Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1055Visninger
AA

8. ”Gør du altid, hvad der bliver sagt, Nellie?”

Fisken lå lunt og godt i ovnen, der var blomster i vasen, og kartoffelsalaten lyste op med alle dens saftige skatte. Josefin var ude for at ringe med klokken – en tradition der stadig fik mig til at tænke på Børnene i Bulderby, og som ikke stemte særligt godt overens med det faktum, at året var 2014.

”Nå, Nellie, hvordan er ø-livet så? Kan du lide det?” Noah stod pludselig bag mig, så tæt på mig, at hans ånde varmede mit øre.
”Ja,” startede jeg og gjorde mine til at vende mig om. Noah greb straks om mine arme og hviskede ”Lad være. Lad os nyde øjeblikket. Sammen.” Hans hænder gled langsomt ned af mine arme og efterlod en kortvarig varme på mine bare arme.

”Der er mange traditioner at lære,” indrømmede jeg og prøvede at ignorere Noah bag mig. ”Alle traditionerne har helt klart overrasket mig.”
”Men alt i alt er indtrykket godt?” Noah trykkede sine læber mod mit hår, og jeg kunne mærke, han smilede imod mit hår. ”Du dufter så dejligt, Nellie. Så rent. Hvorimod Molly er glad for både kokos, blomster og andre stærke sager – og helst på en gang.”
Han snusede ind igen og omfavnede mit hår. Jeg stod stiv af lige dele forundring og skræk. Noahs varme ånde var lige ude foran mit øre, da han hviskede ”Mød mig på stranden i aften, når Molly er gået i seng, vil du, Nellie?”
”Jamen, det er jo forbudt!” hviskede jeg til ham, mens jeg mærkede gåsehuden på armen over, at han trykkede sig ind til mig.
”Gør du altid, hvad der bliver sagt, Nellie?” hviskede Noah tilbage, halvt drillende og halvt i alvor. ”Du må ikke tro, at nogen af os kommer her for at følge reglerne. Vi kommer her netop, fordi vi må gøre, hvad vi vil.” Hans stemme var endnu engang lige udenfor mit øre. ”Følger du altid reglerne, Ellen?”
Jeg vred mig ud af hans greb og stirrede på ham, målløs uden at vide, hvad jeg skulle sige. ”Hvor kender du mit navn fra?”
Noah smilede og strøg mig let over kinden, men denne gang føltes det snarere som en provokation end et kærtegn. ”Tro ikke, der kan ske noget som helst på denne ø, uden at jeg finder ud af det, Nellie.” Hans smil var som ulven, før den slugte bedstemoren: råt og sultent.

Straks forlod jeg ham, mens jeg mumlede, at jeg skulle hente en jakke. Mens jeg tumlede, halvforvirret, ned af bakken, kunne jeg mærke Noahs borende blik i nakken, og for første gang brød jeg mig ikke om Noah.
”Hey!” råbte Molly og indhentede mig. Jeg stirrede på hende, mens jeg undrede mig over, hvor hun var kommet fra. ”Hvad skal du?”

”Bare hente en trøje,” mumlede jeg tilbage. Efter indskydelse råbte jeg op til hende. ”Du kan bare gå op, vi skal faktisk spise om to minutter!”

Mine tanker kredsede om Noahs invitation, da jeg sad på toiletbrættet for at få fred. På trods af at der boede 13 mennesker på øen, var det ikke ofte, at man fik tid til at være alene, og jeg længtes efter at gå en lang tur, hvor jeg kunne forsvinde ind i min egen verden. Jeg var i tvivl om, jeg skulle tage imod hans invitation, for hans sidste kommentar havde virket så ubehagelig. Når jeg tænkte på hans arme, der kørte ned over mine arme, og måden hvorpå han havde snuset til mit hår, blev jeg varm indeni, og jeg begyndte at boble som en hindbærbrus, man har rystet for meget.

Under middagen havde han ikke sagt et ord til mig, kun smilet let, når nogen havde kommenteret maden. Et par gange havde jeg følt et blik på mig, men om det var Noah, det vidste jeg ikke.

”Hallo, Nellie? Er du på toilettet?” Mollys stemme rev mig brutalt ud af mine tanker, og jeg råbte et ’ja’ tilbage.
”Må jeg komme ind? Jeg skal lige fjerne min makeup.” Jeg låste op for hende og lod mig dumpe ned på toiletbrættet, mens jeg kiggede på hende, der fandt vatrondeller og makeupfjerner frem.

”Synes du egentligt, det er dumt, at jeg tager makeup på hver dag?” Molly begyndte at være en vatrondel rundt i ansigtet, og hun lænede sig op af vaskekummen for at give mig den fulde opmærksomhed.

Jeg trak på skulderen. Straks fik Molly et stramt præg om munden. ”Helt ærligt, Nellie! Du kan da godt lige svare.”
Hun vendte ryggen til mig og kom makeupfjerner på en ny vatrondel.
”Nej, der er intet galt i at gå med makeup,” uddybede jeg.
Molly sendte et lille smil over skulderen og så sig eftertænksomt om, mens hun kørte rondellen rundt om det andet øje. ”Men egentligt er vi piger tossede. Vi bruger makeup for at glatte vores hud, gøre vores øjenvipper større, og vi glatter vores hår. Burde vi ikke i virkeligheden være ligeglade med det?” Molly kiggede drømmende opad, og jeg kunne lige tænke mig, at hun allerede forestillede sig et samfund, hvor alle var ligeglade med skønhed.
”I virkeligheden burde vi droppe al den makeup og sige: Drenge, vi er skønne, som vi er. Elsk os eller –” Mollys tale blev afbrudt af et skrig. ”Av, for satan. Jeg fik makeupfjerner i øjet - ej, hvor det svier!”

Hun duppede vand på smerterne og vendte sig mod mig med et toiletpapir trykket mod øjet. ”Er det meget slemt?” Forsigtigt lirkede hun det af, mens hendes blik ængsteligt skævede til mig.
”Nej, overhovedet ikke.” Jeg sendte en opadvendt tommeltot til Molly, selvom hendes øje i virkeligheden var rødt og hævet. Belønningen tilintetgjorde dog min dårlige samvittighed, for det smil, Molly sendte mig, varmede helt ned i tæerne.

”Venter du ikke på mig inde på værelset? Eller skal du ud?” Molly rynkede brynene ved synet af min kjole og mit duftende hår. Jeg kunne mærke varmen i mine kinder, og jeg mumlede et hurtigt ”Nej, nej. Jeg venter på værelset.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...