Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1028Visninger
AA

11. ”Ellers kan vi jo gå tilbage og gemme os på værelset. Jeg skal nok tage skraldet.”

”Hvordan har du det med, at vi skal bade?” Mollys stemme var bekymrende, og jeg sendte hende et lille smil. Jeg var simpelthen så glad for, at jeg havde fortalt Molly om ulykken, for efter det havde vi forstået hinanden meget bedre. Hun var utroligt støttende.

”Jeg vil gøre alt for at undgå det.” Det var sandheden. Vi bakkede ud, så vi kunne gå bagerst i fred, og Molly spurgte ”Hvad med at sige det til alle her? Det ville jo løse alle problemer.”
Jeg rystede langsomt på hovedet ”Jeg kan bare ikke sige det til alle. Som sagt var jeg kendt på skolen, som pigen, der næsten var druknet. Det vil jeg bare ikke være her.” Molly lagde armen om mig og sænkede stemmen. ”Jeg skal nok lade være med at bade sammen med dig. Hvis vi altså får lov.” Hun skar en grimasse og skød underlæben frem.

”Kan vi mon sige, vi har mens?” foreslog jeg, hvilket fik Molly til at fnise. ”Dristigt, Nellie, det havde jeg ikke troet om dig. Desværre ved jeg ikke, om Eva vil hoppe på den. Lotta vil nok…” Hun tav og spejdede til begge sider. ”Jeg har før prøvet at skippe vandreture ved at sige, at jeg havde mens, men hun har aldrig troet på det. Eller hun har altid været ligeglad og sagt at ”motion er godt for kroppen og sjælen, Molly.” Hun lavede en perfekt efterligning, og jeg fnisede. Men glæden blev hurtigt afbrudt af en grimasse.
”Jeg har ikke været i svømmehallen eller i havet siden den dag, Molly. I starten var det endda svært for mig at gå i bad, og jeg blev bange, når jeg var ude i regnen. Jeg tør ikke gå i vandet…” Igen kunne jeg mærke en kulde spire frem i maven, og jeg syntes pludselig, jeg lugtede af saltvand.
”Jeg kan ikke!” Mit udbrud havde et panisk strejf, og kulden voksede sig større. ”Jeg tør ikke! Hvorfor i alverden sendte min mor også til en ø? Det var da det mest idiotiske i verden –”
”Rolig, Nellie.” Mollys stemme mindede mig om stemmen, jeg havde brugt over for Christer i går. Jeg sendte Molly et anstrengt smil. ”Tak, Molly. Jeg er virkelig glad for, at jeg alligevel sagde det til dig. Du har hjulpet mig så meget.”
Molly svarede tilbage med et strålende smil, og hun lagde en arm om min skulder. ”Helt enig, Nellie. Jeg er også glad for, at jeg fortalte dig min hemmelighed.”
Vi fortsatte gennem skoven i tavshed arm i arm. Jeg prøvede at holde panikken tilbage, men den kom til udtryk i min hastige udånding, og de prikker der kom for mine øjne. Mine armhuler var klistrede af sved, og samtidig klaprede mine tænder.
Molly var ved at fortælle om nogle piger på sit gymnasium, men jeg kunne ikke få fokusere på hende. I stedet for mine øjne fra sted til sted, og jeg prøvede at holde øje med både himmel og jord. Da vi nåede til lågen, havde jeg kvalme, og mit hoved dunkede som om, nogen brugte det som gongong.

”Vil du helst vende om?” Mollys stemme fik mig tilbage til jorden. ”Ellers kan vi jo gå tilbage og gemme os på værelset. Jeg skal nok tage skraldet.” Mollys tilbud var generøst, og jeg sendte hende et svagt smil. ”Vi kan også sige, du fik det dårligt – du ser faktisk syg ud.” Hun bed sig i underlæben, mens hendes bekymrede blik undersøgte mig.
”Molly, Nellie, kom nu!” Evas stemme fik det til at gibbe i os begge. ”Kommer I? De andre venter.” Evas stemme var syrlig som kærnemælk, og hun stod og trommede med foden.
”Nellie har det ikke godt. Må vi ikke gå tilbage?”
Eva kiggede på mig på en dissekerende måde, og hun rystede på hovedet. ”Nellie ser da fin ud. Kom så!”
”Nej,” indvendte Molly, ”Eva, prøv lige at kigge på hende. Nellie ser syg ud!”
”Jeg vil ikke diskutere det mere. Kom.” Evas stemme var kold, så man kunne mærke det ned ad ryggen.
”Jeg.. jeg har det altså ikke godt,” svarede jeg med klaprende tænder. ”Må jeg ikke springe over?”
”Jeg gider ikke diskutere det.” Eva pressede hvert ord ud gennem sammenknebne læber. ”I kommer med lige nu, ellers bliver I sendt hjem i morgen.”
Jeg glemte næsten kulden i maven, da jeg hørte det. Måtte hun overhovedet det? Molly sendte et hadefuldt blik mod Eva, da vi gik igennem lågen. ”Derfor kalder vi hende heksen. Sådan er hun nemlig i virkeligheden.” Lige der hadede jeg, måske endda mere end Molly.
”Det er jeg ked af, Nellie.”
Jeg trak på skulderen for at vise, at det ikke var noget. Selvom det bestemt var noget.
Vi gik ned til cementbroen, hvor båden havde lagt til. Farverige håndklæder var allerede spredt ud på broen, og i luften hang en svag duft af solcreme, som blandede sig med tangduften.
”Endelig kommer I!” lød det fra vandet. Forbløffet kiggede jeg ned i vandet. Alle var i vandet. Jeg kunne skimte tre små klatter langt ud. Herinde lå Lilly og Wilma i vandoverfladen, mens Noah og Christer trådte vande og snakkede sammen. Selv Josefin lå og svømmede runder.
”Kan vi ikke vente med at gå i vandet?” spurgte Molly, henvendt til Eva, som rystede på hovedet. ”Smut i vandet. Nu.”
Mollys kinder lyste hindbærfarvet, da hun kiggede tilbage på mig. Langsomt hev hun kjolen af og afslørede sin turkisfarvede bandeau-bikini. Det blik, hun sendte mig, var på en gang nedstemt, undskyldende og bedrøvet, da hun kravlede ned af metaltrappen. Jeg hørte plasket, da hun ramte vandet, og små havdråber ramte min bare hud. Jeg krympede mig og følte straks, at jeg stank af saltvand. Et vindpust fløj mit hår tilbage. Jeg lukkede øjnene, mens jeg drømte, at jeg ville være tilbage ved huset, hvor der var ikke var hav. Eller endnu bedre inde på fastlandet. Hjemme, liggende i hængekøjen med et glas limonade og Frida liggende i den anden ende. Sådan havde jeg brugt sidste sommer, og jeg kunne ikke forhindre en tåre i at rulle ned af kinden, når jeg kom til at tænke på grinene og drømmene, vi havde delt.

”Nå, Nellie, bliver det til noget?” Evas stemme bragte mig tilbage til nutiden. Latteren og mindet om Frida tog vinden med sig.
”Eva, Nellie har ikke lyst til at bade i dag. Er det ikke ok?” Molly støttende stemme steg op fra vandet.
”Molly, du ved udmærket godt, at disse badeture er obligatoriske. Det burde du, Nellie, måske have tænkt på, før du meldte dig til.” Evas stemme var ubøjelig, og jeg havde allerede en tilføjelse til hendes øgenavn: militær-gimpen.

”Bliver det til noget, Nellie, eller skal du med båden i morgen?”
Hendes trussel gav mig tårer i øjnene, som jeg blinkede væk. Mens jeg mærkede Evas umenneskelige blik på mig, hev jeg min tshirt over hovedet og trak nederdelen af. Jeg satte mine sandaler pænt ved siden af mit tøj, og med tunge skridt gik jeg hen til stigen. Cementen var varm og ujævn. Det føltes som om, jeg var på vej til galgen.

Så sker det, Nellie, du skal i vandet. Det kan du godt.
Jeg stod foran stigen og så ned på dem i vandet. Alle kiggede op på mig. Mollys blik var fuld af opmuntring, mens de andres blikke var fyldt med undring. Vandet slog ind mod cementbroen, og oppefra så det blødt ud. Det lignede, at man lagde sig ned i en blød, glasklar, eftergivende pude. Men jeg vidste bedre.
Havduften fyldte mine næsebor, og dråberne brændte hul i min hud. Jeg bed mig hårdt i underlæben for at forhindre tårerne, men et par røg forbi tremmerne, og jeg fulgte dem, til de ramte vandet og eksploderede. Jeg forestillede mig, at det samme ville ske, hvis jeg rørte vandet. Jeg ville simpelthen blive opløst og puf, så ville Nellie ikke mere eksistere.

Panikken var ved at overtage, og jeg kunne se, hvordan mine hænder rystede, når jeg tog et skridt ned af stigen. Metallet var koldt mod håndflader, men alligevel følte jeg, at jeg var ved at miste grebet. Hvis jeg slap nu, ville jeg ramme vandet og i samme sekund blive opløst. Jeg lukkede øjnene, klar til at gøre det, da et råb gennemborede luften. Og reddede mig.
”Vil du virkelighed sende en pige, der ikke kan svømme, i vandet, Eva? Er det ikke alligevel for umenneskeligt?” Det var Molly.
Eva kiggede ned på mig, og hendes blik ændrede sig med det samme, da hun så mig. ”Kan du ikke svømme?”

Mit lave ”Nej” fik hende til at spærre øjnene op, og hun gav mig lov til at komme op. Jeg fandt straks mit håndklæde og begyndte at skrubbe huden panisk. Selvom det eneste på min krop, vandet havde ramt, føltes hele min krop dyppet i saltvand, og lugten sad i mine næsebor og luftveje.

”Kan du ikke svømme?” Eva gentog sit spørgsmål, og jeg rystede på hovedet, mens jeg fortsatte gnubberiet. ”Men hvorfor sagde du det ikke?” udbrød hun og slog ud med armene. Min hals var snøret sammen, og jeg kunne ikke svare. En trækken på skulderen var alt, jeg kunne mønstre, men Molly reddede mig. Igen. Ud af øjenkrogen så jeg hende træde ud på cementbroen med vandet dryppende efter sig.

”Hun troede, du ville sende hende hjem.”

Eva så på mig. ”Er det rigtigt?”

Et nik var alt, jeg kunne mønstre, for min hals var stadig syet sammen og gjorde det svært at trække vejret.

Eva var stille et stykke tid. I al den tid havde jeg blikket rettet mod en trækrone i horisonten, og selv de mange blikke kunne ikke få mig til at kigge et andet sted hen. Min krop føltes stadigvæk beskidt efter havvandet, og mine næsebor føltes helt fyldt op af saltvand.

Endelig talte Eva. ”Du skulle have sagt, at du ikke kunne svømme, Ellie. Du sætter jo mig i en svær position, tilmed også en akavet position, men jeg har allerede fundet en løsning på problemet.” Hun kaldte ned i vandet. ”Christer, kom lige herop. I andre kan lige svømme en bane til!”

Først nu vovede jeg at kigge på Molly, og hun havde det samme udtryk som jeg: Forvirring over at hun ville involvere Christer.

Han trådte ud på cementbroen og dryppede en sti efter sig, da han skulle hente sit håndklæde.
”Christer, her, er jo vores lille vandhund. Han kan lære dig at svømme.” Christer stoppede brat sin handling og sendte mig et blik, der tydeligt viste utilfredshed.

”Er det nu en god idé, Eva?” spurgte Molly, der åbenbart fungerede som vores talsmand, men Eva rystede med hånden, som ville hun vifte en irriterende flue væk.
”Vrøvl, Molly, det kan Christer sagtens. Du underviser trods alt små børn i svømning, ikke sandt?”
Christer prøvede at indskyde noget, men Eva rystede videre. ”Så burde du også kunne lære Nellie et par svømmetag.”

Vi var begge ved at sige noget, men Eva skar os hårdt af. ”Uanset hvad I siger, bliver det, som jeg siger. Så hvorfor overhovedet forsøge?” Hendes smil var spydigt, da hun fortsatte ”I morgen skal vi andre ud at vandre – Ja, Molly, du skal med – men I to derimod går ned på stranden i et par timer, og så lærer du Nellie at svømme, Christer.”

Christer greb hurtigt sine ting og stormede derefter afsted, så det våde hår fløj ham om ørerne.

”Så må I andre gerne komme op!” råbte Eva, og jeg spekulerede virkelig på, om det var i orden at behandle unge på den måde. Vi var jo ikke på militærlejr, det var faktisk en sommerlejr for unge. Jeg havde fuld forståelse for, hvorfor hendes øgenavn var ’gimpen’, for hendes virkelige personlighed var da hæslig, og jeg var ked af, at jeg havde lært den at kende. En ting var sikkert: Jeg ville ikke se på Eva på den samme måde mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...