Fortidens fejltagelser

Da Sarah får nye venner forlader hun sin bedste veninde, Julie. Hun og veninderne driller Julie og en dag ender det galt. Julie dør og Sarah og hendes venner er skyld i ulykken. En dag går Sarah og vennerne tilbage til gerningsstedet, hvor de får sig en forfærdelig overraskelse...

1Likes
4Kommentarer
72Visninger
AA

1. Fortidens fejltagelser

Skovens træer tårnede sig op over vores hoveder. Der var en anelse tåget og luften var tung og fugtig efter gårsdagens regn. Over os lyste stjernerne klart på himlen og man kunne lige ane konturen af fuldmånen bag det tynde lag skyer. Skoven var dunkel og uhyggelig - perfekt til Halloween aften.

    "Hvad skal vi herude?" spurgte Caroline med sur mine.

Hun holdt sin kjole op og forsøgte at bane sig vej gennem skoven på sine upraktiske, røde stilletter.

    "Det får I at se," sagde Louise med et spændt smil.

Det var hende, som havde fulgt mig, Caroline, Niko og Emil ud i skoven. Hvorfor vidste vi ikke. Louise stoppede pludselig op et sted, hvor der var et mellemrum i de tætte trætoppe, hvilket betød, at stedet måtte være en lille lysning om dagen. 

"Jeg havde tænkt mig, at vi i dag skulle lege en leg,"

Niko lagde armene over kors. "Hvilken leg?"

"Den leg, som vi brugte til at skræmme hende der... Hvad fa'en var det nu hun hed? Josephine, Justine, Judith..? Hvad var det nu hun hed, Sarah?"

Jeg forblev tavs og rettede blikket mod skovbunden.

"Det mener du bare ikke!" råbte Caroline.

"Kan du slet ikke huske, hvad der skete eller hvad?" sagde Emil.

    Jeg var helt væk i mine egne tanker. De forfærdelige minder om Julie kom tilbage. Jeg så mig selv og hende som niårige. Vi var bedste venner dengang. I frikvarterene legede vi altid en leg, som jeg havde fundet på. Med den leg prøvede vi at fremkalde spøgelser og ånder. Selvfølgelig dukkede der aldrig nogen op.

En dag blev jeg venner med Louise, klassens populære pige. Hun kunne rigtig godt lide mig og snart blev jeg en del af hendes slæng. Julie blev ensom og alene og vi elskede at drille hende. 

Et par år senere fik vi den ide, at jeg skulle prøve, at få Julie til at lege legen med mig. Imens skulle de andre klæde sig uhyggeligt ud og gemme sig i udkanten af skoven.

    Da jeg spurgte Julie, om vi skulle lege legen igen, blev hun rigtig glad. Jeg glemmer aldrig glimtet i hendes øjne. Som jeg stod der og så hendes store begejstring, fortrød jeg egentlig lidt, at jeg havde i sinde at forskrække hende.

    Alt gik lige efter planen, indtil hun skulle forskrækkes. Vennerne sprang frem og Julie blev så bange, at hun faldt om. Vi gik i panik og vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Caroline gav sig til at græde, Louise sukkede og drengene forsøgte at ryste hende til bevidsthed. Selv stod jeg bare og stirrede lamslået på Julies krop, der lå helt stille og livløs mellem græsset.

"Hvad gør vi? Hvad gør vi?" råbte Caroline panisk og gemte ansigtet i hænderne.

"Vi bærer hende hjem. Der er ikke andet, vi kan gøre," svarede Emil.

Han løftede hende op i sine arme, men tabte hende pludselig med et chok, da noget gik op for ham.

"Shit, shit, shit,"

Han bøjede sig ned over hende.

"Hvad?" spurgte Louise.

"Hun trækker ikke vejret,"

Vi satte os alle på hug foran hende. Kunne ikke fatte det. Vi mærkede på hendes hjerte, som ikke slog. Vi prøvede den førstehjælp vi kunne, men intet hjalp. Julie var død, og det var vores skyld. Caroline skreg og skreg. Alle andre stod tavse og stirrede på den døde krop.

"Ti så stille!" råbte Louise til sidst. "Tænk nu, hvis nogen hører dig og kommer herhen og ser, hvad der er sket,"

"Hvad gør vi?" spurgte Emil.

"Vi ringer 112," sagde jeg og tog min mobil frem.

Louise slog den ud af hånden på mig, så den landede i græsset. Jeg bukkede mig hurtigt ned og samlede den op. Der var ikke sket noget med den.

"Hvad laver du?!" råbte jeg.

"Er du dum eller hvad? Vi kommer i fængsel!"

"Vi siger bare, at det var en ulykke," sagde Niko.

Louise sukkede. "Kom, vi begraver hende. Niko, Emil..." sagde hun og pegede på Julie.

Drengene tøvede først lidt, men bøjede sig til sidst ned og begyndte at grave et hul. Før jeg vidste af det, var hun væk. Væk for altid.

De følgende år var hun efterlyst. Men til sidst opgave politiet. Hendes forældre var utrøstelige og forståeligt nok fulde af sorg. Selvfølgelig ville jeg fortælle dem sandheden. Men Louise truede mig på livet og sagde, at vi ville komme i store problemer, hvis det blev opdaget.

 

"So what? Det var jo bare en ulykke," sagde Louise og viftede ligegyldigt med en hånd i luften.

"En ulykke? Hun var min ven!" råbte jeg.

Louise vidste vist ikke, hvad hun skulle svare. Hun nøjedes bare med et suk.

"Hvordan kan du være så led?!" skreg jeg.

"Du gik selv med til det!" råbte hun igen.

"Piger!" råbte Caroline hulkende.

Louise vendte sig vredt mod Caroline og pegede på hende med sin pegefinger.

"Ikke nu, Caroline! Vi er ikke i humør til dit piveri!"

"Men, Emil og Niko... de er væk!"

Louise og jeg kiggede os omkring. Skoven var stille som aldrig før. Himlen syntes en tone mørkere. En skikkelse trådte ud fra skyggerne.

"Niko? Emil?"

Men det var ikke nogle af drengene. Det var Julies spøgelse. Hun så ud, som da hun døde. Hendes kastanjebrune hår klistrede sig til hendes hals og hendes blomstrede kjole var beskidt af mudder.

"Umuligt," hviskede Louise, der stirrede frem for sig.

Julie bevægede sig hen til hende med langsomme skridt. Louise var nærmest paralyseret og øjnene poppede op i hendes ansigt af frygt. Julie stak en hånd lige igennem hendes krop, og hun faldt livløs sammen på skovbunden med åbne øjne. På et splitsekund nåede hun Caroline.

"Løb, Sarah!" nåede hun at råbe, før hendes skrig døde hen.

Jeg vendte om og spurtede gennem skoven. Jeg kunne intet føle. Jeg var som blændet af frygten. Mit tøj blev flænset, da jeg løb gennem tornebuske, men jeg tog mig ikke af det. Selv ikke, da blodet løb ned ad mine ben.

 

Efter kort tid måtte jeg stoppe op. Det føltes som om, at mine lunger brændte og desuden var Jeg nået til en skrænt. Heldigt at jeg havde opdaget den her i mørket, ellers var jeg faldet ud over.

Jeg vendte mig om og til min store skræk stod Julie der. Jeg tog en dyb indånding. Julie kom nærmere. For hvert skridt hun tog, tog jeg et bagud.

"Undskyld, Julie. Det var ikke meningen, at det skulle gå sådan,"

"Du har ikke tænkt på mig siden? Har du?" vrissede hun.

"Jo, selvfølgelig har jeg det,"

"Du ville ikke engang fortælle nogen, hvad der var skete! Hvorfor gjorde du det ikke?"

Jeg var tæt på kanten nu. Jeg begyndte at hulke.

"Undskyld, Julie. Jeg har aldrig stoppet med at tænke på dig, og jeg vil aldrig nogensinde glemme dig,"

Det så ud som om, at det tøede hende lidt op. Tårerne hobede sig op i hendes øjne. Hun gik nu helt hen til mig. Hun kiggede op på mig. Jeg kiggede på hende med bedende øjne. Bad om tilgivelse. Hun kiggede væk og bed sig i læben. Før jeg kunne nå at reagere, skubbede hun mig ud over skrænten og da jeg ramte jorden, blev alting sort...

 

 

    

 

  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...