Selvmorderiske Julekugler - Julekalender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Nogle gange behøver man slet ikke en drillenisse eller en skurk for, at julen bliver et helvede. Nogle gange behøver man ikke en helt til at bringe julestjernen tilbage eller redde Sankt Nicolaus. Til tider er juleglæden forklædt i vodka, knuste hjerter og pludselige indskydelser.

20Likes
52Kommentarer
967Visninger
AA

4. 3. December

December måned havde efterhånden sat sit præg på bylivet. Gågaderne var fyldt til randen, på trods af, at det var en almindelig hverdag. Alle skulle i gang med julegave køb og have lavet ønskelister, hvis ikke det allerede var klaret. Kranse af gran prydet med julekugler hang i bannere på tværs af gaden fra forretning til forretning. Træerne var i klædt lyskæder, der næsten kunne snyde en til at tro, at der lå en smule sne på, selvom det endnu ikke var tilfældet. Dog var det koldt nok til det.

Jonathan gik og skuttede sig i sin jakke for at holde varmen, på trods af at han havde både halstørklæde og hue på. Den ranglede dreng lignede næsten en pingvin, selvom han ikke havde handsker på. Det var ikke nødvendigt, eftersom hans ene hånd blev beskyttet af det sparsomme plastik fra poserne, og den anden blev holdt varm af en hånd, der var meget mindre end hans egen.

Begge havde de røde kinder og frosne tæer efter at have været udenfor det meste af eftermiddagen kun afbrudt af ophold i de forskellige butikker. Mørket var efterhånden faldet på, selvom klokken endnu ikke var ret meget. Vinterdagene var bare korte, hvilket gav alle dekorationerne rig mulighed for at lyse gaden op. En mulighed, der blev udnyttet fuldt ud.

”Tror du, de er okay?” spurgte hun lavmælt og kiggede ned på sine vinterstøvler, der virkede alt for store på hende, selvom de passede perfekt. Den uldne jakke og de varme sko, fik bare de dele af hende, som ikke var pakket ind, til at virke endnu mindre.

”Marie og Alex? Selvfølgelig er de det. Eller det bliver de. De skal bare lige igennem de første par uger her. Lære bare at være venner, du ved,” smilede Jonathan og gav hendes hånd et lille klem, der fungerede som løfte. Han vidste, hvor bekymret hun var for dem, da det ikke var første gang, hun havde spurgt. Heldigvis var han rig på tålmodighed. Når han kiggede ned på det smukke ansigt og de grønne øjne, der rummede et fantastisk menneske, så var tålmodighed ikke det eneste, han var rig på. Catrine havde altid gjort det svært for ham, ikke at smile helt ukontrolleret.

”Jeg håber du har ret…”

”Selvfølgelig har jeg ret,” blinkede han og sendte hende endnu et af sine Colgate smil. ”Noget helt andet er… Hvor holder vi egentlig jul henne?” Denne gang lød han mere usikker på sig selv, da det var noget, han havde tænkt over et stykke tid nu. Forudsagt, at hun altså ville holde jul med ham, hvilket ikke var en garanti. At han tog hjem var i hvert fald udelukket. Det var ikke de utallige skænderier og skuffelsen værd. Jonathan ville ikke kunne se sine far i øjnene, nu hvor han havde droppet at blive kok. Forventningerne var bare evigt høje, og han anede ikke hvad han ville. Måske var det tamt at flygte, men det var altså, hvad han gjorde. Hvad han ellers skulle, anede han ikke. Selvfølgelig vidste han, hvad der trak mest, men om det var en mulighed var så spørgsmålet.

”Vi?” spurgte hun og rødmede, så farven næsten matchede det bølgende hår, der omkransede hendes ansigt. ”Øhm… Det har jeg ikke rigtig tænkt over.” Catrine fik en lille rynke i panden af at koncentrere sig om sine tanker. En ujævnhed som han besluttede sig for at bøje ned og kysse væk, da det som regel hjalp. Afventende kiggede han hende i øjnene, men da han ikke fik noget svar, så tog han selv ordet.

”Hvis du vil holde jul med mig altså.” Selv hvis hun ikke ville, så var det også i orden. Han forstod det godt, hvis hun hellere ville hjem til sin familie.

”Det vil jeg da!” røg det ud af hende så hurtigt, at hun virkede helt forskrækket over sig selv, hvilket fik Jonathan til at grine lavt, men samtidig så varmede det. En del af ham havde frygtet et nej.

”… Jeg går ud fra at dine forældre er udelukket?” spurgte han tøvende og denne gang var det hans tur til at rynke panden. Forskellen var bare, at der ikke var nogen til at fjerne den, eftersom Catrine var en del lavere end ham.

”Hvis vi vil gøre os forhåbninger om en hyggelig aften, så er de…” sukkede hun trist. Det gjorde ondt at tænke på, hvor meget hendes forældre havde imod Jonathan uanset, hvad de prøvede. På intet tidspunkt var det blevet sagt højt, at de ikke brød sig om ham, men den trykkede stemning og måden, hvorpå luften blev så tyk, at ikke et ord kunne undslippe deres læber, var nok. Hendes forældre var udelukkede, så længe de skulle opfører sig sådan overfor Jonathan, der på intet tidspunkt havde gjort nogen af dem noget. Selv var hun for nervøs til at sige fra overfor dem, og han alt for høflig, men på en eller anden måde, skulle de nok finde ud af det. Det havde han lovet hende.

”Tror du vi kunne overtale de andre til at holde jul med os?” spurgte han efter at have tænkt et stykke tid. Der var noget lykkeligt i hans øjne. Den slags glæde, der varmede hende op indefra, og gjorde hendes kinder røde.

”Det skulle ikke undre mig, hvis vi kunne. Liam tager vidst nok hjem til sin far, men Alex vil helt sikkert gerne!” Når hun blev begejstret steg hendes stemme altid en oktav. Ikke som når hun løj, men på en ærlig og sød måde, der gjorde det svært for nogen at sige hende imod. Det var dog med vilje, at hun ikke nævnte venindens navn, da der ikke var nogen grund til at gnide salt i såret ved at bringe de to sammen igen. Ikke endnu i hvert fald.

”Så os tre?”

”Bare os tre. Hos os måske endda. Det burde vi da kunne finde ud af.” Ikke fordi han havde den fjerneste idé om, hvordan man lavede mad eller kogte kartofler. I hvert fald ikke på et niveau, hvor han turde inviterer gæster, men det var en helt anden side af sagen. I stille sind blev Jonathan enig med sig selv om, at de ikke behøvede fin mad, men at en pizza ville være fint nok til ham. Nu havde han heller aldrig været den, der krævede ret meget.

Forslaget blev dog ikke taget imod lige så positivt, som han kunne have ønsket. Catrine kiggede bebrejdende på ham, men at dømme efter måden hun kneb øjnene sammen på, så vidste han, at hun var lige ved at grine.

”Skal vi holde jul, så gør vi det altså ordentlig.” For at understrege alvoren daskede hun til hans skulder og rystede på hovedet. En gestus han ikke ville tage imod uden videre. I stedet stoppede han op, hvilket resulterede i at hun gjorde det samme. Som var de synkroniseret i universets database. Han slap ikke hendes hånd, men svang i stedet poserne om bag hendes ryg, og kyssede hende kort.

”Hvis du siger det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...