Selvmorderiske Julekugler - Julekalender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Nogle gange behøver man slet ikke en drillenisse eller en skurk for, at julen bliver et helvede. Nogle gange behøver man ikke en helt til at bringe julestjernen tilbage eller redde Sankt Nicolaus. Til tider er juleglæden forklædt i vodka, knuste hjerter og pludselige indskydelser.

20Likes
52Kommentarer
979Visninger
AA

15. 24. December

Gaverne var åbnet og taksigelserne givet sammen med en masse glædelige omfavnelser. Alle havde de spist for meget og dette var også på trods af, at Catrine havde givet anden en smule for meget i ovnen. Flået gavepapir lå rundt omkring, da de  endnu ikke havde haft tid til at rydde op. Det var ikke det, som var i fokus. Det vigtige her var, at de kunne nyde hinandens selskab og de nyligt erhvervede genstande. Det var blevet til nye kopper, håndklæder, albums og Alex havde endda modtaget en pose slik, hvilket havde bragt en del smil med sig. En ny mikroovn var det også blevet til, selvom det bare var en af de billige. En frossen pizza var jo nok ligeglad, så det lagde ikke en dæmper på taknemligheden.

”Højt fra tagets grønne top,” sang Liam højt imens de stod og vaskede op ude i køkkenet. Det samme køkken som han for en uges tid siden havde kysset Alex i. Det ville måske have været akavet, hvis ikke det var fordi, at de ikke var alene. At han sang forkert var dog ikke nogen fejl. Så snart de var færdige havde de planlagt at sætte sig op på taget og kigge ud over byen, sådan som de havde gjort det, da Marie og Catrine havde holdt fødselsdag sammen sidst.

”Træet, Liam. Taget er sgu ikke grønt,” lød det fra Alex, hans partner in crime, hans bedste ven igennem tykt og tyndt, selvom det for tiden var ret tykt.

”Har du tjekket?” drillede han tilbage, men deres fjollerier blev afbrudt af kvinden i huset, som havde mere styr på fakta end nogen af de andre.

”Jeg er nødt til at holde med Alex her. Fejler hukommelsen noget?”

”Nej ikke det mindste. Jeg ser bare det hele i perspektiv.”

”Perspektiv på hvad?”

”Livet”

”Sikke dyb du er i dag,” grinede Jonathan og smed opvaskebaljen ind i skabet, for efter at svinge det fugtige viskestykke over skulderen, som var han en eller anden husmor.

”Han er fuld af lort, er han.” Med de ord gav Alex Liam en på skulderen, hvilket de alle kunne grine af, imens han ømmede sig. Deres pjatterier gjorde hele situationen meget lettere. Undervejs modtag Catrine en besked fra Marie, der ønskede dem alle en glædelig jul, hvilket gav hende håb om, at tingene inden længe, ville blive som de plejede at være. Problemerne virkede så langt væk i forhold til, at det blot havde været i går, de alle havde været nede i kulkælderen. Selvom de hver især manglede nogen ved deres side, så var julen i sandhed hjerternes tid.

 

Latteren rungede i opgangen og jonglerede med et ekko. Deres skridt kunne tydeligt høres danse med jokes og fjollerier. Skridt fra skridt bevægede de sig op af trappen og for hver etage kom de tættere på taget. Til tider kunne man høre stemmer fra de andre beboere. Enkle steder kunne man høre julesange, der blev skrålet alt for højt af den sære onkel fra København, eller et træt barn, der gerne ville hjem og sove. Det var ganske hyggeligt at høre på, hvis de unge ellers havde givet sig tid til at stoppe op og nyde stemningen. Dog havde de deres øjne på et helt andet mål, og trapperne tog pusten fra dem, som ikke var i topform.

”Næste gang tager vi elevatoren,” lød det fra Jonathan der dannede bagtrop.

”Slapsvans,” smilede Liam og tog to skridt af gangen for at vise, at det altså ikke var så slemt igen. Op på taget kom de i hvert fald og udsigten havde været anstrengelserne værd. Måske var det sådan med alting. Man brugte hele livet på at bygge en tilværelse op, blot for en dag at falde ud over kanten. Om så det var med vilje eller ej, så ville de alle sammen møde asfalten. Som de konger og dronninger de var, så ville de blive slået af tronen for at give plads til en ny. Liam kunne ikke lade være med at finde tanken skræmmende, men da han konfronterede Alex med det senere hen, havde drengen bare svaret, at det bare var livet.

Grundet højden var vinden kraftig heroppe, for slet ikke at nævne at den var isende kold. Det slog dog ikke ned på stemningen, for Catrine og Jonathan tonsede rundt, som et par legesyge hundehvalpe, der for første gang havde set sne. Det jævne og næsten uberørte lag blev hvirvlet op og fra tid til anden, tog vinden fat og bragte det med sig. Dansende og legende som de to unge elskende, der ikke kunne forestille sig et liv uden hinanden. På en måde var den kærlighed også den farligste. Så stærk og skrøbelig. Især mellem to mennesker, som troede at enhver kærlighed var den største.

Langs betontagets kant var et gitter af stål, som skulle holde folk tilbage. Egentlig var det ikke meningen, at man skulle færdes heroppe, men eftersom det var eneste indgang til loftrummet, så måtte man til nøds. Det var her at Liam og Alex havde slået sig ned. Hængende halvt udover gitteret som om, at der kun var en meter ned i stedet for hundrede. Sneen lagde sig i deres mørke hår og gav dem grå stænk før tid, selvom hele verdenen virkede tidløs heroppe fra. Alt var roligt. Ingen biler. Ingen mennesker. Kun dem, fnuggene, og vinden.

”Hvordan går det,” spurgte Alex betænksomt sin ven, kun højt nok til at lyden kunne bære sig selv over vinden.

”Det går,” svarede Liam blot kortfattet, da han aldrig havde været typen til at snakke højt om den slags. Raseri og frustration kunne han håndtere, men så snart følelserne var dybere, så lå de begravet dobbelt så langt inde. ”Hvad med dig?” Han drejede hovedet for at møde de øjne, som tilhørte hans bedsteven.

”Jeg ved det ikke helt.” Bag dem kunne man høre, hvordan turtelduerne fjollede rundt. En gang i mellem skreg Catrine fordi hun havde fået sne ned af nakken, men kort efter kom der altid beklagelser fra Jonathan over, at han havde fået det ind under jakken. Det tøsede skrig hun kunne få ud af ham, fik dem alle til at grine kortvarigt.

Et hoved lagde sig på Liams skulder, og han kunne ikke lade være med at blive helt varm indeni over den uskyldige gestus. Det var der at det gik op for ham, at det ikke gjorde så meget, hvordan han var en del af Alexs liv, bare han var det. En del af alle de andres liv. En del af noget større. De var her ikke for at lave lort i den. De var her for at leve og hvis det ene hørte sammen med det andet, så var det bare sådan, at det var. De folk der forlod en, forsvandt aldrig helt. Fremmede eller tætte. De satte alle fodspor. De ryddede alle og gjorde det muligt at komme fremad.

Den fysiske kontakt i mellem de to havde fået sat Liams tanker i gang. Følelsen af sammenhold fyldte ham, og det gik op for ham, at de var uovervindelige. Livet var ikke en ruchebane. Livet var blot køen til den egentlige forlystelse; døden. Hvert minut rykkede de tættere på indgangen, og der var ingen tid at spilde. Ikke tid til at vie for nogen. Det var dem. Det var ham. De var i spotlightet. De førte an og de havde ikke tænkt sig at stoppe.

Energien tog fat i ham og med et stort smil glemte Liam alt det dårlige i livet og jublede ud over landskabet, som stod der en rockstjerne dernede. Udover at han var stjernen og han hujede af sig selv. Alex fulgte hurtigt trop og inden længe stod de alle og råbte af verdenen. Her er vi. Se os. Elsk os. Rend os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...