Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1032Visninger
AA

29. "I det mindste prøver jeg. Men du vil jo ikke have det, vel?”

Hvor ville jeg bare glæde mig til at komme hjem. Ikke engang Christer var grund nok til at blive her.

Jeg stod forstenet på græsplænen, mens vinden viftede mine tårer væk og rodede mit hår rundt. Endelig begavede jeg mig ned af bakken, mens jeg kunne mærke min vejrtrækning blive hivende og pustende.

Jeg var på vej ind i vores – nej, mit værelse – da jeg ud af øjenkrogen så Christer stå ved siden af mig.

”Kom.” Han gjorde et kast med hovedet og gled forbi mig, og efter en kort overvejelse fulgte jeg efter ham. Mit udsyn var sløret af begyndende tårer, og jeg trak vejret i korte, hårde stød for at undgå at græde. Hovedet snurrede rundt, og jeg måtte støtte mig til skovens træer for at forblive oprejst.

En forræderisk rod stak op fra jorden, og jeg faldt over den og favnede skoven. Mit åndedræt blev slået ud af mig med et enkelt suk, og muldduften steg op i mine næsebor. Jeg pressede kinden mod skovbunden uden at overveje at rejse mig op igen. Jeg orkede det ikke. Pludselig orkede jeg ingenting. Min krop føltes så tung som var tusind kanonkugler bundet til mine fødder, og alt inde i mig skreg på at sove.

Mine kinder virkede våde, men jeg magtede ikke at tørre tårerne væk. Lige med et rullede jeg rundt, og jeg stirrede ind i mørke øjne. Christers øjne.

”Nellie, er der sket noget? Kom nu, tal til mig.” Han blev ved med at tale til mig på den bedende måde, og jeg kunne se desperationen i hans øjne.

”Så henter jeg altså en af voksne. Undskyld, men du skræmmer mig altså, Nellie. Du ser ikke ud til at have det godt, så er jeg nødt til det.”

”Nej.” Min stemme var skinger og så lav, at det kun var en hvisken. Jeg rakte hånden ud og greb hans.

Derefter faldt mine øjne i.  

 

Trækronerne svajede i takt med vinden, og fra tid til anden faldt en grankvist ned. Jeg slog øjnene op sådan og gned mine øjne. Først huskede jeg ikke, hvor jeg var, men på et øjeblik erindrede jeg alting.

”Er du vågen nu?” Jeg stirrede op i Christers ansigt og opdagede, at jeg lå med hovedet i hans skød på langs af skovvejen.

Han lagde mobilen fra sig og kiggede på mig. Hans blik var drillende som sædvanligt, men der var også noget andet over det. Noget nyt.

Blikket forvirrede mig, og i løbet af et sekund havde jeg sat mig op. Straks kørte det rundt for mine øjne, og mørke prikker fyldte mit udsyn.

”Lad være med at rejse dig så hurtigt.” Christers stemme var rungende, men påfaldende rolig. Med en hånd på min skulder trykkede han mig langsomt ned at ligge igen, og jeg kunne ikke lade være at undre mig over, hvor hans anden hånd befandt sig.

Først nu opdagede jeg, at det var mig selv, der stjal hans anden hånd. Jeg havde mine fingre flettet ind i hans, og selvom det sendte en behagelig varme op gennem mig, slap jeg ham forfærdet med det samme.  

Hans sårede blik gav mig dårlig samvittighed. Straks satte jeg mig op igen og foldede armene om benene. Selvom jeg mærkede hans glødende blik brænde sig ind på ryg, turde jeg ikke se på ham. Efter, hvad der føltes som flere minutter, hvor de eneste lyde var vores vejrtrækning, talte jeg. ”Hvad skete der?”

”Jeg gider ikke tale til en ryg.” Hans svar var mut, men under overfladen gemte der sig en smerte. Så langsomt, som jeg overhovedet kunne, lod jeg min krop dreje rundt, mens jeg tænkte på, hvor dumt jeg nu endnu en gang havde opført mig overfor Christer. Jeg kunne stadig ikke se på ham. Min hals føltes oppustet og sammensyet, og jeg forbandede mig selv. Alt føltes så uudholdeligt lige nu.

”Kig lige på mig, Nellie.” Hans stemme var blid, så blid, men prikkede straks hul på min boble. Jeg mødte forsigtigt hans blik uden at sige et ord.

”Hvad er du så bange for?” begyndte han, men mit blik fik ham til at omformulere sætningen med et suk. ”Du faldt på stien, og da jeg nåede hen til dig, græd du, men ville ikke rykke dig. Da jeg så sagde, jeg ville hente en voksen, greb du min hånd…” Han sendte mig et alvorligt blik og fortsatte med tydelig stemme. ”Jeg sad med dig i flere timer og lod dig sove. Jeg troede, det ville betyde noget.” Den sidste sætning havde en fortvivlet undertone, men jeg kunne stadig ikke møde hans blik.

”Kan du… Kan du ikke bare fortælle mig noget? Fortæl mig hvad der er sket? Hvad har ændret… alt?” Han rykkede langsomt tættere på, som han talte, og til sidst rakte han langsomt hånden på min bare arm.

”Jeg hader det her.” Jeg var forbavset over, hvor hård min stemme var, da den kom ud af min mund. ”Jeg har ødelagt alting. Den… den her sommer er slet ikke blevet, som jeg regnede med.” Jeg håbede ikke, han kunne se min bævrende mund. ”Jeg græder hele tiden, og…” En indånding ind, en indånding ud. ”Nu er Josefin også rejst hjem. Og jeg… jeg kunne jo ikke engang være der for hende. Det var meningen, jeg skulle hjælpe hende, og i stedet opdagede Eva, at hun var gravid. Det var min skyld. Jeg troede, Molly var min ven, og at Lilly og Wilma var mine venner, men…”
Jeg skævede en enkelt gang til ham, mens jeg langsomt prøvede at få min vejrtrækning under kontrol.

Uden et ord trak Christer mig ind til sig. Først en smule tøvende, men da han mærkede, at jeg slappede af, blev hans tag fastere.

”Du er jo heller ikke vant til det,” mumlede han ned i mit hår. ”Ingen har rigtigt fortalt dig om det, vel? Heller ikke mig fordi det…” Nu var han nødt til at tage en dyb indånding. ”Det er smertefuldt at tale om.”

Jeg rev mig med et løs og stirrede på ham. ”Hvad er det, du siger? Hvad… Hvad har I gjort?” Min krop begyndte med et at ryste ukontrolleret. Han prøvede at trykke mig ind til sig igen, men jeg skubbede ham væk med en hovedrysten.

”Du forstår jo ingenting! Det hjælper jo ikke!” Min stemme var skinger, og skarpe jag hamrede igennem mit hoved.
”I det mindste prøver jeg. Men du vil jo ikke have det, vel?” Ud af øjenkrogen så jeg, hvordan han rystede på hovedet og rejste sig.

”Undskyld,” hviskede han, ”undskyld, men jeg kan ikke det her. Ikke mere.”

Først da jeg ikke længere kunne høre hans skridt, turde jeg lade tårerne få frit løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...