Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1030Visninger
AA

10. "Du, Nellie, pas på Noah. Han…”

Jeg var gået ind i hovedhuset om formiddagen, mens de andre var spillede vikingespil i haven. Jeg havde fået lov at kigge på, fordi Christer var optaget andetsteds – det var den forklaring, Matti var kommet med, og de andre så ud som om, det var helt normalt. Jeg havde nu undret mig. Gennem den åbne terrassedør hørtes skrig og skrål, og jeg kunne se Molly og Lilly lave en sejrsdans.
Jeg var gået ind efter et glas vand til Molly og jeg, og jeg havde lige fundet to glas, da jeg hørte en velkendt lyd, som alligevel ikke passede til. Lyden af en telefon, der ringede. Det fik mig til at tænke på, at jeg ikke havde været på nettet, siden jeg var kommet. Lotta havde taget min mobil til den første morgenmad, og siden havde jeg ikke set på den. Mon ikke mor havde sms’et mig et par gange? Mormor havde i hvert fald ringet, det var jeg sikker på.
Ringetonerne blev højere, og jeg gik på jagt efter telefonen. På det lille bord ved glasskabet lå en sort iPhone. Den ringede højere og højere som en utrættelig lillebror, der vil have opmærksomhed. Jeg valgte at tage den, for jeg tænkte, at det sikkert var Evas eller en af de andre voksnes mobil.
”Ja, hallo det –” nåede jeg kun at sige, før en stemme afbrød mig. ”Du kan ikke bare lægge på! Det er simpelthen ikke i orden, unge mand! Katrine vil gerne snakke med sin storebror, er det mon så underligt? Og alligevel ville du på den lejr –” Kvinden lød som om, hun var ved at tale sig varm, og jeg følte, jeg måtte afsløre min identitet.
”Undskyld, men jeg hedder Nellie.” Jeg afbrød hendes skylle, og kvinden åndede tungt ud. Så ændrede hendes stemme sig, og trætheden i stemmen blev udskiftet med friskhed.
”Hej, jeg hedder Iben Christiansen, Christer mor. Og du er?”

”Jeg hedder Nellie. Telefonen ringede, der var ingen i nærheden, så jeg tog den.”  

”Nellie? Dig har jeg vist ikke hørt om før. Er du ny?”
”Ja, det er mit første år.”

”Åh,” kvindens stemme forsvandt ind i sig selv, og hun mumlede ”I stedet for hende…” Hendes stemme døde hen, men i samme sekund kom den friske klang på.

”Nellie, du kunne vel ikke være sød at lede efter Christer? Hans lillesøster vil nemlig frygteligt gerne snakke med dig, kan jeg fortælle dig.”
”Selvfølgelig,” tilbød jeg høfligt, selvom det ikke var, hvad jeg havde mest lyst til. ”Så lægger jeg lige på og får Christer til at ringe op i stedet.”

Jeg kiggede hurtigt i stueetagen med mobilen knuget i hånden, så den sikkert blev indsmurt i mit håndsved.
”Christer?” kaldte jeg, ikke for højt så de andre kunne høre mig. Jeg gik op ad trappen, mens jeg fortsatte med at kalde. Mine skridt gjaldede i det lydløse rum, og jeg følte mig utilpas. Hvem vidste, om en morder gemte sig bag en dør og ventede på at springe frem.. Tankerne rystede jeg hurtigt af mig.

I Hyggerummet fandt jeg Christer. Han stod i rummet, helt opslugt af mørket. Jeg kunne kun lige skimte hans bøjede hoved og de knyttede hænder, der var klar til kamp.

”Christer?” sagde jeg tøvende og trådte tættere på ham.
”Hvad vil du, Nellie?” Hans stemme var tyk af vrede, som han spyttede mit navn ud. Jeg kunne mærke hans vrede ramme mig som en hård bold i brystet, og jeg trådte et skridt tilbage.

”Din mor har ringet. Din søster vil gerne snakke med dig.”
Han snurrede rundt, og de hævede øjne var det første, jeg så. Hans øjne spiddede mig, og min fremstrakte hånd med mobilen dalede ned ved min side.

”Er min mor i telefonen?”
”Nej, jeg lagde på og sagde, at du ville ringe igen.”

”Så kan du godt ringe igen og fortælle hende, at jeg ikke vil snakke med Kat.” Skyggerne fik hans ansigt til at ligne et uhyre.

”Nej,” udbrød jeg, ”det vil jeg ikke. Jeg gider ikke være din budbringer. Ring selv og sig det til din mor!” Jeg rakte hånden frem, og i næste øjeblik havde han flået mobilen ud af min hånd og smidt den over på de støvede madrasser.

”Du ved ingenting om mig, Nellie,” Hans stemme var kold og rolig, men raseriet ulmede under overfladen. ”Du ved ikke noget som helst om mig, så fri mig for dine fordomme.” Han vendte tilbage til sit mørke hjørne, og jeg blev stående helt stiv. Han havde råbt mig lige ind i ansigtet på en måde, der stadig skulle fordøjes. Jeg vidste ikke, om jeg skulle forlade stuen og lade ham være alene eller ej.

”Er der noget, du vil tale om?” spurgte jeg ligeså forsigtigt, og det føltes som om, jeg var ved at prikke til en sovende, sulten bjørn.

”Hvorfor skulle jeg fortælle noget til dig? Du er jo bare Mollys lille hundehvalp, og det er vel også grunden til, at du er her? For at give Molly noget sladder til de fucking kedelige aftner?”

”Nej,” hviskede jeg. ”Nej, faktisk ikke. Man behøver ikke at tro det værste om alle mennesker. Jeg blev stående, fordi du tydeligvis var ked af det,  men ved du hvad,” Jeg holdt en spændingspause, ”man behøver ikke være et røvhul, selvom man er ked af det.”

Jeg var næsten ude af døren, da hans stemme stoppede mig. ”Min søster lider af epilepsi. Helt nøjagtigt Autosominal dominant nokturn frontallaps epilepsi. I værste grad. Hun fik et slemt anfald i morges, da hun vågnede, og nu er hun på hospitalet.” Han prøvede at sende et smil, men det blev til en bedrøvet grimasse.

”Og det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide hende, Nellie, det er det ikke. Hun er den dejligste lillesøster i hele verden. Hver gang jeg snakker med hende, opfører hun sig altid så tappert, og jeg bliver så stolt af hende. Men jeg føler også sådan en afmagt.” Han slog ud med armene. ”Jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan ikke hjælpe hende. Jeg kan ikke forudsige, hvornår det næste anfald kommer. Jeg føler mig altid som den værste bror i verden, for hun er altså så fuld af livsånd, mens jeg bliver ked af det.” Han vendte siden til mig, og jeg mente, jeg så en tåre i øjenkrogen. ”Jeg burde være den stærke klippe, hun kunne læne sig opad, og det er jeg bare overhovedet ikke.”

Forsigtigt nærmede jeg mig ham og lagde efter overvejelse en hånd på hans arm. Du gør det så godt, som du kan, Christer. Du bekymrer dig tydeligvis om hende, og det gør dig til en fantastisk storebror. Du behøver ikke være så hård ved dig selv.”

Han stivnede ved min berøring, men som jeg snakkede til ham, slappede han af. Han tørrede en tåre væk fra kinden, og jeg fortsatte ”Tør øjnene og ring til hende. Det vil hun sætte pris på. Du er trods alt hendes storebror.” Jeg fortsatte med at tale i et blidt tonefald, og jeg måtte lysten til at ae ham på kinden. Straks efter tanken var tænkt, kunne jeg mærke varmen i mine kinder.

”Ringer du til hende?”

Han nikkede forsigtigt, men uden at kigge på mig. Jeg fandt hans mobil frem og rakte dem til ham. Han tog den tøvende og nikkede for sig selv.

”Du vil vel have fred, ikke? Det tænkte jeg nok. Jeg går ud til de andre.” Jeg var igen på vej til ham, da hans stemme igen stoppede mig.
”Du, Nellie, pas på Noah. Han…” Christer famlede efter ordene. ”Han er ikke ordentligt ved piger. Han leger med dem.”

Med den advarsel flygtede jeg ud i solen og ned til de andre. Hvad havde han ment? Var der mange, der havde set Noah og jeg stå tæt sammen? Jeg kunne lige forestille mig, at Molly ville finde ud af det. Jeg måtte forhindre det for enhver pris.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...