Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1055Visninger
AA

17. ”Kom Frida aldrig og besøgte dig på hospitalet?”

Først da hørte jeg plasket og mærkede vandet omslutte mig. Skriget rungede stadig i mine ører, og første troede jeg stadig, jeg stod på båden.

Så ramte kulden mig som mavepuster, og alt i mig frøs til is. Kulden var som en ånd, der smøg sig ind, og intet sted undslap den vrede. Kulden viste ingen nåde. I stedet bedøvede den min krop ved at sende brændende, stikkende smerte ud i hver en knogle. Jeg havde lyst til at skrige, græde, kradse smerten væk.

Mine næsebor blev fyldt op af saltvandet, og ligeså gjorde min mund. Jeg kunne ikke trække vejret, og jeg kunne mærke panikken over, at min mund blev til en af saltvandets kanaler. Min mund pustede bobler ud, og jeg kunne høre vandet bruse for mit øre.
Jeg mærkede, hvordan kjolen klæbede sig til min krop, og hvordan den trak mig ned. Ned i det ukendte dyb. Jeg kunne ikke stritte imod. Kun lade mig falde dybere og dybere ned.

Fodboldtrøjen var gledet af mig, da jeg faldt i. Den flød nu oppe på vandet, helt pustet op og fyldt med vand. Som et pejlemærke. Jeg kunne se ryggen, hvor der stadig stod skrevet ”Tistrup 10”. 

Jeg fastholdt blikket på bagsiden af trøjen, mens havet spandt mig ind i sine dødbringende toner.
Den trøje var det sidste, jeg huskede.

Jeg lagde pludselig mærke til de lydløse tårer, der trillede ned af mine kinder. Det mindede mig om, hvor jeg var. Jeg var jo ikke faldet i vandet, men mens jeg havde fortalt historien, havde jeg følt som om, jeg gennemlevede det igen. Jeg kunne stadig mærke Basses brutale greb i mig, og hvis jeg kneb øjnene sammen, kunne jeg også se fodboldtrøjen, og jeg huskede, hvordan den langsomt var flydt ud til en ubestemmelig blå masse, indtil den var blevet et med havet.

Christer prikkede en af mine tårer væk med sin finger, og jeg fór sammen.
”Undskyld jeg hele tiden græder.” Jeg tørrede tårerne væk med hånden og prøvede at tørre tårerne væk. Jeg ville have, at de forsvandt. For altid. Jeg havde allerede grædt så meget på den her ferie.

”Nogen gange er det det eneste, der hjælper. Man er nødt til at få smerten ud på en eller anden måde.” Han kiggede på mig, og jeg forstod. Han havde også selv grædt på denne ferie.

”Vil du høre sidste del?” spurgte jeg og fortsatte ”Det er på mange måder den meste smertefulde del af det hele.”

Han sendte mig et lille nik, og jeg huskede igen tilbage på den skæbnesvangre aften.
”Jeg vågnede først tre dage efter nytårsaften, og på mange måder ville alt have været lettere, hvis jeg var vågnet et par timer efter… Men det gjorde jeg jo ikke.” Det stak i hjertet, når jeg tænkte på, hvad der senere skete.
”Jeg slog pludselig øjnene op og fandt ud af, at jeg lå på en hospitalsseng. I det næste stykke tid skete der utroligt meget. Et apparat begyndte at bippe. Læger, sygeplejesker og mange andre, jeg ikke husker, myldrede ind ad dørene. De undersøgte mig og fortalte mig alle sammen sin version af det, der var sket. Jeg kunne ikke finde rede i noget. Endelig så jeg et velkendt ansigt. Min mor kom nemlig styrtende ind. Hun krammede mig tusind gange, græd, men endelig fortalte hun mig, hvad der var sket.”
Lægerne havde lige forladt hospitalsstuen, og min mor og jeg var alene. Min mor knugede min hånd, som ville hun aldrig give slip igen.
”Mor?” Min stemme var ru som sandpapir, og ved lyden af min stemme fik min mor tårer i øjnene.
”Mor,” gentog jeg. ”Vil du ikke godt fortælle nu? Jeg… Jeg forstår ingenting.”
Efter min mor havde set mit bedende udtryk, nikkede hun. ”Ellen… Er du nu sikker?”
Et bestemt nik afbrød hende, og hun rykkede sin stol tættere på min seng.
”Dit hjerte holdt op med at gå.” Jeg snappede efter vejret. Hendes stemme var blid, men gav mig stadig lyst til at græde.

”Du faldt i vandet den 31. december. Selvom du ikke nåede at ligge så længe i vandet, før han trak dig op, nåede din krop at fryse ned…” Hun holdt en pause. ”Og dit hjerte holdt simpelthen op med at gå.”

Jeg så, hvordan hun igen fik tårer i øjnene. ”Da ambulancefolkene kom, havde du været d-” Hun rettede sig selv i sidste øjeblik. ”Da ambulancefolkene kom, havde dit hjerte ikke slået i over ti minutter.”
Jeg havde svært ved at forstå, hvad min mor sagde. Og hvis ikke hun havde holdt mig så hårdt i hånden, så jeg kunne mærke hendes kærlighed, var jeg besvimet.
”Hvad skete der så?” Min stemme var kun en hvisken, og jeg så ud gennem et slør af tårer.
”Ambulancefolkene kørte dig hertil, og du kom herind. De genoplivede dig, men… de vidste ikke, om det var for sent.” Jeg behøvede ikke engang at se på min mor for at vide, at hun græd.
”I tre dage har du ligget i koma. Ingen vidste, om du ville klare det eller ej. Men tro mig, mormor og jeg har været her hvert sekund og –”
”Frida?” udbrød jeg, ”hvad med hende?” Jeg kunne godt huske, at hun havde været i båden, men ikke havde gjort noget for at hjælpe mig. Jeg ville tilgive hende alt, hvis bare…
Min mors ansigtsudtryk sagde mere end ord, og tårerne begyndte at strømme.
”Åh, skat,” udbrød min mor, ”hun er sikkert bekymret! Hun venter nok bare på at få et opkald fra dig, skal du se.” Min mors stemme var opmuntrende, da hun lænede sig ind over mig og gav mig et inderligt kram.

”Kom Frida aldrig og besøgte dig på hospitalet?” Hans stemme var vantro, og jeg kunne mærke hans utilfredshed.
”Alt kommer til den, der venter.”
”Undskyld,” han sendte mig et skyldigt blik, ”fortsæt gerne. Hvis du altså vil?”
”Frida kom for at besøge mig den første lørdag i det nye år. Til den tid var skolen startet.”
”Hej.” Frida var det første, jeg så, da jeg vågnede. Hun sad yderst på stolen med hænderne i skødet.
”Hej,” Jeg smilede stort til hende og tænkte ikke engang på, at jeg endnu ikke havde været i bad på hospitalet, og at mit hår og hud sikkert lignede noget, der var løgn.

”Hej,” gentog Frida og kiggede bevidst væk. Hun kørte skoen rundt på gulvet. ”Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle sætte blomsten… Er det ok på bordet?”

Først nu lagde jeg mærke til blomsten på mit sengebord. En blomst med udslåede blade og purpurrød blomster.

”Det er en gøgeurt,” indskød Frida, ”min mor købte den…” Hendes stemme døde hen, og vi sad i stilhed.
Der var så mange ubesvarede spørgsmål mellem os. Spørgsmål, der skabte en bundløs kløft mellem os.

Frida så på mig, og jeg så på hende. Hun bed sig i underlæben, og jeg så væk. Mine øjne sved, men jeg ville ikke græde.

”Hvordan har du det?” spurgte hun til sidst.
Jeg trak på skulderen. ”Sådan som man har det efter man er blevet genoplivet… Jeg er i live.” Min stemme var tynd, og jeg vidste, den kunne knække når som helst.

”Det var ikke Basses skyld.” Fridas ordre kom uanfægtet, og hun virkede ikke berørt af det, jeg lige havde sagt.

”Det har jeg heller ikke sagt.”
”Men det er jo det, du mener.”
”Ja…” Jeg sendte hende et skarpt blik, ”så tror jeg også, du ville have det, Frida.”

”Vi er blevet enige om, at det ikke er hans skyld.” Frida kiggede på mig, og alligevel kiggede hun forbi mig.
”Hvem er ’vi’?” spurgte jeg, selvom jeg godt kendte svaret.
”Mig, Tistrup, Albert, Lisa og…”
”Og Basse? Er Basse også enig med jer i, at det ikke var hans skyld?” Jeg gjorde min stemme uskyldig, selvom jeg ville have, at spørgsmålet skulle såre hende så meget, som det kunne.
”Vi er alle blevet enige om det…” Hun tav og sendte et længelsfuldt blik mod døren. ”Vi er blevet enige om, at det nok er bedst, hvis du også er enige med os.”
Jeg stirrede på hende og gjorde mit ansigt hårdt som sten. Frida skulle ikke se, at hver sætning hakkede i mit hjerte, og jeg kunne mærke, hvordan det brændte i bryst.
”Gå.” Det var alt, jeg kunne frembringe uden, at mine skuldre begyndte at ryste af indestængt gråd.
Frida så ud som om, hun ville sige noget til mig, men hun ombestemte sig. Jeg fulgte hende med øjnene, da hun rejste sig og gik. I døren stillede hun sig og så tilbage på mig.
”Du ved godt, jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, ikke? Jeg kunne ikke have gjort mere.”
”Nej…” Min stemme var lav, ”nej, det kunne du vel ikke.” Men da var hun allerede gået. 

Jeg holdt inde og vendte blikket mod Christer. ”Hvad med Tistrup? Er I stadig sammen?”
”Tistrup – eller Niels, som hans rigtige navn faktisk er – besøgte mig aldrig på hospitalet. Og han snakkede aldrig til mig igen.” Minderne om Tistrup gjorde stadig ondt at tænke på. Han havde været min første kærlighed og mit første kys. Den aften havde han hvisket mig så mange søde ting i øret, og i skolen ville han ikke engang se på mig.
”Og Frida?”
Jeg rystede på hovedet. ”Der er ikke mere at fortælle om hende. Den dag på hospitalet var allersidste gang, hun talte til mig.”
”Jeg forstår det ikke..” mumlede Christer, og jeg var enig med ham. ”Tro mig, det gjorde jeg heller ikke. Men da jeg kom tilbage på skolen, var jeg kendt som pigen, der havde fået lavet alkoholpolitikken, og derudover havde jeg prøvet at begå selvmord nytårsaften.”

”Alkoholpolitik?”

”Vores rektor fandt ud af, hvad der var sket, og straks lavede han en alkoholpolitik, hvor man ville blive bortvist, hvis lærerne greb dig i at drikke noget, der var stærkere end hindbærbrus, til festerne.”
”Fortalte du dem aldrig, hvad der i virkeligheden var sket?”
”Christer, det var også min skyld.” Han ville protestere, men jeg rystede på hovedet. ”Helt seriøst, noget af det var min skyld. Det mener jeg.”

”Hvad var din skyld?”
”Jeg drak for meget…” Min stemme døde, og jeg bed mig i underlæben.

”De var sgu da feje!” Christers udbrud fik mig til at kigge, og jeg nikkede for mig selv.
”Vi behøver ikke at snakke mere om det.” På trods af det bare var et forslag, hørte jeg en desperat undertone i min stemme.
”Er det kun havvand?”
Jeg rystede på hovedet. ”Jeg kan heller ikke gå i svømmehallen, og der gik lang tid, før jeg kunne gå ude i regnvejr eller tage et bad uden at tænke tilbage på den nytårsaften.”
Jeg huskede tydeligt den første gang, jeg skulle vaske hår selv. Så snart den første stråle ramte mig, mærkede jeg gråden rulle som en lavine. Min mor fandt mig siddende, grædende, i badekarret med knæende trukket op under mig, mens den tynde vandstråle sendte nåleprik mod min ryg. Jeg var ved at fortabe mig i alle minderne, men Christer hånd på min arm vendte jeg tilbage.

”Skal vi ikke gå tilbage?” spurgte jeg og kom hurtigt på benene. Det skulle jeg ikke have gjort, for det svimlede for mine øjne, og jeg måtte støtte mig til broens rækværk.
Mine ben var stive af at have siddet ned så længe, og mit hår føltes stift efter saltvandet.

Christer så væk. Han virkede pludselig forbeholden, og hans mund vendte nedad i skuffelse.

Jeg trak min kjole udover den tørre bikini og satte mit hår op i en rodet knold med en slatten elastik, der gemte sig i min taske. Jeg så på Christer, og min mave føltes tom. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...