Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1045Visninger
AA

3. "Jamen, Nellie, det er jo ikke det, det handler om."

”Du ved, hvis du har brug for insiderviden om nogen, så kommer du bare til mig. Jeg kender dem ud og ind og også ind og ud.” Molly stod og lagde makeup efter morgenmaden og havde lige fremført det generøse tilbud.
”Er det… Er det ikke bedre, at jeg selv danner mine meninger om dem i stedet for at lytte til sladder?” spurgte jeg tøvende, mens jeg så ud af vinduet. Jeg fortrød ordene så snart, de var ude af min mund. Jeg havde været i mine egne tanker og havde ikke tænkt over det, der kom ud.
Jeg kunne med det samme mærke en ændring på Mollys bevægelser. Med et smed hun mascaraen ned i sin makeuptaske og med et hidsig bevægelse gravede hun en læbestift frem.
”Ja. Det må du da selv om. Jeg siger bare, at hvis det var mig, der kom til et sted, hvor alle andre kendte hinanden, ja, så ville jeg foretrække at vide noget om de andre. Hun smed makeuptasken ind i skabet med et irriteret fnys. ”For resten er jeg ikke typen, der løber med sladder,” afsluttede hun og lukkede skabsdøren, hvor spejlet sad, med et højt smæk, der lød endnu højere i absolut stilhed. ”Måske gider jeg ikke være roomies med en, der beskylder mig for sådanne ting,” erklærede hun sammenbidt.
Selvom hun stadig stod med ryggen til mig, kunne jeg mærke og næsten se hendes vrede, og jeg kunne se for mig, hvordan hendes mund ville være sammenkrøllet og fornærmet. Kvalmen vældede op i mig. Jeg kunne ikke allerede være blevet uvenner med min værelseskammerat.

”Det må du undskylde Molly,” udbrød jeg impulsivt, og jeg var næsten ved at snuble over ordene, så meget ønskede jeg at vinde hendes venskab tilbage. ”Selvfølgelig løber du ikke med sladder.” Da hun ikke gjorde mine til at vende sig om, fortsatte jeg ”Og det, du ville fortælle mig, var jo heller ikke sladder, bare viden du har indsamlet gennem tre år, og som du generøst ville dele med mig.”

Endelig drejede hun om og så på mig med begejstret mine. ”Du har helt ret, Nellie. Nå, skal vi finde de andre? Vi er jo nødt til at tage med på den dødssyge tur, selvom jeg meget hellere ville blive hjemme. Tror du, de hopper på, at du har jetlag?” Hun fniste overgiret, mens hun ledte efter et par sko.
”Så… er vi stadig roomies?” spurgte jeg forsigtigt og forventede det værste.
Molly så tilbage på mig med øjnene spærret op i forbløffelse. ”Selvfølgelig, fjolle?” Hun fnyste. ”Det var da bare for sjov. Søde Nellie, du skal ikke være så nem at narre.” Hun grinte og stak sin arm ind under min.

 

De gamle plastikhavemøbler var hårde og klæbede sig fast til huden på en måde, hvor sveden blev brugt som lim. Jeg fortrød, jeg ikke havde taget et håndklæde med, jeg kunne ligge på. Valnøddetræets blade bredte sig ind over os som en kæmpe paraply, og når den kølige eftermiddagsvind fejede igennem bladene, raslede de på den hyggeligste måde. Jeg lagde bogen ned med et nyt æseløre, så jeg kunne huske, hvor jeg var kommet til.

Min mor havde købt bestselleren til mig, fordi hun mente, at alle på koloni brugte hvert et sekund på at læse. Indtil videre var bogen nu ikke noget særligt. Den handlede om en pige, der havde kræft, og som til en terapigruppe mødte en dreng, der ændrede alt. Jeg kunne allerede forestille mig slutningen.

”Så, Molly,” spurgte jeg dovent og lod min hånd køre over græsstråene, ”er der nogen gode historier om nogen af de andre?”
Molly satte sine solbriller op i panden og satte sig spændt op. ”Endelig spørger du! Jeg ville ikke spørge, for så ville jeg virke for ivrig, men ja! Jeg har trods alt kendt dem i tre år…” Hun stoppede sin snak og stillede et andet spørgsmål. ”Hvad synes du om de andre piger?”

”Lilly og Wilma virker ikke så åbne. De har på en måde nok i sig selv,” sagde jeg efter et øjebliks tænketid. Mit blik vandrede over til dem. De lå, ligesom os, under et andet træ og snakkede. Jeg så Lilly køre en hånd igennem sit lyse hår, mens hun lyttede til noget, Wilma sagde. Lilly grinede og afslørede hele tandsættet. Wilma drak af sin saftevand, og jeg så et lille smil forme sig, mens hun sugede af sugerøret.

”Det er sjovt, sådan har jeg også altid haft det,” indskød Molly, og jeg vendte straks blikket mod hende. ”Jeg kan huske første gang, vi kom her – altså i sommeren 2011. De blev værelseskammerater, og siden da hang de sammen. De lukkede aldrig mig ind. Faktisk plejede de at løbe fra mig” Det sidste tilføjede hun med en trist stemme.
”Det er jeg da ked af at høre, Molly,” svarede jeg bekymrende og rakte hånden ud, men hun viftede den straks væk.

”Nellie, det er glemt. Husk på vi var børn. Derudover går der - eller gik der - rygter om, at Wilma har en lille ting for Lilly, men det kan også være rygter.” Hun fniste igen, men denne gang vidste jeg ikke, om jeg skulle fnise med eller ej.
”Som jeg sagde i går,” Molly var allerede videre til et nyt emne, ”er Josefin det mest triste menneske, jeg kender. Seriøst, hun er så kedelig. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor hun kommer. Hun læser hele tiden, og hun holder sig for selv. Selvfølgelig har jeg prøvet at snakke med hende, men hun skubber mig altid væk… Hun er åbenbart ikke interesseret i at snakke med mig. Det har hun heller aldrig været.”
Molly rystede på hovedet, da jeg igen så beklageligt på hende. ”Hun er virkelig kedelig. Det har nok noget at gøre med, at hendes far er sognepræst -”
”Hvad?” afbrød
”Hendes far er sognepræst,” gentog Molly, ”lige inde i Torekov. Det må sgu også være nederen.” Molly fnisede på en forbudt måde, som et barn, der havde stjålet et æble hos naboen.

”Hun kommer heller aldrig til vores Grillaften,” tilføjede hun og trak på skulderen.
”Hvad er Grillaften?” spurgte jeg, ”Det nævnte Lotta da ikke?”
Molly slog en latter op. ”Nej, og gudskelov for det! Grillaften er vores tradition. Os, de unge, som styrer det. Og ingen af de voksende skal nogensinde kende til det.” Mollys blik gennemborede mig, og jeg forstod budskabet: Hvis jeg sladrede, ville jeg ønske, jeg var blevet hjemme.

”Selvfølgelig siger jeg ikke noget!” udbrød jeg og rykkede en tand tættere på hende. ”Men sig det nu: hvad er det?”
Molly smilede på en måde, der viste, hun havde overtaget. Hun lænede sig langsomt frem og tog sig lang tid, før hun endelig afslørede en hemmelighed for en nyankommet. Med dramatisk mine sænkede hun stemme og rykkede sig tættere på mig.
”Grillaften er den eneste – eller næsten – hvor vi bryder reglerne. Når de voksne sover, sniger vi os ud på stranden, hvor vi er hele natten. Jeg ved egentligt ikke, om de voksne kender til det.” Hun trak på skulderen. ”Måske ser de bare igennem fingre med det, fordi vi resten af tiden opfører os eksemplarisk. Man kan sige, det er vores eneste rebelske aften, hvor vi gør alt, vi ikke må.
Jeg ved egentligt ikke, hvem der fandt på det. Det var vist nok S… Nej, det kan jeg faktisk ikke huske.” Hun holdt en pause, hvor hun kiggede ned i jorden med en mine, jeg ikke kunne greje. Hurtigt kiggede hun dog op igen og rystede følelsen af sig.
”Sidenhen har det dog udviklet sig. Første år handlede det bare om at bryde reglerne. Nu bruger folk det som en undskyldning for at drikke, til de brækker sig.” Hun trak igen på skulderen og tilføjede med et lystigt smil. ”Jeg tør vædde med, at Christer har tasken fuld af sprut. Han er altid den, der drikker mest.”

Hun holdt sig for munden for at forhindre et grin, men et enkelt fnis røg alligevel ud. ”Et år – tror faktisk det var sidste år… Ja, sidste år til Grillaften drak han så meget, at han faldt om på stranden. Jeg tror faktisk, han var bevidstløs, i hvert fald i nogle timer. Da vi ikke kunne vække ham, lod vi ham ligge, og næste eftermiddag fandt Lotta ham. På stranden. Christer var nødt til at finde på en forklaring, og han rablede noget af om, at han havde haft ondt i maven, og derfor var taget ud for at svømme, og så var han blevet træt.” Hun holdt sig for munden igen, men fnisene spruttede alligevel ud. ”Desværre havde Alex, altså hans værelseskammerat, allerede sagt, at han havde haft migræne og gerne ville have ro.” Molly skraldgrinede og slog sig på lårene. ”Tror du så ikke lige, de fik svært ved at forklare det? Seriøst, Christer er den største psykopat, jeg kender!”
Hun var ved at bygge op til et nyt fniseanfald, men mit spørgsmål stoppede hende. ”Jamen, hvordan endte det så? Fik de ballade?”
Molly så på mig med en forundret rynke i panden og sagde. ”Jamen, Nellie, det er jo ikke det, det handler om.” Hun kiggede et øjeblik på mig med et udtryk, der både viste forbløffelse og undren.
”Jeg skal vist lave mad nu,” erklærede Molly. Hun rejste sig, stak fødderne i sine klipklapper og løsnede tshirten, som hun ellers havde bundet op.

Jeg så efter hende, da hun beslutsomt, uden at se sig tilbage, gik. Derefter vendte jeg næsen tilbage i bogen og lod som om, det ikke gik mig på. Men hvem kunne jeg egentligt narre?

Et øjeblik efter smed jeg bogen fra mig, og den røg på jorden. Det var en kedelig bog, hvad havde mor egentligt tænkt sig med den? Det spekulerede jeg på, mens jeg lagde mig bedre tilrette i den varme liggestol.
Det slog mig, at man jo faktisk havde et skønt overblik over kolonien fra valnøddetræet. Træet stod tilpas højt oppe på bakken til, at man også kunne se den snoede vej, der gik ned til havet. Med det samme fik jeg gysninger ned af ryggen, og den efterhånden velkendte smag af galde steg op i munden.
Havet.
Så storslået og sart på den ene side, så farligt og lidenskabeligt på den anden side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...