Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1059Visninger
AA

21. ”Fri mig for det der.”

Jeg vågnede, da den velkendte lyd af klokken begyndte sin bimlen. Mine øjne føltes som lim, og jeg måtte anstrenge mig for at åbne dem. Jeg kiggede mig forvirret omkring og gabte. Jeg måtte alligevel være gået senere i seng, end jeg havde regnet med. Min hjerne føltes som grød, og jeg følte mig helt desorienteret.

”Molly,” hviskede jeg, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så, hvordan hun lå. Hun lå på maven ovenpå sin krøllede dyne og var stadig iført sin festkjole. Ud af hendes mund kom en spytklat, og kjolen var gledet så langt op, at jeg kunne se hendes trusser.
”Molly,” hviskede jeg igen og ruskede forsigtigt i hende.

”Mhm,” mumlede hun og borede hovedet længere ned i puden. ”Sove,” mumlede hun og viftede med hånden.

”Ok, jeg siger, du har…” Min hjerne tænkte hurtigt, mens jeg prøvede at finde en plausibel forklaring. ”Du kastede op i nat,” bestemte jeg, mens jeg ledte efter min tøj. Det var jo ikke engang sikkert, at det var forkert. ”Er der noget, du vil have med?” tilbød jeg, mens jeg rodede rundt efter en deo.
”Pano… dil,” lød det svagt fra hende.
Jeg nikkede. ”Vi ses. Sov godt.”
Lige før jeg lukkede døren, kastede jeg et enkelt blik på Molly, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun var nu sjov.

En lyd afbrød mine tanker. Der var en, der brækkede sig på toilettet. Jeg kunne ikke lade være med at fnise, da jeg bankede på. ”Fik du lidt for meget i går?” spurgte jeg for sjov, da jeg regnede med, at det var Lilly eller Wilma.

Jeg ventede på, at døren blev slået op, stadig med forventningen om at det var Lilly eller Wilma. I stedet tittede Josefin ud af døren med røde kinder.
”Hej.” Hun kiggede hurtigt på mig og derefter ned i gulvet. Hun virkede som om, hun var blevet taget i noget forbudt.
”Er der sket noget?” spurgte jeg med bekymrede bryn, men hun rystede straks på hovedet.
”Nej, nej, jeg havde bare kvalme.”
”Skal vi så gå op til morgenmaden?” spurgte jeg venligt, da hun lukkede døren.  
Hendes blik flakkede ved ordet ’morgenmad’, men hun fulgte alligevel efter mig ud af døren.

”Var det sjovt i går?” spurgte hun, da vi gik op til morgenmaden. Hun virkede ikke som om, hun var nysgerrig. Det var snarere på en konserverende måde.
Jeg trak på skulderen. ”Jeg drak ikke. Det var sikkert sjovere for dem, der gjorde.” Mit blik faldt på hende. ”Men hvorfor deltog du ikke?”

Denne gang trak hun på skulderen og så væk. ”Jeg synes ikke, det er sjovt. Jeg forstår ikke, hvorfor de overhovedet gør det. Det var jo noget andet dengang med…” Hendes ansigt blev blegt, og hun klappede straks i. Dog kunne jeg selv regne ud, hvad hun havde været ved at sige: ”Det var noget andet dengang med Saga.”

”Molly har sagt, at du aldrig rigtigt deltager i noget.” Min stemme var usikker, og jeg vidste ikke, om jeg var ved at bevæge mig ud på dybt vand.

Josefin kiggede direkte på mig. ”Fri mig for det der.”
Jeg rynkede brynene. ”Hvad mener du?”

Hun fnyste. ”Fri mig for det der selvhøjtidelige stads. Selv hvis jeg var kommet i går aftes, havde du nok ikke lagt mærke til det. Du er jo altid sammen med de andre piger. I har jo hinanden!” Hun prøvede at dække over smerten i stemmen ved at sætte et angreb ind.

Jeg kiggede ned på mine sko, mens vi gik. Den dårlige samvittighed ramte mig som et stød. Hun havde jo ret. Jeg havde nok i Molly – og Lilly og Wilma. Jeg havde kun snakket med hende én gang. Ellers havde jeg bare ladet hende passe sig selv.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til hende, men jeg følte alligevel, jeg måtte sige noget.

Hun skar mig af, så snart jeg havde åbnet munden. ”Du behøver ikke at sige noget. I hvert fald ikke på den selvmedlidende måde.” Hendes stemme var skarp, og jeg var slet ikke vant til at høre Josefin tale sådan.

”Har du stadig kvalme?” spurgte jeg i stedet for at skifte emnet.

Hun trak på skulderen. ”Lidt. Det er ved at gå væk.”

”Godt.”
 

”I kommer da sent,” kommenterede Eva, da vi lod os glide ned på et par stole. ”Jeg vågnede sent,” mumlede jeg og tilføjede, inden jeg glemte det ”Molly har kastet op i natten. Jeg lod hende sove.”

Evas mund var stram, og hendes sammenknebne øjne så direkte på mig, da hun konstaterede ”Ja så.”
Det var en sølle flok, der sad rundt om bordet. Josefin og jeg var de eneste piger ved bordet, og drengene sad og hang. Felix havde blæksorte poser under øjnene og sad og kørte rundt i sin havregrød. Robins øjne var blodskudte, mens Alex simpelthen havde givet, og jeg var sikker på, han sov. Christer havde det vist fint, til gengæld ville han ikke kigge på mig, og det stak i mit bryst. Var han stadig sur over min bemærkning i går?
Til alt held indså jeg dog, at Noah også var fraværende, og jeg slappede straks mere af. Jeg orkede ikke at skulle konfronteres med Noah. Lige nu ville jeg ikke kunne se på ham uden at skrige.
”I må have haft en hård nat,” bemærkede Eva og rørte rundt i sin te med hurtige bevægelser.
Ingen af os svarede.

Jeg vendte blikket mod maden på bordet. Det virkede som det sikreste, og hvis jeg havde munden fuld af mad, ville jeg måske ikke mærke Evas utilfredse blik.

Jeg hældte en skefuld havregrød op i en skål og dryssede rigeligt med sukker. På trods af at det lignede og smagte som klistertapet, mærkede jeg pludselig, hvor sulten jeg var, og jeg nåede at fortære to skåle klistertapet, før jeg opdagede, at jeg var den eneste omkring bordet, der spiste noget. Selv Josefin, som ikke burde have tømmermænd, sad i sine egne tanker og rørte rundt i sin kop.

Grøden klistrede sig pludselig fast til min gane, og jeg smed min ske med det samme. ”Er der noget galt, Josefin?” spurgte jeg og tilføjede, ”siden du ikke spiser noget?”

Hun rystede på hovedet. ”Jeg har stadig kvalme.” Hun faldt igen hen i sine egne tanker, og jeg var ved at finde noget at snakke med hende om, da hun rejste sig meget pludseligt og gik uden at sige noget. Måske var det bare indbildning, men jeg mente, jeg så en tåre trille ned af kinden.

Jeg stirrede direkte på Christer og håbede, at han ville mærke mit blik. Det gjorde han vist, for han rejste sig også og forlod selskabet. Jeg tog en hurtigt beslutning og gik efter ham.

Han var på vej ud i skoven, og jeg spekulerede på, hvor han ville hen. I virkeligheden vidste jeg ikke, hvad jeg ville sige til ham. Jeg ville bare ikke have, at han ignorerede mig.

”Hvad vil du, Nellie?” Han ventede på mig på skovstien, og han lød så træt.

”Er du sur på mig?” Det røg ud af mig, før jeg havde nået at tænke. Mit hjerte hamrede pludseligt hurtigt, og jeg kunne mærke, jeg gruede for svaret.

Jeg fulgte hans blik, da han kiggede væk. Ingen sagde noget.

”Christer…” sagde jeg prøvende og tog et skridt over mod ham. Jeg skulle til at lægge en hånd på hans arm, men hans stemme stoppede mig. ”Lad være.”

Straks lod jeg min arm falde ned, mens jeg kunne mærke min hals snøre sig sammen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, men hans frastødning gjorde ondt i brystet.

Da jeg talte igen, var min stemme grødet. ”Christer –” Han snurrede rundt, og jeg glemte, hvad jeg ville sige. Christers ansigt var stribet af tårer.

”Hvad er der galt?” Jeg trådte instinktivt tættere på, mens jeg lagde en hånd på hans arm. Min berøring fik ham til at trække sig væk, og jeg forstod ingenting.

”Christer, hvad er der galt?” gentog jeg med en stemme, der var fortvivlet. Christer virkede ikke som typen, der græd. Men hvad vidste jeg egentligt om de andre? Mit førstehåndsindtryk af Noah havde jo mildest talt været forkert.

Han svarede ikke. ”Er det noget, jeg har gjort?” Jeg følte mig mere bekymret, og jeg prøvede igen at få hans opmærksomhed.

”Christer, sig nu hvad der er galt! Jeg bliver bekymret, når du ikke svarer.”

Endelig reagerede han. ”Det er ikke dig.” Men han ville stadig ikke se på mig.

”Hvis det ikke er mig, så se på mig.” Min stemme var tyk. Jeg var ikke vant til, at han opførte sig på den måde.

Han tog en dyb indånding og vendte sig mod mig. I starten kiggede han ned i jorden, men jeg fangede hans blik, og endelig løftede han øjnene. Hans øjne var røde efter gråden, og hans stemme var sløret, da han endelig forklarede sig.

”Kat.” Mere forklaring behøvedes ikke, og jeg følte mig så dum. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det?? Han måtte jo tro nu, at jeg havde glemt alt om hans søster.

På en måde, der føltes forkert, var jeg uendeligt glad for, at det ikke var noget, jeg havde sagt, der havde fået ham til at græde.

Han kiggede på ham for at opfordre ham til at fortælle videre, hvis han ville. Jeg ville ikke tvinge ham.

”Hun fik endnu et tilbagefald i nat. Endnu et slemt et.” Han stak hænderne i lommen og rodede i skovbunden med sin sko.
”Hvordan har hun det?”

Han trak på skulderen. ”Hun har det vist ok igen. Men kun ok.” Han holdt en pause for at samle sig. ”Jeg har det så dårligt over, at jeg er her og ikke hjemme, så jeg kan støtte hende.”
”Men du kan da tage hjem før tid, hvis du vil? Selvom…” Jeg holdt en pause, turde jeg nu sige det? ”Selvom jeg ville savne dig.” Det føltes som en forbudt indrømmelse, og jeg havde sagt det så hurtigt, at det måske havde lydt som et ord. Selvomjegvillesavnedig.

Han rynkede panden. ”Hvad sagde du?” Men det flygtige smil bevidnede, at han nok alligevel havde hørt det.

Vi stod et øjeblik uden at sige noget.

”Tænk jeg troede faktisk, du var sur på mig,” indrømmede jeg og skrabede i jorden.
Han rynkede igen panden, før det flækkede i et forstående blik. ”Nå, fordi jeg gik efter, du havde sagt det med drikkeriet?”
Jeg nikkede langsomt, mens jeg ikke vidste, om jeg skulle kigge på ham eller ej. Jeg kiggede i stedet ind i skoven, mens vinden strøg sig over mine bare arme.

Hans stemme var fjern, da han tog tråden op igen. Det virkede som om, han huskede tilbage. ”Det er rigtigt nok, at jeg plejede at drikke meget de aftener. Og måske også andre aftener. Som for så mange andre var det min måde at glemme mig selv og hverdagen, men den aften gik det bare ekstra galt. Har du hørt historien?”

”Jeg kan ikke helt huske det.” Det kunne jeg faktisk godt, men jeg ville gerne høre det fra ham selv. Han fortabte sig igen i historien. ”Det var den sidste Grillaften, hvor… Ja, du kan ligeså godt få det at vide, selvom jeg ikke er stolt af det. Den sommer fik Kat diagnosen, og jeg drak simpelthen for meget for at glemme, at hun ikke mere var den Kat, jeg kendte og elskede.” Han holdt en pause, og hans ansigt viste tydelig skyldfølelse.
”Den aften gik jeg så omkuld på stranden, og næste morgen vågnede jeg samme sted. Der var ingen, der havde gidet at vække mig eller tage mig med – på trods af, at vi lovede hinanden, at ingen ville blive efterladt, da vi var her første år. Tiderne ænder sig sørme.” Hans stemme havde fået et bittert strøg, og han var tydeligvis inde i fortiden.

”De siger godt nok, at de prøvede at vække mig, men jeg tror sgu ikke på det.” Han rystede trist på hovedet, som om han prøvede at ryste oplevelsen af sig. ”Jeg reddede mig en forkølelse og en påmindelse om, at vi alle er alene her på øen. Alle prøver sgu bare at redde sig selv og sørge for sig selv her på øen. Det er i virkeligheden ret sørgeligt.” En hård latter kom fra hans mund.
Jeg fordøjede historien. Molly havde fortalt det, som om det bare havde været sjov og ballade, men sådan havde Christer tydeligvis ikke opfattet det.

”Hvad mener du med, at I aftalte det første år?” Christer virkede stadig fortabt i fortiden, og det kunne jeg måske udnytte til at få noget at vide om et emne, de alle sammen prøvede at undgå: Saga. Jeg havde det ikke godt med at udnytte ham, men det kriblede i min krop efter at finde ud af, hvem hun havde været, og hvorfor hun ikke var her mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...