Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1061Visninger
AA

25. ”Nellie, vær sød at gå. Det er bedst, jeg klarer det alene.”

”Kan I passe det her? Jeg har lige noget vigtigt at gøre.” Uden at vente på svar forlod jeg køkkenet så hurtigt, jeg kunne uden andre tanker end at jeg skulle finde Christer. Lige før jeg smækkede døren, syntes jeg, jeg hørte vinden bære en latter med sig fra køkkenet, men jeg var ikke sikker på min hørelse mere.

Efter at have gået en runde omkring Hovedhuset uden at have fundet ham besluttede jeg mig for at gøre noget, jeg aldrig havde gjort før.
Jeg gik ind i Drengehuset.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg havde nok ikke forventet, at det var en spejling af pigehuset. Der lugtede ikke engang anderledes. Ikke den mindste smule af dreng. Ærligt talt var jeg en smule skuffet, da jeg på listefødder bevægede mig ned af gangen. Jeg vidste jo ikke, hvilket værelse Christer havde, og pludselig virkede det som en fuldkommen tosset idé uden hoved eller hale. Jeg skulle lige til at liste udenfor igen, da døren tættest på badeværelset pludselig gik op. Jeg stivnede som en statue og lukkede instinktivt øjnene, mens jeg forberedte mig på at kigge på Robin eller Felix. Jeg klarer det ikke, hvis det er Noah, tænkte jeg og kneb øjnene endnu mere sammen.
”Nellie?” Da jeg langsomt åbnede øjnene igen, stod en forvirret Christer foran mig. Hans hår var uglet, og det virkede som om, han havde sovet. Eller måske grædt, tilføjede min hjerne, men straks rystede jeg den latterlige tanke fra mig. For det var lige præcis, hvad den var: Fuldkommen latterlig.

Jeg stirrede på ham. Den følelse, der havde drevet mig frem, sivede langsomt ud af mig, som om jeg var en punkteret ballon. Min stemme var træt, da jeg med lav stemme spurgte ”Har du kysset med Molly?”

Christers ansigt gik igennem mange følelser på et sekund, før det endte i en blanding af skam og overraskelse. ”Hvem siger det?”
Jeg stirrede træt på ham. ”Svar nu bare på mit spørgsmål. Er det ikke sådan, du plejer at sige?” Min stemme var vrængende.

Christers blik skar mig i hjertet. Hans skam var som forsvundet og erstattet med overlegenhed. Han kiggede på mig som om, jeg ikke betød noget som helst.

”Ja.”

Underligt nok følte jeg ingenting. Jeg havde troet, at jeg ville begynde at græde, men i stedet føltes mit hjerte koldt som granitten her på øen.

”Godt,” svarede jeg og sendte ham et falsk smil. ”Så fik vi det på plads.” Jeg var allerede på vej over mod døren. Jeg ville væk fra den trykkede luft. Straks mærkede jeg en hånd, der holdt mig tilbage og Christers stemme. ”Nellie…”
Dét fik mig til at eksplodere. ”Rør mig ikke!” Jeg vred mig fri af hans greb og mærkede vreden pumpe rundt i min krop. ”Hvad er der galt med jer på den her ø? I har så fucking mange hemmeligheder for hinanden, hvordan kan I holde styr på dem alle sammen? I er alle sammen villige til at stikke hinanden i ryggen, hvis I selv kan få det bedre. Et øjeblik troede jeg, du var anderledes, men nej…” Jeg rystede på hovedet for at ryste tårerne væk, inden Christer så dem.
Han himlede med øjnene og sukkede, og jeg stirrede på ham.

Igen sukkede han. ”Så du er sur på mig, fordi jeg ikke fortalte om min og Mollys fortid? Hvorfor? Det er da ikke vigtigt –”

”Jo! Gu’ er det vigtigt!” afbrød jeg og fortsatte hvæsende. ”Helt ærligt, hvor er du dobbeltmoralsk, Christer! Så du må godt blive sur på mig, men jeg må altså ikke blive sur på dig? Ih, hvor er det fair.”

Han kørte en hånd igennem håret, og det irriterede mig, at han så helt rolig ud, mens jeg højest sandsynligvis havde farve som en rødbede og var ved at græde.

”Du er bare så sur hele tiden!” udbrød han og trådte frem, ”du er sur hele tiden! Det havde været bedre, om du var blevet i vandet den nytårsaften.” Han opdagede straks, hvad han havde sagt. Jeg så ham blive bleg som et lagen, men det var allerede for sent.

Jeg stirrede på ham, helt tom for ord og følelser. Jeg følte ingenting. Kun en endelig vrede og en sorg der bankede mig i maven. Han… Han havde… Jeg kunne ikke engang få det over mine læber.

Christer prøvede straks at undskylde, og jeg hørte hans råb.

Men da var jeg allerede gået.

Jeg krydsede græsplænen, mens min eneste tanke var at komme væk. Jeg ville ikke se Christer for mine øjne igen. Han var ikke værdig.

Så snart jeg havde lukket døren, var jeg klar på at eksplodere i tårer, men en lyd stoppede mig. Gråd. Et øjeblik troede jeg, det var Molly, som måske havde indset, hvor stort et svin Noah var, men så opdagede jeg, at lyden stammede fra mit og Josefins værelse. Det gjorde mig straks mere bekymret. På trods af sit chokoladeflip virkede Josefin som en, der havde styr på alting, og hvis hun græd, måtte der være sket noget alvorligt. Et øjeblik overvejede jeg, om jeg overhovedet skulle gå derind, eller om det var bedre at lade hende være i fred. Da gråden udviklede sig til store, ulykkelige hulk, skubbede jeg forsigtigt døren op.

Josefin sad midt på gulvet omgivet af brugte lommetørklæder, der var smidt rundtomkring. Hestehalen var uglet som om, hun havde sovet med den. Det værste var dog hendes gråd. Den var bundfortvivlet, og hun havde svært ved at trække vejret mellem sine hulk.

”Josefin,” min stemme var dueblid, da jeg lod mig glide ned ved siden af hende. Først der opdagede hun mig, og hun prøvede at stoppe sin hulken uden held. Uden et ord trak jeg hende ind til mig, mens jeg strøg hende over håret. Det var, hvad mor havde gjort, når hun skulle trøste mig på hospitalet. Jeg kunne høre, hvordan hendes hulken langsomt faldt til ro.

Hun trak sig væk og ville ikke kigge på mig. ”Gå,” hviskede hun, ”Nellie, vær sød at gå. Det er bedst, jeg klarer det alene.”

”Josefin,” sagde jeg stille. ”Du kan stole på mig. Jeg lover dig, at uanset, hvad du fortæller dig, så siger jeg det ikke til en levende sjæl. Jeg lover det.”

Hun var krøbet hen foran sin seng med sine ben trukket op foran sig, og med hænderne omkring sine skinneben. Jeg kunne høre de små, korte hulk, hun gav fra sig. Helt til ro var hun ikke.  

”Josefin,” prøvede jeg igen.

Hun så op på mig, bleg som kridt med sorte striber ned af kinderne efter mascaraen.
”Jeg er gravid,” hviskede hun så lavt, ud gennem et slør af hår, at jeg kun lige kunne forstå det. ”Jeg hørte, hvad du snakkede med Wilma og Lilly om i køkkenet. Men det er ikke Molly. Det er altså mig.” Hun lagde igen hovedet mod sine lår og begyndte at græde igen.

”Hvorfor lige mig?” lød det gennem hulkene. ”Det var én eneste fejltagelse, som jeg nu skal leve med resten af livet. Én eneste fejltagelse.”

”Så du, om testen var positiv eller ej?” spurgte jeg forsigtigt, da gråden var stilnet lidt af.

Hun rystede på hovedet, så tårerne fløj. ”Det nåede jeg ikke. Jeg kunne høre stemmer, og så panikkede jeg og ville væk, men jeg glemte testen, og så fandt Wilma den. Jeg kan ikke få fat i en uden at involvere Eva, og så finder min far ud af det.”

”Men,” tilføjede hun svagt, ”jeg ved simpelthen, jeg er gravid. Jeg har kastet op, jeg har morgenkvalme, og så har jeg ikke haft menstruation siden… den dag.”

”Hvem er han?” spurgte jeg forsigtigt og kantede mig tættere på Josefin.

”Åh, tal ikke om det,” hviskede hun, ”jeg tør ikke engang sige det til ham. Han… han har en kæreste. Det var jo en fejltagelse.” Hun begyndte igen at græde med hænderne for ansigtet, og alt, jeg kunne finde på, var at ae hende på ryggen igen og igen.

”Det har bare været så hårdt at holde det hemmeligt. Jeg kan ikke sige det til Eva, min far og heller ikke til Magnus.” Hun hulkede igen. ”Jeg har jo følt mig anderledes så længe. Det hele har virket anderledes.”

”Josefin,” min stemme var alvorlig. ”Jeg lover dig, at du ikke er alene om det mere. Jeg lover dig, at jeg vil hjælpe dig. Du skal ikke være alene med det mere. Jeg vil gerne hjælpe med din far og Magnus, og Eva, den gimpe, behøver ikke at vide en skid.”

”Men jeg har jo ikke min prøve,” hviskede Josefin, ”jeg skal bruge den prøve.”

Jeg tænkte over det i stilhed. En plan tog langsomt form i mit hoved. ”I morgen er det mandag. Der skulle vi alle sammen ud til fyret og være der hele dagen. Men det gør vi ikke.” Min stemme var bestemt, og jeg følte mig hård som stål. ”Vi tager ind til byen i stedet for. Det bliver let nok.” Josefin skulle til at protestere, men jeg fortsatte ”Vi kommer kun til at være et par timer. Det opdager de ikke.”

Josefin så på mig med sine store øjne. Gråden var stilnet af. ”Tak,” hviskede hun.

”Det er, hvad man har venner til,” svarede jeg. Og jeg kunne mærke, at jeg mente det. Josefin og jeg var venner. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...