Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1028Visninger
AA

30. ”Hvorfor spørger du ham ikke selv?”

Mens jeg udstødte et opgivende suk, lod jeg mig rulle ud af sengen. Jeg havde planlagt, at jeg skulle sætte af med fødderne, men i stedet rullede jeg ned på gulvet og lå så lang, jeg var, på kludetæppet. Jeg prøvede at skubbe den foregående dag ud af hovedet, men dagen klæbede sig fast til mig som klistret fluepapir. Dagen ville nok komme ind på en top tre over værste dage, gennemtænkte jeg, mens jeg kom på benene og ledte efter mine toiletsager. Josefin havde forladt hende, og mit venskab med Christer var endegyldigt ovre. Jeg var sikker.

Tankerne om dagen blev dog skubbet i baggrunden, da jeg opdagede, at jeg ikke kunne finde min shampoo. Den havde da ellers været i går, mumlede jeg for mig selv med rynket pande. Belæsset med håndklæde og toilettaske smuttede jeg ud på badeværelset, mens jeg kiggede undersøgende i alle kroge. Mon jeg havde glemt shampooen?
Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at Josefin nok havde fået den med ved et uheld. Endnu en ting jeg havde mistet, tænkte jeg med bedrøvelse i stemme, og jeg blinkede hurtigt med øjnene. Jeg var færdig med at græde. Det var sikkert.

Det lille vindue på badeværelset klaprede, da jeg trådte ind, og jeg lukkede det straks. Jeg havde aldrig før tænkt på, at man faktisk – hvis man var høj nok – kunne se ind.

Jeg tjekkede vægskabet over toiletkummen for at se, om shampooen havde listet sig ind der, men der var fyldt op med skrigende makeup. Der var under ingen omstændigheder plads til en shampoo. Pludselig faldt mit blik på indhugget bag brusekabinen, og jeg spærrede øjnene op, da jeg så min shampoo ligge der, fugtig og fedtet.

Så havde jeg åbenbart alligevel glemt den der, mumlede jeg for mig selv med forundring i stemmen.

Jeg redte i få tag mit hår fri for knuder og filtringer, før jeg trådte op i badet og mærkede, hvordan mine anspændte skuldre langsomt slappede af, som vandets stråler lunede min kolde krop. Jeg fandt min shampoo frem og hældte en klat ud i håndfladen, og jeg var på nippet til at begynde at gnide det ind i håret, da jeg mærkede en underlig lugt. Efter et par snus var jeg sikker. Det var en lugt af kokos. Jeg tabte flasken, og den landede hårdt på fliserne.

Febrilsk skyllede jeg shampooen væk, mens jeg måtte hoppe og springe for, at shampoo-vandet ikke rørte mine fødder, før det forsvandt i afløbet.
Mine tanker kørte rundt og rundt, mens jeg hurtigt sæbede min krop ind. Molly. Så havde hun endda haft mere af den shampoo tilbage.
Mine kinder kogte, da jeg trådte ud af badet og stillede mig foran det duggede spejl. Kokosduften sad i mine næsebor, og det føltes som om, dens giftige dunste steg op i mit hår.

Jeg viklede et håndklæde om håret og et om kroppen, samlede mine ting og forlod det duggende, sjaskede badeværelse. Shampooen lod jeg ligge i brusekabinen. De havde trods alle sammen været med.

 

Jeg ignorerede rødmen på min kløende håndflade, da jeg satte mig ved morgenbordet, selvom jeg havde lyst til at kløe af alle kræfter.

Mit fugtige, uvaskede hår hang som et gardin om mit ansigt, og ud af øjenkrogen så jeg Lilly skubbe fnisende til de andre.

”Hvor blev du af i går?” spurgte Molly og sendte mig et skyldfrit blik, før hun hældte mælk i sin kaffekop og tog en slurk. ”Ja, du og Christer var umiskendeligt lang tid væk,” tilføjede Wilma i samme tonefald, men Lilly prøvede at gemme et fnis.’

”I kom jo hverken til frokost eller aftensmad,” Mollys stemme var sukkersød og gav mig lyst til at skære tænder. I stedet hældte jeg mysli i en skål.

”Lavede I mon noget… sammen?” fortsatte hun og lagde hovedet på skrå.

Jeg ville ikke nedværdige mig til at svare, selvom mine kinder sikkert lyste op som et trafiklys midt om natten. I stedet skimmede jeg bordet efter mælken og opdagede til min irritation, at den stod solidt plantet ved siden af Molly og Wilma.

”Lavede I noget sammen, Nellie?” spurgte Molly igen, før hun højlydt slubrede kaffe i sig. Hun fulgte mig blik og tog smilende fat i mælken.
”Er der noget, du gerne vil bede om, søde Nellie?” Hendes måde at sige mit navn på fik min mave til at snurre rundt på den mest ubehagelige måde, men jeg valgte i stedet tonløst at sige ”Må jeg bede om mælken… Molly?” Et kort sekund så det ud som om, min brug af hendes navn fik hende til at føle noget, men hurtigt blev hendes øjne mørke igen.

”Hvis du gerne vil have mælken, må du svare på mit spørgsmål.”
”Ja, har dine forældre ikke lært dig, at man skal svare, når nogen spørger dig om noget?” tilføjede Lilly med en flabet stemme, før hun fnisende puffede til Wilma, der valgte at rulle med øjnene.

”Lavede du noget sammen med Christer i går? Svar på mit spørgsmål.” Mollys stemme havde mistet letheden og var blevet erstattet af grumset is.
”Giv mig nu bare mælken, Molly,” mumlede jeg og gjorde udfald for selv at tage den. Molly snuppede den straks fra mig og snerpede munden sammen.

”Hvis du vil have mælken, skal jeg fandeme have et svar. Lavede du noget med Christer i går?”

”Hvorfor interesserer det dig så meget?” udbrød jeg med sammenbidte tænder og rakte ud efter mælken igen.

Mollys angreb kom i form af en perlende latter. ”Jeg vil da vide, om du er så billig, som vi alle mener.” Lilly fnes, og jeg mærkede min vrede tage til.

”Hvorfor spørger du ham ikke selv?” udslyngede jeg igen og slog ud med armene.

Denne gang sendte Molly et blik til Wilma, før hun langsomt satte mælken fra sig. Hun sendte mig sit mest medfølende blik og sagde ”Jamen, søde, har du ikke hørt det? Ej, har han ikke fortalt dig det? Det er sgu da –”
”Hvad?” udbrød jeg, denne gang mere roligt end før.

Molly lænede sig tilbage og sendte mig et tilfredst smil. ”Christer rejste for en time siden. Det var vist noget med familien…”

Jeg udstødte et par støn, som aldrig udviklede sig til sætninger. Jeg anede ikke, hvad jeg kunne sige. De udstødte alle tre en hånlig latter, og Molly smed mælken hen til mig.

”Synd I ikke var bedre venner, hva’? Kom piger, lad os tage på stranden og slikke sol.” Med den bemærkning rejste de sig og efterlod mig alene ved morgenbordet.
Der var ikke mere mælk tilbage.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...