Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1052Visninger
AA

7. ”Lad være med at lave dressingen alt for fed, det er ret uappetitligt,”

”Så I skal koge kartoflerne, skære grøntsager og mikse det sammen med en dressing. Til det skal I lave stegt torsk i ovnen med rosmarin. Ja, jeg ved godt, at hverken Christer eller Felix bryder sig om fisk, men det er jeg ærligt talt bedøvende ligeglad med. Ingen tager skade af en enkelt dag som vegetar, det kan I godt fortælle dem, hvis de brokker sig.” Eva så en smule strengt på Noah, Josefin og jeg, der lænede os op af køkkenbordet.
”Ja, Nellie, jeg ved, det er din første køkkentjans, og du kan bare spørge mig eller en af de to andre, men ærligt talt er det ikke spor svært. I skal bare følge de her opskrifter,” hun pegede på bordet, hvor de printede opskrifter lå, ”og så skal I bare huske at rydde op efter jer.” Hun var på vej ud af køkkenet, men tilføjede ”Og så må I aldrig gå fra noget i kog.” Det sidste hun sagde, inden hun smuttede ud af døren, var ”Jeg regner med, vi kan spise om to timer.”

Evas prædiken fik os til at ligne pattebørn, og jeg spekulerede på, om de andre bare var vant til det. Jeg kunne nu endnu ikke se, at Eva skulle være den heks, som alle mente, hun var. Hun var strengere end Matti og Lotta, men hendes argumenter virkede altid fornuftige. Måske var det det med, at hun behandlede alle som børn, selvom vi var næsten voksne?
”Hvorfor siger hun, at vi ikke må gå fra noget i kog?” spurgte jeg henvendt til Josefin og Noah. ”Giver det ikke sig selv?” Jeg var ikke en mester til at lave mad, men jeg havde dog alligevel min ugentlige maddag, og en af de første ting, min mor havde formanet mig, var da, at man ikke gik fra noget i kog.
Noah trak på skulderen. ”Ikke noget. Gimpen er bare forsigtig.” På den måde var sagen uddebatteret, men jeg syntes alligevel, jeg så, Noah og Josefin udveksle et kort, alvorligt blik.
”Vi må hellere starte med at skralde kartofler – de skal jo køle af, før vi kan lave kartoffelsalaten,” bestemte Josefin, og jeg så på, mens hun fandt tre kartoffelskrællere, kartoflerne og en skål. Hun virkede så ferm og afslappet, men samtidig tog hun også straks styringen.
”Kan du godt lide at lave mad, Josefin?” spurgte jeg, mens jeg greb den første kartoffel og en skræller.
”Kan man se det?” Hun sendte et forsigtigt smil. ”Men ja, det kan jeg. Jeg har faktisk også en lille drøm om at tage en kokke-uddannelse, men…” Hendes smil dalede langsomt, ”det gør jeg nok ikke.”
Jeg så på hende for at få et uddybende svar. ”Min far,” sagde hun kort, som om det forklarede alt.
Mit blik blev kun mere undrende.
”Min far vil gerne have, at jeg tager en matematisk uddannelse. Først på gymnasiet, så universitet, så jeg kan blive læge, advokat eller måske endda præst som ham.” Hun skar en grimasse i afsky, og jeg nikkede for at vise forståelse. ”Og efter denne sommer starter jeg på Akademiet Båstad Gymnasium med en matematisk linje. Så kokkedrømmen må nok gemmes væk… med en lås.” Det sidste blev tilføjet med et bittert suk, som hun smed kartoflen op i skålen.

”Men, Nellie, hvad med dig?” Molly ville tydeligvis gerne have emnet væk fra sig selv, og jeg valgte at tage imod det, selvom jeg heller ikke selv havde lyst til at snakke om det.
”Jeg tager et sabbatår.” Som altid, når jeg fortalte det, blev folk stille, og der var begyndt at tegne sig et tydeligt mønster: Enten så de alle andre steder hen end på mig og valgte hurtigt at gå, eller også skiftede de hurtigt emne og begyndte at snakke om vejret eller maden. Jeg følte virkelig, at jeg skuffede alle med den beslutning. Min mor var begyndt at græde og havde fortalt, at jeg spildte mit liv og aldrig ville få en uddannelse nu. Mormor havde prøvet at forstå det, men jeg kunne mærke, at hun heller ikke bifaldt det. At tænke sig at hendes eneste barnebarn ville tage et sabbatår i en alder af 16.
”Er der nogen grund?” spurgte Josefin, og jeg kunne høre og mærke forsigtigheden i hendes stemme.
”Jeg aner bare ikke, hvad jeg vil. Og utallige snakke med studievejledere, forældre, uddannelsesvejledere, min mor, ja, endda en psykolog… Intet har hjulpet. Jeg brugte hele 9.klasse på at spekulere på det, men jeg vidste det simpelthen ikke.”
Jeg trak på skulderen, som Josefin havde gjort, og smed en kartoffel i skålen. Ligesom hende foregivende jeg, at det hele var i den skønneste orden, og ligesom med hende var det ikke i den skønneste orden.
”Hvad med dig, Noah?” spurgte Josefin efter kartoffelskrælningstavshed, og jeg huskede pludselig, at han jo faktisk stod ved siden af mig. Jeg havde helt glemt ham, mens jeg havde snakket med Josefin, hvilket jeg fortrød nu. Jeg ønskede bestemt ikke, at Noah skulle vide en sådan privat ting om mig. Egentligt ville jeg heller ikke have, at Josefin vidste det, men siden hun havde fortalt mig private ting, følte jeg, at det måtte gengældes.
”Jeg går på Apelrydsskolan på andet år med musisk linje.” Noah smed en kartoffel i skålen.
”Kender du så Amanda Petersson?”
”Svagt.” Han skar en ubestemmelig grimasse, ”Jeg ved, hvem hun er, men har ikke snakket med hende.” Noah kiggede på hende som for at læse hendes forhold til denne Amanda. ”Er hun din veninde?”
”Bestemt ikke!” Josefin udbrød de to ord og fik på mærkværdigvis proppet så meget foragt og afsky ind, at man kunne mærke det som giftrøg, der vældede ud af hende.
Noah fniste. En lyd, der slet ikke passede til ham, og som i virkeligheden fik ham til at lyde som et marsvin. ”Hun er heller ikke ligefrem min kop te,” indrømmede han, hvilket også fik Josefin til at fnise.

Da vi stod bøjet over salaten, mens Noah tog sig af fisken, lirkede jeg forsigtigt til Josefin. ”Men hvorfor skal du gå på en matematisk linje, hvis du hellere vil være kok? Det kan din far vel ikke bestemme?”
”Det burde han ikke kunne,” svarede Josefin lavt og bøjede hovedet endnu mere ind over de farvestrålende peberfrugter, hun skar. ”Men min far er… meget gammeldags, kan man sige. Det er ikke, fordi han ikke er en god far, for det er han skam!” Hun stirrede på mig for at forsikre mig om, at han virkelig var en god far og tilføjede med sænket stemme ”Han vil bare bestemme over mit liv.”
”Hvad med din mor?” spurgte jeg - igen meget forsigtigt – så jeg ikke bevægede mig ind på et minefelt fyldt med bomber.

Josefin rystede på hovedet og trak på skulderen med en opgivende bevægelse. ”Nytter ikke. Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år, og min far fik forældremyndigheden.”
Hun så på med forpinte øjne, der tydeligvis ikke ville vise smerte, og jeg anede en enkelt tåre, der løb ned af kinden.
Jeg havde lige åbnet munden for at komme med en trøstende bemærkning, da en stemme afbrød mig.
”Halløjsa, har I set Noah? Næh, skal vi have salat? Det var da også på tide med noget sundt! Er de mon ude på at fede os op? Har I set Noah?” Det sidste gentog hun og kastede sit hår om bag skulderen.
”Han var her da lige før,” svarede Josefin på en mut og indelukket måde. Jeg så hen på hende og lagde mærke til, hvordan hun krummede sig sammen om skærebrættet og fokuserede på at skære salatbladene ud. Hun forsvandt ind i sin egen skal, og det, når jeg lige havde banket hul i skallen og set Josefin som den lille fugleunge, hun måske i virkeligheden var.
”Nå, okay, så leder jeg da efter ham,” kvidrede Molly og gik over mod døren, mens hun så sig undersøgende om – som om Noah gemte sig bagved disken. ”Lad være med at lave dressingen alt for fed, det er ret uappetitligt,” var hendes sidste kommentar, før hun var ude af døren, og hendes kraftige parfume var alt, der var tilbage. Parfumen og den mutte stemning.
Jeg så tilbage på Josefin og var på nippet til at bringe det gamle emne på bane igen, men Josefin afbrød mig råt. ”Kan du finde bønnerne i køleskabet og koge dem i en gryde? Så laver jeg dressingen.”
Langsomt nikkede jeg, selvom jeg mærkede, hvordan mit hjerte langsomt sank og endte på bunden af havet. De eneste lyde i køkkenet var vores skramlen med skåle og gryder. Vandet begyndte langsomt at boble og blandede sig med lyden af Josefins ivrige rystebevægelser. Jeg kiggede tilbage på Josefin og kunne se hende stå med et arrigt udtryk og hælde olie ned i dressingen.
Jeg ville sige noget, men min hals snørede sig sammen på en kvælende måde, og i sidste ende vendte jeg ryggen til hende og hældte vandet fra bønnerne. Dampen varmede mit ansigt og fordrev kulden, der steg op fra Josefin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...