Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1062Visninger
AA

2. "Hej, roomie, jeg er Molly. Og jeg er meget sød i virkeligheden.”

De kendte jo for pokker alle sammen hinanden! Jeg ville blive den nye, underlige pige, som også kom en dag senere.
Lotta kunne åbenbart fornemme, hvad jeg tænkte, for hun nævnte hastigt. ”Ellen, du skal ikke være bekymret. De er alle ni utroligt venlige og åbentsindede, og de vil gerne være venner med dig.”
Hun fortalte mig det på en utroligt kikset måde – de ville gerne være venner med mig, jamen tak!, men samtidig blev jeg glad for, at hun bekymrede sig sådan for mine følelser.
”Molly, som bliver din værelseskammerat, er utroligt sød. Du skal slet ikke være bekymret.” Jeg nikkede langsomt, selvom hendes peptalk ikke havde ændret meget. Hvad vidste de voksne overhovedet om, hvad der foregik på en koloni?
Lotta så sig omkring og spurgte igen med et grin: ”Har du nu set køkkenet godt nok?” Jeg fulgte efter hende ud i entreen igen. Hun viste mig et lille toilet, der næsten var gemt under trappen, og bagefter viste hun mig, hvad trappen gemte på.
”Her sover vi voksne, det vil sige mig, Eva og Matti,” forklarede Lotta og nikkede ind mod en mørk gang. ”Mens herinde-” Hun slog ud med hånden, ”Herinde er vores ’Hyggerum’, som vi kalder det.”
Hyggerummet bestod af to nussede, men bløde sofaer sat i et L. Foran sofaerne stod et stort klodset tv, hvor jeg tvivlede på, der var mange kanaler at vælge imellem. Tv’et passede dog alligevel godt til huset, og det ville have undret mig, hvis der var en fladskærm. Klemt inde mellem tv’et og den skrå væg stod en reol fyldt med forskellige brætspil. Allerbagest under den skrå væg lå et par gamle madrasser med et par rodede tæpper ovenpå.
Et højt knald gav mig et sæt, så jeg sprang op i luften, og jeg kiggede mig febrilsk omkring for at finde lydens ejer, men Lotta beroligede mig hurtigt. ”Det er bare drengene.” Hun lo igen, men jeg lignede et stort spørgsmålstegn.
”Drenge, kom lige frem og sig hej til den nye!” råbte hun, og jeg så mig forbavset omkring igen. Jeg havde troet, Lotta og jeg var alene. Tæpperne bevægede sig pludseligt, og to drenge stak hovedet op. ”Christer og Alex, det her er Ellen, hun skal bo sammen med Molly.”
Jeg kunne mærke deres blikke glide ned af mig, og jeg forestillede mig, hvordan de fandt min bums i panden, så på min sjuskede hestehale og lagde mærke til min blege og oppustede hud. Uden et ord forsvandt de ned i mørket igen, og jeg kunne mærke, hvordan min selvtillid dalede.
Lotta så på mig med et blik, der syntes undskyldende. ”Jah.” Hun sluttede sætningen, før hun overhovedet var begyndt.
”Skal jeg lige vise dig resten af grunden?”

Sollyset skar mig i mine øjne, og jeg blev endnu en gang mindet om, hvor mørkt det var i Hovedhuset. Jeg hankede op i min baggage, og Lotta viste mig rundt om huset. Solen skinnede dejligt bag huset, og jeg måtte indrømme, det var skønt at være udenfor igen og slippe for det støvede hus. I hver sin side lå to ens, tranebærfarvede hytter. Lotta så mit blik og forklarede.
”Det er vores Drenge – og Pigehus. Drengehuset er til venstre for dig og Pigehuset til højre. Og ved du hvad, vi kan ligeså godt gå til Pigehuset, så du kan møde Molly.” Hun begyndte at gå, men stoppede straks og vendte sig mod mig.
”Før jeg glemmer det, må du hellere høre vores regler. Regel et:” Hun holdt venstre tommeltot op, og jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Regel et,” gentog hun, ”Intet drengebesøg på værelset efter klokken 16, og I må heller ikke låse døren, hvis der en dreng på værelset.” ”Det må I faktisk ikke under nogen omstændigheder,” tilføjede hun.
”Regel to: Du må ikke tage ind på fastlandet, medmindre du får lov.” Pegefinger røg op. ”Mobiler er forbudt undtagen klokken 11-12 onsdag og lørdag.” Turen kom til langemand. ”Fire: Du skal deltage i mindst én fællesaktivitet om dagen, og spisning gælder ikke, da det er obligatorisk. Du skal deltage i alle fællesmåltider, hvilket er morgenmad, frokost og aftensmad.” Ringfinger. ”Det er forbudt at gå udenfor om natten – f.eks. for at holde stævnemøde med en dreng.” Lotta holdt fem fingre frem. ”Og til sidst, som jeg allerede har sagt, du skal på et madhold, og så skal du ca. lave mad to gange om ugen. Men bare rolig,” tilføjede hun, ”I skal ikke selv købe ind, og vi har faktisk allerede planlagt, hvad I skal lave, så det er ikke så svært.” Hun smilede stort og mente selv, hun havde gjort mig en stor tjeneste ved at fortælle mig det.
”Nu –” Hun slog hænderne sammen, ”Nu skal du vist møde Molly. Jeg kan mærke, du glæder dig, ikke sandt?”
Jeg trak på skulderen, hvilket Lotta tolkede som begejstring. Hun tog min rullekuffert og rullede afsted med den. Jeg fulgte efter hende og så mig lidt om. Mellem pige- og drengehusene var en græsplane, hvor der lå nogle plastikliggestole. I midten stod gamle træbænke. Pludselig åbnedes drengehusets dør, og jeg så på, mens en dreng trådte ud med en guitar og satte sig nederst på trappen. Han mærkede mit blik, så op og smilede til mig.

”Ellen, kom nu!” råbte Lotta, og jeg skyndte mig efter hende.

Lotta ventede på mig i pigehusets døråbning. ”Nu skal du nok snart få lov at slippe. Du vil sikkert gerne slappe lidt af?” Uden at vente på svar trådte hun ind i huset, og jeg var begyndt at forstå, hvor ofte Lotta gjorde brug af retoriske spørgsmål.
Jeg trådte ind i huset og lagde mærke til enkeltheden. Huset bestod af én lang gang med tre døre på siden og en enkelt for enden.
”Drengehuset ser ud på samme måde. Bare så du ikke skulle få gode ideer,” fortsatte Lotta og stak en albue i siden på mig.
”Døren forenden fører ind til bad og toilet, og så bor I piger her på de tre værelser. I er fem piger, så du kan nok regne ud, at der er en, der er nødt til at bo alene. Josefin bor her i midten, og du og Molly bor tættest på badeværelset. Du skal se, det værelse tættest på badeværelset går faktisk på tur, så populært er det.” Igen stak hun en albue i siden på mig og grinede.

”Molly?” Lotta bankede hårdt på døren, hele tre gange, før en tvær stemme råbte: ”Ja? Hvad er der?”
Lotta åbnede døren, og jeg kiggede forsigtigt ind. Rummet bestod af to senge og to natborde i hver side, adskilt af et vindue, der vendte mod havet og et farvestrålende tæppe. Bag ved hver seng stod en stol, hvor der allerede lå en tøjdynge. En lyshåret pige lå på sengen og læste i et sladderblad.
”Molly, det her er Ellen, din nye værelseskammerat,” Lotta introducerede os for hinanden og henvendte sig derefter til mig. ”Jeg håber, du har været tilfreds med din rundvisning. Normalt er det Eva, der tager sig af det, men i dag havde hun ikke tid.” Hun holdt en pause og faldt i staver. ”Nu synes jeg, du skal pakke ud, snakke med Molly – husk på du kan spørge hende, hvis du har nogen spørgsmål, hun er jo en erfaren kolonibeboer, og så ses vi senere.” Uden at vente på svar lukkede hun døren foran mig, og jeg kunne høre hendes tunge skridt bevæge sig væk.
Jeg vendte mig langsomt op og så på Molly. ”Jeg… er Ellen,” sagde jeg langsomt og kunne allerede have bidt mig selv i tungen. Hvor latterlig kunne man være. Det vidste hun jo nok godt.
Molly sænkede langsomt bladet og kiggede intenst på mig. Jeg stod akavet foran døren med min taske og min rullekuffert og anede ikke, hvor jeg skulle kigge hen. Jeg studerede mine negle og lagde mærke til min afskallede neglelak. Samtidig kunne jeg mærke hendes blik på mig, og ligesom de to drenge studerede hun mig nøje. Til sidst vovede jeg at kigge på hende, og det gav et sæt i mig, da hun stadig stirrede på mig. Hun sagde ikke et ord, men hendes blik viste foragt og ligegyldighed. Eller også, måtte jeg minde mig selv om, overfortolkede jeg. Igen.
Jeg hørte en spruttende lyd fra hende, og jeg rynkede panden, da jeg ikke vidste, om det var et grin eller et misfornøjet fnys.
Jeg kastede et blik på hende, og mit hjerte blev straks lettere, da jeg så smilet på hendes læber. ”Ej, undskyld,” begyndte hun, mens hun smed bladet på sengen og rejste sig. ”Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg tænkte bare, det ville være sjovt at lade som om, jeg var en bitch på fuld tid, men seriøst,” tilføjede hun hurtigt, ”det er jeg altså ikke!”
Hun smilede igen til mig og rakte hånden frem. ”Hej, roomie, jeg er Molly. Og jeg er meget sød i virkeligheden.” Hun smilede bredt, og jeg følte mig straks tilpas i hendes selskab.
”Jeg er Ellen, som du måske allerede har forstået,” svarede jeg smilende, mens jeg rystede hendes hånd.
”Jeg håber ikke, du har noget imod, at jeg tog sengen til venstre? Jeg kom som sagt i går, og et eller andet sted skulle jeg sove. Og så skal jeg nok fjerne mit lort fra sengen lige nu.” Først nu så jeg, at hun havde brugt min seng som et bord. Jeg kunne se både håndklæder, undertøj, tyggegummi, et par bøger og en neon bikinitop, men det var bare øverste lag. Molly tog med et snuptag hele bunken og smed det over på sin egen seng. Hun slog sine hænder sammen og nikkede tilfredst. ”Sådan!” Jeg kunne ikke lade være med at smile, da hun tilføjede ”Ja, nu da vi er roomies, kan du lige så godt få det at nu.” Hun vendte sig mod med et alvorligt udtryk i ansigtet: ”Jeg er et rodehoved af største grad. Og der er ikke noget at gøre. Jeg prøver at forbedre mig hver eneste dag, men-” Hun rystede opgivende på hovedet. ”Det er intet at gøre.” Hun skævede til mig. ”Har du noget imod rod? For så får vi nok et problem…” Hun kunne ikke lade være med at fnise.
Jeg rystede på hovedet. ”Overhovedet ikke. Rod er kun hyggeligt.”
Et glædestrålende smil lyste ud af hende, og hun for over til mig og faldt mig om halsen. ”Yes, Ellie, tak! Vi får det skideskægt som roomies.”
”Ellie?” Jeg havde aldrig haft et kælenavn før.

”Ja, undskyld, men…” Hun bed kort i en negl. ”For mig at se ligner du ikke en ’Ellen’. Ellen er ret gammeldags, og, undskyld, men det minder mig en mormor.” Hun kiggede spændt på mig for at se, om jeg nu ville blive sur eller ej.
Jeg vendte hovedet på skrå, hvilket hun straks tog som et dårligt tegn. Hun løftede forsvarende hænderne foran sig og udbrød ”Ej, undskyld, jeg har bare ikke noget filter. Min mor siger det hele tiden til mig. Tænk, du har været her en time, og jeg har allerede fornærmet dig.”
”Nej, nej!” afbrød jeg, ”Jeg vil super gerne have et kælenavn. Men min fætter hedder Elias, og derfor synes jeg, Ellie minder for meget om det.

Molly vendte sig mod vinduet, og jeg var i tvivl om, hun var sur over min bemærkning, eller om hun tænkte på et nyt navn.
”Nu har jeg det!” råbte hun og snurrede overgiret rundt. ”Nellie!”
”Nellie,” sagde jeg for at smage på ordet. ”Nellie…”
Molly kiggede forventningsfuldt på mig. ”Hvis du vil være en anden, så er det nu. Hvis Lotta eller en af de andre idioter præsenterer dig, kommer du til at være Ellen resten af sommeren.” Hun lagde hovedet på skrå og spurgte med en uskyldig mine. ”Er det det, du vil?”

På stedet tog jeg beslutningen. Fra nu af var jeg ikke Ellen mere, jeg var ”Nellie,” sagde jeg. ”Det kan jeg godt lide.”

Molly strålede, sendte mig et nik med hovedet og lod sig dumpe ned på sin seng – ovenpå sin bunke.
Jeg stod umotiveret og vidste stadig ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Til sidst satte jeg min kuffert bagved min seng, som Molly også havde gjort med sin egen kuffert.

”Jeg har efterladt to hylder til dig i skabet,” fortalte Molly bag sit blad, ”jeg håber, det er ok, men efter, hvad jeg kan dømme ud fra, har du heller ikke lige så meget med som mig.”
Mollys bagage bestod af en polkaprikket kuffert, som mest af alt lignede et polkaprikket skab med hjul. Derudover havde hun presset en affaldssæk, der var proppet, som en kvinde fyldt med lagkage, og den var klemt inde mellem væggen og kufferten. I forhold til Mollys pikpak, var min lille kuffert på hjul og min weekendtaske det rene ingenting.
”Jeg ved godt, hvad du tænker,” Molly lagde bladet ned på sin brystkasse og sendte et skævt smil. ”Hvordan kan denne tossede pige have så meget lort med? Men husk på, jeg er en erfaren kolonideltager – brugte Lotta ikke de ord? – så jeg ved, at man faktisk har brug for mere, end man lige skulle tro. Og så er jeg også bare typen, der ikke kan undvære noget som helst.” Hun svang benene ud over sengen og kiggede på mig. ”Og så, da jeg var derhjemme og skulle pakke, kunne jeg simpelthen ikke begrænse mig. Jeg blev ved med at finde noget og tænke ”Ej, Molly, du kan da ikke leve uden det her… Og heller ikke uden det her! Og du må da ikke tage af sted uden det her.” Hun trak på skulderen. ”Det er jo faktisk ret dumt, det ved jeg godt. Men hvad kan man gøre?” Et øjeblik faldt hun hen i sine tanker, og jeg stod for, hvad der virkede som millionte gang og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.
”Ej, Nellie,” råbte hun pludselig og lagde særligt tryk på ”mit nye navn”. ”Skal jeg ikke hjælpe dig med at pakke ud? Du får jo ikke lavet noget så længe, du bare står der.” Hun sprang op og lagde pludselig mærke til, at hun havde lagt sig på sin bunke.
”Jeg burde nok også finde et eller andet sted til… det der.” Hun rynkede på næsen og tilføjede med et glimt i øjet, ”ellers bliver vi jo begravet i tøj, inden kolonien er omme.”
Hun begyndte at sortere i sin bunke, og jeg fandt mit sengetøj frem.
”Nå,” sagde hun, mens jeg glattede lagnet, ”har Lotta fortalt dig reglerne? Eller ville hun overlade det til mig?”
”Hun har sagt det meste, tror jeg og ridsede kort op: Madhold, mobilfrit, aktiviteter, og hvad var der mere?”
”Intet besøg på fastlandet og zero drenge på værelset,” tilføjede Molly gnavent. ”Jeg vil ikke skræmme dig væk, men det er sgu lidt ligesom en fangelejr. Vi skal stå tidligt op, luge i haven hver dag, og vi spiser pulverkartoffelmos og falukorv hele tiden.”
Molly kunne ikke vide, at hun lige havde nævnt alle de ting, jeg havde frygtet mest. ”Det er bare løgn,” begyndte jeg, men Molly afbrød mig med det samme med et fnis.
”Ej, du skulle have set dit ansigtsudtryk!” sagde hun skraldgrinende. ”Bare rolig, det er faktisk en ok camp… Okay, det er så også min eneste camp nogensinde,” indrømmede hun bagefter.
”Lotta og Matti lader dig gøre omtrent alting, det er kun Eva, du skal passe på. Eva er simpelthen den største bitch, der har gået på jorden. Fuck, jeg hader hende. Hun burde virkelig ikke styre den her lejr. Alting ville være sjovere, hvis det var Lotta eller Matti, der var lederen.” Hun pausede, og jeg kunne mærke, at hadet til Eva bundede ud i et eller andet.
”Dog er nogle af deres regler lidt søgte. Har du for resten en ekstra mobil med?”
”Skulle jeg det?”
Molly strøg håret om bag øret og rystede på hovedet. ”Nej, men de tager din mobil, og så får du den kun to dage om ugen. Eller,” Molly smilede listigt, ”Eva får i hvert fald én mobil. I de sidste to år har jeg givet hende min gamle klap-op-mobil. Den virker ikke engang mere, men hvad de ikke ved, har de ikke ondt af. Men helt ærligt: Hvor mange mennesker ejer lige stadig sådan en mobil-?”

Lyden af en klokke afbrød hende, og jeg var ærligt talt en smule lettet. Jeg havde en idé om, at Molly, hvis hun først havde talt sig varm, ville kunne hidse sig rimeligt op.
”Det betyder, at vi skal spise om cirka et kvarter. Og hvem ringer med den...” Det sidste mumlede Molly for sig selv, idet hun hurtigt gik over og kiggede ud af vinduet.
Hun kiggede tilbage på mig med øjnene spærret op, og først blev jeg bange for, at der var sket noget alvorligt. ”Åbenbart laver Matti mad igen. Det er virkelig usædvanligt. Som Lotta sikkert har fortalt, laver vi selv mad på skift.”
”Hvordan er det? Forventer de, at vi er gode til at lave mad?”
Molly afbrød mig med en rysten på hovedet. ”Nej, bare rolig, de forventer ingenting. Det er heller ikke, fordi der er meget individualisme eller fantasi over det, vi laver. Det er heksen, der laver madplanen, og det er egentligt underligt, Matti er –”
Denne gang afbrød jeg hende. ”Heksen? Hvad i alverden mener du?”

”Nå ja,” Molly grinede. ”Det er vores navn til Eva. Nu, hvor du skal bo her, må du hellere lære slanget, ikke?” fortsatte hun med et glimt i øjnene.

Klokken lød igen, dog fjernere end før.
”Gud, vi skal allerede spise nu. Er du klar, Nellie?” Det sidste tilføjede hun med et smil, og jeg kunne ikke forhindre et smil i at bryde frem.
Molly rodede i sengebordets skuffe og fandt en læbepomade, som hun hurtigt smurte på læberne. ”Vil du have?” spurgte hun og lod lipglossen dingle i fingerspidserne, mens hun med den anden ledte videre i skuffen.

”Nej, det er fint. Jeg er faktisk allergisk overfor det meste makeup.”
Molly rejste sig med en parfume, knuget i hånden som en skat. ”Ej, hvor nedern,” udbrød hun, mens hun hurtigt sprøjtede parfumen ud i luften og gik igennem den.
”Kan du slet ikke bruge noget makeup så?”
”Jo, men det skal bare være uden parfume,” forklarede jeg og trådte instinktivt væk fra hende. Jeg vidste, at jeg ville få rødt, kløende udslæt, hvis der kom så meget som en dråbe på min hud.

”Skal vi smutte?” spurgte Molly, mens hun lavede trutmund til spejlet på reolen.

 

Da vi var kommet op til hovedhuset, havde Molly givet mig lidt insiderviden om de andre beboere. Udover de to, meget charmerende drenge, jeg havde mødt i hyggerummet, boede Noah, Felix og Robin her. Felix og Robin var ifølge Molly bare nogle, der fulgte efter de andre, og som ikke lavede en ”skid selvstændigt. Men de er ok, Nellie, de er søde nok”.
De andre, der boede sammen med os i pigehuset, hed Wilma, Lilly og Josefin. ”Wilma og Lilly er fine nok, men de hænger ærligt talt sammen med klisterlim. Josefin er virkelig stille, og hun siger ikke meget. Hun holder sig meget for sig selv og snakker ikke særligt meget med os. På trods af at hun har været her alle tre år, har jeg ikke snakket mere med hende en håndfuld gange, er det ikke underligt? Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor hun bliver ved med at komme.”

Min mave kørte rundt og rundt som i en rutsjebane, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om de andre overhovedet ville kunne lide mig. Molly havde taget fantastisk imod mig, og jeg håbede, at de andre ville være på samme måde.

Vi trådte ind i det spiserummet, og jeg knugede hånden sammen i et forsøg på ikke at ryste. Alt for meget. Det lange spisebord var dækket med tallerkener og bestik, og i hver ende stod to gigantiske kander med vand.
På trods af jeg kun kunne se ryggene, bemærkede jeg straks, at de fem drenge allerede var bænket omkring bordet. De snakkede højlydt med hinanden og lagde hverken mærke til Molly eller jeg. I det næste gik dørene til køkkenet op, og Lotta stak hovedet ind. ”Er der lige nogen, der hjælper mig med gryderne?” råbte hun friskt, og en lyshåret dreng rejste sig, som den eneste, straks. ”Tak, Noah, er der andre, der lige kommer og hjælper, som alligevel ikke har noget at lave?” Hendes syrlige tonefald gik hen over hovedet på de andre drenge, og da Molly var optaget af at kigge på sine negle, gik jeg modstræbende hen til Lotta.

”Tak, Ellen, jeg er glad for, at nogen her i det mindste har manerer!” Igen gik tonefaldet hen over hovedet på drengene. ”Hvordan har du det ellers?” fortsatte hun og smilede til mig, ”har Molly hjulpet dig?”
”Ja, Molly har været sød, men vil du ikke kalde mig Nellie?” spurgte jeg hastigt og huskede, at Molly havde nævnt, at mit navn ville hænge ved resten af ferien, og at det derfor skulle ændres så hurtigt som muligt.
”Jo, selvfølgelig. Gider du tage spaghettien?” For Lotta var det intet problem, og jeg kunne ikke undgå, at mine læber formede et smil. Nellie, tænkte jeg og smagte på ordet igen. Nellie, det er mig.
Jeg åbnede døren til køkkenet, og i det næste øjeblik var jeg ved at banke hovedet ind i en gigantisk jerngryde. En forskrækket lyd undslap mig, og bag jerngryden hørte jeg straks en brødbetynget stemme, der udbrød ”Det må du undskylde. De her gryder er bare allerhelvedes tunge, men er du ok?”

”Ja, selvfølgelig, der skete ingenting.”

”Pas på, når du tager spaghettien. Gryderne er virkelig tunge.”


Da jeg endelig havde bakset gryden med spaghetti hen på bordet, lod jeg mig dumpe ned ved bordenden ved siden af Molly, som heldigvis havde spærret en plads til mig.
”Du må altså undskylde, at jeg var ved at tromle dig ned med den gryde,” lød en stemme, så snart jeg havde sat mig på stolen. Jeg kiggede over mod stemmens ejermand og var ved at gispe. Foran mig sad den flotteste fyr, jeg nogensinde havde set.
”Det… det gør ikke noget,” sagde jeg langsomt, mens min mave begyndte at snurre rundt. Drengen så på mig med havblå øjne og smilede.
”Jeg er Noah.”
”Jeg hedder El.. Nellie. Jeg hedder Nellie.”
Noah smilede igen. ”Men vi mødte vel allerede hinanden tidligere.”
Jeg rynkede næsen i forvirring, og Noah uddybede ”Vi mødtes lige, da du kom. Da Lotta viste dig rundt?”
”Åh!” Det dæmrede så småt for mig. ”Nå, ja. Så du spiller guitar?” var det eneste fornuftige, jeg kunne finde på at spørge om.
Han nikkede og smilede. ”Jeg går ingen steder uden min guitar. Jeg sover endda med den,” tilføjede han, og jeg kunne ikke greje, om det var en joke eller ej.
”Det var for sjov,” tilføjede han, og jeg fremførte en høflig latter, selvom jeg selv kunne mærke, hvor falskt og hul den lød.
Vi sad i et øjeblik akavet tavshed. Jeg fingerede ved min ring og bed i min underlæbe, mens jeg følte hans blik på mig. Men måske var det bare mig.
”Hvad snakker I om?” Molly vendte sig mod os, og lige i det tidspunkt var jeg lykkelig for, at hun kom og afbrød den pinlige tavshed.
Noah og jeg så på hinanden med det samme tilbageholdende blik. ”Jeg fortalte Nellie, at jeg spiller guitar,” nævnte Noah til sidst, og hans kæbe strammede til.
”Nå, ja. Nellie, Noah er virkelig fantastisk med en guitar og så talentfuld.” Mollys smil var blændede, og Noah slappede en smule af.

”Vrøvl, Molly, det er –”
”Hold nu op, Noah, det er jo rigtigt,” sagde Molly pjantende og kastede med det lyse hår. ”Jeg håber virkelig, du får mulighed for at høre ham – nej, det skal du simpelthen!”

Noah grinte, og det så ud som om, han blinkede til mig. ¨

”Hallo, nu må I lige holde op med at snakke.” En stemme skar igennem som en varm kniv gennem smør, og alle tav automatisk.
Stemmen tilhørte en kvinde, der sad for bordenden. Hendes lyse hår var sat i en afslappet hestehale, og hendes pastelfarvede tshirt lyste op ved siden af drengene, der næsten udelukkede var klædt i blåt og sort.
”Nå må I altså lige være stille – ellers bliver maden jo kold.” Hun smilede og lo, og en behagelig stemning bredte sig.
”Jeg vil lige gøre opmærksom på, at vores nye gæst er kommet. Det er Nellie, har Lotta fortalt mig om. Så nu må I tage godt imod hende og lære hende vores traditioner.
Ni par øjne rettede sig mod mig, og selvom jeg var vant til Mollys lysende grønne og Noahs drømmende blå, ramte ubehaget mig som en sten i maven. Pigerne sendte smile til mig. Ingen af de andre drenge så meget som smilede til mig, og jeg fik endnu engang følelsen af, at de fandt alle mine fejl og mine svagheder bare ved at kigge på mig.
”Hej,” mumlede jeg og vinkede slapt rundt.
Eva virkede dog tilfreds og fortsatte højlydt. ”Så går vi til bords. Næste gang må I gerne komme til tiden, piger,” indskød hun og smilede på en måde, der gjorde klart, at hun ikke rigtigt var sur. ”Og lad os så spise, jeg er hundesulten!”

 

”Var det virkelig Eva?” spurgte jeg Molly så snart, vi var kommet inden døre på værelset og havde smidt os i hver seng. Spørgsmålet havde brændt på læben, lige siden jeg havde set Eva, men jeg havde ikke kunnet få mig selv til at spørge, mens vi var i samme lokale.

”Efter hvad du havde fortalt, havde jeg forestillet mig hende som en heks med vorter og skæve, spidse tænder. Jeg havde ikke forventet en smilende kvinde iført pastelfarver.

Molly kiggede op fra sit blad. ”Nej, jeg ved det. Hun ser meget normal ud. Men Snehvide anede jo heller ikke ondt om stedmoren i starten.”
Med den mystiske besked forsvandt hendes interesse ned i bladet igen, og jeg fik endnu engang fornemmelsen af, at der havde været et alvorligt sammenstød mellem de to.  

”Godnat,” sagde jeg og gabte ufrivilligt.

”Godnat, Nellie.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...