldt op med svedige kroppe i glitrende, der vred sig op ad hinanden, mens Avicii overdøvede os alle sammen med sin techno-musik. Jeg faldt Frida om halsen, og snublende bevægede vi os hen til Tistrup, der sad i en røgfyldt sofa med en blond pige på hver side.
”Har du scoret, Tistrup?” fniste Frida og maste sig ned mellem en pige og Tistrup. Jeg så tydeligt det blik, pigen sendte hende, men hun kunne jo ikke gøre noget. Frida og Tistrup var jo bedste venner, så det var klart, at hun havde førsteret.

”Fritte, hvad kan jeg gøre? Jeg er jo bare charmerende,” han smilede sit mest overlegne smil, og hans blik faldt på mig. ”Har du det sjovt, Ellen?”
”Ja,” svarede jeg kort, mens Frida sendte et sigende blik til mig, og jeg kunne lige høre, hvad hun ville råde mig til at gøre. ”Flirt med ham, El! Kom nu, det er jo sjovt!”
”Super sjovt.” Det lykkedes mig at smile sødt til ham og snurre en lok hår om fingeren.

Tistrup holdt øjenkontakten med mig et sekund længere, og jeg kunne føle min mave lavede loops. Eller også var det bare de Breezers, Frida og jeg havde drikket før festen, jeg kunne mærke.

”Hvad har I fået at drikke?”
”Vi har bare fået et par Breezers hver,” råbte Frida ind i øret på ham, selvom hun sad lige ved siden af ham.
”Kom.” Han sendte os et gådefuldt smil og skubbede den anden pige væk. Vi rejste os og gik efter ham ud i køkkenet.
”El, sig nu noget til ham,” hviskede Frida, ”du kan jo lide ham!” Hun skubbede drillende til mig, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Tistrup var alt, jeg drømte om, men han var uopnåelig for en som mig, og det vidste jeg.
Ved køkkendøren stod Basse og Lisa, tæt indslyngede i hinanden.
Hvordan havde Tistrup dog fået dem til at komme? De gik begge på gymnasiet, og der gik nogle vilde historier om dem. På den anden side kom næsten alle, der var noget, til den her fest. Uanset om de var inviterede eller ej. Basse var næsten 18 år, og jeg havde set, han var ankommet til festen på knallert med Lisa bagpå.

”Se, hvad far har her!” Vi hørte Tistrups råb fra køkkenet. Han fremviste stolt en halv flaske rom. ”Jeg har hugget den fra min far,” meddelte han.
Frida og jeg sendte straks hinanden et blik. Vi var trods alt alle sammen kun 15 år.
”Hvad så, Fritte og Ella, skal I have noget stærkt, så festen kan blive virkelig god?” Tistrup hujede, mens han rodede efter et par glas.

Jeg kunne ikke lade være med at smile over mit nye kælenavn. Ella. Det kunne jeg godt lide. Frida stak en albue i siden på mig og hviskede ”Jeg lovede faktisk min mor, at jeg ikke ville drikke noget stærkere end Breezers, hvad med dig?”
Jeg trak på skulderen. Lige nu ville jeg følge Tistrup til verdens ende, hvis han bare ville kalde mig ’Ella’ igen.
Jeg så på, at Tistrup fandt glas i et skab, hældte en generøs sjat rom op og blandede med cola. Lige så stille stillede jeg mig ved siden af ham, og han kiggede ned på mig. ”Så du er med? Fedest! Fritte?”
Frida stod i baggrunden med armene over kryds. ”Kom, nu, Fritte, for gamle venskaber!” Han holdt glasset frem, som en fristende, men dødelig væske, og endelig tog Frida imod glasset.
”Så skål da! For gamle venskaber!” sagde hun og trak på smilebåndet.
”Lad os også skåle for nye venskaber,” tilføjede Tistrup, og jeg følte hans blik brænde lidenskabeligt på mig. Jeg så på ham, da jeg drak af glasset, og han så på mig.

”Rommen brændte gennem halsen, men jeg drak hver en dråbe. Simpelthen fordi Tistrup kiggede på mig med sit særlige blik.” Det havde jeg ikke kunne fortælle Molly. Ganske enkelt fordi jeg stadig syntes, det var pinligt, at jeg havde gjort så meget for ham. Jeg havde jo ikke været forelsket i ham. Det havde jeg ikke.
Underligt nok var det ikke så svært at fortælle Christer, og jeg vovede endda at sende et enkelt blik til ham.
”Hvad skete der så?” Hans stemme var rolig, som han kiggede ud over vandet. ”Ja, hvis du altså vil fortælle videre,” tilføjede han hurtigt og ville tydeligvis ikke skynde på mig.

”Det hele blev pludseligt meget sjovt.” Mit smil var bittersødt, som jeg huskede, hvordan historien fortsatte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...