Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1040Visninger
AA

27. "Josefin og Ellen, hvem af jer har købt den?”

Hun lignede ikke den Eva, vi kendte. Denne her Eva havde et ’V’ i panden af at rynke panden så meget, hendes mund var én lige streg, og hendes arme var plantet ved hofterne.

”Hvor i helvede har I været?” tordnede hun, og Josefin og jeg var ved at falde over vores ben. Jeg havde aldrig set Eva så vred. Man kunne næsten se røgen stige fra hendes næsebor.

”Tror I bare, det her er en forlystelse, hvor I kan komme og gå, som I vil? Vi er nogen, der er sat til for at passe på jer, og så er det bare ikke i orden at tage ind til byen, fordi man ikke gider en tur til fyret!” Hun kiggede indgående på os ud mellem ’V’et i panden.

”Og så ved jeg ikke, om I havde tænkt jer, at det var ok at få Christer til at lyve overfor os og lade som om, han pludselig forstuvede sit håndled.” Hun fortsatte sit bidende tonefald, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge hen. ”I valgte simpelthen at inddrage en af jeres uskyldige venner. Hvor er det selvisk.”

Christer kiggede slukøret frem bag Eva, og jeg følte straks dårlig samvittighed ved, at han skulle overvære dette.

”Undskyld, Eva, men vi skulle købe…” begyndte Josefin, men hun tav snart og sendte mig et panisk blik. Jeg følte mig så dum. Med James Bond-imitation og isdesserter havde vi vist begge lykkeligt glemt, hvad turens mission havde været. Selvfølgelig kunne vi ikke fortælle Eva, hvad vi havde købt.

”Hvad, om jeg må bede, var så vigtigt, at I var nødt til at blæse på alle vores regler, få en ven til at lyve for os og tage til byen?” Eva stod utålmodigt og trommede med den ene fod. Jeg sendte et bange blik til Christer og Josefin. Josefin stod tavs og kiggede ned i jorden. Posen med graviditetsprøven dinglede ved hendes side.

”Fint, så kigger jeg selv…” mumlede Eva for sig selv og tog et langt skridt hen mod Josefin. Hun fik fat i posen og begyndte at trække, og da Josefin instinktivt hev den anden vej, kunne vi andre kun se til, mens den hvide, anonyme pappose gik itu, og indholdet af posen landede for foden af Christers fødder. Han kastede ét blik på prøven og blev straks bleg. Med rystede øjne kiggede han på mig som for at spørge ”Er det din?”

Eva så hurtigt, hvad plastikposen havde indeholdt, og ligesom Christer blev hun bleg som et lig. ”Hvem… Hvem i alverden har brug for denne graviditetstest?” råbte hun, og jeg kunne se Josefin krympe sig ved det sidste ord. Jeg kunne lige forestille mig, at hun forestillede sig, at vinden ville bære ordet med sig, og at det ville ende i hendes fars ører midt i en prædiken.

”Josefin og Ellen, hvem af jer har købt den?” spurgte Eva på en helt rolig måde, der mindede om stilhed før stormen-udtrykket.

Josefin kiggede stadig ned i jorden, og jeg var sikker på, jeg så en tåre dryppe ned på trægulvet. Jeg tog en hurtig beslutning. ”Jeg købte prøven,” sagde jeg, og i virkeligheden var det ikke forkert: Jeg havde jo faktisk købt den prøve. Christers øjne var ved at trille ud af hovedet på ham, mens Evas reaktion var ganske anderledes. Hendes ansigt blev knebent, og hun krympede munden sammen som en citron.

”Tænk dig, Nellie, det havde jeg faktisk ikke troet om dig. Du virkede som en ordentlig pige – og dig lukkede vi ind med åbne arme!” Hun holdt en pause med et langt suk

”Så er Christer måske faderen?” fortsatte hun tonløst. Denne gang var både Christers og mine øjne ved at trille ud af hovedet, og med varme kinder havde jeg lyst til at skrige hende lige op i ansigtet og bagefter straks løbe væk fra den kejtede situation. Helst helt ind til fastlandet.

Jeg skulle lige til at protestere, men et bestemt blik fra

”Nej,” hviskede Josefin, ”det er mig, der er gravid.” Hun så mit blik og fortsatte: ”Nej, Ellen, du skal ikke blandes ind i det her. Jeg beder dig. Jeg må og vil tage mig af det alene.” Jeg så Evas blik gå fra Christer til Josefin, og Josefin tilføjede med forbløffende rolig stemme. ”Nej, Christer er ikke faderen. Faderen er ikke her fra øen!”

Eva gispede og tog chokeret sig til hjertet. ”Det havde jeg aldrig troet om dig, Josefin! Og din far er endda sognepræst!” Hendes stemme var så misbilligende, og hun ville ikke engang kigge på Josefin.
Josefin blinkede mange gange, og jeg vidste, at hun forsøgte at lade være med at græde.

”Christer og Ellen, I kan gå. Og I slipper med en advarsel. I skal aldrig gøre noget lignende igen.” Jeg skulle til at protestere og sige, at jeg ville blive, men Josefin rystede på hovedet. ”Nellie.” Jeg vidste, hvad hun mente, og jeg bøjede hovedet i modstræbende accept.
Jeg gav hendes hånd et hurtigt klem og hviskede ”Du skal nok klare det.”

Derefter var ikke andet at gøre end at gå udenfor.
Christer knaldede døren op, stormede ned ad trappen og fortsatte ned af stien.

”Christer!” råbte jeg. Hvad havde han lige gang i? ”Christer,” råbte jeg igen og satte efter ham. ”Hallo! Stop dog, din nød! Christer, hallo!”

Han fortsatte uden at se sig tilbage, mens han stormede frem af skovstien, så grannålene stod om ham. Han stoppede endelig i et kryds, hvor han trak vejret heftigt og stod med knyttede næver.

”Christer,” sagde jeg stille, og han snurrede omkring og så ned på mig med vreden lysende ud af øjnene.

”Du kan da ikke bare gå, din nød!” råbte jeg irriteret. ”Jeg er da nødt til at vide –”

Han afbrød mig hårdt. ”Nå, okay, så jeg kan ikke bare gå? Hvad med, at du ikke sætter mig i sådanne situationer igen? Helt ærligt, jeg siger ja til at forsinke Eva, fordi jeg skyldte dig en tjeneste, det ved jeg godt, men-”

Så var det min tur til at afbryde ham. ”Nå, okay, så jeg gør dig en tjeneste, og du gør mig en tjeneste. Er det sådan, det fungerer? Og når vi så ikke skylder hinanden noget mere, så er det ’farvel, farvel, kom aldrig igen?’ Sjovt, Christer, sjovt.” Min stemme var vrængende, og jeg vendte mig væk. ”Jeg troede, vi var venner, Christer. Og venner, nej, nu skal du lade mig tale ud, venner gør hinanden tjenester. Og det har de ikke noget imod.”

”Ved du hvad, jeg skal bare ikke have problemer, okay?” udslyngede Christer. ”Du er ikke klar over, hvor vigtigt det er, at jeg kan være på den her sommerlejr, og du er ikke klar over, hvor meget det ville ødelægge, hvis jeg kom hjem før tid.”

”Og det giver dig derfor ret til at sige lige, hvad du vil til alle uden, at du behøver tage hensyn til nogen?”

Han åbnede munden for at sige noget, men tav igen.

Jeg bed i min negl og så ned på mine sko.

Han åbnede munden for at sige noget, men tav igen og trommede med sin fod.

Jeg gned mig i tindingen og kiggede ned i jorden.

”Jeg blev sgu da også bange,” mumlede han til sidst og gned sig på næseryggen.

Jeg så en smule hånligt på ham. ”Bange for hvad?”

”Ja, du sagde sgu da til Eva, at det var dig, der var gravid. Der blev jeg da bange. Eller bekymret.” Hans blik flakkede lidt rundt, men endte med at fange mit blik.

”Hvorfor blev du bange? Ville du også blive bange eller bekymret, hvis det var Lilly, der sagde, hun var gravid? Eller endnu bedre Molly?” Min stemme var uskyldig, men jeg holdt mit blik hårdt.

Han så på mig og sendte mig antydningen af et smil. ”Nej, det ville jeg nok ikke,” indrømmede han og gned sig denne gang mellem øjenbrynene.

Jeg hævede et øjenbryn som for at sige: ”Nå?”

Han sendte igen antydningen af et smil. ”Ok, vi er måske nok venner, dit stædige æsel.” Underligt nok følte jeg enorm tilfredsstillelse ved at høre ham sige det.

”Ok, vi er måske nok venner,” efterabede jeg og trak på skulderen.

Christer grinede og slog for sjov ud efter mig. ”Åh, hold din kæft.”
Med et var alle vores tidligere skænderier og konflikter skyllet ud i havet. Christer havde indrømmet, at vi var venner, og jeg følte mig let, som om jeg var fyldt med helium.

Et øjeblik sagde vi ikke noget, måske nød vi begge stilheden og afslappetheden i vores blikke.

Christer brød stilheden. ”Skal vi tage en svømmetime nu? Du kan jo stadig ikke svømme.”

Jeg rystede på hovedet. ”Kan ikke. Jeg skal da se hvad Josefins og Evas snak ender ud med. Men kan jeg regne med, at du ikke fortæller nogen noget om i dag? Det betyder meget for mig, det ved du.” Min stemme var alvorlig, og jeg kiggede indtrængede på ham

”Selvfølgelig. Så gør jeg dig endnu en tjeneste.” Han nikkede eftertænksomt. ”Men helt ærligt, det kunne godt have været din graviditetsprøve.”

Jeg fnøs. ”Nu er du faktisk dummere end sædvanligt.”

”Jamen, hvad med dig og Noah?”

Jeg fnøs igen og prøvede at lave sjov med det. ”Nej, Christer, nu holder du op. Der var aldrig noget ’dig og Noah’. Der var et Ellen prøver at lære alle at-kende-og-er-en-smule-naiv –”

”Måske snarere meget-naiv,” indskød Christer og skød øjenbrynene op.

 ”Eller måske et Noah-prøver-at-score-alle-tobenede-med-XY-kromosomer,” fortsatte jeg uden at tage mig af hans spydigheder. ”Seriøst, aldrig noget ’dig og Noah-snak’ igen, om jeg må bede.” Vi vidste vist begge, at det havde været ved at blive til et ’dig og Noah’, eller at jeg i starten havde ønsket mig, at der ville blive et ’dig og Noah’. Men det var stadig for smertefuldt at snakke om.”

”Jeg advarede dig om ham.”

”Ja, tak, af hjertet tak Christer Christiansen for, at du fortalte mig din ærlige, ærlige mening om denne Noah. Du, alene, har reddet mig fra hans grumme skæbne,” jokede jeg med et lille fnis.

”Nellie, han har gjort piger gravide.” Christer var alvorlig, og det satte en stopper for min joken. ”Eller det plejer han da at prale med,” tilføjede han.

”Ej, det er da løgn. Hold nu kæft...” Jeg bandede ikke ofte, men denne gang følte jeg, at det passede til ham. ”Føj, føj, føj.” Jeg fik næsten kuldegysninger af at tænke på ham. Og ham var Molly dybt og inderligt forelsket i.

”Noget andet der også var klamt,” indskød Christer, ”var det med, at jeg skulle være faderen til dit barn.”

”Ej, ja!” udbrød jeg og rystede på hovedet, ”Eva er virkelig en heks. Jeg hader hende. Men gud, det minder mig jo om, at jeg skal tilbage til Josefin. Hvor er jeg en sølle ven.”

”Nej, Ellen, hold op. Det er du altså ikke! Hvis du vil med ud at bade senere, så fang mig. Jeg er altid klar.”

Jeg nikkede og løb tilbage, mens jeg håbede for det bedste for Josefin.
 

Det var fantastisk at være blevet gode venner med Christer igen, indså jeg, mens jeg sad på trætrappen foran hytten og labbede varmen i mig. Nu var Christer og jeg officielt venner. I virkeligheden var det en smule underligt, men det var også rart, at alle vores kontroverser var forsvundet. Forsvandt sådan noget automatisk, når man blev venner?

Eva slog døren op, og hun var millimeter fra at smække mig i hovedet med døren.

”Vi to skal også have en alvorlig snak,” begyndte Eva og lagde igen sin skuffede facade på. ”Vi har haft så meget bøvl med dig. Først det pjat med svømmeriet, så måtte du skifte værelse, og nu det her? Hvordan i alverden kunne I finde på at tage ind til fastlandet? Fortalte Lotta dig ikke reglerne den allerførste dag på øen?”

Jeg stod rank og lod vreden prelle af på mig. ”Vi skulle have en graviditetsprøve til Josefin,” svarede jeg så nøgternt som muligt. Jeg ville jo helst sige sandheden, når jeg kunne.

”Det er stadig ikke acceptabelt,” tordnede Eva igennem, ”du skal vide, at du bliver sendt direkte på båden uden diskussion, hvis du bryder en af reglerne resten af tiden. Vi vil især ikke se usømmelig opførsel med dig og Christer,” fortsatte hun, og jeg stirrede på hende. Antydede hun, hvad jeg mente, hun antydede?
”Hvad med Josefin?” spurgte jeg uden at tage mig af hendes advarsler. Josefin var det vigtigste.

”Josefins situation er jo udover det sædvanlige,” begyndte Eva drævende, og jeg mærkede håbet bølge igennem mig.
”Så hun får lov at blive?” udbrød jeg glædestrålende og inkasserede et ubehageligt fra Eva.
”Nej,” var alt, hun sagde, før hun vendte om og bevægede sig mod hovedhuset.

Jeg vendte mig stiv af frygt mod døren. Måtte Josefin ikke blive? I det næste sekund var jeg inde på vores værelse.

Josefin stod foran vinduet helt i sine egne tanker. Jeg nærmede mig hende forsigtigt, og jeg nåede at lægge en hånd på hendes skulder, før hun opdagede mig.
Hendes ansigt var stribet af tårer, men hendes tårer var lydløse. Hun behøvede ikke at sige noget. Jeg forstod det hele.

Alligevel talte hun, selvom hvert ord tydeligvis smertede hende. ”Nellie, de sender mig hjem. I morgen. De ringer til min far nu.”

Jeg trak hende ind i et kram. Det virkede som det eneste, der virkede. Hun hulkede lydløst mod min skulder, indtil hun trak sig væk.

”I det mindste tog den heks ikke prøven,” konstaterede hun. Beslutsomt samlede hun den op og gik ud af døren. ”Nu må jeg have vished. Er jeg gravid eller ej?”
Jeg ventede ude foran døren med hjertet hoppende ud fra blusen. Der lød ingen lyde fra toilettet, og i mine tanker frygtede jeg, at Josefin var faldet om på toilettet.

Endelig klikkede døren op, og hun trådte ud. Hendes arme hang slapt ned langs kroppen, og hendes ansigt var blegt. Hun sagde ingenting. Løftede bare graviditetsprøven så jeg kunne se for mig selv.

To streger.
Hun faldt mig om halsen, og denne gang var hendes gråd ikke lydløs. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...