Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1049Visninger
AA

32. ”Helt ærligt, hun bed mig…”

Jeg satte mig op med hjertet bankende hurtigt i brystet. Straks overmandede sulten mig, og jeg trykkede mig sammen om min mave for at få den til at holde op med at knurre. Jeg havde ikke bevæget mig uden for hele dagen, og derfor havde jeg heller ikke været til måltiderne. Mit hoved trykkede ved tindingerne, og jeg mærkede en underlig snurren i maven. Og det var ikke på den gode måde.

Flere gange havde jeg været på nippet til at få noget at spise, men så kom jeg altid til at tænke på den mystiske person, der havde stået i mørket, og så havde det været umuligt for mig at træde over dørtærsklen. Vinden bar latteren fra de andre piger ind på værelset, og det sendte små giftige pile ind i min krop.

Det havde længe, før jeg kunne falde i seng, og nu var der noget, der havde vækket mig. Jeg lyttede efter, men lyden kunne jeg ikke lokalisere. En klirrende lyd efterfulgt af latter.

Tvivlen ramte mig, og jeg trak dynen tættere om mig i et forsøg på at holde lydene ude. Havde jeg overhovedet hørt en latter, og var der overhovedet nogen lyde?

Lyden hørtes igen, og jeg for sammen og stirrede ængsteligt ud i mørket. Mit hjerte bankede så højt, at det måtte være muligt for alle at høre det. Jeg kneb øjnene sammen for bedre at kunne se gennem mørket. Stod der mon en og gemte sig i mørket.
Den klirrende lyd afbrød mine tanker, og jeg bed mig hårdt i tungen for at undgå at skrige. Jeg stirrede vildt ud i mørket og drejede hovedet fra side til side for at holde styr på hver en centimeter af værelset. Sengelampen stod lige ved siden af mig, og det burde være det letteste i verden at række ud og oplyse værelset.

Jeg rakte ud og famlede efter knappen, men det var svært at få mine hænder til at holde op med at ryste. Mine tænder klaprede, da jeg endelig fandt knappen. Jeg holdt mine øjne tæt lukket i med forventningen om at se et uhyre stå ved skabene.

Langsomt slappede jeg af i de sammenknebne øjne, og med dunkende hjerte åbnede jeg først det ene øje og dernæst det andet.

Jeg udstødte et glædessuk, og med et faldt flere sten af mine skuldre. Ingen gemte sig i mørket. Jeg var helt alene.

I mine tanker var jeg allerede tilbage i min drømmeløse tilstand, hvor jeg kunne glemme mine følelser, men lige da jeg havde krummet mig sammen under dynen, hørte jeg en lyd på vinduet. Straks satte jeg mig op, og først kunne jeg mærke angsten sætte sig på mit bankende hjerte, men jeg kvalte den hurtigt. Jeg sad, bleg og urørlig i mørket og lyttede. Lyden dannede en monoton rytme som et træ, der slog på vinduet, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg kunne sove natten igennem med lyden på vinduet som baggrundsstøj. 

Eller det kunne jeg så ikke. Da jeg havde ligget et øjeblik uden at glide tilbage til den drømmeløse tilstand, satte jeg mig op med fødderne ud over sengekanten.

Et øjeblik tøvede jeg. Et blik ud af vinduet afslørede månen, der kastede sin perleskygge ned og gjorde alle til overnaturlige væsner. Men - trøstede jeg mig selv med - i det mindste ville månen lyse op, og måske kunne den give mig styrke.

Jeg famlede mig frem til mine klipklapper, og et øjeblik overvejede jeg at tage noget over mine natshorts og den forvaskede grå top, jeg sov i, men straks kastede jeg tanken fra mig. Jeg skulle trods alt kun være ude et sekund eller to.

Gangen var tyst og mørk. I et sekund hørte jeg pigefnis og stivnede straks, men da gangen igen var stille, fortsatte jeg. Langsomt lod jeg døren glide op, og jeg lukkede den ligeså stille efter mig. Jeg vidste aldrig, om Molly ville lukke mig ude, hvis hun fik chancen. Hun kunne sikkert finde på det. Nattens friske duft omsluttede mig, og jeg trak vejret længe og dybt for at fjerne den indelukkede følelse, jeg havde haft hele dagen. Jeg listede under vinduerne, mens jeg sørgede for at være så lydløs som muligt. Den fnisende lyd lød pludselig igen i mine ører. Denne gang stoppede mit hjerte et sekund, mens jeg stod stille og lyttede. Latteren forsvandt ligeså hurtigt, som den var kommet, men jeg hørte stadig dens ekko klinge hult i mine ører. Pludselig frøs jeg, og jeg kunne se gåsehuden fremtræde på mine arme.

Jeg undersøgte mit vindue. Nu undrede jeg mig over, hvordan jeg nogensinde kunne have forestillet mig, at et træ skulle frembringe den lyd. Der var jo ingen træer foran pigehuset.

En kvist faldt på jorden, og jeg hørte nogen bande. Nogen, der var tæt på.

Jeg trykkede mig op af vinduet, mens jeg med bankende hjerte spejdede ud i natten. ”Hallo?” råbte jeg prøvende, mens jeg samtidig forsøgte at skjule min frygt.

I det næste øjeblik lød den hastige lyd af løbende fodtrin, og jeg mærkede nogen løbe forbi mig. ”Hallo?” råbte jeg igen og prøvede at gennemskue, hvad mørket gemte på. I det næste mærkede jeg nogen tvinge mine arme om på ryggen, og uden at vide hvorfor eller hvordan var jeg fanget. Jeg prøvede desperat at se, hvem der holdt mig fast, men mine forsøg var forgæves. Grebet om mine arme var for stramt til, at jeg kunne bevæge mig.

Jeg åbnede munden for at skrige min panik ud, men straks mærkede jeg en svedig hånd trykke min mund sammen.
”Du skal ikke så meget som prøve på at skrige,” lød en hæs stemme, der pressede sig mod mit øre. Jeg kunne ikke genkende stemmen, og først nu begyndte panikken at baske rundt i mig som en desorienteret lille fugl. Hvor jeg før havde været overbevist om, at personen, der holdt mig fanget, boede på øen, begyndte jeg nu at overveje om nogen udefra mon var kommet for at bestjæle os. Jeg var nødt til at advare de andre!

Jeg begyndte at vride mig, mens jeg forsøgte at frempresse lyde, der kunne slippe igennem hans stramme greb om min mund.

”Stå så stille!” udbrød personen. Fra mørket hørte jeg fnis igen, og jeg blev endnu mere opsat på at slippe fri. Alle skulle advares. Personen begyndte en ny sætning, men endte i stedet med at udslynge et skrig, da jeg satte tænderne i hans hånd.

”Hun bed mig sgu!” blev udbrudt, og pludselig kunne jeg genkende stemmen. Jeg kendte personen.
”Robin?” hviskede jeg, og selvom jeg prøvede at kamoflere forvirringen, trådte den tydeligt frem.

Han sukkede og bandede. ”Molly, kom lige! Var det ikke meningen, vi skulle være anonyme?”

Molly?
Jeg stod med åben mund og stirrede, da Molly trådte frem fra skyggerne med et irriteret udtryk i ansigtet.

”Du er en idiot, Robin.” Hendes stemme var kold på en måde, jeg aldrig havde oplevet før. ”I andre kan bare komme frem. Robin har fucket op i det.”

”Helt ærligt, hun bed mig…” mukkede Robin på en tydeligvis utilfreds måde, men hans stemme blev forvandlet til utydelig støj, da jeg så, hvem der indtrådte ved siden af Molly.

Lilly. Wilma. Alex. Felix. Og til sidst med øjnene klæbet fast til jorden: Noah.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...