Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1050Visninger
AA

22. ”Noah har været her.”

Den følelse vandt over min dårlige samvittighed.

”Vi aftalte forskellige ting, da vi kom her første år. Vi var alle enige om, at det her sted skulle være et sted, hvor vi kunne gøre alting uden, at de voksne skulle have noget at sige.” Christers stemme var drømmerisk, og han stirrede lige ud i luften, mens han svarede på mine spørgsmål.

”Hvem fandt på det?” Jeg holdt næsten vejret, indtil han svarede.
”Saga.” Mit hjerte hamrede hurtigt, da jeg hurtigt stillede endnu et spørgsmål. Jeg måtte skynde mig, mens han fortabte sig i minderne.

”Hvad skete der med Saga?” Jeg nægtede at acceptere, hvad Molly, Lilly og Wilma havde sagt. De havde lydt så monotone og samtidig nervøse.

Christer blinkede og kiggede sig forbavset omkring. Det var som om, han havde troet, at han var i fortiden. Så stærke havde minderne været.

”Hvad skete der med Saga?” spurgte jeg igen. Min stemme var hæs, men jeg ville ikke give op. Jeg var sikker på, at jeg var på sporet af noget. Det føltes rigtigt. Samtidig var det som om, nogle prikker faldt på plads i mit hoved.

Christer så væk, men jeg ville ikke lade ham slippe. ”Hvad skete der med Saga, Christer?” Min stemme var ihærdig og stædig. Jeg kunne mærke, hvordan min fødder plantede sig solidt i jorden. Jeg var ikke som en lille blomst, vinden tog med sig. Jeg stod fast.

Endelig så han på. ”Nellie.” Hans stemme var helt anderledes, og hans blik var så bedende, at jeg stoppede op.

Han ville ikke få lov at slippe. ”Hvad skete der, Christer?” Mit hjerte hamrede hurtigere, end hvad jeg troede, var muligt. Pludselig blev jeg også bange. Bange for hvad Christer ville fortælle mig. Hans blik var bønfaldende, og han så ud som om, han havde fået revet op i gamle sår, der lige havde lukket sig.

”Bare lov mig at du ikke…” Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortsætte sætningen. Men Christer forstod. Han nikkede.

Det gjorde mig dog ikke mere rolig. Vinden føltes pludselig så kold og barsk. Måske var dette sted slet ikke så idyllisk, som jeg først forventede – eller også overfortolkede jeg. Det ville jo ikke være første gang. 

Uanset hvad ville Christer ikke fortælle mig sandheden. Historien om Saga var tydeligvis ikke så uskyldig, som jeg først havde forventet.
Jeg måtte finde sandheden andetsteds. Nu vidste jeg i det mindste, at jeg måtte have sandheden. Selv hvis den var barsk og ond.

 

Jeg havde snakket længe med Christer. Faktisk var vi gået ned til vandet ved kiosken. Jeg havde ikke nævnt Saga med et ord, og langsomt havde Christer slappet af.

Nu ville jeg lige se til den stakkels patient, Molly. Jeg lod langsomt døren glide op, mens jeg forventede et dunkelt rum med en sovende Molly. Det var ikke, hvordan virkeligheden så ud.

Molly havde åbenbart gang i den helt store rengøring. Vinduet stod åbent, og en let brise fyldte rummet. Hendes ting, der før havde optaget al gulvplads, var som forsvundet. En støvsuger stod ventende i det ene hjørne. Molly havde endda været ude at hente blomster, og kludetæppet lå for første gang i ti dage lige.

Selv stod Molly med ryggen til mig og var ved at sortere og samle sokker.

”Hej,” sagde jeg og smilede, ”har du fået det bedre?” Intet svar. Jeg fortsatte uden at lægge mærke til det. ”Du har godt nok ordnet værelset flot. Det kan godt være, vi skal gøre det lidt oftere? Det ligner jo slet ikke vores værelse.” Jeg fnisede og regnede med, at Molly ville stemme i. Eller i det mindste gøre noget. I stedet blev tavsheden større og større.
Endelig havde Molly samlet alle sokker i to par. Hun samlede hele bunken op i favnen og lagde dem pertentligt ind i skabet uden at vise mig sit ansigt. Jeg stod og følte mig usynlig. Usikkerheden blev større, og min mund var tør som saltkiks.

Omsider kiggede Molly på mig. Blikket, hun sendte mig, var fyldt med ligegyldighed. Hun så simpelthen på mig, som om jeg ikke betød noget for hende. Under det kraftige foundation-lag så hendes øjne nu også hævede ud. Jeg mærkede straks bekymringen. Var det mon noget med Noah?

”Du er fandeme en bitch.” Mollys stemme var så råkold, og jeg mærkede straks hjertet hamre hurtigere.
”Mols?” grinede jeg, mens jeg håbede, at det var endnu en joke. ”Hvad er der med dig?” Hun holdt endnu en pause, og jeg blev hurtig klar over, at det ikke var en joke.
”Noah har været her.” Åh nej. Jeg mærkede straks panikken. Hvad havde han nu sagt?
”Noah fortalte mig, at du forsøgte at kysse ham i går.” Hendes stemme var tonløs, og jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne ikke klare mig uden Mollys venskab.
Jeg skulle til at afbryde hende, men hendes blik spiddede mig til væggen. ”Noah har sagt, at du kunne lide ham fra begyndelsen. Er det rigtigt?” Hvordan kunne hun holde sin stemme så rolig? Jeg ville have lettere ved at håndtere en rasende Molly.
Jeg kiggede væk og bed mig i underlæben. Molly måtte ikke få fornøjelsen af at se mig græde. Tårerne blinkede jeg væk.
”Er det rigtigt, Ellen?” Jeg stirrede på hende. Hun brugte mit rigtige navn. Det kunne næsten få mig til at græde.
Jeg havde i dette sekund lyst til at skrige. Noah var det mest sølle forfængelige, hykleriske, tvesindede, hævneriske væsen i verden. Tænk, at han ville ødelægge det eneste venskab, jeg havde, bare fordi jeg ikke ville kysse med ham.
Samtidig havde han fanget mig. Skulle jeg lyve for min bedste veninde? Det kunne jeg ikke.

Min stemme var svag, da jeg svarede hende. ”Det er rigtigt, Molly, men –” Hendes skingre skrig afbrød mig, men jeg prøvede igen. ”Molly, det var jo før –”
”Du er fandeme en bitch,” råbte hun. ”Jeg sagde ellers til Noah, at det ikke kunne passe! Jeg forsvarede dig foran ham!” Hendes facade var ved at krakelere, men hun lod sig falde ned. ”For jeg troede nemlig, vi var venner.” Hendes stemme var lav, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge hen. Jeg kunne ikke gøre noget.
”Skinnet kan sørme bedrage.” Hun sagde det som en konstatering, men hendes stemme var mørk.
”Molly,” forsøgte jeg igen. ”Hør nu på mig.” Jeg var næsten villig til at gå på knæ for hende.

”Jeg forstår fandeme ikke, hvordan du i helvede kan finde på det!” Hun mistede sin ro og slog ud med armene. ”Hvordan kan man være så kold og ligeglad! Du er simpelthen bare for meget! Hvad med alle vores fortrolige samtaler? Er de også bare lige meget?”

Jeg prøvede at sige noget, men hun skar mig af. ”Blev vi venner, så du kunne tage Noah fra mig? Kom du på øen, så du kunne stjæle Noah? Du er jo helt syg i hovedet!” Hvert ord var som et knivstik i mit hjerte.
”Jeg forstår ikke, hvorfor nogen af de andre overhovedet kan lide dig! Du er jo bare en kælling!” Det sidste ord skreg hun ud, og jeg veg tilbage.

”Molly, prøv lige at hør på mig,” prøvede jeg igen med skælvende stemme. Jeg kunne ikke forhindre tårerne nu. Det var for sent.

”Nej, jeg vil fandeme ikke høre på dig!”  Hun skreg det ud. ”Jeg troede, du var min ven!” Hun stirrede på mig med store øjne, og jeg kunne se tårerne stige op i hendes øjne. ”Jeg troede fandeme, du var min ven!” Hun så væk og tørrede hidsigt tårerne væk. ”Jeg vil ikke høre på flere løgne fra forræderiske venner!” Hun kiggede på mig udover øjenbrynene. ”Men tænk engang jeg troede faktisk, du var anderledes. Jeg var så glad, da du kom på øen. Endelig kunne jeg få en ordentlig roomie. Og nu ved jeg, det hele var skuespil. Fordi du ville have Noah.”

”Noah er ikke –” udbrød jeg. Hun skulle i det mindste kende sandheden om Noah. Men hendes rysten på hovedet stoppede mig. Jeg så hendes tårerne løbe frit ned af kinderne. ”Noah er lige præcis alt det, du ikke er: venlig, loyal og så udgiver han sig ikke for at være andet, end han er! Jeg kan altid regne med ham.” Hun spyttede sidste sætning ud.

Jeg var på vej over til mit skab, men Molly stoppede mig. ”Tror du selv, vi skal bo på værelse sammen?” Jeg stoppede midt i en bevægelse.
”Jeg kan ikke klare synet af dig! Jeg snakker med Eva, for vi skal bare ikke bo på samme værelse mere.” Jeg skulle til at sige noget, men hun skar mig af: ”Jeg er ligeglad med, hvor du skal sove. Find en fucking grisestald, der hører du hjemme. Eller flyt ind hos Christer, I er jo blevet så gode venner. Bare kom væk fra mig, din fucking bitch.” Hun fejede forbi mig, og kokosduften ramte mig som en påmindelse om, hvad jeg havde mistet.
”Du skal aldrig snakke til mig igen. Jeg mener det. Hold dig væk fra mig for altid.”
Hun vendte sig om og gik hen mod døren. Et sekund før hun nåede dørhåndtaget, stoppede hun, og håbet bølgede igennem mig: måske var det hele bare for sjov.

”Du skal bare holde dig langt væk fra Noah. Han er nemlig min.” Hendes stemme var så hård som stål, og det føltes som en gennemboring af mit hjerte. Så gik hun ud af døren og smækkede den hårdt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...