Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1062Visninger
AA

14. "Nellie, er du bange for vand?”

”Desværre ja. Kan du nu forstå, hvorfor vi kalder hende det?” Molly stak fødderne i sine sneakers og kiggede igen op på mig. ”Er du nu helt sikker på, at du ikke vil have, jeg bliver her?”
”Det går jo ikke,” min stemme var bedrøvet. ”Det er altså ikke noget at gøre. Du må tage af sted.”
”Er du helt sikker?”
Jeg nikkede og prøvede at sende Molly et opmuntrende smil. I det samme lød klokken, der kaldte til samling. Molly stod i døråbningen med ængsteligt udtryk i ansigtet. ”Nellie, er du helt sikker?”
Jeg nikkede og prøvede at mønstre et smil. ”Ja, Molly. Jeg mener det. Det skal nok gå. Christer er sikkert en god lærer.” Jeg syntes selv, min stemme lød utroligt falsk, og på en måde håbede jeg, at Molly ville gennemskue mig. 
Men så godt kendte hun mig nok alligevel ikke. 
”Okay så. Jeg tror på dig.” Hun gav mig et hurtigt kram og sendte mig et opmuntrende blik og en opadvendt tommeltot. ”Det skal nok gå godt. Og du har ret. Christer er sikkert en god lærer. Vi ses senere, ikke?”
Med et var hun ude af døren, og jeg hørte yderdøren smække. Uden Mollys livlige væsen virkede værelset tomt og dødt. Jeg stod i midten af det rodede rum og følte mig… død. 
Frygten kom snigende som en kold, klam tåge. Jeg mærkede den snige sig gennem sprækken under døren. Langsomt indhyllede den rummet og lagde sig på rodet som en tyk slim. Jeg kunne kun se på, mens tågen kredsede sig om mine fødder og begyndt at indsvøbe resten af min krop. Kulden blandede sig med tågen, og da jeg så på mine hænder, rystede de som et espeløv. Først nu opdagede jeg, den varme væske, der trillede fra mine øjekroge og ned på gulvtæppet. 
Jeg hørte en banken på døren, og instinktivt håbede jeg, det var Molly, der var kommet tilbage.
”Kom ind,” min stemme knækkede over, og jeg måtte gentage det for at få mere kraft på stemmen.
”Hey.” Det var Christer.  
”Hej.” Jeg kunne se hans chokerende ansigt over mit grædende ansigt, men jeg orkede ikke at skjule det.
”Du behøver ikke at græde. Molly kommer tilbage om et par timer.” Han trådte ind på værelset og sendte et forsigtigt smil. Mekanisk trådte jeg et skridt tilbage. ”Er det aflyst? Er det derfor, du er her?”
Han rystede på hovedet. ”Eva bad mig om at hente dig personligt.” 
Jeg sendte ham mit mest utilfredse blik, hvilket fik ham til at le. ”Tak for tilliden, Eva,” svarede jeg tørt.

”Har hun ikke ret? Ville du ikke have gemt dig et sted for at slippe?”
Jeg trak på skulderen og sænkede hovedet for at skjule mine varme kinder. Han havde jo fat i noget.
”Så du er ikke bange for at gå ind i pigehuset?” Min stemme var tør, og jeg ville stadig ikke se på ham.
”Jeg havde jo fået lov. Klar til at gå?”
Med langsomme skridt fandt jeg min strandtaske og tjekkede en ekstra gang, at solcremen nu var med. Hele tiden følte jeg Christers blik på mig, og det mindede mig om en lærer, der holdt øje med, at en elev ikke snød til afgangseksamen i matematik. 

Mit hjerte hamrede højt, da vi gik igennem marken, og det lød endnu højere, når nu ingen snakkede. Christer gik lige ved siden af mig, men sagde ingenting. 
Jeg spekulerede på, om jeg skulle nævne hans lillesøster, men fandt alligevel ud af, at det ville blive for akavet. Han kunne nu godt give mig en opdatering.

Vi nåede ned på stranden i total tavshed. Christer styrede med det samme mod badebroen, og jeg fulgte tøvende efter ham. Ved badebroen stoppede jeg op. Vandet slog ind mod badebroen og efterlod små stænk på de blegede brædder. Langsomt lagde jeg en hånd på gelænderet, tog en dyb indånding og trådte op på broen. Cementbroen havde været stærk og tung, mens denne her bro virkede skrøbeligere, som om et vindpust kunne styrte den i vandet så let som ingenting. Ved hjælp af dybe vejrtrækninger nåede jeg ud til Christer, som stod ved stigen. Selv holdt jeg blikket ligeud og prøvede at ignorere det faktum, at jeg kun befandt mig to meter over vandet.

Christer sendte mig et blik, der virkede som om, det kunne se lige igennem mig. ”Nellie, er du bange for vand?”

Det gav et sæt i mig. ”Hvorfor spørger du dog om det?” Jeg kunne ikke kigge på ham.
”Det virker bare som om, du forbinder vand med ubehag. Jeg mener bare det, at du næsten ikke kan gå op på broen.” Han holdt en pause, og jeg mærkede hans blik hvile på mig. ”Og lige nu klamrer du dig fast til gelænderet, som gjaldt det dit liv.” Christers stemme var lav, men også en smule urolig.
Jeg slap øjeblikkeligt mit faste tag i gelænderet. Jeg havde ikke lyst til at involvere flere mennesker i denne sag. Molly var allerede involveret.

”Du har altså ikke ret.”
”Men hvis du havde… Så kunne du godt fortælle mig det… Det ved du godt, ikke?” Hans blik var inderligt, da jeg skævede til ham.

Hans oprigtige stemme gjorde mig sur. Han skulle ikke bare tro, at han kunne komme her og tro, at han kendte mig eller vidste noget om mig. Han var ikke en eller anden troldmand, der vidste noget om, hvordan, jeg havde det.

”Skal vi hoppe i?” Det gav tydeligvis et sæt i ham, da han hørte det syrlige strejf i min stemme, men så trak han på skulderen. 
”Ok.” Han trak elegant sin tshirt af, gik baglæns ned af trinene og lod sig falde i med ryggen først. Det lignede en tillidsøvelse, vi engang havde lavet i klassen. Stoler du på mig? Så lad dig falde.
Vandet pjaskede op på mig, men jeg sørgede for ikke at vise svaghed.

Jeg trak hurtigt kjolen af, forlegen over at han kunne se mig med så lidt tøj på kroppen.

Men da jeg skævede til ham, kiggede han høfligt væk.
Jeg stillede mig foran broen og spejdede ud over vandet. Vinden prøvede at bære mit hår med sig og fik mig til at klapre tænder. Havduften fyldte min næse, og i det fjerne kunne jeg høre en måge.

Nu sker det for alvor, Nellie. Nu mærker du vandet mod din krop, tænkte jeg og trådte ned ad stigen. Jeg brød mig ikke om at skulle vende ryggen til Christer eller til havet, så jeg gik forlæns ned i vandet.

Stigen var gammel, og man kunne tydeligt se årerne på trappen, hvilket kun forstærkede min tanke om, at broen let kunne styrte i havet. Langsomt tog jeg et skridt efter et. Al min koncentration var rettet mod trinene, og jeg kunne engang fornemme, om Christer overhovedet så på mig. Det gjorde han nu nok.

Da det første bølgeskvulp skyllede ind over mine tæer, kunne jeg mærke en isen brede sig helst op til nakkehvirvlen, og min klapren blev voldsommere.

Jeg tog et par skridt til og mærkede, hvordan mosset på trappen trængte op under mine tæer. Havet nåede op til mit skinneben, og jeg rystede, da jeg mærkede, hvor koldt det var. Hvordan kunne Christer frivilligt opholde sig i den kulde?
Mit hjerne begyndte at hamre så højt, at jeg var sikker på, at Christer ville kunne høre det. Men da jeg kiggede på ham, flød han bare i vandet med et opmuntrende smil.
Vandet gik op til knæene, og jeg kunne mærke, hvordan kulden begyndte at sive ind - helt ind til mine knogler, hvor den frøs dem til is.
Jeg kiggede ned i vandet og opdagede til min skræk, at trappen stoppede efter to trin. Derefter skulle man springe ud i vandet, og helst over en bunke sten, der var oversået med tang og mos, og som spærrede for det behagelige sand. 
Beslutsomt tog jeg endnu et skridt ned af trappen, og da hørte jeg Christers stemme. ”Pas på de to sidste trin, for de er meget –”
I det næste sekund gled jeg på de slimede brædder og ramte vandet med et ordentligt plask. Jeg åbnede øjnene med det samme, men alt, jeg kunne se, var lidt tang og et blågrønt skær fra vandet. Jeg prøvede at finde fodfæste ved at strække både hænder og ben så meget, jeg, kunne, men jeg kunne ikke finde fodfæste. Jeg slugte flere mundfulde af det salte vand, og både øjne og næse blev fyldt med vand, så jeg ikke kunne trække vejret. Jeg ville græde, jeg ville råbe, jeg ville skrige, men alt, jeg kunne gøre, var at lukke øjnene og vente på, at jeg blev et med saltvandet. Der kan ikke være længe til.
I næste sekund brød jeg vandoverfladen, og ud af øjnene kunne jeg svagt se, hvordan jeg gled igennem vandet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...