Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1045Visninger
AA

34. ”Jeg lod som om, jeg havde tilgivet hende."

”Hvor er vi på vej hen?” Molly samlede hænderne på ryggen og anlagde en uskyldig mine.

Jeg vidste ikke, om vi var begyndt på legen endnu. Molly havde tydeligvis allerede fundet sin spillespil, eller også var hun bare et naturtalent til at spille.

”Det ved jeg ikke.” Mit første træk endte med at være ærligt.

”Hvorfor er du her?” Hun gik videre uden at reagere synligt på mit svar, eller også var det også en del af hendes måde at spille på. Jeg var allerede forvirret, og jeg var nødt til at tøve og overveje hvert trin, mens Molly opførte sig som is-dronningen.

”Det ved jeg ikke.” Jeg var lige begyndt at ane et mønster, da hun brød det ved at fnise.
”Prøv nu at brug din fantasi, Nellie, jeg ved jo fra tidligere bekendtskab, at du er i besiddelse af en del.”

Måden, hun omtalte vores tidligere venskab på, kunne stadig påvirke mig, og jeg hadede mig selv for, at hun stadig havde den magt over mig. Ville det nogensinde stoppe?

Men hvis hun ville lege, kunne jeg da også lege. ”Måske fordi du er en iskold kælling, der nyder at se andre lide?”

Mit svar fik hende til at fnise, og med hovedet på skrå svarede hun ”Ja, det er da et svar, der passer til den Nellie, jeg kendte.”

Jeg var sikker på, at hun havde set smerteglimtene i mine øjne, når vores venskab blev nævnt, og nu brugte hun det aktivt mod mig. Sikke en leg.

”Nej, spøg til side, selvom det var et sjovt svar. Vil du vide, hvorfor du ligger her på vej mod helvede?” Jeg kneb øjnene sammen i forsøget på at gennemskue, om det var for sjov eller ej. Det var ikke til at sige. Jeg syntes pludseligt, natten var blevet kold, og vinden trængte igennem mit nattøj.

”Ved du godt, hvor meget potentiale du havde?” Molly talte, men som før virkede det ikke som om, hun talte til mig. Jeg lod være med at svare i et forsøg på at lokke informationer ud af hende.

”Du kom til øen, og du var så uskyldig. Du vidste ingenting om, hvad der var sket, og du ville gerne være min veninde. Vi havde det så sjovt sammen, og du havde så meget potentiale. Jeg troede virkelig, vi kunne være veninder for evigt. Hvad var det, der ændrede det hele? Hvorfor skulle du lige præcis fucke det hele op ved at opføre dig som en billig tøs sammen med Noah? hvorfor udsete du dig lige præcis min fremtidige ægtemand? Jeg fortalte dig jo om mine følelser for ham, og det pissede du bare på. Hvorfor skulle man lytte til sin bedste veninde, når man kan få den perfekte fyr?” Hendes stemme havde været inderlig og ærlig, mens hun fik talt sig varm, men pludselig pustede nogen ilden ud. Da hun talte igen, var hendes stemme mørk, og hun stirrede lige igennem mig.

”Jeg havde ellers svoret på, at du ikke ville være som hende. Jeg havde svoret på, at du var anderledes, at du aldrig ville lave den fejl.”

Før jeg kunne stoppe mig selv, havde jeg udstødt en protesterende lyd. Hvad i alverden mente hun?
Molly ignorerede det, eller også hørte hun det ikke. I stedet sank hun endnu længere ned i nostalgiens suppe.
”Vi kom til øen samtidig. Ja, det gjorde vi jo alle ti, men hun og jeg ventede sammen ved båden. Vi var begge blevet forladt af vores forældre. Min mor var ved at kickstarte sin designerkarriere og måtte fluks til Paris. Hendes far ville have nogle uger med den unge kæreste, og hun skulle ikke være på slæb. Vi siger jo egentligt alle sammen, at øen er vores frirum, hvor vi kan opføre os præcis, som vi vil… I virkeligheden blev vi alle sammen sendt hertil, fordi vores forældre manglede en nødløsning. Vi blev i hvert fald veninder med det samme, og da Eva ville sætte mig på værelse med Wilma, protesterede vi, til hun gav sig. Vi gjorde alting sammen, og folk begyndte at forbinde os med hinanden. Ville man have den ene, tog man den anden med i købet. En dag fik vi lov til at tage med Lotta ind til byen, hvor vi købte mørk hårfarve til mig i et forsøg på at ligne hinanden endnu mere. Vi lod som om, vi var søstre og snakkede ofte om, at hendes far kunne droppe kæresten og blive kæreste med min mor. Så ville vi blive rigtige søstre og være sammen for evigt.”

Selvom jeg ikke ville afbryde hende, måtte jeg være sikker. Derfor spurgte jeg ”Hvem, Molly? Hvem snakker du om? Hvem var din søster?”

Molly stirrede på mig iklædt en maske af forvirring. Hendes øjne var tågede, da hun endelig hviskede sit svar. ”Saga, selvfølgelig. Det var altid Saga.”

Hun kiggede sig fortumlet rundt og blinkede mange gange med øjnene. Først troede jeg, hun var ved at vække sig fra sin trancelignende tilstand, men efter en pause åbnede hun munden igen.

”Jeg fortalte Saga alt om mine følelser for Noah. Alt. Vi var jo bedste veninder… Jeg husker, at Saga talte lidenskabeligt om en dreng på hendes vej, som hun havde stærke følelser for<!. Derudover havde hun også et godt øje til Christer, og de snakkede meget med hinanden. Om aftenen, når vi egentligt skulle sove, forestillede vi os, at vi ville gå på dobbeltdates og senere holde dobbeltbryllupper. Vores fremtid var planlagt ned til mindste detalje… Og så kom Grillaften.” Hun forholdt sig tavs i et stykke tid, mens jeg måtte lægge bånd på mig for ikke at skynde på hende. Endelig havde jeg muligheden for at få at vide, hvad der i virkeligheden var sket.

”Saga havde i lang tid været ekstra koket og fjantet, når Noah var i nærheden. Jeg havde lagt mærke til det, men jeg havde valgt at ignorere det. Saga kendte jo til mine følelser for ham, og jeg var sikker på…” Mollys blik var vendt mod den mørke himmel, og jeg hørte et opgivende suk. ”Jeg var helt sikker på, at hun aldrig ville røre ham. Det var jeg sikker på, at hun aldrig ville kunne finde på. Saga og jeg gjorde os klar sammen som altid. Jeg lagde mærke til, hvor meget hun gjorde ud af sin påklædning. Hun havde købt en ny kjole, der sad fantastisk på hende, og som både var stram og kort, og jeg følte mig både kedelig og grim ved siden af hende. Derfor drak jeg ekstra meget den aften, og jeg fik at vide fra Wilma og Lilly, at de havde været nødt til at holde mig tilbage, da jeg ellers både ville bade og klatre i træer.” Det føltes som om, Molly kiggede direkte på mig, og jeg vidste ikke, om hun var til stede eller stadig var spundet ind i sin historie.

”Og hvor var Saga så, mens jeg fjumrede rundt på stranden og drak min lever ud, spørger du nok? Hvor var Saga, da hun skulle have opført sig som en bedste veninde? Da hun skulle have holdt mit hår, mens jeg brækkede mig i buskene?” Molly holdt endnu en pause, mens hun sukkede. Jeg holdt ufrivilligt vejret.  På den ene side vidste jeg, hvad der ville komme nu, og på den anden side turde jeg ikke tro på det.

”Saga hyggede sig gevaldigt med Noah under et træ i skoven. Lilly fandt dem ved et tilfælde, da hun skulle tisse. Saga skal bare være glad for, at det ikke var mig, der fandt dem. Så havde jeg ikke kunne garantere for hendes sikkerhed.”

Molly begyndte pludselig at fnise, og i mørket skinnede hendes øjne, da hun kiggede direkte på mig. ”Det ironiske er jo, at Saga opfandt så mange af reglerne her på øen. Hun fandt jo på Grillaften, og tænk sig at det så var Grillaften, hendes regeringstid skulle ende med. På den anden side var det måske også på tide. Hun havde trods alt været øens dronning, siden vi ankom. Det var jo nok på tide med en efterfølger. Og hvem ville være mere perfekt end mig? Hendes allerbedste og tætteste veninde og den person, der hadede hende mest i hele verden? Jeg var den perfekte efterfølger… Men du ved vel også, at man må besejre dronningen for at kunne tage hendes plads?”

Hendes tænder blottedes i et smil, der fik mig til at klapre tænder. Ud af det blå kunne jeg mærke ubehaget komme krybende, og jeg frygtede, hvad hun nu ville afsløre. Min krop var stiv og kold, og jeg var nødt til at lytte til hende.

”Næste dag prøvede Saga at snakke med mig. Hun ævlede løs om, at Noah havde prøvet at forføre hende, og at han desværre ikke var værd at vente på. Jeg troede ikke på hende. Intet af det, hun sagde, kunne få splinten i hjertet til at gå væk. Men ved du, hvad jeg gjorde? Det var super smart.”
Igen smilede Molly på den ubehagelige måde, der fik min hals til at snøre sig sammen.

”Jeg lod som om, jeg havde tilgivet hende. Jeg sagde til hende, at det ikke gjorde noget. Og i hemmelighed samlede jeg tropperne for at storme hende. Resten af ferien lod jeg som om, vi stadig var bedste veninder, og hele tiden voksede splinten sig større og større. Det, der fik mig til at udholde hende, var visheden om, hvad der skulle ske den sidste dag. Sammen med Lilly, Wilma, Alex, Robin og Felix lagde jeg en plan. En plan der skulle vælte hende og give hende en velfortjent straf.”
Jeg gispede ufrivilligt. Hvad var Molly ved at fortælle mig?

”Jeg bildte Saga ind, at vi skulle tage et midnatsbad, men da vi kom hen på den anden side af øen, ventede de andre på broen. Vi trængte hende op i en krog, helt yderst på broen. Jeg husker stadig, Sagas forvirrede udtryk lige før, hun røg i vandet med et plask. Hun lignede en uskyldig lille pige med store øjne og et såret udtryk i ansigtet.”
”Molly, stop,” bad jeg. Det røg ud af mig, før jeg kunne stoppe mig selv.

”Nå, det kan du ikke lide at høre…” Mollys stemme var ondskabsfuld og rå, og hun fortsatte uden nåde. ”Saga råbte og skreg, og hun forstod ikke, hvorfor. Hun blev ved med at spørge, hvorfor vi ikke ville hjælpe hende, og om vi var inhabile idioter. Hun lå der og plaskede rundt i vandet, prøvede at træde vande, men problemet var, at Saga ikke var en særlig god svømmer. Hun plejede altid at pjække fra Evas svømmeundervisning.” Mollys fnisen sendte en gysen ned af min rygrad. Det føltes som om, spidse negle nev mig ned langs rygraden, og jeg klaprede tænder.

”Endelig trådte jeg frem, og jeg synes stadig, min sidste sætning til hende var genial. ’Saga, du har begået en synd, og derfor skal du straffes.’ Saga begyndte at skrige, at vi var sindssyge psykopater. Vi andre stod som stenstøtter, og månen faldt ind over vores ansigter på overnaturlige måder. Saga begyndte at svømme over mod stigen, og jeg kunne tydeligt høre hendes klaprende tænder. Straks gik vi i aktion. Felix kravlede ned og fyldte stigen ud. Han stod klar til at tvinge hende ned i vandet igen, når hun prøvede at komme op. Vi andre stillede os truende og kiggede ned på hende. Saga prøvede flere gange at komme op på stigen, og hver gang skubbede Felix hende brutalt ned i vandet igen. Hun begyndte hurtigt at græde, og hun bad mig flere gange om at stoppe. Hun bad os alle sammen om at stoppe. ’Molly, så gør dog noget!’ råbte hun. Jeg gentog sætningen, og de andre stemte i. Saga prøvede at overdøve os, men vores imponerende kor overdøvede hende.”
”Molly, jeg beder dig… Stop…” hviskede jeg med tør mund. Hendes fortælling gav mig tårer i øjnene, og jeg havde den begyndende smag af galde i munden.

Hun fortsatte uden at lytte til mine bønner. ”Jeg kunne se, hvordan Saga langsomt blev svagere og svagere. Hendes svømmetag var langsomme, da hun svømmede ud foran broen igen. Vi andre fulgte efter hende som tavse skygger. I desperation prøvede Saga at klatre op af betonbroen, men det kunne hun selvfølgelig ikke. Vi fortsatte med at messe mit budskab, og hun begyndte at skrige uden nogen grund og uden noget formål. Det måtte vi have stoppet.”

Molly stoppede sin forfærdelige genfortælling og sendte mig et sigende blik. Jeg holdt igen vejret i et forsøg på at undgå resten så længe som muligt.

”Jeg gjorde tegn til Alex og Robin, og de hoppede i vandet ved siden af Saga. Hun prøvede først at sige noget til dem, men hurtigt blev hun klar over, at de ikke var kommet for at hjælpe hende. De begyndte at skubbe til hende. De kastede rundt med hende, og Robin dukkede hende flere gange ned under vandet i træk. Hun slugte vand og nåede ikke at trække vandet over vandet, før de igen dukkede hende under vandet. På et tidspunkt stoppede hun med at stritte imod.”
Mollys stemme fik et trist skær over sig, og hun trak på skulderen. ”Pludselig havde Robin og Alex tabt hende af syne. De dykkede, men de kunne ikke finde hende. Vi kunne heller ikke finde hende… Så gik vi hjem i tavshed.”

Jeg stirrede på Molly og kunne mærke begyndende tårer i øjenkrogen. Molly var sindssyg. Hun kiggede på mig og sendte mig et smil som om, hun vidste, hvad jeg tænkte på.

”Hvad skete der med hende?” Min stemme var hæs og hviskende, og selvom jeg ikke ville høre svaret, måtte jeg have det for at kunne finde ro.

Molly virkede forbavset over spørgsmålet. ”Det ved vi da ikke. Hvorfor skulle det interessere mig? Saga var en lille forræder, og hun fik sin straf. Vi smed hendes kuffert i skoven og fortalte Eva, at hun var taget en dag tidligere afsted.” Molly sagde det som den mest naturlige ting i verden, og jeg havde svært ved at trække vejret. Pludselig gav det et sæt i mig.

”Molly,” begyndte jeg langsomt, ”hvad skal I med mig? Hvad vil I med mig?” Jeg kunne ikke falde til ro, og mens jeg hævede stemmen, prøvede jeg at rive mig fri.

”Molly, slip mig fri! Hvad vil I med mig? Hvor tager I mig hen? Lad mig så være! Slip mig fri!” Mens min stemme blev mere og mere desperat, slog Molly med håret og forlod mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...