Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1053Visninger
AA

36. ”Kæmp. Kæmp for os.”

Vandet omsluttede mig straks, og kulden ramte mig som en knytnæve. Tjærevandet fyldte mine øjne og næsebor, og jeg kunne intet se. Kulden frøs mine årer til is, og jeg havde svært ved at tænke. Langsomt mærkede jeg, hvordan vandet trak mig længere ned. Jeg kunne ikke gøre noget, kun lade mig flyde med strømmen. Jeg opdagede tågede skygger over vandoverfladen, og en enkelt sætning nåede min ører. ”Er hun død?”  
Jeg strittede ikke engang imod længere. Hendes slag på mit hoved gjorde mig omtumlet, og jeg kunne næsten ikke åbne øjnene. Vandet sugede mig længere og længere ned, og jeg opdagede, hvor let jeg følte mig. Jeg kunne svæve, og alle mine bekymringer var forsvundet. Mine øjne lukkedes, og jeg frøs ikke engang længere. Mørket fyldte min krop og erstattede blodet. Jeg forestillede mig, at blodet ville flyde ud i havvandet og spredes for alle strømme.

”Nellie?” I mørket hørte jeg pludselig en stemme. En lys pigestemme.
”Nellie?” Med lukkede øjnene undersøgte jeg havet for at finde vedkommende.
”Kæmp. Kæmp for os.” Jeg sank længere ind i mudderet, og stemmen blev til utydelig støj. Jeg var træt. Min krop var træt. Jeg kunne mærke, hvor tung min krop føltes, og hvordan den trak mig ned. Jeg længtes efter en seng, hvor jeg kunne sove. Lukke øjnene og glemme. Langsomt kunne jeg mærke træthed overmande mig, og pludselig orkede jeg ikke at stritte imod længere.

”Kæmp.” hviskede stemmen, og den blev ved med at gentage det.

”Nellie, du skal kæmpe!” Stemmen ændrede sig til et råb, der med skarpe kløer hagede sig fast til mig og tvang mig til at vågne.
”Kæmp for os! Kæmp for dig selv!” Med lukkede øjne så jeg svag aftegning af en pige med udslået mørkt, der krusede, når havet lod en bølge flyde over hende. Jeg kan ikke.
”Jo du kan! Du er stærk. Du kan kæmpe!” Nej. Jeg kan ikke. Min krop ville græde, men jeg kunne ikke. Kulden fyldte hver knogle i min krop. Den flød gennem mine årer, og den erstattede min hjerne. Selv mit hjerte havde den i et jerngreb, og langsomt klemte den livet ud af mit hjerte.

”Du kan. Du er stærk. Gør det for os.” Jeg kan ikke. Langsomt kunne jeg mærke, hvordan jeg fik lyst til at sove. Jeg havde lyst til at give efter.

”Ellen. Jeg hjælper dig.” Pludselig kunne jeg mærke, hvordan en spinkel glød bevægede sig gennem min krop. Den startede i mit hjerte og bevægede sig derfra ud til resten af kroppen.

”Du kan godt.” Jeg slog øjnene op og mærkede straks, hvordan jeg behøvede luft. Jeg kunne intet se, og jeg mærkede modet falde.
”Det er deroppe. Du skal derop.”
En indskydelse fik mig til at kigge op. Langsomt begyndte jeg at svømme op. Jeg skulle vænne mig til at svømme, men min krop havde ikke glemt tagene. Med langsomme svømmetag bevægede jeg mig gennem mørket. Min krop var ved at sprænges efter at få luft, men noget sørgede for, at jeg ikke faldt igennem og ned til mørket igen.

Månen sendte sine stråler gennem det mørke hav, og det gav mig det sidste skub. Selvom mine arme syrede til af anstrengelse, formåede jeg at bryde igennem havet og komme op til overfladen. Jeg spyttede længe. Det mørke havvand sad i min mund, og smagen kunne jeg ikke slippe af med. Hivende, grådige vejtrækninger optog mig, og det tog tid, før jeg kunne trække vejret almindeligt. Jeg glippede med øjnene for at danne mig et overblik, mens jeg trådte vande. Endnu en ting min krop ikke havde glemt. Broen tronede sig over mig, og jeg havde ikke set, om der var en stige. Jeg var så træt, at jeg havde lyst til at græde, men jeg holdt mig tilbage. Med klaprende tænder begyndte jeg at svømme om på siden af broen. Havet sendte store bølger ind over mig, der hver gang var tæt på at sende mig under vandet igen. Der var tydeligvis ingen stige på broen.

Udmattelsen var tæt på at overmande mig, men så kom jeg til at tænke på mor. Jeg måtte klare det for mors skyld. Tanken om min mor gav mig fornyede kræfter, og jeg svømmede videre ind mod land.

I vandkanten lå store, slimede sten smidt tilfældigt og fyldt med tang og mos. Det tog flere tag, før jeg havde fat i en sten og kunne klatre op på den. Langsomt kunne jeg fortsætte med at kæmpe mig ind over stenene. Jeg ignorerede rifterne fra de skarpe sten, når jeg faldt, og det beskidte mos, der farvede mit nattøj.

Endelig kunne jeg sætte foden på landjorden, og så kunne min krop ikke holde mig oppe længere. Mine ben knækkede under mig, og jeg lod græsset omfavne mig. Fornemmelsen af græs mellem mine hænder sendte store hulk gennem min krop, som jeg ikke kunne stoppe. Jeg savnede en, der ville holde om mig. En let vind blæste gennem græsset og fik mig til at klapre tænder igen. Havvandet havde gennemblødt mig, og det føltes stadig som om, kulden havde frosset alt i min krop til is.

Jeg ville helst blive liggende, men det var som om, noget vågede over mig. En stemme inde i mit hoved hviskede ”Du kan ikke blive liggende her. Du bliver syg.”

Langsomt kom jeg på benene, og jeg begyndte at stavre i en tilfældig retning. Jeg ville finde cementbroen i den anden ende af øen og tage den første båd til fastlandet. Og så ville jeg aldrig vende tilbage.

En smerte i min fod overraskede mig, og jeg opdagede, at jeg manglede mine klip-klappere. Jeg begyndte at gå i retningen af nogle mørke træer, men jeg stoppede igen og begyndte at gå i den modsatte vej.

 

På en eller anden måde fandt jeg vej til den anden cementbro. Da var det allerede blevet daggry, og i det fjerne kunne jeg se solopgangen. Jeg satte mig i klitterne og kiggede ud over havet. Jeg ville vente ligeså længe det skulle være på båden. Jeg skulle bare væk fra øen så hurtigt så muligt. Og så ville jeg aldrig komme tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...