Selvmorderiske Julekugler - Julekalender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Nogle gange behøver man slet ikke en drillenisse eller en skurk for, at julen bliver et helvede. Nogle gange behøver man ikke en helt til at bringe julestjernen tilbage eller redde Sankt Nicolaus. Til tider er juleglæden forklædt i vodka, knuste hjerter og pludselige indskydelser.

20Likes
52Kommentarer
977Visninger
AA

14. 23. December

Normalt var de aldrig hjemme ved Liam. Der var for småt, rodet og i det hele taget ubekvemt, hvis man var mere end én, højst to. Det var lige den tredje person, der gjorde det en smule klemt. Den tredje person var dog ikke et tredje hjul i dette tilfælde. Det var næsten ikke muligt i en etværelseslejlighed fyldt med store og gamle møbler. Gulvtæppet var plettet af både øl, vin og madrester. Det hvide tapet var svagt gulligt af, at både Liam og de forrige beboere havde røget indenfor. Lugten af tobak hang da også i luften, eftersom vinduet bandt så meget, at det ikke kunne betale sig at slås med det.

En ussel bolig, men det var et hjem. Måske var indretningen ikke noget at råbe hurra for, men plads til billeder og souvenirs var der altid. CD’er stablet side om side i en skæv reol. Hylde op og hylde ned med albums kun afbrudt af et dyrt stereo anlæg, som stod i kontrast til resten af lejligheden. Hvis man spurgte ind til det, sagde Liam altid at det var en spørgsmål om prioriteter. Noget de ikke rigtig kunne modsige ham, selvom de måske fandt kontrasten komisk.

Pladsmanglen blev løst ved at sidde ekstra tæt sammen i den hullede sofa, som i princippet kun var beregnet til to. Når drengene kendte hinanden så godt som de gjorde, så var det ikke en hindring. Især ikke når de alle havde brug for hinanden.

”Jeg ville ønske, at Catrines familie rent faktisk brød sig om mig,” lød det mat fra den ellers altid glade Jonathan. Det var ikke ofte at man hørte ham beklage sig. Nogle dage var bare værre end andre og når ulykken pressede sig på, så måtte man ud med den, på en eller anden måde. I dag ved at sidde tæt klemt imellem Liam og Alex, så han knap nok havde plads til sine arme. Det var første gang, at de var sammen alene i flere måneder, så kropskontakten var i Jonathans tilfælde påskønnet.

”Jeg ville ønske, at tingene for en gangs skyld ikke var så komplicerede,” tilføjede Alex i krukken af lidelser. Ekskæresten plagede stadig hans drømme og smertede hans hjerte, selvom det efterhånden var til at holde ud. Han var ikke direkte ked af det længere, men frygten for forandring holdte ham alligevel fanget i drømmen om, at hun ville komme tilbage. Der var dog mere i hans ord end som bare lige. Dog var han velvidende om at kun Liam ville forstå den dobbelte betydning.

De havde ikke snakket om den dag. Ikke en eneste gang. Da de med tømmermænd vågnede næste morgen var alt som det plejede. Liam havde brokket sig indtil han fik røræg og en Coca Cola stukket i hånden. Eftersom hans ven ikke havde opført sig anderledes, så gjorde han det heller ikke selv. På trods af at have kendt Liam igennem flere år, så var han stadig et mysterium og Alex havde for længst lært ikke at stille for mange spørgsmål.

”Uanset hvor barnligt det lyder, så savner jeg min far,” mumlede Liam og løb derved af med førstepladsen. Prisen var overproduktion i tårekanalerne, røde øjne og en enkeltbillet til sorgernes land. De tre drenge stirrede blot opgivende ud i luften, som var verdenen ved at gå under. Lige den dag føltes det også sådan. En af dem burde måske sige noget. Lette stemningen og få dem alle i gang. Her var selv Liam stille og fokuserede i stedet på fjernsynet, hvor de sendte Alene Hjemme, for Gud ved hvilken gang.

Signalet var ustabilt, og grundet en fejl i det gamle fjernsyn var der altid en sort plet i det nederste venstre hjørne. Tanken om at glemme sin søn, var i og for sig tragisk. Det var hvordan drengen tacklede det, som havde gjort filmen populær. Den måde at han klarede sig selv og fik det bedste ud af det. Ingen af dem sagde det, men de tænkte det alle. Her sad de og tacklede deres problemer endnu dårligere end den lille dreng i hovedrollen. Ikke just noget, der fyldte dem med stolthed.

Som tyven kravlede ind af vinduet og trådte på alle julekuglerne, kunne Liam ikke lade være med at spekulere over disse. Det mest essentielle julepynt var lavet af glas. Julekugler var skrøbelige. Det eneste der holdte dem oppe var et døende træ, og når dette træ blev for svagt til at bære dem, så faldt de. Faldt til de ramte jorden og blev knust.

”Det bliver min første jul uden dem begge,” konstaterede Liam lavt. Det var mere en bemærkning end så meget andet, men når man kendte ham, så vidste man, hvad der lå i det. Hvis nogen kendte ham, så var det Alex.

”Så lad os gøre det til en god en. Jon? Har du stadig strøm på din mobil?” Godt nok var deres forhold sært for tiden, men Alex ville under ingen omstændigheder acceptere at en der stod ham nær, havde det så dårligt uden at gøre noget ved det.

”Øhm ja? Hvorfor?”

”Du må nok hellere ringe til Catrine og fortælle, at du kommer senere hjem.”

”Hvad skal vi?”

”Hvis i nogensinde gentager dette, så får i tæv. Vi skal på shopping.”

 

Almindelige mennesker ville nok kunne klare en tur i IKEA på under en time, men så stor som butikken var, så tog det alene en time at gå igennem. Det gjorde det ikke bedre, at drengene havde svært ved at holde fokus igennem sengeafdelingen i jagten på de forskellige genveje. Alex brokkede sig gevaldigt over indretningen i butikken, hvilket fik en medarbejder til at trække på smilebåndet, da hun prøvede at hjælpe dem med at finde rundt.

Da det endelig lykkedes dem at nå frem til julepynten, så blev der ikke sparet på kræfterne. ”Hvad er der galt med det julepynt jeg har?” Liam følte sig måske en smule ramt på den front, da han faktisk havde gjort sig umage i år. Her var vennerne ikke enige, og det eneste de kunne svare var; alt.

Indkøbet hjalp dem alle med at komme på andre tanker. Måske var det derfor at pigerne var så vilde med det. Ingen af dem havde dog økonomi til at gøre det til en vane. Da de kom tilbage var det med den karakteristiske blå pose, som kendetegnede forhandleren. I den var adskillige bøtter med forskellige julekugler, stjerner og hjerter af hø, julelys og hvad end de nu var faldet over. På trods af at det hele skulle hænge hos Liam, så havde de splejset om prisen.

Juletræet der før havde været gråligt grønt, var nu næsten ikke til at se. Overpyntet var en underdrivelse og det gav dem alle noget at lave. Desuden var dette pynt af plastisk og kunne derfor også holde til det, når det hele gik lidt for stærkt og en af dem blev tabt. For slet ikke at nævne, da Liam kastede en i nakken på Jonathan grundet en dårlig joke. En af de jokes som ikke er særlig sjove, men som bare er så latterlige, at de bringer et smil frem på ens læber, og man ryster lidt på hovedet.

”Det lykkedes sgu! Kan i mærke julestemningen?” spurgte Alex og betragtede stolt deres værk. Egentlig var det hæsligt, men når alt kom til alt, så var der ikke ret meget julepynt, som overhovedet var pænt.

”Nej, men jeg kan mærke klaustrofobien.”

”Nu strammer du den. Her er yndigt.”

”Yndigt min røv!” grinede Liam taknemligt, selvom hans lejlighed lignede noget en familiefar fra Amerika havde bikset sammen. De blikkende lys og røde farver over det hele, havde dog en hvis tryghed over sig. Som bragte julen ham lidt nærmere Alex og Jonathan. Lidt nærmere sin far.

”Der er i hvert fald ikke nogen, som skal komme og sige, at vi ikke har stil.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...