Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1032Visninger
AA

19. ”Hvorfor kom du aldrig på stranden?”

”Den kjole er gudeflot til dig, Molly! Den skal du altså tage på!”
Lige nu stod både Lilly, Wilma og jeg og beundrede Mollys kjole inde på vores værelse. Kjolen var sort, stram og ærmeløs, men ryggen gik ned i den flotteste dybe udskæring med påsatte glimmertoppe, og Molly lignede en million med den på.

”Shit, jeg bliver misundelig nu. Ved du godt det?” Lilly drak halvsurt af sin flaske, og jeg vidste ikke, om hun mente det eller ej.

”Den kjole skal du tage på,” gentog jeg alvorligt, ”den er virkelig flot!”

Molly smilede over alle komplimenterne og fortsatte ”Jeg kan også godt lide, at der ikke er kavalergang, for på den måde bliver den ikke vulgær, er det ikke rigtigt?”
Hun sænkede stemmen, og da jeg så på Wilma og Lilly, forstod jeg hvorfor. Deres sorte kjoler havde begge udskæring, den ene dybere end den anden.

”Hvad med dig, Nellie? Du skal da også have en kjole på!” udbrød Wilma.

Jeg pegede på mine shorts og min blomstertop. ”Er det da ikke festligt nok?”Spørgsmålet var ironisk, men Wilma svarede straks ”Ej, Nellie, vi skal til fest! Så skal vi alle sammen dulles op!”

”Men jeg har jo ingen festkjole med. Jeg vidste ikke, I holdt fest,” beklagede jeg mig.

”Du kan da bare låne en?” foreslog Wilma, og jeg skulle lige til at protestere, da hun fortsatte ”Jo, jo, det kan du sagtens. Jeg har en anden kjole med, den må du gerne låne. Kom, vi går lige ind og ser på den.”
Jeg fulgte efter Wilma ind på deres værelses. ”Hvad nu hvis jeg spilder på den eller noget i den stil?”
Wilma kiggede op fra sin kuffert. ”Jeg troede ikke, du drak?” Hovedet dykkede ned i tasken igen.

Molly havde heldigvis fuld forståelse for, at jeg ikke drak alkohol, og endnu en gang blev jeg glad for, at jeg havde fortalt det til hende. Molly havde sagt det til Wilma og Lilly på den mest naturlige måde, og pigerne havde accepteret det med det samme.

”Jeg kunne spilde sodavand… Eller nogen kunne brække sig udover den?”

Wilma rystede mine tanker væk. ”Det er lige meget. Man låner kjoler af sine veninder, sådan er det bare.”
Hun holdt en kjole op foran sig. ”Hvad synes du om den her?”

Kjolen var sat sammen af en blomstret overdel og et sort skaterskirt.
”Nej, hvor er den sød!” udbrød jeg, og Wilma smed den over til mig. ”Super, så har du også noget at tage på. Lad os gå ind til de andre.”

Wilma havde lånt mig en kjole og som den naturlige ting i verden sagde hun ”Man låner kjoler af sine veninder.” Veninder. Det kunne jeg godt lide.

Jeg gik ind til de andre, efter jeg havde trukket kjolen på. Den var lige til den lille side, men det kunne godt gå.

”Nej, hvor ser du fin ud,” erklærede Molly, da hun så mig. ”Sød kjole, Wilma,” kommenterende Molly, og Wilma smilede. ”Så er vi alle klar til fest.”

”Skal jeg sminke dig?” tilbød Lilly, og jeg måtte ryste på hovedet. ”Desværre, jeg er allergisk overfor parfume. Men hvis du har noget parfumefrit?”

Lilly lavede en grimasse. ”Det ved jeg sgu ikke. Vi må nok hellere lade være.”
Jeg nikkede og tilføjede. ”Det var ærgerligt. Du er virkelig dygtig til at lægge makeup.”
Min kompliment fik hende til at stråle. ”Jeg vil også gerne uddanne mig til makeupartist.. Altså, efter gymnasiet.”

Hun lagde et lag lipgloss og spurgte ”Jeg kan da sætte dit hår i stedet, hvis det er?”

”Det må du da gerne.” Jeg rørte ved mit hår. ”Jeg havde bare tænkt at lade det hænge løst, men du må meget gerne lave et eller andet ved det.”

Jeg satte mig på stolen ved siden af hende, og hun begyndte at redde mit hår.
”Jeg elsker at øve mig på folk, så du gør mig faktisk bare en tjeneste,” sagde hun og grinede. ”Jeg tænker på at lave en enkel fletning omkring dit hoved? Så har du jo stadig noget hår hængende løst, og det er meget afslappet frisure.”

Jeg nikkede. ”Det lyder helt fint.”

Lilly redte mit hår, indtil det var silkeblødt og begyndte at flette med forsigtige fingre. Molly og Wilma drak fra farvestrålende flasker og skændtes om, hvilken musik vi skulle høre. Jeg kunne ikke lade være med at sidde og nyde, at jeg var en del af det. Jeg var ikke den, de alle sammen ville snakke med, men jeg var med. Jeg tænkte, at jeg gerne prøve at gemme den aften i min hukommelse, så jeg kunne tage den frem på kedelige mandage.

”Hvornår plejer I at tage på stranden?” spurgte jeg Lilly, mens jeg mærkede, hvordan hun flettede mit hår stramt.

”Vi plejer at få et signal.” I det næste sekund lød der en banken på vinduet, og Lilly fnisede. ”Dér var signalet.”

”Så går vi, piger!” Hun hævede stemmen, og Molly rejste sig med et hyl. ”Kom så, Wilma!” Hun trak Wilma op og var selv ved at falde ned i sengen igen. Molly fniste.

”Hvor længe er I dernede?”
”Hele natten.” Lilly purrede op i sit hår og lavede trutmund til spejlet. ”Vi plejer at snige os indenfor en time før morgenmad, så hele natten ja. Men klokken er jo også allerede –” Hun så på sin mobil. ”Den er allerede halv tolv!”

”Det er så irriterende, vi skal vente så længe på, at de tosser går i seng.” Wilma beklagede sig og slingrede hen til sine sko. Hun stak fødderne i et par afslappede sneakers og pointerede, da hun så, jeg kiggede. ”Man kan ikke gå i sand med stilletter.”

Vi tumlede alle sammen ud på gangen og prøvede at liste udenfor. Da vi gik forbi Josefins værelse, spurgte jeg Molly ”Kommer Josefin?”
Molly holdt fast i min skulder og trak på skulderen. ”Jo, hun kom vist sidste år. Tror jeg da i hvert fald.” Hun fnisede og skød derefter underlæben ud. ”Det er bare så åndssvagt med Josefin, at hun kommer hvert år. Hun går jo bare for sig selv!”
Wilma og Lilly nikkede. ”Seriøst, vi forstår det heller ikke, Mols. Hun er bare så skidehellig.”
”Hun giver mig altid dårlig samvittighed over alting,” indskød Lilly, ”som om jeg ikke er god nok!”
Vi gik gennem marken, og de fortsatte med at brokke sig over Josefin. Molly og jeg gik arm i arm, og Mollys pose klirrede, når flaskerne stødte sammen.

Aftenen var tør, og en smule af eftermiddagens varme var stadig i luften. Vinden ramte min bare ben på en behagelig, men jeg var alligevel glad for, jeg havde taget en hættetrøje.
”I aften.” Mollys så beslutsomt på mig.

”Hvad sker der i aften?”

”I aften skal Noah se mig, som jeg i virkeligheden er. I aften er jeg ikke hans barndomsveninde, i aften er jeg bare mig, Molly.” Hendes stemme var snøvlende, og hun havde allerede fået en del at drikke.
Jeg skrev mig bag øret, at jeg hellere måtte passe godt på Molly i aften. Det virkede som om, hun havde planer om at drikke sig godt fuld.

Drengene sad allerede i sandet med klirrende flasker imellem sig. Felix sad og prøvede at få gang i et bål.

En af drengene piftede, da vi kom gående. Vi fnisede alle sammen, også jeg, selvom jeg ikke vidste, om piftet også gjaldt mig.

”Du ser vildt flot ud, Nellie,” hviskede Molly, som om hun vidste, hvad jeg tænkte på. Jeg sendte hende et smil og hviskede ”Ditto”.
 

Molly bredte strandtæppet ud på sandet, og vi satte os. Jeg fokuserede på at sætte mig ned uden at vise mit undertøj frem til alle. Jeg var ikke vant til så korte kjoler. Molly fandt øl frem fra tasken. ”Du er helt sikker på, du ikke vil have en?”

Jeg skævede til de andre. ”Altså, hvis jeg må, så vil jeg gerne.” Molly stak mig en i hånden, og jeg sad med den uden at vide, hvad jeg skulle gøre med den. Jeg tænkte, at jeg kunne sidde og spytte ned i øllen og ikke drikke andet. På den måde ville jeg stadig deltage i drikkeriet, og jeg ville ikke behøve at lyve.

”Skål.” Vi klinkede vores øl sammen, og jeg drak en enkelt slurk. Jeg var stadig ikke vild med øl.

”Hvad plejer I så at lave?” spurgte jeg ud i luften, og da Molly var optaget til den anden side, faldt spørgsmålet på Christer, som sad tættest på mig.

Han sendte et lille smil. ”Ærligt talt ikke særligt meget. Vi er ude hele natten, vi sidder hernede og snakker, og vi… drikker.” Han holdt en lang pause, før han sluttede sætningen.

”Og du plejer at…” Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle afslutte sætningen. I stedet lo jeg lidt.

Hans stemme var skarp, da han fortsatte ”Ja, jeg plejede at drikke meget til Grillaften, men det gør jeg sjovt nok ikke mere.”

Uden at sige mere rejste han sig og forlod den hyggelige krog. Jeg så efter ham, og tårerne brændte i øjenkrogen, men jeg blinkede dem væk. Christer var ikke til at blive klog på. Når jeg troede, jeg kendte ham, ændrede han sig. Eller også ændrede jeg mig.

 

Efterhånden som natten faldt på, blev flere og flere flasker smidt i sandet, når de var tomme, og snart var der samlet flere flaskebjerge. Bålet brændte heldigvis stadig lystigt, og Felix sørgede for tid til anden at smide flere pinde på. Vi skiftedes dog til at samle pinde i skoven, og lige nu var Molly på pindejagt sammen med Alex. De fleste havde, som flaskerne blev drukket, mistet hæmningerne. Lige nu lå Lilly i Robins skød og legede med hans vildfarne lokker, mens Wilma snakkede inderligt med Felix. Jeg spekulerede på, om der havde foregået noget mellem nogen af de andre. Måske noget de ikke ønskede at huske? Jeg vidste jo, hvordan Molly havde det med Noah, men udover det var der ikke noget af den slags sladder.
Mon Christer havde noget med en af de andre? Tanken gjorde mig pludselig kold i maven, og jeg rykkede tættere på den flammende ild.
Jeg spejdede efter Christer, mens jeg tog endnu en slurk af min øl. Han havde været væk længe, og det var ikke, fordi jeg var bekymret for ham, men… måske lidt.

I virkeligheden kedede jeg mig. Jeg overvejede at gå ud for at lede efter Molly, men efter at have overvejet det et øjeblik, fandt jeg frem til, at jeg højest sandsynligvis ville fare vild. Jeg tog endnu en slurk af øllen, og i det næste var der en, der lod glide sig ned ved siden af mig.
Forventningsfuldt kiggede jeg til siden, mens jeg håbede, det var Christer eller Molly, men håbet sank. Det var Noah. Noah, der havde en halvfuld flaske med en mørk væske i hånden.

”Halløjsa,” hvislede han og smaskede læberne sammen. Han lugtede stærkt af alkohol, og jeg veg tilbage.
Han lo bare og lod sin hånd kravle hen til min.
”Nellie,” sagde han og frembragte en dyb lyd fra sin strube. Bevægelsen og lyden gjorde mig kold indeni, og jeg tænkte, jeg hellere måtte snakke alvorligt med Noah.

”Kom,” sagde jeg lavt og rejste mig.

”Hva’?” spurgte Noah, mens jeg børstede sand af min bagdel.

”Kom lige med,” gentog jeg, og endelig trængte beskeden ind. Han kom på benene med et støn, og med flasken i hånden fulgte han efter mig.

”Hvad skal vi, Nellie?” råbte han på en langtrukken og skabagtig måde. Han grinede, da jeg tyssede på ham, mens vi bevægede os op af skovskråningen.

Da vi var kommet langt nok væk fra bålet, satte jeg mig på en mosset træstamme. Noah satte sig ved siden af med sit lår helt tæt op af mig.

”Noah, jeg skal sige noget til dig,” begyndte jeg. Igen grinede han, og bestemt tog jeg flasken ud af hans hånd.
”Noah, vi skal tale sammen,” gentog jeg mere fast og prøvede at fange hans blik, der blev ved med at flakke rundt.

 

”Hvorfor kom du aldrig på stranden?” udbrød han, og han lød helt ædru. ”Jeg ventede hele natten, mens jeg håbede…” Han tav, og en fjern smerte hørtes i hans stemme. ”Men du kom aldrig.”

”Det er præcis, hvad jeg vil tale om,” sagde jeg og var glad for, at han selv bragte det på bane.

”Kan vi ikke godt glemme, at vi ville mødes på stranden? Og alt det andet også,” tilføjede jeg hurtigt. Hans blik var undrende, og jeg uddybede ”Jeg er lige blevet gode veninder med Molly, og det… det vil jeg ikke kaste over styr for dig. Det ville jo ødelægge alt, hvad vi lige har bygget op.”

Noah lænede sig ind mod mig. ”Hvad har I bygget op?”

”Et venskab,” svarede jeg med min allermest tydelige stemme.

”Og hvad havde vi bygget op?” Hans blik var lokkende, da han så på mig gennem sine lange øjenvipper.

”Ikke noget, Noah!” udbrød jeg raskt og skubbede mig væk. Også for min egen skyld indså jeg pludselig. Noah havde stadig evnen til at gøre min knæ til gelé.
”Noah, vi havde ikke noget! Og hvad jeg prøver at sige er, at det, som vi havde, aldrig bliver til mere…” Min stemme døde hen, da jeg indså, hvad jeg lige havde indrømmet.

Han fangede det også, og igen rykkede han tættere på mig, så vores lår rørte hinanden. Han tog min hånd og kiggede direkte på mig. ”Du indrømmer det jo selv, Nellie. Prøv ikke at flygte.”  Hans stemme var magnetisk, og jeg kunne ikke løsrive mit blik fra hans ansigt. Langsomt strøg han mit hår tilbage, og jeg skælvede under hans berøring. Det her er jo slet ikke som Tistrup, hørte jeg mig selv tænke, og straks blev jeg grebet af skyld. Noah var Mollys, og det havde han været siden, de var børn. Jeg kunne ikke sidde her med ham. Jeg måtte ikke, og jeg ville ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...