Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1032Visninger
AA

1. ”Hvad troede du da det her var, prinsesse? En luksusferie i Syden?"

Kaptajnen lignede en pirat. Det var det allerførste, jeg lagde mærke til. Han havde et tykt, gråt skæg, brune arme efter mange år udenfor og da han var iført en rødternet skovmandsskjorte rullet op til ærmerne, kunne jeg se tatoveringen, der bølgede fra håndleddet til albuen. Jeg forventede næsten, at han ville afsløre et træben i samme sekund, han lod broen til skibet falde ned.

Han gav et grynt fra sig, da jeg gik over broen og satte mig ved rælingen. Gryntet viste tydeligt utilfredsheden ved at skulle sejle ud til øen med kun én passager. Og så endda på sin fridag.

Mor havde som sædvanligt klokket i det og misforstået dagen, vi skulle sejle.

Derefter havde hun pudset mormor på den stakkels kaptajn, der ellers sad med sin kaffe og nød solen. Med en fortid som advokat var mormor god til at diskutere – og vinde! Det tog ikke mere end en ti minutters tid med høje stemmer og fagter, før kaptajnen rejste sig og gik ombord på ”Annika”, som jeg havde læst på skibet, mens de havde diskuteret.

Jeg vendte blikket mod havnen, hvor mor og mormor stod.

”God tur!”, råbte mor, mens mormor bare smilede og vinkede. ”Jeg henter dig om en måned!”, råbte hun.

Jeg vinkede uengageret tilbage og vendte blikket med kimingen.

Jeg havde stået på scenen og modtaget mit afgangsbevis iført en hvid kjole, trykket lærerne hånden til ’farvel’ og krammet mine klassekammerater med en rød sodavand i hånden, mens aftenmulden faldt på og gav armene gåsehud, og før jeg vidste af det, var folkeskolen forbi, og jeg var fri. Fri lige indtil min mor kom hjem og fortalte om den her fantastiske sommerlejr på en øde ø. Fire uger på en ø sammen med ni andre unge og masser af frisk luft. En perfekt mulighed for at skabe nye venskaber og mærke den svenske natur. Før jeg vidste af det, havde hun tilmeldt mig. Det skete faktisk samme dag. Dog havde hun ikke fået fat i den ene vigtige detalje som, hvilken dag man skulle sejle ud til denne fantastiske ø.

Derfor sad jeg her på båden dagen efter, alle andre var taget ud på øen. Som om det ikke var nok, at jeg skulle bruge hele min sommerferie på en ø, når jeg meget hellere ville kunne ligge i hængekøjen hjemme i haven og få noget sol på min blege krop. Jeg skulle også komme en dag efter alle de andre, så jeg ville fremstå anderledes. Igen. Og alt det, fordi min mor var faldet i snak med en fremmed i bussen, som havde fortalt hende om denne vidunder-ø. Som livet dog er pudsigt.

Båden startede hostende, og jeg kunne ikke forhindre min vejrtrækning i at blive hurtig og hivende. Jeg prøvede at få min vejrtrækning under kontrol, mens skumsprøjtene ramte min arm, og solens stråler varmede mit hår. Jeg lagde pludselig mærke til, at mine ene hånd var knyttet, og at fingerneglene borede sig ind i håndfladen. Min vejrtrækning blev stadig mere hivende, og jeg trak vejret hurtigere og hurtigere. Pludselig kom hvide prikker for øjnene, og i små glimt sortnede det. Med én hurtig bevægelse fik jeg hånden ned i mit net, og jeg greb krampagtigt om den brune papirspose, hvor min frokost lå i. Jeg vendte bunden i vejret på posen uden at se, hvor indholdet endte. Med hvide prikker for øjnene førte jeg endelig posen til munden, mens jeg prøvede at trække vejret langsommere.

Den dundrende hovedpine forsvandt lidt efter lidt, ligesom min vejrtrækning blev lettere. Til sidst kunne jeg fjerne posen og kigge på båden.

Æblet fra mormors krogede æbletræ, som jeg skulle have haft til frokost, trillede rundt ovre på den anden side af skibet. Under resten af turen holdt jeg blikket stift rettet mod det, og mine øjne fulgte dens mindste bevægelser.

Til sidst stoppede båden, og jeg så på, at kaptajnen fastgjorde båden til klippebroen. Jeg greb min taske og min rullekuffert og styrtede over gangbroen, mens jeg mumlede et stille tak.

Båden lagde straks fra havn igen, og jeg så på, mens skibet sejlede væk. Det virkede som om, det sejlede dobbelt så hurtigt nu. Kaptajnen ville vist bare væk fra herfra, tænkte jeg, men det var jo også hans fridag, mindede jeg mig selv om.

Jeg begyndte langsomt at vandre ind på fast grund. Rullekufferten skramlede over den ujævne asfalt, og det lød højt på den tavse ø.

På fast grund satte jeg mig på skråningen mellem sommerblomster og humlebier. Der var så stille på øen især nu, hvor rullekufferten stod parkeret ved siden af mig. Ikke en lyd hørtes der. Havet slog lige så stille ind over stenene, men det var alt.

Pludselig hørtes en raslen i græsset, og en hånd blev lagt på min skulder. Jeg udstødte et hyl og sprang i vejret.

”Det må du godt nok undskylde. Det var da godt nok ikke min mening at forskrække dig. Du må være Ellen? Ellers ville det da være lige godt sørens, hva’?” Kvinden foran mig klukkede af latter og begyndte at gå væk fra mig.

”Kommer du eller hvad?” råbte kvinden, da hun havde taget 10 skridt, og jeg stadig ikke var begyndt at gå. ”Ja, vi har da ikke hele dagen, så du må da lige godt se at komme.” Hun klukkede igen for sig selv og fortsatte med at gå.

Jeg småløb op til hende med rullekufferten susende efter mig. Hun stoppede endelig med at tage skridt på størrelse med en kæmpe og ventede på mig.

”Du er da Ellen, ikke?” spurgte hun med rynke i panden. Før jeg kunne nå at svare, fortsatte hun ”Ja, for ellers har vi da lige godt nok noget af et problem.” Hun lo igen sin høje og støjende latter, der formåede at fylde hele øen ud. ”Ja, jeg er så Lotta, en af de tre ledere her på øen. Eva og Matti er i hovedhuset, men dem skal du selvfølgelig også møde.”

Mens vi gik, snakkede Lotta som en, der havde været alene i 15 år på en ø, og endelig havde set et andet menneske, men jeg havde på fornemmelsen, at det bare var hendes facon. Ikke en gang fik jeg tid til rent faktisk at besvare hendes spørgsmål, før hun var videre til det næste. Jeg havde ikke engang bekræftet, at jeg rent faktisk var Ellen, men det virkede hun ligeglad med. Lotta åbnede den tunge trælåge for mig, som viste, hvor det var privat grund, hvor turisterne ikke måtte komme. ”Ja, turisterne ynder at komme her på endagsture,” forklarede Lotta, ”det er derfor, her er en kiosk.” Hun hentydede til det hvide hus, vi var gået forbi for to minutter siden. Vi nåede til et enormt kroget egetræ, der delte vejen i to. Man kunne fortsætte ind i skoven eller dreje til højre ud på sletten. Lotta drejede til højre, og jeg fulgte efter, skramlende med min rullekuffert. Vi fortsatte ud over sletten. Min rullekuffert bumlede over rødder, der lå tværs over vejen, og jeg prøvede at styre min kuffert uden om alle ekskrementer fra et dyr, jeg ikke kunne tyde. Det tyndede ud i træerne, og vi drejede om et sving. Lotta havde fortalt, at lejren lå lige ved svinget, og jeg forestillede mig allerede fire telte slået op rundt om et bålsted. Mor havde ikke nævnt med ét eneste ord, om vi skulle sove indenfor, i telte eller under åben himmel. Alt havde handlet om, at det ville være en fantastisk ny chance og en perfekt måde at udnytte sommeren på.

Jeg kunne heldigvis ånde lettet op. Det var ikke en rigtig lejr, jeg skulle bo i. For enden af skovvejen med granitklipper på venstre side og det spruttende hav på den højre lå en gruppe af tranebærfarvede huse formet som en hestesko. Længere ude kunne jeg se et knejsende fyrtårn omgivet af klipper. Husenes røde farve slog mig i møde, og på en måde passede de slet ikke til de afdæmpede og naturlige omgivelserne.

”Huset, der vender ud mod vejen, er hovedhuset,” forklarede Lotta, mens vi gik. ”Derinde spiser vi, og det er også der, vi laver kreative og sociale ting sammen. Det er jo også  det største hus, da det har to etager. Vi, voksne sover der også.” Hun kiggede på mig ud af øjenkrogen og udbrød så ”Ja, men altså ikke sammen, hvis det var det, du troede!” Hun grinede igen for sig selv, mens jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige eller gøre.

”Jeg tror, de fleste er ude at gå en tur, så hvad med, at jeg lige godt laver en hurtig rundvisning, og så viser jeg dig dit værelse?” Igen nåede jeg ikke at svare, før hun fortsatte ”Ja, det er jo ikke dit værelse, for du deler med Molly, men næsten.” Hun gryntede igen og syntes selv, hun var meget morsom.

Jeg rynkede straks panden. ”Skal jeg dele værelse med nogen?”

Hun så på mig. ”Hvad troede du da det her var, prinsesse? En luksusferie i Syden? Det var da lige godt...” Hendes stemme døde hen, men hun kiggede stadig på mig på en måde, der ikke lagde skjul på, at hun mente, jeg var en forkælet tøs.
Jeg knyttede hænderne og kiggede væk. Hvorfor havde mor ikke sagt noget? Hun vidste, hvordan jeg havde det med at sove sammen med andre mennesker.

”Jeg –” begyndte jeg, men hun afbrød mig med det samme ”Prinsesse, sådan gør vi herude. Det er jo en venskabslejr og ikke badeferie, du er på. Husk det.”
Lotta satte farten op - et tydeligt tegn på utilfredshed, når hun før havde tilpasset sit tempo til mig og mine tasker.

Først da vi var fremme ved hovedhuset, stoppede hun ved hoveddøren. ”Klar på en lille rundtur?” Uden at vente på svar åbnede hun døren. ”Bare lad taskerne stå, vi kommer tilbage,” råbte hun. Jeg gjorde, som hun sagde og trådte ind i huset. Entreen lugtede gammelt og støvet, men underligt nok var det ikke en ubehagelig duft. Jeg blev enig med mig selv om, at det passede til huset. Til venstre for mig var der en trappe til den næste etage, og ved siden af mig på en skohylde stod et par træsko, mens en bunke udtrådte sneakers lå på gulvet foran.
”Kommer du?” råbte Lotta igen, og jeg skyndte mig videre, mens jeg spekulerede af, om jeg skulle have taget mine sandaler af. Jeg fulgte lyden af Lottas stemme og endte i det næste rum. Et langbord af træ tronede i midten. Der var mindst plads til 15 omkring det bord.
”Her spiser vi alle vores måltider sammen,” fortalte Lotta. ”Der er morgenmad klokken otte, frokost klokken halv et og aftensmad på slaget seks.” Hun holdt en kort pause. ”Vi voksne sørger for morgenmad og frokost, men du skal på et madhold, og I skal skiftes til at lave mad.”
Jeg kiggede mig lidt mere om i rummet. Ud over bordet og stolene rundt om bordet var der en dør i hjørnet og et glasskab med service. Et rundt bord stod ved siden af skabet med en lille buket af markblomster.
”Skal vi gå videre?” Lotta skulle tydeligvis anstrenge sig for at spørge i et venligt tonefald. ”Herude har vi køkkenet,” Lotta påtog sig igen rollen som husguiden. ”Det er her, I skal lave mad, men ellers har I ikke noget at gøre herude. Hun nikkede over mod køkkenet. ”Det er forbudt at tage mad i køkkenet, og du vil blive straffet hårdt, hvis vi opdager dig.”
Jeg stirrede på hende og fik pludselig lyst til at tage hjem igen. Bare vende om og hoppe på båden. ”Ja, undskyld, Ellen, det er ikke specielt møntet på dig. Vi oplevede bare sidste år, at noget mad forsvandt, og da vi har et budget…” Hendes stemme døde hen, og hun rømmede sig. ”Lad os ikke snakke mere om det. Du forstår det sikkert godt.”
Lotta lyste op igen og smilede. ”Nu skal jeg vist holde op. Det ville ikke være godt, hvis jeg fik skræmt det nye skud på stammen væk, vel?”
Jeg rynkede panden og så undrende på hende. ”Hvad mener du?”
”De ni, du møder her om lidt, har været her fast de sidste tre år. Du er den eneste nye, alle de andre har – hvad kan man sige, prøvet det før.”
Mit ansigtsudtryk måtte være rædselsslagent, for Lotta tilføjede nervøst. ”Men Ellen, vi er superglade for at have dig her. Det må du ikke tvivle på! Det bliver også skønt for alle at møde et nyt menneske, man kan jo roligt sige, at de er vant til hinanden.” Hun lo igen, højt og støjende, men jeg kunne ikke tro på, hvad jeg havde hørt.
Jeg var den eneste nye?
De kendte alle sammen hinanden, de var sikkert alle sammen venner. Det havde mor nok ikke forventet, tænkte jeg tørt. Dette ville jo ikke ville anderledes på nogen måde. De kendte alle sammen hinanden. Jeg havde igen lyst til at tage hjem igen. Lige nu ville jeg ikke i min vildeste fantasi tro på, at jeg nogensinde skulle finde mig til rette her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...