Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1032Visninger
AA

33. ”Har du lyst til at lege gætteleg?”

Jeg stirrede på dem uden at forstå noget som helst. Molly lagde mærke til min forvirring og lagde hovedet på skrå.
”Stakkels, stakkels, uskyldige Nellie, hun forstår ingenting.” Hun vrængede mit navn ud, og Lilly udstødte et fnis.

”Hvad vil I?” spurgte jeg, ”er det en eller anden ny leg?” Jeg kunne godt mærke på deres blikke, at det ikke var en leg. Lillys øjne skinnede på en unaturlig måde, og hendes glasursmil havde en ondskabsfuld drejning.

”Ja, lad os bare kalde det en leg,” Molly smilede til mig på en måde, der tydeligt indikerede, at jeg var helt galt på den. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og for første gang begyndte jeg at frygte hende. Med det blik i hendes øjne kunne hun finde på alt.

”Robin, slip mig nu. Det er ikke sjovt mere.” Jeg prøvede at vride mig fri, men Robin klemte mig bare mere sammen.
”Lad nu være. Slip mig nu! Robin, det gør ondt!” udbrød jeg, men Molly stoppede mit råb med et enkelt fnis.

”Har du slet ikke fattet noget? Jeg troede alligevel ikke, din hovedskal var så tyk.” Hun slog over i en hvisken. ”Det er ikke en leg. Ikke mere.

Hendes øjne mindede mig om glaskugler, og hun krængede sit smil tilbage, da jeg hviskede ”Hvad vil I med mig?”

”Det finder du ud af. Lille Saga, det finder du ud af.” Det gav et sæt i Molly, og hendes før så selvsikre smil blev erstattet af et nervøst grin. ”Ellen. Jeg mente Ellen.”

Alex hviskede noget til Noah, der ignorerede ham. I stedet trådte han frem mod Molly og mumlede ”Mols, jeg synes altså ikke, det er en god idé. Skal vi ikke lade være?”

Hun vendte sig brat mod ham. ”Mener du det der?”

Han sænkede stemmen og hviskede noget til hende. Hun lyttede og udbrød så, da han tav. ”Lad være med at være sådan en svans. Kom så.” Hun vendte sig mod Robin. ”Vil du bære hende, eller skal vi finde en trækvogn?” Hun glemte sit eget spørgsmål. ”Alex, find lige trækvognen.”

Robin begyndte at skubbe mig frem foran ham.

Molly gik forrest med løftet pande, og jeg kunne høre hende nynne en sang.

Panikken begyndte igen at banke i mit bryst, da jeg langsomt blev klar over, at de af en eller anden grund ville have mig et sted hen. Det var helt sikkert ikke en leg mere.

”Robin, slip mig nu,” hviskede jeg tilbage til ham. ”I… I kan ikke tillade jer det her, det er jo en borførelse.” Min stemme fik en desperat klang, og jeg prøvede igen at rive mig løs.

”Stille,” mumlede Robin, ”ellers bliver Molly bare sur.” Jamen, så lad hende blive sur.

”Molly!” skreg jeg og prøvede at undvige Robins hånd, der ihærdigt prøvede at lukke sig om mund. ”I kan ikke tage mig med mod min vilje! Er du endnu mere syg i hovedet, end jeg først troede?” Jeg skreg alle mine følelser ud, før Robins store hånd afbrød mig.

”Robin.” Molly sagde hans navn i et helt specielt tonefald, der først undrede mig, indtil jeg mærkede et smertefuldt slag i hovedet og mørke, der fyldte mit sind.

 

Lige da jeg vågnede og kiggede op i himlen, der rullede forbi mig i høj fart, troede jeg, at nogen drejede med verden som om, den var en globus. Hurtigt opdagede jeg, at det var mig, der lå på en trækvogn, som Robin trak efter sig. Mit hoved dundrede, og det føltes som om utallige fugle hakkede sig vej ind til mit indre på jagt efter orme. Efter at have prøvet at løfte mig op på albuerne en snes gange, lagde jeg mærke til det kraftige reb, der var snurret fast om mine arme.

Langsomt bevægede jeg hovedet frem og tilbage for at finde ud af, om jeg blev bevogtet. Noah mødte mit blik et kort sekund, før han brød kontakten. Selvom jeg kun havde set hans øjne i kort tid, havde skyldfølelsen i hans øjne overmandet mig. Måske var han alligevel på min side.

Jeg rullede over mod ham og hviskede ”Hvad vil I med mig?” Først ignorerede han mit spørgsmål. ”Noah,” hvæsede jeg, mens det sortnede for mine øjne, fordi jeg anstrengte mig. ”Noah!” gentog jeg, ”svar mig så.”

”Nellie…” Hans sætning døde ud, før han end var begyndt. Mit blik var ihærdigt og insisterende, og til sidst slog han ud med armene. ”Nellie, stop så!” Straks krympede han sig og fortsatte i et lavere tonefald ”Det… det er bedst, du ikke ved så meget. Det… det er bare bedst.” Hans blik flakkede fra mig til dem, der gik foran, og han sank flere gange, før han kunne fortsætte. ”Nellie… du skal –”
Lige før han var ved at komme til pointen, skar en stemme igennem, som fik det til at gibbe i ham.
”Nå, nå, så vores lille prinsesse er vågnet.” Molly var ved at bane sig vej ned til os, og hendes skadefro stemme var høj. ”Var det en god lur, du lige fik, lille Nellie?” Efter et blik fra Wilma, begyndte Lilly at fnise, men latteren var halvkvalt og døde hurtigt ud.

”Hvor tager I mig hen?” Jeg kunne ikke genkende af landskabet, der rullede forbi, og for første gang fortrød jeg, at jeg ikke var taget med på de vandreture rundt på øen.

”Det får du at se. Det får du skam at se.” Mollys smil lyste op i mørket. ”Vi bytter plads, Noah,” kommanderede Molly, ”du kan føre an - så snakker jeg med lille Nellie her.” 

Noah forlod sit plads hurtigt og lydløst uden at se på hverken mig eller Molly.

”Hvad er der sket med din evige kærlighed til Noah?” spurgte jeg i et forsøg på at ramme hende.

Molly lagde hovedet på skrå, og hendes opspærrede øjenbryn afslørede, at hun ikke havde et svar parat.

Efter at have gået ved siden af mig i tavshed, begyndte hun at tale. ”Jeg straffer ham, kan du nok forstå.”

Hun sagde det som den mest indlysende ting i verden, men jeg forstod ingenting. ”Hvad mener du? Hvorfor burde jeg vide det?” Vi kunne ligeså godt holde samtalen kørende. Min plan var, at jeg ville lokke hende til at fortælle mig, hvad vi skulle, og hvor vi var på vej hen.

”Han er måske i virkeligheden svag. Jeg troede, han var stærk. Ligeså stærk som mig. Men det viser sig måske, at jeg er stærkere end ham.” Det virkede som om, Molly havde glemt, at jeg lå ved siden af hende. ”Det er jo ikke første gang, han viser sin svage side…” mumlede hun for sig selv og lod blikket glide rundt. Det gav et sæt i hende, da hun opdagede, at jeg lå ved siden af hende, og hendes ansigt viste fortrydelse.

”Hvad mener du dog med det?”

”Ikke noget du skal blande dig i,” bed hun af med sig og vendte blikket mod horisonten.

Da hun kiggede ned på mig igen, havde hun genfundet sin sædvanlige Molly-facade. ”Har du lyst til at lege gætteleg?” foreslog hun med et hugtandssmil.

”Hvad får jeg ud af det?”

Mollys smil var listigt, da hun sendte mig et flygtigt smil. ”Svar. Svar på dine utallige spørgsmål.”

”Hvad får du ud af det?”

Hun trak på skulderen. ”Kan du ikke være ligeglad? Lad os bare sig at det det vil more mig. Så behøver du ikke at vide mere.”

Et øjeblik overvejede jeg, om der var en skjult bagtanke, eller om det var en fælde. Jeg trak på skulderen. ”Okay, lad os lege.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...