Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1051Visninger
AA

9. "Men det værste er ikke engang fortalt endnu.”

Jeg satte mig på sengen og lod mig falde tilbage. Okay, så havde jeg måske besluttet mig for at mødes med Noah. På trods af hans væremåde var han stadig sød, og jeg kunne godt lide hans små smil, når nogen sagde noget sjovt og den måde hvorpå han blinkede til mig.

”Nellie, jeg har noget at fortælle dig.” Molly slog døren op og kastede sin ned i sin seng. ”Jeg har ikke villet sige det til dig før nu, fordi..” En lok hår røg ned i hendes øjne, og irriteret pustede hun den væk. ”Det er ret svært at tale om, og jeg vil helst glemme det. Men du fortjener at vide det. Især nu hvor vi er bedste veninder.”
Hun sagde det på en måde, som om det var en selvfølge, men jeg kunne ikke forhindre et smil gennemtrænge mit neutrale ansigt.
”Er du klar? Det er min største hemmelighed.” Molly satte sig i skrædderstilling lige overfor mig.
Jeg nikkede og mærkede den rosenrøde varme omslutte mig igen. ”Selvfølgelig, Mols. Jeg er klar. Bagefter har jeg faktisk også noget at fortælle dig.”
”Du kender Noah, ikke? Du ved godt, hvem han er?”
Jeg rullede med øjnene. ”Molly, helt ærligt? Vi lavede aftensmad sammen i dag.”
Molly fniste. ”Sorry, så. Har han fortalt, at vi er barndomsvenner?”

Jeg rystede på hovedet, og Mollys forventningsfulde udtryk dalede straks og blev erstattet af et mut udtryk med fremskudt underlæbe. ”Det er vi altså,” fortsatte Molly med tom stemme, men så rystede hun det af sig og smilede sit sædvanlige smil.
”Vi har boet i samme by hele livet og gået sammen siden dagplejen. Gennem børnehaven og skolen har vi fulgtes ad, og vi går også på samme gymnasium-”
”Apelrydersskolan?” indskød jeg, og Molly nikkede fraværende.
”Jeg har været forelsket i Noah lige siden 1.klasse. Gennem dagplejen og børnehaven var vi bare venner – bedste venner – men da vi startede i skolen, var han helt forandret. Og så moden. En dag i 1.klasse skulle vi tegne en tegning to og to. Noah valgte mig. Ud af alle i klassen valgte han mig, og da vidste jeg det:” Molly nikkede for sig selv, helt opslugt af sin egen fortælling. ”Noah var den rette. Det vidste jeg dér.”
Hun kastede et enkelt blik på mig, og jeg sendte hende et nik for at fortsætte. ”Lige da Robert Pattison var med i Harry Potter, skiftede jeg vist nok Noah ud, men kun for et par måneder. Og det sjove er, at Noah aldrig har haft en kæreste. Aldrig. Han var en af de flotteste på skolen, og alligevel fik han aldrig en kæreste på trods af, han kunne have fået alle. Til galla valgte han dog Henrietta fra parallelklassen, den ko,”. Det sidste kom ud med et bittert strøg. ”Men Bjørn havde også allerede spurgt mig på en virkelig romantisk måde med en rose. Jeg kunne ikke sige nej til Bjørn. Dagen efter var Henrietta Noahs partner. Jeg har altid tænkt, at han valgte Henrietta, fordi han ikke kunne få mig… Tror du, det er forkert?”
”Nej. Jeg mener, han spurgte hende dagen efter? Det tyder på, hun var sidste løsning.”
”Ja, ikke?” råbte Molly og sendte et intenst blik til mig. ”Jeg valgte samme gymnasium som h
am, og han var - og er - faktisk grunden til, at jeg kommer på lejren år efter år. Min mor og jeg mødte Agnetha, altså Noahs mor, hos købmanden, og hun fortalte, at Noah skulle på denne ø-lejr, hvor han kunne få ro til at skrive musik. Det var i 8.klasse, og nu skal vi starte i 2.g efter denne sommer. Faktum er, at jeg ville følge Noah overalt. Han er grunden til, at jeg lever. Hvert eneste åndedrat, jeg udånder, er til ære for Noah. Hvert eneste smil og hvert eneste vift med håret. Mit livlige humør er til ære for ham, min makeup og min lille bikini. Jeg vil gøre alt for, at han holder op med at se mig som ’Molly fra børnehaven’. Hun så på mig, og jeg vidste med det samme, at det var den sande Molly, jeg så på nu. En Molly, der tydeligvis var ulykkeligt forelsket i en sådan grad, at hun måtte sætte en facade op for ikke at bryde sammen. Hendes ansigt var fortrukket i smerte, mens hendes øjne lyste af en blanding af begær, længsel, sorg.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Han virker så cool og mystisk. Han gemmer sig bag en overlegen facade, men jeg ved, hvordan han er inderst inde.” Hun lagde hånden på sit hjerte. ”Følsom. Ligesom hans musik.” Hun tilbragte et øjeblik med at kigge ud af vinduet, mens hun hvilede kinden i hånden. ”Denne her ting er måske lidt fjollet, men…” Hun lænede hovedet over mod mig og formede en tragt med sine hænder. ”Jeg gemmer min… mødom til Noah.” Hun kiggede tilbage på for at teste min reaktion, og selvom jeg prøvede at forhindre det, var det som om, solen bagte på mine kinder.
”Så, det var min store hemmelighed. Nellie, du må virkelig love, at du ikke siger noget om det til nogen. Jeg vil ikke have, at nogen skal vide det. Tænk, hvis Noah fandt ud af! Åh, jeg ville dø. Vi går trods alt på samme gymnasium.” Hun smilede tappert til mig og rykkede tættere på mig. ”Hvad var din hemmelighed, Nellie?” Jeg var på nippet til at sige, at det var lige meget, da Molly med lys i øjnene udbrød ”Hvor er det hyggeligt at sidde her og udveksle hemmeligheder. Jeg føler, vi er meget tættere nu, gør du ikke?” Hendes smil og optimisme varmede mig igen, og jeg nikkede.

Molly havde faktisk delt en stor hemmelighed med mig, og jeg besluttede, at jeg ville gengælde den med den største hemmelighed, jeg havde.
Så er det tid, Nellie. Nu afslører du din hemmelighed for igennem mit hoved, og jeg kunne allerede mærke min armhuler blive kolde.

”Okay, Molly,” jeg rykkede tættere på hende. ”Det, jeg vil fortælle dig nu, fortæller jeg ikke mange mennesker. Det skal være en hemmelighed, og jeg ville dø, hvis den slap ud.”
Molly rykkede frem og satte sig igen i skrædderstilling. ”Jeg er klar.” Hun fremviste sin arm. ”Ej, se, jeg har helt fået gåsehud, fordi du er så alvorlig.”
”Nytårsaften – for et halvt år siden – var jeg til en fest hos min ven, Tistrup. Festen blev holdt i et sommerhus ved vandet. Vi var ikke så mange, kun en håndfuld af os bedste venner. Vi fik rigeligt at drikke, for det gør man jo nytårsaften. Jeg ved ikke, hvem der fik idéen, men i vores fuldskab besluttede en lille gruppe af mine tætteste venner og jeg at gå ned til vandet. Der lå en lille båd i vandkanten, faktisk bare en lille jolle, men Tistrup overbevidste os om, at han kunne styre den, og derfor sejlede nogen af os derud. Tistrup, Frida, som var min bedste veninde, Alfred, Basse og Lisa. Vi var for mange i den lille båd, men alligevel nåede vi et godt stykke ud på vandet.” Jeg kunne mærke mit hjerte begynde at hamre hurtigt, men da jeg kastede et blik på Molly, sad hun tryllebundet og ventede på at høre mere, og det fik mig til at fortsætte. Selvom jeg nu kom til den svære del. ”Vi var langt ude på havet, men vi sad med en flaske Sourz og grinede. Jeg husker, at der var råb inde fra stranden, men vi ignorerede dem og grinte. Pludselig ville jeg ind. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg begyndte at råbe om, at jeg ville ind på stranden igen, og at Tistrup skulle vende om. De andre grinede, også da jeg rejste mig og begyndte at gå rundt i båden. Basse råbte, at jeg skulle sætte mig med, og Alfred rejste sig for at få mig ned at sidde igen.” Jeg stoppede med en brændende fornemmelse i halsen. Nu kom det.
”Hvad skete der så?” Mollys stemme var blid, og hun gav min hånd et forsigtigt klem.

”Basse og Alfred stod foran mig og råbte, jeg skulle sætte mig ned. Og det endte med, at jeg faldt i vandet.” Min stemme blev til en hvisken, og jeg borede mine negle ind i min håndflade. ”Jeg kan godt svømme, men da jeg havnede i det iskolde vand, glemte jeg det. Jeg lå og prøvede at holde mig over vande ved at fægte med arme og ben. Men så sank jeg ned i vandet. Da jeg vågnede, lå jeg på hospitalet.” Jeg stoppede. Resten var for smertefuldt at snakke om, og det føltes allerede som om, nogen prøvede at presse blodet ud af mit hjerte.
”Hvem havde reddet dig?” Mollys stemme var en hvisken.
”En af drengene. Eller måske dem alle sammen… De fik mig i hvert fald ind på stranden. Men der kunne de ikke få liv i mig. Så de var nødt til at ringe efter en ambulance. Jeg blev genoplivet. Det fortalte min mor mig.” Jeg følte mig lille og ubetydelig, som vi sad der, og jeg krympede mig sammen. ”Men det værste er ikke engang fortalt endnu.”
Molly kiggede op fra trancen og glippede med øjnene. ”Hvad kan være mere forfærdeligt end det?”
”De fleste af os var 15 på det tidspunkt, og der blev drukket igennem. Alle vores forældre fandt ud af det, og senere vores rektor, der straks lavede en alkoholpolitik, som forbød alle former for alkohol til alle fester. Der gik rygter om, at Basse også havde hash på sig, og du kan vel selv regne ud, hvordan det gik. Tistrup mistede retten til at låne sommerhuset, vi skulle betale, fordi vi havde lånt båden, og alle fik et helvedes hyr med deres forældre. Og det var historien om, hvordan jeg mistede alle mine venner og blev kendt som ’pigen, som fik lavet alkoholreglen’,” sluttede jeg bittert og ignorerede smerten, der pulserede ud af alle årer. ”Alle mente også, at alkoholen var grunden til, at det var gået så galt som det var. Men det var det måske også.”
Molly rejste sig resolut og slog armene om mig. ”Nellie! Det skulle du have sagt noget før. Tænk at jeg både prøvede at tvinge dig til alkohol og havet.” Hun trak sig tilbage og stirrede på mig med tårefyldte øjne. ”Jeg er jo verdens dårligste veninde!” Igen slog hun armene om mig, og da kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg hulkede, og tunge salte tårer ramte min trøje. Molly beholdt armene om mig, indtil gråden var forbi, mens hun strøg mig over håret.
Jeg græd, fordi det var første gang i et halvt år, at jeg havde følt, jeg havde en veninde, og at jeg havde følt nogens nærhed. Jeg græd også over Noah, som jeg havde været lige ved at stjæle fra Molly, og hvilken veninde ville jeg så være? Jeg havde været så tæt på at møde ham på stranden.

”Molly, du kunne ikke vide det. Og jeg kunne ikke sige det. Det er simpelthen for svært at snakke om,” svarede jeg med grødet stemme og hævede øjne.
”Men jeg er så glad for, at du alligevel ville sige det til mig. Det giver mig også en meget bedre forståelse for, hvorfor du har reageret, som du har.” Hun gav mig endnu et knus, og denne gang kunne jeg smile og gengælde det.

Vi faldt i søvn i min seng, og vi lå så tæt, at jeg kunne se Mollys mund puste ud. Molly sov allerede efter et minut, mens jeg lå vågen for at fordøje dagen. Underligt nok følte jeg mig lettere efter, jeg havde fortalt Molly om ulykken. Det lå stadig som en kold og våd sten i min mave og pressede på, men stenen var blevet mindre, og en smule af kulden var aftaget. Det var måske rigtigt, hvad skolepsykologen havde sagt: at det hjalp at tale med andre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...