Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1049Visninger
AA

31. ”Bare pas på.”

Jeg udstødte et lille skrig i søvne, før jeg satte mig brat op i sengen med svedig pande og uglet hår. Jeg havde haft et mareridt, og jeg huskede stadig fornemmelsen af natten på mine kinder og grangrenene når de svirpede over mine ben, men jeg løb. De arrige råb klingede endnu i mine ører, og mit hjerte bankede stadig hastigt, som om jeg stadig var på flugt i skoven. En knirkende lyd fik mig til at fare sammen, og jeg trak dynen helt op til næsen. Selvom månen kastede sit fortryllende lys ind af vinduet, lå det meste af værelset i mørke.

Den knirkende lyd lød igen, og jeg kunne mærke, jeg blev isnende kold. Mit hjerte begyndte igen at dunke hurtigt, og jeg prøvede forgæves at slappe af. Gåsehuden bredte sig ud over mine bare arme, og min hals snørede sammen, så jeg ikke kunne udstøde et ord.

Pludselig var jeg helt sikker på, at der stod en person i skyggerne op betragtede mig. Der var noget anderledes ved mørket, og i et kort sekund syntes jeg også, jeg så to skinnende øjne. Mit blik faldt på lampen, og jeg overvejede kort, om jeg skulle skynde mig at tænde lyset og få klarhed. Jeg kunne mærke, jeg blev i tvivl. Stod der rent faktisk nogen i mørket, eller legede min hjerne med mig?

 

Jeg blev siddende trykket op af ydervæggen med dynen hevet helt op til næsen. Flere gange var mine øjne ved at falde i, men hver gang vækkede jeg mig selv igen. Jeg kunne ikke tage blikket væk fra det mørkeste hjørne, og for hvert minut der gik, blev jeg kun mere og mere besluttet på at finde ud af, hvem der stod i mørket. Hvis der altså stod nogen.
På et tidspunkt faldt mine øjne i, men da havde jeg allerede glemt alt om skygger og udspionering. I min søvn hørte jeg måske lyden af hastige skridt, der løb væk, men måske ikke.

 

Da jeg, næste morgen, slog øjnene op, var min krop kold som istapper. En kold vind indhyllede min krop som en sky, og søvnigt famlede jeg efter min dyne. Uden held. Mens søvnen stadig sad i mine øjne, satte jeg mig op for at danne et overblik. Jeg gned hurtigt søvnen ud af mine øjne, mens det langsomt gik op for mig, hvad der var sket.
Mit værelse lignede en slagmark. Vinden trængte ind gennem det åbne vindue og fik papirerne på mit gulv til at flyve rundt. Det så faktisk fint ud, var min første tanke, før det gik op for mig, at det var mine blades og bøgers udrevne sider, som vinden legede med. De lå spredt ud over alle flader på værelset og dannede et makabert mønster. Min dyne var ikke at se, men der lå til gengæld fjer rundt omkring, som bevidste, min dyne stadig var på værelset.

Jeg kunne kun stirre tavst på hærværket. Da noget gik op for mig, lod jeg mig rystende dumpe ned på sengen. Nogen havde været inde på mit værelse, men jeg havde ligget og sovet. Tanken fik mit sind til at køre rundt i cirkler, og jeg kunne mærke rystelserne i min krop tage til. ”Lige nu savner jeg virkelig Christer,” hviskede jeg til det ensomme rum. ”Han ville kunne berolige mig. Det kunne han altid…” Jeg stoppede min hvisken, da erkendelsen gik op for mig. Jeg følte mig så alene, at jeg var begyndt at tale til mig selv. Tanken fik mig til at fnise ukontrolleret, mens tårer gjorde mine kinder våde.

Akkompagneret af store, fortabte hulk lod jeg mig falde ned på min seng, hvor jeg søgte trøst i min pude.

”Hallo?” Et øjeblik troede jeg, det var Josefin, og forventningsfuldt kastede jeg et blik op på personen i døren. Jeg udstødte en protesterende lyd, da jeg så, hvem det var.

Noah.

At kigge på ham sendte bedrageriske spjæt til min mave. Jeg ville ikke kigge på ham, og i protest vendte jeg mig om på den anden side og krummede mig sammen til en klump.

Jeg kunne høre hans fodtrin på værelset, før han satte sig på Josefins seng, der sendte en knirkende lyd som for at klage.

”Hvad er der sket?” Hans stemme lød bekymret, og en del af mig lappede grådigt hans bekymring i mig. Jeg ville så gerne have nogen at betro mig til. Før jeg kunne sige noget eller kaste mig i armene på ham, fik jeg kontrol over mig selv. Noah havde bevist, hvor hans troskab lå. Jeg kunne ikke stole på ham. Han havde trods alt ødelagt mit venskab med Molly.

Han gentog sit spørgsmål, men jeg ville stadig ikke vende mig om. I stedet foldede jeg mig endnu mere sammen om puden og ignorerede de salte tårer, der dannede mønstre på betrækket.

”Nellie…” begyndte han, før det blev efterfulgt af et suk.

Han havde ingen ret til at sukke over mig, og jeg udbrød straks, mens jeg satte mig op med hurtige bevægelser.
”Gå så! Du skal ikke sidde her og sukke! Bare gå-” Jeg tav, da jeg opdagede, at min stemme mistede sin hårde klang og blev erstattet af usikkerhed.

Han sukkede igen. Sukket gjorde mig vred, men det var umuligt for mig at beholde vreden som en beskyttende boble. Sorgen kom med det samme med sin spidse nål og prikkede hul på sæbeboblen.

Da jeg endelig talte igen, havde jeg samlet vrede nok til at skabe en spindelvævstynd boble.

”Du har ingen ret til det der.” Jeg strammede grebet om min pude og bøjede mig ind over den. ”Du har overhovedet ingen ret til at sidde der og sukke… Til at sidde der og lade som om du bekymrer dig.”

”Jamen, jeg bekymrer mig jo.”
Jeg sendte ham et uforstående blik, men da han roligt mødte mit blik, fjernede jeg straks fokus fra ham og fortsatte med at stirre ind i væggen.

Mit fnys var hånligt. ”Noah, du ødelagde mit liv her på øen. Du tog det hele, fordi din fucking stolthed blev såret. Eller var det i virkeligheden bare, fordi jeg ikke ville danse og dreje for dig, som du ønskede?”
Ud af øjenkrogen så jeg ham åbne munden, men min rysten på hovedet stoppede ham.

”Fuck dig. Du skal ikke sidde her og prøve… prøve at belære mig om kærlighed eller venskab.” Min stemme blev skinger, som jeg hidsede mig op. ”Du skal ikke sidde her og være bekymret for mig! Det har du ingen ret til! Jeg hader dig! Jeg hader alle her på øen.” Min stemme var overraskende mørk, da jeg så på ham igen ud over øjenbrynene. Af alle kræfter prøvede jeg at skyde al min sorg og tristhed over på ham. Det var lettere at lade sig opsluge af vrede.

 ”Nellie, hør nu på mig.” Hans stemme havde en bedende, oprigtig undertone, og han lænede sig frem mod mig som om, han ville betro mig en hemmelighed. Jeg orkede ham ikke. Ikke mere. Hvis ikke jeg fik ham ud lige nu, ville jeg sætte mig til at græde foran ham.

”Gå, Noah! Skrid! Ud af mit liv!” Jeg rejste mig med skriget siddende i halsen og pegede tavst på døren.

Det blik, han sendte mig, brændte sig ind i mig, og jeg hadede mig selv, fordi han stadig kunne påvirke mig. Med langsomme bevægelser rejste han sig fra sengen, og jeg fulgte ham med blikket, da han behændigt undgik rodet på gulvet og nåede døren.

”Bare pas på,” var det sidste, han sagde til mig, før han forsvandt. Jeg stirrede på døren, indtil mit fokuspunkt forsvandt.

Mine ben kollapsede under mig, og jeg sank sammen på gulvet mellem iturevne sider og fjer. Min krop føltes drænet. Jeg følte mig tom og let som et spøgelse. Min krop var tømt for tårer, latter og vrede. Som tiden gik, blev jeg blev mere og mere sikker på, at det var, hvad jeg var blevet til, da alle, der gik på gangen, ignorerede mig. Og døren stod jo trods alt åben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...