Insomnia

Ikke alle monstre har grøn hud og syle-spidse tænder. Han havde ikke.

12Likes
22Kommentarer
355Visninger

1. Søvnløshed

Hun så et monster, når han kom ind ad døren. Ikke fordi han lignede et; han var ikke tre meter høj, og han havde ikke tyk, grøn hud; han havde ikke syleskarpe tænder eller kun tre fingre. Han var et menneske præcis som hende.

 

***

 

Hun havde brugt aftenen på at skære sit græskar ud. Hun havde gjort sig umage; beundret det og følt sig stolt, mens monstre og spøgelser havde fyldt hendes tanker.

Fra sin seng kunne hun skue sit mesterværk, der nænsomt var placeret i vindueskammen med et stearinlys. Den blafrende flamme kastede uhyggelige skygger på væggene, men hun nød synet.

Fra sin seng opdagede hun silhuetten af sin far med et bælte. Den Halloween-aften så hun den for første gang.

 

Havde hun tænkt sig at sladre? Nej. Han kendte svaret på spørgsmålet, selvom han aldrig havde spurgt, og hun aldrig havde svaret.

                                                                              

Tankerne holdt hende vågen. Nogle gange tænkte hun på ham. Nogle gange tvang hun sig til at tænke på glade stunder og store smil; hun søgte efter dem i sin hukommelse, men kunne kun finde få. De virkede så slidte.

 

Skrigene ville kunne holde naboer vågne. Den lille familie havde ingen tæt på; heldigvis for ham. Hun skreg ikke længere. Det havde alligevel ikke gjort en forskel.

 

Dukkerne og bamserne var hendes kæreste eje; de sagde ikke så meget, men de slog heller ikke. Nogle gange, når hun lå vågen i sin seng i de lange, sene nattetimer, ønskede hun, at de ville komme til live; hjælpe hende når hun hørte hans skridt i gangen og døren åbne, og hun med et tryglende blik kiggede på dem. Måske ville de vågne en dag? Hun kendte svaret på spørgsmålet, selvom hun aldrig havde spurgt, og de aldrig havde svaret. Nej.

 

Han havde også indtaget hendes sjældne drømme, forvrænget dem og forvandlet dem til mareridt om monstre, bælter og hovedløse dukker. Når hun vågnede, gispende og svedende, vidste hun ikke, hvad hun skulle frygte mest: drøm eller virkelighed.

 

De første gange da smældene lød, og tårerne trillede, så hun galskaben forlade hans øjne. Det var ikke altid, at han kiggede direkte på hendes ansigt, og hun savnede de gange, hvor han bagefter undskyldte, krammede, trøstede. Det var, indtil han blev for kærlig. Heldigvis havde hun fundet Fnuller.

 

Det værste var de vågne nætter, når månen skinnede gennem gardinet og oplyste hendes værelse og verden. Det mindede hende om, når han åbnede døren, og lyset fra gangen fyldte rummet. En nat gemte hun sig for månelyset under sengen. Der var fyldt med støv og fnuller. To store plastikøjne kiggede ind i hendes. De trøstede hende, og det var som om de så hende. Så ind i hende. Hun havde helt glemt den bamse. Den nat fandt hun Fnuller.

 

Når hun lå alene i sengen, gjorde det ondt indeni. Det gjorde ondt, når hun lå på ryggen. Det gjorde ondt, når hun lå på maven. Det gjorde ondt at ligge. Så lagde hun en blød bamse, altid Fnuller, under det sted, der smertede mest. Hun kunne godt lide Fnuller. Fnuller trøstede hende i de lange, søvnløse nætter.

 

***

 

Hun så et monster, når han kom ind ad døren. Ikke fordi han lignede et; han var ikke tre meter høj, og han havde ikke tyk, grøn hud; han havde ikke syleskarpe tænder eller kun tre fingre. Han var et menneske, men ikke som hun.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...