Selvmorderiske Julekugler - Julekalender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Nogle gange behøver man slet ikke en drillenisse eller en skurk for, at julen bliver et helvede. Nogle gange behøver man ikke en helt til at bringe julestjernen tilbage eller redde Sankt Nicolaus. Til tider er juleglæden forklædt i vodka, knuste hjerter og pludselige indskydelser.

20Likes
52Kommentarer
979Visninger
AA

5. 5. December

Lejligheden var forfærdelig tom og ikke engang Maries roommate var der til at irriterer hende. Det betød, at hun var overladt til sig selv og sine tanker. Noget hun ikke rigtig brød sig om. Catrine havde hun ikke hørt det store fra, hvilket gjorde hende en smule trist. Mere end noget andet, så var hun ked af at være alene. Alene i lejligheden siddende i vindueskammen, med fødderne trukket op til sig.

Normalt røg hun aldrig indenfor, men denne gang blev der gjort en undtagelse. Smøgen i hendes hånd og det slør af røg, der dansede fra hendes mund, gjorde hende roligere. Flere etager under hende blev der råbt og grint. Der blev kysset med fremmede og kastet op blandt venner, fordi man havde fået en lille smule for meget. I stilheden kunne hun høre musikken tydeligt igennem glasset. Sad hun helt stille, så kunne den insisterende bas svagt mærkes i brystkassen. Samtidig med at scenariet var en pinsel og grufuldt mindede hende om, at hun tilbragte fredag aften trist og alene, så gav musikken hende førstehjælp. På trods af, at hun aldrig havde brudt sig om de ensartede toner, så var hun taknemlig for, at noget i det mindste fik hendes hjerte til at slå.

Ensomheden overmanede hende. Lange skygger, der rakte ud efter hende og medbragte krigere, der provokerede hendes tårekanaler. En kamp hun uden tvivl ville tabe, men det sidste hun havde tænkt sig at gøre, var at give op på forhånd. Problemet var bare, at hun stod som en strejfende ulv, foran hele byens jægere, med ryggen mod muren.  Det var sådan, det føltes i hvert fald. Godt nok var hendes ryg imod væggen, men der var ingen foran hende. Ikke engang en fjende.

En smule panisk vrikkede Marie sin mobil ud af lommen på de stramme jeans. Den ødelagte skærm skar hendes tommelfinger en smule, men smerten havde hun vænnet sig til efterhånden. Havde man ikke penge til at få det ordnet, så måtte man leve med konsekvenserne af klodsethed. Det var alligevel ikke nødvendigt at se tastaturet. Hun vidste hvor bogstaverne sad, og hvor hans navn ville dukke op på skærmen

”Hallo?” lød det lettere forpustet fra den anden ende af røret. Det var også typisk ham, ikke at præsentere sig selv ordentligt, når man ringede. Hvor svært kunne det lige være, at sige sit navn?

”Forstyrrer jeg?” spurgte Marie. Velvidende om, at han i den anden ende ikke kunne se det, hævede hun øjenbrynene skeptisk, da Liam igen hev efter vejret.

”Fuck. Nej,” lød det som en klagesang ud af røret. ”Forhelvede! Lortede busser. Så løber man hele vejen, tror du så ikke lige, at man med få sekunder ikke når den. Det kan simpelthen ikke passe.” I baggrunden kunne det høres, hvordan det hule materiale gav efter. Som i zoologiskhave, når man skulle smide sin ispind ud og helst ikke ville røre ved skraldespanden og bare endte med at slippe låget til sidst. Hult og metallisk. Hun så for sig, hvordan han i frustration havde sparket til noget omkring sig. ”Vent… Marie, er det dig?” Nu hvor han var faldet ned igen, var det som om, at det gik op for ham, at han snakkede med andre end sig selv.

”Øh nej? Det er julemanden.”

”Ha. Ha. Meget sjovt. Anyway, hvorfor ringer du?” Sarkasmen dryppede næsten fra hans stemme, men det samme gjorde forvirringen. En sær gryderet, man ikke helt vidste, hvad var i, men som man tog imod, for ikke at såre værtinden. Spørgsmålet var hun dog ikke forberedt på, og derfor gik der et par sekunder, inden hun svarede. Et par sekunder, hvor musikken bankede i hendes brystkasse og holdt hende oprejst.

”Jeg… Catrine er sammen med Jonathan og…” og jeg havde ikke lyst til at være alene, fortsatte hun i sit hoved, men kunne ikke sige ordene højt. I stedet bed hun sig i løben og rev med tænderne et lille stykke tørt hud af, som hun havde for vane, inden hun tog et hiv af sin cigaret, der langsomt brændte tættere og tættere hendes fingre.

”Og du kunne ikke ringe til Alex? Nej vent. I er jo gået hver til sit den ene dag til den anden. Hmm. Så kan jeg godt se, at jeg var den sidste mulighed, du havde.” Det var svært at bedømme, om han var sur over telefonen. Selv når de stod overfor hinanden, så fandt hun det svært at aflæse ham.

”Vil du med i byen?” spurgte hun efter at have rullet en enkelt gang med øjnene. Om han så var sur eller ej, så kunne han vel ikke sige nej til sådan et tilbud. ”Jeg giver,” tilføjede hun hurtigt, selvom hun i bund og grund var flad, selvom måneden lige var startet.

”Jeg skal sådan set mødes med Alex, hvis ellers den næste bus gider at dukke op. Kæft jeg hader at vente. Selv hvis jeg ikke skulle, så havde jeg nok sagt nej. Har du nogen idé om, hvor knust han er?” Måske var han ikke nødvendigvis sur, men imødekommende kunne man ikke kalde ham. Anklagende, var måske det tætteste, hun kunne komme på at beskrive hans tone. Hvis der var nogen, der havde knust Catrine, så ville hun ikke just springe i favnen på vedkommende.

Hurtigt rejste hun sig op og gik over til det lille sofabord, hvorefter hun et par gange bankede sin smøg mod kanten af en tom slikskål. Det var lige før, at det meste havde fået lov til at brænde, frem for egentligt røget.

”Nej…” Hendes stemme var ikke mere end en hvisken. Blankt stirrede hun på det rødglødende papir. Tankerne overvældede hende endnu engang, og det var svært at sige det højt, som hun havde følt så længe.

”Jeg elsker ham mere som en bror end som en kæreste. Sådan er det i hvert fald blevet. Det ville have været ondt at fortsætte uden at mene noget egentlig med det, men tro ikke så meget som et sekund, at jeg ikke holder af ham længere. I kan ikke bare smide mig væk, for at sige sandheden.” Det kom vidst bag på dem begge, hvor meget kraft der gemte sig i hendes stemme. Hvor meget selvstændighed hun egentlig gemte på, når hun ikke bare nikkede og fulgte med.

”Det er ikke os der har smidt dig væk. Du smed ham væk, og nu smider du dig selv væk, fordi du ikke kan holde ud at se ham i øjnene. Jeg ville hjertens gerne fortsætte denne samtale, men byen kalder. Vi ses nok, når i har taget jer lidt sammen.” Der blev lagt på og de små bib-lyde gentagede sig et par gange, inden hun selv fik sænket mobilen og trykket på den røde cirkel.

Med åben mund og rynket pande gik hun igen over til vinduet, men satte sig ikke denne gang. I stedet kiggede hun ned på gaden med blanke øjne, der hurtigt søgte imod en skikkelse, som rodede i en skraldespand. Smidt væk. Smidt ud. Men selv når man var smidt ud, så var der nogen, der ledte efter en og fik stjerner i øjnene ved synet af dig.

Hårdt klemte Marie læberne sammen og rystede på hovedet. Smøgen røg i porcelænsskålen, stadig tændt, imens hun selv fløj ud i køkkenet og fandt nogle rester pakket ind i sølvpapir, der alligevel skulle smides ud inden længe. Skoene trådte hun kun hurtigt ned i. Jakken blev hængende og døren ulåst, imens hun hvirvlede ned af trapperne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...