Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1055Visninger
AA

26. ”Kender du et godt sted, hvor man kan få isdesserter?"

”Er du nu sikker på, at det vil gå?” Josefin gik rundt i cirkler og gentog fra tid til anden den sætning. Hver gang beroligede jeg hende med det samme svar. ”Josefin, ja, det skal nok gå. Vi smutter bare i et par timer, det lægger ingen mærke til. Og så har jeg jo også –”
Hun afbrød mig med en viftende hænder. ”Ja, ja, du har fået Christer til at dække over os. Hvordan fik du ham overhovedet til det? Og du sagde vel ikke noget til ham, vel?” Hendes blik var ængsteligt, og jeg sukkede. Stolede hun ikke på mig?

”Selvfølgelig sagde jeg ikke noget til ham!” Min stemme var fornærmet. ”Jeg sagde bare til ham, at han skulle stole på mig. Det skylder han mig også.” Jeg huskede, hvad han havde sagt i går, og dybt inde i mig rev og flåede beskeden stadig.  

”Hvorfor skylder han dig det?” Josefin kunne ikke lade være med at sende mig et lille, fnisende smil.

Jeg rystede på hovedet og ville først starte på et nyt emne. I sidste sekund ombestemte jeg mig. Jeg ville ikke holde ting skjult for Josefin. Hun havde brug for sandheden og måske også brug for at vide, at vi alle kunne lave fejl. Jeg fortalte, hvad han havde sagt, og Josefin kom med det gisp, jeg havde forventet.

”Men det vi rent faktisk skændtes om, var fordi Lilly og Wilma sagde, at Molly havde kysset med Christer. Ved du, om det er rigtigt?”

Ud af Josefin røg en lille pivende lyd, og hun stirrede på mig med åben mund. ”Aner det ikke,” afslørede hun til sidst, men det håber jeg da godt nok ikke.”

Mit blik fik hende til at fortsætte. ”Så har Molly haft noget med alle drengene på øen. Altså kysset med dem og…” Hun behøvede ikke at sige mere.

”Hvordan ved du det? I snakker jo ikke ligefrem meget sammen.”
”Det gjorde vi dengang, vi var venner.” Josefins stemme var kort, og hun kiggede ned i jorden for at skjule sig, men bekymringen fra hende ramte mig stadig.

”Har Noah nogensinde prøvet på noget med dig?” Det spørgsmål havde rumsteret inde i mig længe. Nu kunne jeg ikke holde det inde længere.

Efter hvad der føltes som en time, nikkede Josefin. Hun ville stadig ikke kigge på mig.

”Var det det, I blev uvenner over?” Jeg nærmede mig hende forsigtigt, som var hun en såret løve, jeg skulle give en forbinding på.

”Faktisk ikke.” Hendes stemme var afmålt, og hun ville tydeligvis ikke uddybe det. Det måtte jeg respektere som hendes veninde.

”Men blev du gode venner med Christer igen?” Josefin så på mig. I hendes øjne så jeg sorgen flyde forbi, og jeg måtte lægge bånd på mig, så jeg ikke spurgte videre. Men det måtte jeg ikke.

”Ikke rigtigt.” Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle uddybe det. På den ene side ville jeg gerne fortælle hende om alle de forvirrede tanker, der fløj rundt, og på den anden side… Nej.

”Vi plejer oftest at glemme skænderierne. Uden at komme til bunds i dem.” Jeg trak på skulderen for at vise, at det bare var en detalje. Vi vidste begge, at det var en løgn.

Josefin nikkede, og hendes øjne lyste af forståelse. ”Jeg forstår nu ikke, hvorfor I ikke bare… Nej.” Hun stoppede sin sætning, mens hun sendte mig et drillende smil. ”Nej, bare glem det. Skal vi gå?”

Hun sprang let og elegant over de ubehagelige emner, som vi begge ville undgå, og jeg nikkede taknemmeligt.

Vi arrangerede vores senge med buler, så det så ud som om, vi lå der. Ikke fordi jeg regnede med, at nogen ville komme herind, og helt ærligt føltes det som noget, Nancy Drew kunne finde på. Ikke os.

Alligevel havde jeg følelsen af, at nogen overvågede os, da vi hurtigt bevægede os væk fra huset. Vi småløb mellem klipperne for ikke at vække opsigt. Heldigvis var de allerede taget på tur til fyrtårnet. Dem alle sammen. Vi havde stadig skjult i vinduet og havde set dem tage af sted i en tumult af brok og grin.

Jeg kunne mærke mine anspændte skuldre slappe af, da vi først var nået ned til cementbroen.
”Hvornår kommer båden?”

”Klokken 10 kommer han med de første gæster,” svarede Josefin uden betænkeligheder. Jeg så imponeret på hende. Hun var jo også en erfaren kolonideltager.
 

Kaptajnen hævede ikke et øjenbryn, da han sejlede til fastlandet med to anspændte teenagere i stedet for glade turister, der ville fotografere øens skønhed. Måske var vi ikke de første, der havde brudt reglerne.
 

Det føltes vidunderligt at lade sin fod ramme fastlandet, og jeg kunne ikke lade være med at snurre rundt i glæde. I virkeligheden tog det jo hårdt på mig at være sammen med de sammen 12 mennesker i tre uger, indså jeg pludseligt, mens vi banede os vej til apoteket. I hvert fald havde jeg lyst til at hilse på alle mennesker, jeg mødte, og jeg kunne ikke lade være med at udpege alle de smukke ting ved fastlandet. ”Se, der er asfalt! Se, der er en bil. Der er en bil, Josefin! Og wow, et supermarked!” Ting, som jeg ikke havde brudt mig om tidligere, fremstod nu som en af verdens vidundere.

”Du, Nellie,” spurgte Josefin lavt, da jeg skulle til at skubbe døren op til apoteket, ”har du noget imod at købe graviditetsprøven? Det er bare…” Hun trippede på fødderne og så grædefærdig ud. ”Jeg kender så mange i den her forbandede lille by, og hvis de så mig med sådan en prøve i hånden…” Hun sank en klump. ”De sladrer alle sammen helt vildt, og pludselig vil min far høre om det.” Hun skulle til at sige mere, men jeg afbrød hende med en varm stemme.
”Selvfølgelig, Josefin, du behøver ikke forklare mere. Jeg forstår. Jeg er her igen om fem minutter.”

Dørklokken bimlede, da jeg åbnede døren til det lille apotek. Alt i den her by var småt, og dette apotek var ikke en undtagelse. Jeg stillede mig i kø og fik øjenkontakt med en ældre dame, som jeg smilede venligt til. Hun gengældte mit smil, og jeg følte en behagelig varme brede sig i kroppen. Jeg havde helt glemt, hvor venlige mennesker var inde på fastlandet.

”Undskyld?” Ekspedienten vækkede mig fra mine tanker, og jeg rettede opmærksomheden mod hende. En ung pige, ikke ældre end mig, som uhæmmet tyggede på et snasket lyserødt tyggegummi, der sendte en syntetisk jordbærlugt ud i luften.

”Ja?” Hun tyggede dovent på sit tyggegummi og lavede en stor boble, der straks brast, mens hun ventede på min ordre.

”En graviditetsprøve.” Pludselig var min selvsikkerhed som blæst væk, og min stemme var lille og usikker.

”Hvad?” Endnu en boble, der brast, og jeg veg tilbage for at undgå spyttet, der sprang fra boblen.

”En graviditetsprøve,” sagde jeg denne gang med klar stemme. Jeg sagde det højere, end jeg egentligt ville, og al aktiviteten i butikken forstummede. Selvom jeg ikke ville vende mig om, var jeg sikker på, at alles øjne hvilede på mig.

”Aha.” Det var alt, ekspedienten sagde, før hun lænede sig bagud og råbte ”Lene, har vi flere graviditetsprøver?” Hvis der var nogen, der ikke havde hørt min bestilling, kunne de i hvert fald ikke undgå det nu. Bag mig hørte jeg en dump lyd, som når nogen taber noget.

Den unge pige hoppede af stolen og gik bagud, mens hun gentog sit spørgsmål denne gang endnu højere.

Selvom jeg prøvede at gemme følelsen væk, kom den alligevel snigende og overfaldt mig som en sulten ulv. Jeg kunne mærke, hvordan jeg skrumpede ind, indtil disken foran mig lignede et bjerg, der var umuligt at bestige. I baggrunden lød fordømmende hvisken, og kun en sætning nåede mine ører. ”… Hun er så ung…”

Mine kinder føltes røde, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge hen. Det mest fristende ville være at løbe ud af butikken, men jeg huskede Josefins blik. Det fik mig til at ranke ryggen, og jeg vidste, at med Josefin ved min side kunne jeg være ligeglad med alle blikke. Veninder var, hvad der gjorde alting værd.
Pigen kom tilbage, denne gang gnaskende på et giftiggrønt tyggegummi, der stank af syrlig æble. Hun rakte mig en papirspose og nævnte prisen. Mens hun slog pengene ind, tillod jeg et hurtigt blik ned i posen, og mine kinder blev igen varme. Udover prøven lå der et par andre behjælpelige ting blandt forskellige pjecer med skrigende overskrifter.

Jeg gik ud af butikken med et fast greb om posen, og på trods af de misbilligende blikke holdt jeg hovedet højt. De skulle ikke få mig ned. Så snart jeg var ude af butikken, forløb snakken dog lystigt, og den gamle dame var den, der gestikulerede tydeligst. Sådan kunne man jo tage fejl af personer.
Josefin ventede på en bænk et par butikker væk, og jeg gik straks hen til hende. Hun sprang op og gav mig et kram. ”Tak, Nellie, du er min heltinde.” Hendes blik var flakkende, og skuldrene var trukket helt op. Jeg gav hende et kram.

”Kender du et godt sted, hvor man kan få isdesserter? Og helst i store mængder?” Vi trængte begge til adspredelse, og intet var bedre til det end is. Jeg stak min arm ind under Josefin og trak afsted med hende, mens jeg pludrede løs om ingenting og alting.

Vi endte på Tante Beatrice, hvor jeg uden at høre på Josefins indvendinger bestilte to grande-chokolade-chok med vaniljeis, blød kladdkaka og marengs.

”Det er lige, hvad vi behøver,” sagde jeg bestemt, da tjeneren havde taget vores bestillinger med.     

Josefin kiggede ud over pladsen, hvor vi sad. Jeg fulgte hendes blik. Hun kiggede på en mor, der sad med sin lille pige. Den lille pige løb grinende fra sin mor, og kvinden prøvede forgæves at fange hende, hvilket fik den lille pige til at grine endnu mere.

Josefin begravede hovedet i hænderne, og jeg kunne høre hende stønne højt.

”Har du lyst til at snakke om det? Måske om hvad der skete?” spurgte jeg forsigtigt. Jeg vidste fra mig selv, at det faktisk kunne hjælpe at snakke med andre, når man havde problemer.

Josefins øjne var blanke, da hun begyndte at fortælle. ”Det var til midsommer. Jeg var gået alene ned på græsplænen. Min far sov til middag, og det var kedeligt at være alene hjemme. Jeg havde en helt ny kjole på. Hvid med blonder. Faktisk meget yndig kjole. Nede på havnen var der proppet med mennesker, og lige pludselig var der en, der kom til at spilde sin øl ned over mig. Først blev jeg så ked af det, fordi kjolen jo var helt ny. Men så kiggede jeg på ham.” Hun stoppede for at holde en pause, men alligevel kunne hun ikke lade være med at smile, da hun fortsatte.

”Det var den smukkeste mand, jeg nogensinde havde set. Han havde skovgrønne, strålende øjne, lyst hår, der krøllede ved panden og et smil, der varmede mig helt ned i tæerne. Han sagde undskyld, og jeg sagde, det ikke gjorde noget. Vi faldt i snak, og han købte en øl til mig. Han fortalte mig, at jeg så smuk ud, og jeg…” Hun tørrede en tåre væk. ”Jeg følte mig virkelig smuk i det øjeblik. Den måde, han kiggede på mig på, fik mig til at føle mig så værdsat. Da de begyndte at danse om midsommerstangen, kyssede vi. Længe.” Hun kunne ikke lade være med at smile, selvom smilet havde en bedrøvet klang.

”Vi tilbragte resten af dagen og aftenen sammen… Og altså også natten.” Hendes stemme var indrømmende, og hun kunne ikke lade være med at rødme. Jeg gav hendes hånd et klem.

”Hvad hedder han?”

”Magnus.” Hendes stemme var fuld af længsel, og hun kiggede drømmende ud i luften.

”Han lyder vidunderlig.”

”Ja.” Hendes stemme havde pludselig fået en hård klang, og hun kiggede direkte på mig. ”Det var han også, indtil jeg fandt ud af, at han havde en kæreste. Jeg havde bare været et eller andet tidsfordriv - et legetøj, han kunne bruge, mens hun var på ferie.”

 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg huskede godt, at hun havde grædt noget om Magnus, men jeg havde bestemt ikke regnet med den forklaring.

Uden at sige noget gav jeg hendes hånd et klem. Jeg håbede, det ville fortælle hende, at jeg var der for hende. Hun kiggede igen ud over græsplænen, og jeg kunne ikke lade være med at udbryde ”Undskyld, jeg spurgte.”
Hun sendte mig et tungt smil, og vinden tog i hendes hår. ”Tænk ikke på det, Nellie. Jeg forstår godt, du vil vide, hvad der skete. Du har været en fantastisk støtte, tusind tak.”
”Det er, hvad man har veninder til,” svarede jeg varmt, og Josefin sendte mig et lille smil. Minimalt, men øjnene var dog med.

I det næste øjeblik kom tjeneren bærende på vores overdådige isdesserter. Vi begyndte at fortære isbjerget, og vores snak handlede om alle ting, der ikke mindede om graviditet.


Til sidst rejste vi os med oppustede maver og afslappede smil og begyndte at slentre tilbage til båden.
”Jeg sagde det jo: Is og chokolade er verdens bedste kur mod alting.” Jeg fnisede, og Josefin stemte i. Vi gik arm i arm forbi leende børn, pensionister, der drak kaffe på caféer, og ivrige turister iført nyindkøbte toppe med printet ’I love Torekov’. Lige der følte jeg, at alting ville blive godt igen. Det kunne ikke andet end at blive godt.

Josefin dyppede fødderne i vandoverfladen og gyste. ”Det er varmere ude på øen,” bemærkede hun, og for første gang huskede vi, at vi var på vej tilbage til øen. Det virkede som om, vi frivilligt var på vej tilbage til et fængsel.

”Hvorfor bliver du egentligt ved med at komme tilbage til øen?” spurgte jeg, ud i luften. Josefin sprøjtede i vandet med foden og trak på skulderen.
”Jeg ved det egentligt ikke. Det virker som om, det er en dårlig vane, man bliver ved med at vende tilbage til,” indrømmede Josefin. ”Det virker så fjollet at sige det højt, for du har jo ret. Det virker som om, vi er på vej tilbage til et fængsel.”
Jeg lænede mig op af Josefin. ”Jeg glæder mig faktisk utroligt meget til at få lov at blive her på fastlandet.” Det virkede som om, jeg havde gjort noget forbudt. Jeg prøvede at ryste den dårlige samvittighed af mig, men den blev siddende i et hjørne og gnavede sig vej ind til mit hjerte. Jeg ville aldrig turde sige det på øen.
Josefin nikkede. ”Jeg vil også gerne hjem. Mit hjem er ikke på øen, selvom jeg i flere år har ment det.”

 

Da vi kom til sletten, løb vi blandt klipperne og sneg os bag huset for at forblive ubemærkede, mens vi var ved at skrige af latter. Josefin var begyndt at nynne titelsangen fra James Bond, og hun formede en pistol med begge hænder, som hun affyrede, når hun sprang frem fra en klippe og skød på alle, der kom i vejen for hende. Jeg var nødt til at holde fniset inde, selvom små sprut undslap mit munds fængsel. Jeg var bare glad for, at hun havde det bedre.

Vi sprang om af trinnene og ind i Pigehuset. Jeg følte et sejrsus over, at det var lykkedes os at snige os væk fra øen. Jeg rakte Josefin apotekerposen, og fnisende åbnede vi døren. Lige da vi troede, vi kunne lade latteren få frit løb, så vi, hvem der stod midt på vores værelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...