Selvmorderiske Julekugler - Julekalender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Nogle gange behøver man slet ikke en drillenisse eller en skurk for, at julen bliver et helvede. Nogle gange behøver man ikke en helt til at bringe julestjernen tilbage eller redde Sankt Nicolaus. Til tider er juleglæden forklædt i vodka, knuste hjerter og pludselige indskydelser.

20Likes
52Kommentarer
962Visninger
AA

7. 9. December

De ødelagte fliser ville have været ubehagelige at stå på, hvis ikke det var fordi, Liam igennem årene havde udviklet en vis mængde hård hud. Efterhånden som vandet nærmede sig gulvet antog det en grålig farve, som olien og andet snavs blev vasket af. På trods af flere lukkede døre, så kunne man svagt høre, de metalliske lyde ude fra værkstedet. Der gik endnu et par timer inden de sidste havde fri, men når man meldte sig til overarbejde så var man også selv uden om det. Medlidenhed fik de ikke fra Liam, som bare var glad for endelig at have fri.

Med det tykke, sorte hår dryppende ned på gulvet hev han forhænget for, og rakte ud efter sit håndklæde. Kulden i rummet gjorde det fristende at liste tilbage under bruseren, men på den måde kom han jo aldrig videre i livet. Så snart han var kommet i tøjet smed han hurtigt sine ting ned i tasken og svang den overskulderen. Stoffet knirkede lidt mod læderjakken, men den ellers irriterende lyd, var han selv blevet immun overfor med tiden.

Knap var han nået omkring hjørnet og væk fra larmen, før en ny opstod. Lyden af travle bilister og storby skar igennem mørket, selvom den umuligt kunne være ret meget over spisetid. Når solen gik ned før man havde spist, så vidste man, at det for alvor var vinter. Kulden der bed ham næse og tåspidserne var nu også et meget godt tegn. Godt nok havde han været stædig og ladet hanskerne blive hjemme, men halstørklæde af blåligt uld havde han da fået på. Med den ene hånd låste han cyklen op, alt imens den anden havde godt fat i mobiltelefonen, hvor han hurtigt trykkede på det fremhævede navn på startskærmen. Den nåede ikke at ringe længe inden, den blev taget.

”Hallo? Liam?”

”Ja. Undskyld, jeg først ringer nu, men jeg har lige fået fri.”

”Fri?”

”Fra arbejde, far… Du ved, hvor man laver noget og så får penge for det,” forklarede den unge mand og måtte kæmpe for at holde et suk inde. Den gamles forstand, var bestemt ikke, hvad den havde været.

”Men arbejde lige i dag? Du ved godt, hvilken dag det er, ikke?” Stemmen i røret knækkede over, og næsten samtidig fik Liam kvalme. Selvfølgelig vidste han hvilken dag, det var.

”Hele verdenen går ikke i stå, bare fordi hun er væk,” fik han til sidst fremstammet, på trods af, hvad end der havde sat sig i klemme i hans hals. Den frie hånd havde han midt på styret, hvorefter han begyndte at trække cyklen hjemad.

”Er du okay?” spurgte han efter lidt tid, da der ikke kom noget svar. Sekunderne gik og med rynket pande måtte han tjekke om der stadig var forbindelse. Uret talte stadig minutterne de havde snakket, og der var fuld forbindelse.

”Hallo?!” prøvede Liam igen, men denne gang mere bekymret. Af dårlig vane bed han sig selv i læben, selvom den var lidt øm. Klumpen i halsen voksede og hans hjerte galopperede derud af, uden at han havde nogen magt over det.

”Hva’? Jaja… Jeg har det fint nok. Det går ikke så godt hos psykologen. Vi snakker mere om dig end om mig… Jeg bekymrer mig jo for dig knægt. Du er det eneste jeg har og uden dig, ville jeg gå helt til grunde. Det håber jeg, du ved. Jeg besøgte mors grav tidligere i dag. Lagde nogle blomster og sådan noget. De der gule hun så godt kunne lide. Fint, ikke?” Den hæse stemme kunne sikkert være fortsat længe endnu, hvis ikke det var grundet det host, som kom i vejen. Forsikringen om at alting, købte Liam dog ikke helt. Den var kommet for langsomt og emnet blev skiftet for hurtigt. Faderen havde det bestemt ikke godt, men hvad mere kunne man også forvente.

”Jo. Øhm. Meget fint. Far jeg er nødt til at løbe. Jeg ehm… Jeg har lidt travlt,” skyndte han sig at lyve. Løgnen knækkede dog sammen med hans stemme. Hvis de havde stået overfor hinanden, så var han nok aldrig sluppet så nemt af sted med det. Det var ikke just fordi den ældre herre fik en chance for at svare, inden der blev lagt på. Inden han nåede at svinge benet over cyklen og komme i sadlen, fløj fingrene over touch skærmen og tastede et nyt navn. En smule vaklende drejede han ud på vejen, og fik først balancen rigtigt, da han var kommet op i fart.

”Hva’ så?” lød det frisk fra Alex. Med de to, var der intet behov for introduktion. Dertil kendte de hinandens stemmer alt for godt og selv hvis det ikke var tilfældet, så stod navnet med fede bogstaver, når der blev ringet op.

”Vil du med på druk?” Cyklen tilbagelagde mange meters hullet asfalt, men når man kendte vejene var det ikke svært at dreje uden om de værste huller med en hånd, selvom kæden til tider gav nogle knagende lyde fra sig, når han ikke lige fik skiftet gearet ordentligt. Det helt store kunne man vel ikke forvente, når man kun havde én hånd at arbejde med.

”Hvad? Kan du ikke vente til på lørdag, eller hvad sker der? Du ved godt det er tirsdag, ik?! Jeg skal sgu da i skole i morgen. Skal du ikke også på arbejde?” kom det forvirret fra Alex med en snert af bekymring. Hans stemme havde den der sære klang, som den altid havde, når han troede noget var galt.

”Glem det. Vi ses når vi ses.” Igen blev der hastigt lagt på. Efterhånden cyklede han så hurtigt mod byen, at hans ben ikke kunne følge med længere. Skiftevis flakkede de blå øjne fra mobilen til omgivelserne, der hastigt kom imod ham. Vinden hev voldsomt i hans hår og tøj. Huden omkring hans negle og led var efterhånden lyserøde i protest mod den kulde hænderne blev udsat for. Derfor var det også med stive fingre, at han fik ringet Jonathan op, selvom han egentlig godt vidste, at der ikke var noget at komme efter.

”Det er Jonathan.” Så glad som knægten lød, så skulle man tro at han havde fået noget på den dumme, hvilket Liam vidste ikke var så usandsynligt igen.

”Liam her. Klar på en bytur?”

”Øh… Jeg ser film med Catrine, så ikke rigtig. Vent… Vil du i byen på en tirsdag? Men…? Det har du sgu da ikke råd til, har du?” Egentlig havde Jonathan en pointe. Med de julegaver han manglede at købe og en husleje der ikke betalte sig selv, så stod det lidt trangt til med pengene. Det var mest fornuftigt at spare resten af måneden, men om han havde tænkt sig at være fornuftig? Ikke det mindste.

”Hvad er det i to skiderikker har imod tirsdag? Jesus Christ. Hyg dig med Catrine. ” For tredje gang indenfor få minutter lagde han på uden et ordentligt farvel. Kun for at få mobilen sikkert i lommen sænkede han farten et øjeblik, hvorefter han fortsatte derudaf med fulde drøn.

Måske var det for det bedste, at ingen af dem kunne tage med ham. Så ville de ikke bekymre sig om ham, og han kunne frit gøre som han ville, uden at skulle høre for det efterfølgende. Kæmpende mod klumpen i halsen der kun voksede sig større, satte han kursen mod midtbyen.

 

            Hvad han så ikke lige havde taget højde for var det faktum af det meste af byens ungdom havde samme kedelige tankegang som Jonathan og Alex. Efter at have købt en flaske slavevodka i den nærmeste kiosk, så var der ikke så meget mere at give sig til, end at drikke den brændende væske. Første slurk fik ham til at hoste, men derefter gik det uden yderligere problematikker.

De eneste der sad i baren var alkoholikere, der ligesom ham søgte et øjebliks fred fra virkelighedens verden. En verden hvor mødre døde og venner hadede tirsdag. Igen havde Liam ondt af den stakkels ugedag, som aldrig havde gjort nogen noget andet end ikke at være placeret i weekenden. Nogle ville måske kalde ham blød. Andre ville bare indse, at han var fuld.

Fortovets kolde sten var nok til i løbet af kort tid vinde over hans smålige vintertøj. En kule blev let dirigeret ud i hans krop, men med den brændende væske, var det som om, at det ikke gjorde det helt store. Bedst som han sad i sin egen verden, røg flasken ud af hånden på ham, og en skulder støttede sig imod hans.

”Hvorfor drikker vi?” spurgte en lys pigestemme med en tyk sydlig accent. Hun havde en stor vinterjakke på, men de tynde ben var ikke dækket af andet end et par shorts og ødelagte nylonstrømper. I hendes hånd fandt han flasken, hvorefter hans øjne kunne følge den op mod hendes læber. Da han ikke følte nogen trang til at svare hende, lod han være og kiggede i stedet ud på vejen, hvor der ikke var en sjæl at finde.

”Snaksaglig er du i hvert fald ikke.” Hun lød en smule fornærmet, men lod ikke til at ville lade ham være af den grund. ”Jeg er lige skredet fra min kæreste. Fandt ud af, at han knaldede min veninde. Idiot ikke?” Liam nikkede blot og sank spyttet der havde samlet sig i hans mund. Endnu kiggede han blot ud på vejen og prøvede at fokusere. Det hele svajede dog for ham, og verdenen føltes som en båd på urolige vande. Det var meningen at alkoholen skulle have fået ham til at flyve, men i stedet havde han fået et anker bundet om foden. Kunne man græde under vand? Tårerne pressede i hvert fald på, og han måtte kigge mod den overskyede himmel, for at forhindre dem i at flyde over.

”Uanset hvad det er, så skal det nok gå. Det gør det altid. Det kan ikke være lort for evigt. Det sagde min mor altid.” Uanset hvilke grunde og bagtanker denne pige måtte have, så prøvede hun uden tvivl at muntre ham op. I sin opmuntring havde hun bare ramt kodeordet, der fik bomben til at eksplodere, og de salte dråber til at løbe om kap nedover kølige kinder.

”Min mor er død. I dag er det seks måneder siden.” I forsøget på at holde et hulk tilbage og sig selv sammen udstødte han en mærkelig halvkvalt lyd. Et par store dådyr øjne kiggede på ham med dårlig samvittighed, men også overraskelse over, at han havde åbnet munden.

”Det gør mig ondt, men hvor dumt det end lyder, så havde hun nok højere forventninger til dig end dette.”

”Hvad skal det lige sige?!”

”At de færreste mødre ville være stolte over en søn, der chiller i rendestenen beruset.”

”Det er fandeme ikke meget medlidenhed, der er at hente hos dig, hva?”

”Hvis ikke jeg tager helt fejl, så havde du også taget det personligt, hvis jeg havde haft ondt af dig.” Mere end noget andet, så ønskede Liam at kunne sige hende imod, men hendes ord rungede. Med rynkede bryn kæmpede han lidt med at fokusere på hende.

Derfra gik snakken. Hvor længe de havde siddet her, var ikke til at vide. Alt der hed fornuft, ur og mobil var for en stund glemt. Der var ikke ret meget andet end de to, natten og flasken, der rejste fra mund til mund imellem hver historie. Fra hvordan hun var kommet hjem og set sin bedsteveninde nøgen sammen med sin kæreste, til hvordan hun skrev digte i sin fritid og gerne ville være forfatter. Selv fortalte han om dengang, han kom op at slås med et par drenge fra sin klasse, efter at have fortalt dem at julemanden ikke fandtes. Tårerne blev til grin, og sorgerne skyllet væk.

Næsten samtidig kom de i tanke om, at der var en efterfølgende dag, der krævede noget af dem. De fugtige bukser klistrede ind mod hans hud. Klagende gav leddene lyd fra sig, da de blev rettet ud igen. Med ordene om, at hun havde mere brug for det end ham selv, bad han hende beholde resten af vodkaen. Ikke nok med, at det var det mest høflige, så var der ikke nok i, til at han gad cykle med den i hånden. Sådan som jorden cirkulerede under ham, så var chancen for at vælte overvældende. Det var heller ikke just i en lige linje, at de skiltes.

”Glædelig fucking jul!” råbte hun, da der var kommet noget afstand i mellem dem. Da han kiggede sig over skulderen kunne han lige nøjagtig se, hvordan hun viftede med flasken i hånden. Det trak kort i hans mundvige, og for sig selv tænkte han; Og godt fucking nytår. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...