Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1037Visninger
AA

23. ”Hvorfor har du så meget chokolade med?”

Jeg så mig om på det tomme værelse. Mit hjerte gjorde ondt, og det føltes som om, det ville brække i tusind stykker. Molly var væk. Jeg havde mistet hendes venskab. Og jeg ville aldrig få det tilbage.

Langsomt lod jeg mig glide ned af væggen. Min krop var gået i stå. Jeg kunne ikke opfatte noget. Så begyndte min krop på små hikst. Jeg kunne mærke hele min overkrop hæve og sænke sig i takt med hikstene. Selvom jeg prøvede at kontrollere det, bredte de sig hurtigt, og dernæst kunne jeg ikke forhindre gråden. Den kom som en syndflod og trak mig ned under vandet. Jeg kunne intet gøre for at stoppe den, og jeg måtte pænt vente på, at den var ovre, mens den trak huse og træer med sig. Jeg lagde mig ned på trægulvet og krummede mig sammen, mens brølene fortsatte.
Lige nu savnede jeg min mor. Eller bare en der ville holde om mig og trække smerten ud.

Jeg havde mistet Molly. Den tanke fløj igennem mig, mens jeg holdt om mine ben for at forhindre dem i at ryste. Hun havde smidt mig ud af mit eget værelse, jeg havde intet sted at gå hen, og vi ville aldrig mere fnise sammen eller sende hinanden et blik, når nogen sagde noget dumt. Jeg kunne stadig mærke Mollys vrede omkring mig som en aura, og jeg huskede hendes tårer blandet med raseri. Hvorfor kunne jeg ikke spole tiden tilbage? Bare til en dag hvor vi var bedste venner og ikke… det, vi var nu.

Til sidst, da jeg følte mig så tom indeni som en efterladt flaske, satte jeg mig op. Jeg måtte hellere pakke. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, men jeg vidste, at jeg ikke ville være her, når Molly kom tilbage. Hvis jeg var her, ville jeg ikke kunne svare for konsekvenserne. Med følelsen af et hævet og oppustet ansigt famlede jeg rundt efter min taske. Mollys og mine ting var så blandede sammen, at jeg ikke anede, om det nu var min top eller hendes. Jeg hældte alting ned i min kuffert uden at bekymre mig om, tøjet nu ville blive krøllet, eller shampooen ville løbe ned i tasken.
Endelig var alle tegn på, at der nogensinde havde boet to piger på det værelse, som forsvundet. Min seng var redt, og mine hylder var tomme.

Tårerne pressede sig igen på, da jeg for en sidste gang kiggede ind på værelset. Og på mit og Mollys venskab. Med et smæk lukkede jeg døren, og håbede det kunne trylle mine tårer væk.

Så satte jeg mig ud på gangen og gjorde det behageligt på det lyse parketgulv. Jeg havde ikke andre steder at gå hen.


Jeg måtte være døset væk, for da jeg åbnede øjnene igen, stod Josefin foran mig.

”Hvorfor sidder du dog her?” Hendes stemme var undrende, da hun lavede en tyggegummiboble. Den brast med det samme.

Tårerne sved i mine øjenkroge. ”Molly har smidt mig ud.” Jeg følte mig så modløs, og jeg overvejede mest at tage tilbage med båden og græde ud hos min mor.

”Hvad? Hvorfor?” Uden opfordring satte Josefin sig ned ved siden af mig, og hendes blik var afventende.

Jeg blev enig med mig selv om, at hun ligeså godt kunne få det at vide. Det ville være ude i lejren før eller siden. Jeg gættede på, at Molly allerede var ved at fortælle det til alle, der gad lytte.
Det lykkedes mig at fortælle historien uden at græde. Mit trick var at holde min stemme monoton og låse alle følelserne inde i et skab.

Josefins stemme var tydeligt forarget, da hun udbrød ”Det er sgu da ikke i orden!”
”Nej, jeg ved det godt. Du behøver ikke træde i det. Jeg ved godt, jeg har opført mig utilgiveligt.”

Hun kiggede på mig med løftede bryn, som om hun troede, jeg lavede sjov. ”Jeg snakker ikke om dig. Jeg snakker om Molly.”

Denne gang kiggede jeg undrende på hende. ”Det, jeg gjorde var da forfærdeligt! Det gør man da ikke, hvis man er bedste venner.”

Josefin sukkede og rejste sig. Jeg kunne godt forstå, hun ikke ville være sammen med en person, der opførte sig så dårligt. Men at Josefin alligevel ville foretrække Molly, havde jeg dog alligevel ikke troet.

”Kom.” Hun gik ind på sit værelse. Jeg blev siddende med en undrende mine. Hvad mente hun dog?
Josefin stak hovedet ind på gangen. ”Kom nu.”
Med sløve og langsomme bevægelser rejste jeg mig fra gulvet, hvor jeg næsten var groet fast. Jeg trak min bagage ind på hendes værelse og stillede mig lige ved døren.
Josefin havde lagt sig i sin seng, og da hun så mig, rejste hun hovedet. ”Ja, du får den anden seng.” Hun talte tydeligt som om, jeg ikke virkede alt for kvik.

”Hvad mener du?” Min stemme var en hvisken, men jeg forstod hende ærligt talt ikke.
Josefin rejste sig på albuerne og sukkede. ”Du vil vel sove her?”

Jeg stirrede på hende, og hun kiggede forbavset tilbage. ”Er det ikke det, du vil?”
”Jamen, må jeg virkelig?” Jeg rynkede usikkert brynene og tog et fast tag i min kuffert.

Jeg hørte Josefins suk, og hun satte sig brat op i sengen. ”Nellie,” sagde hun langsomt, men med en venlig stemme. ”Ikke alle er som Molly.” Når hun sagde det på den måde, lød det som en fornærmelse. Hun rullede rundt og så på mig med et overlegent udtryk. ”Som jeg har forstået, har du ikke andre steder at sove, vel? Hvad så med at droppe det forvirrede udtryk i ansigtet og begynde at pakke ud?”

Jeg klappede munden i. Derefter gjorde jeg simpelthen, som hun sagde. Josefin læste i en bog, men alligevel følte jeg, hun overvågede mig, mens jeg lagde mit tøj ind på hylderne. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvor sirligt Josefins tøj lå. Endda i farvekode. Jeg gad ikke engang opdele toppe og shorts. Alt blev lagt i et stort miskmask. Og jeg orkede ikke at gøre noget ved det. Jeg var træt.

Heldigvis lå der allerede et velduftende lagen på sengen, og jeg lod mig dumpe ned på sengen med et suk.
”Er der noget galt?” Josefin vendte en side i sin bog.

Jeg trak på skulderen og trak mig op på en pude. ”Ja.” Josefin havde ikke meget forståelse for, at jeg havde mistet et skønt venskab. Igen pressede tårerne sig på, men denne gang fortrængte jeg dem. Jeg orkede ikke at græde mere. Jeg var simpelthen for træt. Mine ben og arme føltes tunge; som om gigantiske jernkugler var bundet til dem og tyngede mig ned. Mest af alt havde jeg lyst til at lægge mig ned og sove i tusind år. Det kunne måske fjerne den trykkende smerte i brystet og mine sløve øjne.

Josefin lagde bogen fra sig, og blikket, hun sendte mig, var vidende og gammelklogt. ”Nellie, dit venskab med Molly…” Hendes suk sagde alt. ”Ja, hvad skal jeg sige?”
Hendes suk gjorde mig vred. Hun kunne ikke tillade sig at være fordømmende og kritisk. ”Hvad ved du overhovedet om det? Hvorfor udtaler du dig om noget, du ikke kender en skid til?” Jeg skulle lige til at vende ryggen til hende bare for at understrege, at jeg var utilfreds, men hendes næste sætning fastfrøs mig.

”Jeg har da været venner med Molly.” Hun sagde det som den mest naturlige ting i verden, men jeg var målløs. Mine tindinger dunkede, og jeg pressede mine fingre mod dem og kørte dem rundt i cirkler for at massere dem. Den her dag blev vildere og vildere. Alle de hemmeligheder, der var imellem de her børn. Hvem ville have troet det?
Josefin satte sig op og lod de bare fødder glide ned på gulvet. ”Vi startede alle sammen med at være venner. Dengang var vi bare ti uskyldige børn på eventyr. Det skulle hurtigt ændre sig.” Jeg ville næsten sværge på, at det grå i hendes øjne et sekund så mørkt ud, men måske var det bare min fantasi.

Et øjeblik var hun ved at fortabe sig i minder, men hun rystede hovedet for at slippe af med dem. ”Så jo, jeg ved noget om emnet. Jeg har selv været venner med Molly. Jeg ved, at det virker som en speciel ting, ja, endda et fantastisk og unikt venskab, men…” Hendes stemme døde hen, og hun rømmede sig. ”Jeg har haft et break-up med Molly, og jeg har jo overlevet. Det kan du også. Og selvom det virker som den mest forfærdelige ting i hele verden, så ændrer det sig hurtigt. Det lover jeg.” Hendes stemme var indtrængende og ærlig. Hun kiggede på mig med store, lyse øjne, og jeg sendte hende et lille nik for at vise, at jeg havde forstået det. Nikket afslørede dog ikke, om jeg var enig, eller om ordene trængte ind.

”Jeg ville bare lige sige det,” mumlede Josefin. ”Du virker jo ked af det, og det var jeg også. Jeg forstår dig godt.” Hun kiggede på mig et øjeblik, før hun vendte næsen tilbage i sin bog.

”Hvad var det, der ændrede alt mellem jer?” Igen holdt jeg vejret, indtil hun svarede. Sjovt nok reagerede hun fuldstændig som Christer. Hun stivnede fuldstændig, og et sekund lignede hendes ansigt ren rædsel. Så lagde hun ansigtet tilbage i de rette folder og trak på skulderen. ”Vi voksede fra hinanden. Det er naturligt, og hvad man kun kan forvente.” Hun sendte mig et smil for at vise, at det ikke var alvorligt, men smilet nåede aldrig op til øjnene.

Jeg troede ikke på hende. Måske var jeg ikke en god menneskekender, men jeg kunne godt se, om folk undgik sandheden eller ej.

Men jeg kunne stadigvæk godt lide Josefin. Lige nu var hun alt, jeg havde. Derfor valgte jeg ikke at bore i det, og i stedet skiftede jeg emnet. ”Hvad læser du?”

”Dickens,” lød svaret, ”En fortælling om to byer.” Først nu så jeg, at hendes bog var en slidt paperback. Hun så, hvor jeg kiggede hen og smilede et lille smil. ”Jeg har simpelthen læst den så mange gange. Hver gang jeg bliver færdig med bogen, begynder jeg bare igen. Så god synes jeg den er.”

”Du skulle vel ikke have noget, jeg kunne læse i?” spurgte jeg, mens jeg vendte mig i sengen. Jeg kunne jo ikke lide at læse, men jeg tænkte, at det måske kunne være en måde at nå ind til Josefin på.

”Jeg har ikke andre bøger, men det inderste skab skulle der vist være nogle blade. Modeblade og sådan noget.”

Jeg rejste mig stadig med følelsen af, at jeg havde jernsko på, der tyngede mig ned, når jeg gik. Det første, jeg så, da jeg åbnede skabet, var den hylde over bladene. Den var fyldt op til randen med chokolade.

”Hvorfor har du så meget chokolade med?” spurgte jeg, da jeg gik tilbage til sengen med favnen fyldt med blade.

Josefin fnisede og lagde bogen fra sig. ”I den seneste tid har jeg virkelig cravet chokolade. Derfor købte jeg et kæmpe lager, da jeg skulle herhen. Du skulle have set folk glo, da jeg købte det.” Hun fniste igen, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.
Hun rejste sig. ”Vi kan ligeså godt spise noget. Chokolade er den eneste måde at dulme sine sorger på. Er der noget specielt, du vil have?”
”Du har vel ikke en Twix?” Jeg strakte hals for at se, om jeg kunne se dens velkendte emballage et sted på hylden.
”Der var du heldig. Der er lige præcis én tilbage.” Josefin lukkede skabet og smed Twixen over til mig. Selv lagde hun sig tilbage i sengen med en Marabou-plade. ”Du siger selvfølgelig bare til, hvis du vil have Marabou. Det håber jeg, du vil. Jeg skal ikke spise en hel plade alene.” Hun rystede på hovedet og lagde chokoladen på sit bord. ”Må jeg ikke få et madmagasin?” Hun nikkede, da jeg pegede på et magasin. ”Ja, det er helt fint.”

Vi lå begge lige så lange, vi var, med chokolade og blade, og jeg nød faktisk en stille dag. Selvom ingen af os snakkede, var det ikke en ubehagelig tavshed. Sådan havde det ikke været med Molly. Hvis Molly ikke havde kvidret, havde hun været sur på mig. Det var noget, man skulle vænne sig til.

Pludselig ringede nogen med klokken til aftensmad, og jeg stirrede på Josefin. Jeg kunne ikke skjule min angst. Ville alle vide det nu?

Josefin lagde langsomt bladet fra sig, og hendes blik var bekymret. ”Kan du klare det? Eller vil du hellere blive her? Jeg kan sige, du har… spist for meget chokolade?” Hun fnisede, et tydeligt forsøg på at gøre mig i godt humør igen.

”Jeg vil ikke give Molly den tilfredsstillelse.” Min stemme var stille, men jeg var sikker. Jeg tog et par dybe indåndinger og gik hen for at inspicere mig selv i spejlet. På trods af jeg var et nervevrag, skulle jeg helst ikke ligne det. Molly skulle ikke få den tilfredsstillelse. Det måtte hun ikke.

Mens jeg redte mit hår, kunne jeg mærke smerten ramme mig som en mavepuster igen. Molly havde smidt mig væk, som om jeg var en fedtet, brugt McDonald’s pose. Nej, mindede jeg mig selv om, det er faktisk Noahs skyld. Den slange.
Jeg lagde et lag concealer under øjnene for at fjerne hævelsen. Så skulle der bare et lille smil til at fjerne tristheden. Smilet gled ned igen, så snart jeg havde prøvet at sætte det på. Det var vist for tidligt.

”Jeg synes, det er meget beundringsværdigt, at du kommer til aftensmaden. Det forventer Molly sikkert ikke,” bemærkede Josefin, da vi gik på stien. Jeg havde helt sikkert spist for meget chokolade. Det kunne jeg mærke, da vi gik, og chokoladen lå godt nok tungt i maven.

”Vil hun da gøre noget ved aftensmaden?” Josefins bemærkning gjorde mig kridhvid i ansigtet, og jeg begyndte nervøst at trippe i mine sandaler.

”Nej, nej,” hun rystede afværgende på hovedet. ”Hun plejer bare at være… Molly.” Det var vist den letteste forklaring. Jeg forstod. Man kunne ikke forklare det på andre måder, end at hun var Molly.

”Blev I uvenner over Noah?” spurgte jeg efter en indskydelse og uddybede ”Du ved, ligesom hun og jeg blev?”
”Nej.” Josefin så ned i jorden og ville tydeligvis ikke uddybe det, på trods af jeg følte, at det var en vigtig information. Men det var vigtigt ikke at presse hende.

”Men har han prøvet på noget? Du ved… kram, kys og så videre?”
Hun kiggede længe på mig, før hun nikkede. ”Sidste år. Men Molly fandt ikke ud af det… Hun fandt ikke ud af det med ham og mig.”
Hun sagde det på en måde, der fik mig til at rynke panden og undre mig. ”Fandt hun da ud af det med en anden?”

Josefins nik var næsten usynligt, men jeg så det alligevel. ”Saga?” var min første tanke. Hun svarede ikke. ”Nellie, vær nu sød.” Hendes stemme var bedende. ”Jeg… jeg kan ikke.” Hendes hviskende stemme mindede mig om Christers. Den blanding af anger og skræk glemte man ikke med det samme.
Vi fortsatte i tavshed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...