Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1042Visninger
AA

37. Epilog

 Sneen var så småt ved at smelte, og gennem vinduet kunne jeg se istapperne dryppe ned på asfalten. Rundt omkring blandt sneklumper tittede de fineste vintergækker og små lysende krokus op. Solen kastede sit skær for første gang siden vinteren, og smådrenge legede allerede udenfor. De fleste havde smidt jakken i en bunke, og de legede fangeleg med røde æblekinder. Næste morgen ville de sikkert vågne forkølede op, og deres mødre ville bebrejde dem, fordi de havde smidt jakken.

På den måde var alting, som det plejede. Og alligevel ikke.

Jeg vendte blikket mod Josefin. Hun sad i hospitalssengen iført en kittel, og jeg havde aldrig set hende så afslappet eller lykkelig før.

”Hvor er hun smuk,” hviskede jeg. Hun havde de mindste hænder, jeg nogensinde havde set, og hendes bryst hævede sig op og ned i takt med Josefins.

”Tænk, at jeg har skabt noget så yndigt,” hviskede Josefin og så ned på sin sovende datter. ”Jeg vil kalde hende Iris. Hun skal være min helt egen regnbue.”

”Har din far set hende?” spurgte jeg, da jeg satte mig ved siden af sengen.

Hun rystede på hovedet og strøg Iris over hovedet. ”Nej. Han vil ikke.” Hun sukkede, og jeg kunne se, at det påvirkede hende.

”Men jeg… jeg gider ikke undskylde mere. Nu må han komme til mig, medmindre han vil gå glip af Iris' opvækst.” Hun ville gerne virke stærk, men hun kunne alligevel ikke undgå, at en enkelt tåre trillede ned af kinden.

”Har du så tænkt dig at blive boende hos din mor?”

Hun nikkede. ”Jeg kan kun se fordele ved det. Jeg kan få en ny start, hvor ingen kender mig, og jeg ville komme væk fra min far. Uddannelserne er jo også inde i byen,” tilføjede hun til sidst og aede Iris over den bløde babykind.

”Hvad med dig, Ellen? Jeg ligger her i et hul, du må lige opdatere mig.”

”Jeg er kommet ind på den samfundsfaglige gymnasieuddannelse med psykologi som fokus,” fortalte jeg, og jeg kunne ikke undgå, at stoltheden tittede frem. Jeg havde rent faktisk fundet det, jeg gerne ville beskæftige mig med resten af livet.

”Hvor fantastisk!” udbrød hun glædestrålende, ”hvis ikke jeg sad med Iris, ville du få det største kram i verden.” Jeg klemte hendes hånd.

”Jeg har besluttet, at jeg vil bruge min oplevelse til det positive. Jeg vil andre børn og unge, der har oplevet noget lignende. Derfor er jeg blevet talskvinde i en gruppe i byen, der holder foredrag på skoler.”

Josefin smilede glædefyldt til mig, og jeg kunne mærke stoltheden lyse ud af hende.

”Jeg har nu stadig dårlig samvittighed over, at jeg tog afsted… Selvom du siger, du har tilgivet mig.”

Jeg rystede på hovedet. ”Lad os ikke snakke om det. Jeg har lagt det bag mig.”

”Har du set nogen fra i sommers?” Josefins stemme var varsom, og jeg kunne mærke, at hun ikke vidste, om hun bevægede sig ind på usikker grund.

”Jeg så faktisk Molly og Noah sidde på en café…” begyndte jeg, men Josefin afbrød mig straks. ”Hvad? Ej, Ellen, det har du da aldrig nævnt før. Hvornår?”

”Det var vist lige før jul… Ja, engang i midt-december,” meddelte jeg efter, jeg havde tænkt mig om.

”Hvordan var det?” Josefins stemme var forfærdet, og jeg kunne forestille mig, at utallige skrækscenarier fløj igennem hendes hoved.

”Først så de mig ikke. Jeg stod udenfor, og det småsneede. Pludselig kiggede hun udenfor midt i et grin. Hun så mig… Jeg kan stadig huske, hvordan hendes ansigt ændrede. Hun rejste sig midt i caféen og begyndte at skrige op, mens hun pegede på mig. Noah prøvede at berolige hende, men hun fortsatte sit skrigeri…” Jeg sank en klump. Oplevelsen stod stadig klar i min hukommelse. ”Det er synd for hende. Jeg tror, hun har brug for professionel hjælp.”

Josefin nikkede, og i tavshed beundrede vi Iris.

”Ved du, hvad der skete med Saga?” spurgte hun uden at kigge på mig. Spørgsmålet ramte mig i maven. Saga var stadig et ømt emne for os begge. Josefin havde trods alt undladt at fortælle mig, hvad der var sket med hende.

Efter en tung pause, hvor ingen af os så på hinanden, rystede jeg på hovedet. ”Nej. Desværre ikke. Men hun… hun kan godt være sluppet væk. I omtalte hende alle sammen som kvik, og måske…” Jeg måtte lægge bånd på mig selv for at tvinge tårerne væk. ”Måske klarede hun det det. Ligesom mig.”

Josefin greb min hånd, og jeg kunne se en tåre bevæge sig fra øjenkrogen. ”Jeg er så ked af det, Ellen. Jeg skulle have…”
”Stop,” hviskede jeg og kiggede på hende. ”Jeg tror på, hun tog morgenbåden til fastlandet. Jeg tror, hun overlevede. Tror du det også?”

Josefin sendte mig et flygtigt smil, før hun vendte blikket mod Iris. ”Ja, du har ret. Iris og jeg tror begge, Saga er derude et sted i gang med at leve sit liv.”

 

Jeg stillede mig ind i elevatoren med en god fornemmelse i maven. Josefin og jeg havde snakket længe om øen og alle dens beboere. Og Saga. Vi havde snakket om Saga. Jeg var så taknemmelig for, at hun var min bedste veninde.

”Kan du klare det herfra, Katrin?” En sygeplejeske trillede en pige i en kørestol ind i elevatoren.

”Ja, det går nok. Min familie venter på mig udenfor. Vi ses. Hej hej.”

Elevatordørene lukkede i, og pigen smilede til mig. Hun var bleg og så tynd, at kravebenene trådte tydeligt frem, men hendes smil tydede på glæde. Jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage til hende. Med sit helt korte hår, der krøllede i nakken, mindede hun mig om en alf.

”Hej,” sagde hun.

”Hej,” svarede jeg, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen.

”Hvad har du lavet på hospitalet?”

”Jeg skulle besøge min bedste veninde her,” forklarede jeg, ”hun er lige blevet mor til den sødeste pige.”

”Nårh,” udbrød pigen, ”jeg elsker babyer! Sådan en lille guldklump er det sødeste, der findes.”

”Hendes datter er utroligt kær,” fortalte jeg og viste med hænderne, hvor lille hun var.

Pigen faldt igen i svime og fortsatte med at lovprise babyer.

”Har du brug for hjælp?” foreslog jeg, da vi nåede stueetagen. Pigen kørte langsomt kørestolen ud af elevatoren og kiggede rundt.

”Min familie venter åbenbart udenfor… Hvis du vil, må du gerne køre mig udenfor. Det ville gøre det lettere for mig.” Hendes stemme var tøvende, men jeg sørgede for at smile.

”Selvfølgelig vil jeg det. Skal jeg bare tage fat i hankene og skubbe?”

Hun fortsatte med at pludre løs, mens jeg kørte hende gennem stueetagen og skubbede døren op.

Straks satte pigen i et hyl. ”Mor og far! Jeg er her.”

Hendes forældre gik over til hende, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

”Så smutter jeg,” mumlede jeg til pigen. Hun hørte mig ikke i sin ivrige snak med sine forældre. ”Kommer Chris ikke?” spurgte hun højlydt, og hendes far svarede hende.

Hendes ivrige snak blev til utydelig støj, da jeg lagde mærke til, hvem der kom gående imod mig. Jeg kunne mærke mit hjerte dunke hurtigt, og samtidig blev jeg grebet af panik. Jeg drejede til højre og begyndte at småløbe langs hospitalet.

”Ellen!” råbte han, og jeg kunne høre løbende fodtrin efter mig. Jeg begyndte at løbe hurtigere, og jeg styrede over mod en gruppe træer.

”Ellen, stop nu!” råbte han, og jeg kunne høre, han var tættere på mig nu.

I ren panik løb jeg om bag et træ og trykkede mig op af det. Jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg løb væk fra ham. Mit hjerte bankede hastigt, da han nærmede sig, og jeg var tæt på at hyperventilere.

”Ellen…” sagde han og tav. Langsomt kiggede jeg på ham. Hans hår var blevet længere, og hans ansigt var mere voksent. Men Christer var han jo stadig. Det kunne han ikke løbe fra.

”Hej,” sagde han som om, jeg ikke var flygtet fra ham i ren panik.

”Hej,” svarede jeg som om, jeg ikke havde gemt mig bag et træ. Han trådte et lille skridt tættere på og gentog sin sætning. Ganske langsomt fandt hans øjne mine, og hans mund faldt ind i det skæve smil, jeg havde kendt i sommers.

Pludselig kunne jeg heller ikke lade være med at smile.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...