Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1062Visninger
AA

28. ”Ingen gider da snakke med den kælling.”

Josefin pakkede sine tasker i stilhed. Hun havde ikke sagt en lyd hele morgenen. Så snart hun vågnede, begyndte hun sin mekaniske pakning. Hendes soveknold hang i tjavsede totter omkring hendes ansigt, og hendes ansigt var både hævet og blegt som en bolledej.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til hende. Alt, jeg kunne gøre, var at sidde som en stenstøtte på min seng. Tristheden havde grebet fat i min mave, og den nev.

Pludselig satte hun sig tungt ned på den nøgne seng og strøg sig ømt over maven.

”Har du snakket med din far endnu?” Jeg var nødt til at få svar på det, selvom jeg vidste, det ville være hårdt for hende at tale om.
Hun prøvede at holde hovedet højt, men jeg så tydeligt smerten flakke over hendes øjne. ”Nej, ikke endnu.”

”Hvordan tror du, han… øh, reagerer?” Jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle formulere mit spørgsmål, og derfor endte det med at komme ud på en mumlende og forvirrende måde.

Hun vendte blikket væk, og hendes stemme var kun en hvisken, da hun fortsatte ”Jeg tør ikke engang tænke på det. Han bliver rasende.”

Det hele føltes så unaturligt mellem os, og jeg tænkte tilbage på de dage, hvor jeg ikke havde behøvet at vende hvert ord i min mund.

”Ved du, hvad du vil?” begyndte jeg tøvende og fortsatte, da jeg så hendes forvirrede blik. ”Vil du beholde barnet?”

Josefins blik fik det til at vende sig i mig. Jeg havde aldrig oplevet et blik med lige så stor foragt som nu.

Så blev hendes stemme kold. ”Min far er sognepræst, Nellie. Og han vægter traditionerne højest. Han foragter aborter lige så meget, som han foragter…” Hendes ophøjede skikkelse blev pludselig erstattet af en krympet holdning, da hun afsluttede sætningen med et klynk. ”Som han foragter utroskab.” Hendes øjne begyndte at glimte, og instinktivt rakte jeg over for at give hende et knus. Josefin slappede langsomt af, og det fik mig til at indse, at det var lige meget, at hun nogen gange trak sig væk. Jeg ville stadig være der for hende, og jeg ville støtte hende, uanset, hvad hun gjorde. Det sagde jeg til hende, og mellem snøftene kunne jeg se, hvordan smilet gled frem og tilbage. Men det kom dog frem.

”Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre!” udbrød Josefin og duppede langsomt tårerne væk for at forhindre, at hun ville få et hævet ansigt. ”Jeg har altid haft en plan – som min far nogen gange har ændret – men jeg har altid haft en plan. Da jeg afsluttede skolen, vidste jeg, at jeg skulle på gymnasiet. Det var det, jeg fortalte alle mine venner, og nu…” Jeg vidste, hvad hun ville sige, og spontant klappede jeg hende på ryggen.

”Pludselig har jeg noget, som jeg ikke kan styre! Noget, hvor min far for første gang ikke bare kan ændre min uddannelse eller tage en snak med læreren. Denne gang… er det indeni mig.”
Hun stirrede ned på sin mave og forventede tydeligvis, at man ville kunne se noget. Det kunne man ikke.

”Er det ikke underligt at tænke på, at jeg har noget levende indeni mig?” Hendes stemme dirrede af ærefrygtighed, og hun stirrede på mig med store, fugtige øjne. ”Lige nu vokser der et levende menneske indeni mig.” Hendes stemme blev skinger, og det var som om, hun først nu forstod det.

”Josefin,” min stemme var alvorlig, og den tvang hende til at se på mig. ”Uanset hvad du ender med at gøre, så lov mig – lov mig – at det bliver din egen beslutning. Din far skal ikke bestemme det. Et barn er et kæmpe ansvar, og uanset, hvad du gør, skal du være tilfreds med det resten af livet. Du skal kunne leve med det resten af livet.”

Josefin åbnede munden, men jeg skar igennem. ”Lov mig det, Josefin.”

Endelig nikkede hun og hviskede ”Det lover jeg,”

I det næste sekund stak Eva hovedet ind uden at banke på og meddelte ”Vi er klar til at sige farvel nu. Din far kommer snart med båden.” Hun forsvandt igen, ligeså hurtigt, som hun var kommet, uden at lukke døren.

Josefin vendte straks hovedet, og hendes panikslagne ansigt fik det til at skære i mig. Jeg hørte den hyperventilerende lyd, når nogen prøver at trække vejret, men ikke kan, og jeg gjorde straks alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe hende.

”Hovedet ned mellem benene, Josefin,” kommanderede jeg, ”og så slapper du af. Lad være med at tænke på noget som helst.”

Jeg lyttede til, at hendes vejrtrækning langsomt blev lettere og lettere, og først da lod jeg hende sætte sig op igen.

”Vi bliver nødt til at skynde os. De venter på os,” konstaterede jeg med det samme, og jeg var nødt til at genne hende op af sengen og række hendes sin bagage. Josefin var askegrå i hovedet, og samtidig så det ud som om, hendes sjæl var et andet sted.

”Jeg kan ikke gå derud,” hviskede hun og gned en finger mod panden. ”De ved alle sammen, at jeg er gravid nu, og de vil le ad mig. Jeg kan ikke gå derud.”

”Josefin,” begyndte jeg, mens jeg prøvede at putte al min selvsikkerhed ind i den næste sætning. ”Du kan sagtens gå derud, og du vil gå derud. Vær ligeglad med alle andre.” Hendes opgivende blik ramte mig hårdt, og jeg fortsatte ”Så gør det for mig, ok? Gør det for mig.” Min stemme endte med et bedende strejf, og endelig nikkede Josefin. ”Så, okay, da.”

Hun trak vejret langsomt i et forsøg på at berolige sig selv, men jeg kunne stadig mærke, hvor anspændt hendes krop var.

 

De stod alle sammen samlet i en halvcirkel foran terrassen med front mod Eva. Da de så os komme gående, åbnede Robin og Felix cirklen, og vi havde ikke andet valg end at træde ind i midten. Straks lukkede drengene cirklen, og Josefin og jeg stod nu i midten, klar til at blive hånet.

Eva rømmede sig kort, og al snak forstummedes. ”I går tog Josefin og Nellie båden ind til fastlandet,” begyndte Eva, og at dømme efter hendes tonefald var hun ved at fortælle et eventyr. ”De købte en graviditetsprøve, fordi Josefin er gravid.” Jeg stirrede med åben mund på hende og følte på ny, at hadet for Eva blussede op. Det kunne da ikke engang være lovligt at fortælle det til alle? Var hun det mest indiskrete menneske i verden, eller nød hun bare misbruge sin magt. Det spekulerede jeg over, da Eva fortsatte. ”I og med at Josefin har brudt øens vigtigste regel, bliver hun bortvist fra øen. I andre får ikke lov at sige farvel. Nellie får fodlænken på. Ingen af jer må snakke til hende resten af dagen –”
”Ingen gider da snakke med den kælling,” hviskede Molly, lige tilpas højt nok til at jeg kunne høre det, men at Eva ikke kunne. Eller også overhørte hun det.

”Og derudover, Nellie, holder vi mere øje med dig. Overtræder du bare én regel til, bliver du sendt hjem uden diskussion. Yderligere skal du deltage i alle aktiviteter, og du må ikke gå nogen steder alene.” Jeg følte straks en trykken for brystet og en harmende vrede vendt mod Eva. Ikke nok med at Josefin var tvunget til rejse hjem, nu var øen dybest set også blevet mit personlige fængsel. Den minimale frihed, jeg havde haft før, var blevet inddraget.

”Pigerne havde derudover fået Christer til at forsinke mig, men da jeg er overbevist om, at de tvang Christer, får Christer ikke nogen advarsler – du skal jo også passe din svømmetræning,” tilføjede hun, som en personlig formaning til ham.

Jeg turde ikke se på Christer. Så havde han ret i, at Eva kunne lide ham.

Eva klappede i sine hænder. ”Nu ved I, hvorfor Josefin rejser hjem, og så kan I godt smutte tilbage til, hvad I skulle lave. Der er ikke mere at se her.”

Josefins kinder var brændende røde, men jeg beundrede hende alligevel for, at hun holdt hovedet højt.

”Så var hun alligevel ikke så perfekt, alligevel,” hviskede Wilma og fnisede højlydt til Lilly, som straks tilføjede ”Nej, sikke en billig tøs hun er. Hvem skulle have troet det? Hun har sikkert været sammen med en eller anden lærer på sin perfekte skole.” Det sidste blev vrænget ud.

”Hvor er hun det mest sølle væsen på jorden, så hyklerisk og bedrevidende.” Wilma var pludselig ligeglad med, om vi andre hørte det.

Josefin og jeg havde hørt hvert et ord, de havde sagt til hinanden, men den sidste sætning fik mig til at fare op.

”Hvad fanden er der galt med jer?” hvæsede jeg arrigt, og jeg kunne se deres forbavselse i øjnene. ”I to er sgu da de billigste væsner på jorden, og derudover så falske, at I vil stikke alle andre i ryggen for at få en bedre plads i solen. Hvis der er nogen, der er falske og hykleriske, så er det sgu jer.” Jeg sluttede min reprimande med at kigge følelsesløst på dem, selvom jeg inderst inde følte mig forrådt. Jeg havde troet, vi var en form for venner, men åbenbart kærede de kun om sig selv

Molly slog straks en hånende latter op og trådte frem foran mig. Det var første gang i flere dage, at vi så på hinanden, men ét blik fra hende kunne stadig sende mig tilbage til den dag, der havde smadret mit liv.

”Tror du virkelig, du burde udtale dig om at være falsk? Hold nu kæft…” Hendes stemme døde hen i latter, og Noah trådte straks frem og lod en hånd glide rundt om hendes liv for at vise støtte.

Lilly og Wilma lod deres forvirrede ansigtsudtryk falde på jorden, og Wilma trådte overlegent frem og slog med hovedet.

”Nellie, du skal ikke tro, du kan komme her og vide noget. Du skal heller ikke tro, du bare kan komme her og sige lige, hvad du vil til os.”

”Hvis der er nogen, der er billig her, er det faktisk dig. Du skifter veninde hver uge og render efter drengene som en forelsket, lille hundehvalp. Føj!” Lilly spyttede uopfordret for mine fødder, og jeg måtte springe væk for at undgå det.

Straks satte pigerne i en kaglende, latter, og uden at sige mere gik de væk, arm i arm, mens de fortsatte deres latter.

Jeg vendte mig langsomt mod Josefin. Mit blik var nedslået, og jeg kunne ikke tage blikket væk fra græsset. En rasende følelse havde overtaget mig, og alligevel var jeg sikker på, at de havde vundet skænderiet. Tårerne pressede sig på, men da jeg sendte et lynende hurtigt blik på Josefin, sendte hun mig et lille smil.

”Tak. Du forsvarede mig. Det er der aldrig nogen, der har gjort før.”

”Men… jeg vandt jo ikke? De jordede mig jo og brugte alting mod mig.” Min stemme var bare en mumlen, og jeg ville stadig ikke se på hende.

”Ingen kan vinde over dem.” Josefin havde en hård undertone, da hun kiggede på mig. Efter en dyb vejrtrækning fortsatte hun ”Men jeg… jeg kan ikke fortælle dig, hvor meget jeg sætter pris på, at du forsøgte.

Vi så på hinanden og krammede en sidste gang.

”Skal jeg ikke gå med ned til båden?” foreslog jeg, men Josefin rystede straks på hovedet. ”Det er bedst, jeg gør det selv. Det er bare bedst.”

Hun sendte mig et lille smil, der gjorde mig trist, før hun med et fast greb i sin kuffert begyndte at gå. Jeg fulgte hende med øjnene, indtil hun var drejet om huset og forsvundet.

Jeg havde lyst til at råbe på hende, få hende til at stoppe. Jeg var villig til at gøre alt for, at hun ikke skulle efterlade mig her. Helt alene.

Mest af alt havde jeg lyst til at følge efter Josefin og springe på båden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...