Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1046Visninger
AA

24. ”Hvordan har hun det? Altså, Molly?”

”Nellie!” Jeg hørte lyden af gummisko på grus, og nogen råbte mit navn. Jeg skyggede med hånden for solen, så jeg kunne se, hvem det var. Christer. Selvfølgelig.
Hele dagen havde han virket ivrig for at snakke med mig, men jeg havde været optaget med Josefin. Vi havde vandret en lang tur sammen med Lotta, og det havde faktisk været enormt hyggeligt. Endnu en ting jeg aldrig havde prøvet, mens jeg havde venner med Molly.

”Hvor er du på vej hen?” Christer stoppede forpustet foran mig, og jeg spekulerede på, om han havde løbet helt nede fra stranden.

”Jeg har madtjansen sammen med Lilly og Wilma.”
”Det er da godt, din makker ikke var Molly.” Christer trak på smilebåndet, og jeg nikkede. ”Jeg var også glad! Molly og jeg kan jo ikke engang være i samme rum mere.”
Det var rigtigt. Så snart Molly havde set mig til aftensmaden, havde hun væltet og var løbet. Lilly og Wilma var løbet efter hende, og alles øjne havde rettet sig mod mig. Jeg havde også haft lyst til at løbe efter hende, men Josefin havde holdt mig tilbage. Det vil ikke hjælpe, havde hun sagt.

”Så hvad blev dig og Molly uvenner over? I plejede jo at hænge sammen som tyggegummi på asfalten.” Jeg smilede over den sammenligning, men samtidig mærkede jeg galden. Jeg kunne ikke fortælle Christer, at jeg havde kysset med Noah. Det virkede helt forkert, og jeg var sikker på, han ville se på mig med skuffede øjne.
”Bare… Ikke noget.” Jeg kunne ikke se ham i øjnene, og jeg gjorde mine til at gå videre, men han greb fat i min arm.
”Det var ikke bare ’ikke noget’.” Hans blik var borende. ”Helt ærligt, Nellie, jeg kender Molly. Sig nu hvad der skete.”
”Noah fortalte, jeg havde forsøgt at kysse ham til Grillaften.” Min stemme var kun en hvisken, og jeg kunne stadig ikke kigge ham i øjnene.
Et gisp lød fra hans mund. ”Gjorde du da det?” Hans blik føltes så eftersøgende, og jeg vred mig under det. ”Gjorde du det, Nellie?”

Jeg vred mig løs fra hans greb og slog ud med armene. ”Nej! Jo! Altså, vi kyssede, det gjorde vi. Jeg ved ikke, hvem der startede, men… vi kyssede. Det gjorde vi.” Min vrede aftog hurtigt og blev efterfulgt af ord, der snublede over hinanden, og en skam. Jeg kunne stadig ikke kigge på Christer, og jeg mærkede varmen stige op i mine kinder.

Christer kiggede på mig. Ganske rigtigt med skuffelsen malet i øjnene. Det gjorde ondt.
”Hvad vil du have, jeg skal gøre?” hviskede jeg med tårer pressende på.

Han svarede ikke, og denne gang var det ham, der ikke ville møde mit blik. ”Jeg kommer for sent,” mumlede jeg og forlod ham, mens jeg fjernede tårerne med en hidsig bevægelse. Hvorfor endte vi altid med at skændes? Og hvorfor fik han mig altid til at føle sådan?

Jeg lagde ansigtet i de rette folder, før jeg smækkede døren til køkkenet op. Lilly og Wilma stod tæt sammen og hviskede ophidsede til hinanden, men så snart de så mig, tav de. Jeg sukkede indvendigt. Lilly og Wilma havde vist kun accepteret mig, fordi jeg var venner med Molly.

”Undskyld, jeg kommer lidt sent,” mumlede jeg, men Lilly rystede med hånden. ”Det gør da ingenting.”
Wilma tilføjede. ”Og Nellie, vi ved godt, hvad Noah har gjort, og du skal vide, vi støtter dig, men…” Hendes stemme døde hen, og hun bed usikkert i en negl.
”Vi kan ikke sige noget til Molly, der vil få hende til at tilgive dig. Det er desværre for sent.” Lilly færdiggjorde sætningen, og jeg havde aldrig set hende så alvorlig før.
Jeg nikkede og sendte dem et lille smil. ”Tak. Alligevel.” Lilly og Wilma ville aldrig nogensinde blive tætte veninder, og jeg ville ikke fortælle dem nogen hemmeligheder mere, men jeg ville gerne bevare et godt forhold til dem. De gjorde jo også deres bedste, og vi skulle jo alle sammen overleve på øen.

”Hvordan har hun det? Altså, Molly?” Jeg satte mig ved bordet, mens min hjerte dunkede ekstra hurtigt. Efter alt betød Molly stadig noget for mig. Selvfølgelig gjorde hun det.

Lilly og Wilma kiggede kort på hinanden, før Wilma sukkede. ”Hun vil nok ikke have, at vi siger det, men…” Endnu et blik blev udvekslet mellem dem. ”Hun er virkelig knust. Jeg er virkelig ked af, at Noah er et svin. Vi havde det så godt sammen. Det var så hyggeligt.” Jeg nikkede, og stilheden sænkede sig over køkkenet. Vi huskede vist alle sammen tilbage på de gode tider. Kun to uger. Hvorfor havde det føltes som to år?
Lilly brød stilheden, og med en fortrolig mine nævnte hun ”Det er jo også anden gang, hun –” Før hun havde færdiggjort sætningen, havde Wilma givet hende et spidst tryk i siden, der sikkert gjorde ondt.
”Stille, Lilly,” hvæsede hun, og Lilly tav med det samme med et skyldtynget udtryk i ansigtet. Hendes ansigt hang, og hun lignede ikke sig selv.
Wilma prøvede straks at glatte ud. ”Ved du, hvad jeg fandt på badeværelset for en halv time siden?” Straks fnisede Lilly, og hendes dårlige humør var som glemt. ”Du vil aldrig tro det. Det bliver den bedste sladder på hele lejren.”

Min nysgerrighed blev vakt, og jeg spurgte med ivrig stemme. ”Hvad er det?” Det kriblede i mine hænder efter at føle mig som en del af de to pigers vennekreds.
Wilma så tilfreds ud. Hun havde opnået, hvad hun ville: Nysgerrighed og opmærksomhed.

De lænede sig begge mod mig, og efter en teatralsk pause hviskede hun ”En graviditetsprøve.”
Jeg kunne ikke undlade at gispe højt, og min hånd røg op foran munden. ”Det er da løgn.”
Wilma rystede fnisende på hovedet. ”Nej, er det ikke vildt?” Hun holdt hånden op foran munden for at stoppe fnisene.

”Men hvem… ejer den?” Var der virkelig nogen på øen, der mente, de var gravide? Det var jo sindssygt.
”Altså, det er vel ikke din?” Wilma så på mig med et løftet øjenbryn for at få en bekræftelse, og jeg rystede straks på hovedet. ”Nej! Nej, jeg har ikke engang…” Det ville jeg alligevel ikke fortælle dem. Jeg rømmede mig og sagde i stedet. ”Nej, det er bestemt ikke min.”

”Det tænkte vi nok,” Lilly blandede sig i samtalen med et nik. ”Det tænkte vi nok. Det er heller ikke min. Eller Willis.”
Hun holdt en melodramatisk pause og kiggede alvorligt på os, før hun hviskede ”Så kan der kun være en person her på øen, der kan have brugt den graviditetsprøve.”
Vi tænkte vist alle sammen på den samme person.
”Molly,” erklærede Wilma, og vi så alle sammen på hinanden. Det var jo sindssyg viden. Var Molly virkelig gravid?

”Er I sikre?” Min stemme dirrede. Man kunne ikke beskylde nogen, før man havde beviser.  

De rystede begge på hovedet, og en smule af spændingen røg af. ”Selvfølgelig er vi ikke sikre, men hvem skulle det ellers være?”

Jeg tænkte et øjeblik over det og spurgte i alvor ”Lotta eller Eva kunne da også blive sene mødre?”
De spruttede begge af grin, og jeg kunne mærke rødmen stige op i mine kinder. ”God joke, Nellie,” Lilly lo en rå latter og klappede mig på skulderen. Jeg havde jo faktisk ment det alvorligt, men det ville jeg ikke nævne for dem nu. Wilma tørrede en tåre væk fra øjenkrogen og fortsatte ”Der er da ingen mænd, der så meget som vil kigge på Eva, og Lotta er så underlig med sin dårlige humor. Nej,” besluttede hun, ”det kan kom være Molly.”
Lilly skulle til at sige noget, da døren gik op. Vi stivnede alle tre, og jeg turde først ånde lettet op, da jeg så, det var Lotta.
”Hva’, er I ikke gået i gang endnu? Piger, vær nu ikke så smølende! Ellers må jeg sende en dreng over til jer, så I kan få lavet noget!” Hun viftede af os med en finger, men vi kunne se, at hun ikke var sur. Hun havde et godmodigt glimt i øjet, som jeg aldrig nogensinde havde set hos Eva.
Vi begyndte straks at rumstere rundt med hurtige bevægelser, mens vi snakkede i munden på hinanden. Alt sammen for at vise Lotta at alt var i den skønneste orden.

Jeg begyndte straks at skrælle kartoflerne, mens Wilma og Lilly kastede sig over kødet. Først da Lotta var gået udenfor, og vi havde hørt smækket fra hoveddøren, kunne vi ånde frit.

”Tror I, hun hørte noget?”
Jeg rystede på hovedet, mens jeg prøvede at afskrælle skrællen af i et tag . ”Lotta er skam god nok. Hun hørte ingenting.”

Vi fordybede os i vores arbejde, og i flere minutter hørtes kun lyden af knive mod skærebrætter og lyden af de kogende kartofler.

Da jeg stod og krydrede kartoflerne med muskatnød og salt, kom jeg pludselig til at tænke på noget. Noget af største vigtighed og som fik min mave til at krølle sig sammen af nervøsitet.  ”Men,” jeg vendte mig mod dem, dybt inde i mine egne tanker, ”var prøven så positiv eller negativ, Wilma? Ved du det?”

Wilma trak på skulderen. ”Ej, det tjekkede jeg sgu ikke lige. Jeg smed den bare ud, så gimpen ikke skulle få fat på dem og begynde at stille spørgsmål.” Hun holdt et sekunds tænkepause. ”Tænk lige hvis de ville indkalde til møde og snakke om bierne og blomsterne eller noget i den dur. Det ville simpelthen være så pinligt.”

”Jeg ville simpelthen dø,” Lilly blandede sig i samtalen. ”De gør jo også utroligt meget for at... I ved, holde os fra drengene.” Hun kunne ikke lade være med at fnise.

”Jeg troede ikke, Molly havde noget at gøre med andre drenge? Hun…” Jeg tav. Jeg huskede pludselig noget, hun havde fortalt mig dengang med vores fortrolighed. Molly var jo jomfru. Hun gemte jo sig selv til Noah. Erkendelsen fik mig til at blinke kraftigt med øjnene. Jeg kunne mærke, hvordan mine tanker begyndte at suse rundt. Nu forstod jeg ingenting.

Lige før jeg var ved at hyperventilere, fik jeg endelig ro på mig selv. Måske havde Molly ikke været ærlig. Eller også havde hun måske glemt det, eller også ville hun gerne fortrænge det? Det var i hvert fald hende. Det var helt sikkert. Min vejrtrækning faldt langsomt til ro, og jeg ændrede min sætning. ”Jeg troede ikke, Molly havde noget at gøre med nogen drenge? Er hun ikke fuldkommen forblændet og forelsket i Noah?”
Pigerne skar en grimasse. ”Hun fortalte da noget om en vis August sidste år. Ham talte hun da i hvert fald om i den første uge,” berettede Wilma. ”Men så…” De skævede til hinanden og havde tydeligvis ikke lyst til at fortsætte.

”Hvad?”

Lilly begyndte tøvende. ”Det er kun et rygte, men…” Hun tav igen, men mit blik opfordrede hende til at fortsætte. ”Der går rygter om, at Molly havde noget med Christer. At de blev fanget af Lotta, mens de kyssede.”
Jeg snappede efter vejret og prøvede at fordøje den information. Det havde jeg ikke ventet. Aldrig i min vildeste fantasi.

”Men det er kun rygter, Nellie. Kun rygter!” Lilly understregede det flere gange, men jeg kunne stadig ikke fokusere på noget. Jeg svimlede og prøvede at blinke flere gange. Pludselig vidste jeg, hvad jeg måtte gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...