Selvmorderiske Julekugler - Julekalender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Nogle gange behøver man slet ikke en drillenisse eller en skurk for, at julen bliver et helvede. Nogle gange behøver man ikke en helt til at bringe julestjernen tilbage eller redde Sankt Nicolaus. Til tider er juleglæden forklædt i vodka, knuste hjerter og pludselige indskydelser.

20Likes
52Kommentarer
968Visninger
AA

13. 21. December

Liam stod alene på havnen med øjnene udover det uendelige hav. Sneen faldt stille omkring ham, men ellers var vejret mildt. Koldt nok til at tårerne på hans kinder føltes som isvand. Den smerte var dog ikke den vigtigste. Det gjorde ondt. Det gjorde forfærdeligt ondt, og hvis ikke han vidste bedre, så ville han tro, at hans indre var i krampe. At hans hjerte havde fordrejet sig og krøllet sig. Noget der var så ødelagt, at det bare burde smides ud. Dagen havde taget en uventet drejning. Da han vågnede den morgen, havde han ikke forventet at finde sig selv stående og sørge til lyden af bølger mod beton.

At besøge sin far. Et overraskelsesbesøg var alt han havde i tankerne. Det var ikke meningen at kroppen skulle ligge der helt livløs i badekaret. Det var ikke meningen, at der skulle være så meget blod. En del af ham havde vidst at det var håbløst, men alligevel havde han ladet håbet gro. En fejl der nu gav bagslag. Hver gang han lukkede øjnene så han det for sig. De blege læber. Det rødlige vand. Håndledende der var skåret op. Liget. Brevet. Papiret han nu knugede i sin hånd, men som kun bragte ham yderligere smerte.

 

Minutterne sneglede sig af sted. Tanken om at det analoge ur på væggen var gået i stå strejfede ham op til flere gange, men lige som hans skulle til at spørge, flyttede viseren sig en smule. Det drev ham langsomt til vanvid. Som en sekundviser når man prøvede at sove om aftnen. Frustrerende. Forstyrrende. Forførende. Tiden stod nærmest stille, men lige nu måtte den gerne spole frem.

Liam kunne ikke finde ro på hospitalet. Stolen virkede for hård. Gulvet for blødt. Hans ben for ustabile. Uroligt trommede han på armlænet, men heller ikke det kunne få ham på andre tanker. Til sidst irriterede han sig selv og for overhovedet at holde det ud, tog han sig opgivende til hovedet. Han ville ikke græde. Selvfølgelig ville hans far klare den. Det gjorde han altid. De ville klare den sammen. Det havde de lovet hinanden til moderens begravelse.

Han følte sig svimmel. Som om blodet forsvandt fra hans hoved og ned til hans brystkasse. Som om det hele samlede sig der, på trods af at der ikke var plads. Prøvede på at bryde ud af hans krop. At flygte fra smerten på en måde, som han ikke kunne. Hvis ikke hans krop kunne holde til det, hvordan skulle han selv så? Behovet for svar voksede sig større og større, indtil han slet ikke kunne holde ud at eksistere. Trangen til at ringe til Alex var der, men det virkede ikke fair. Alex havde nok at se til uden hans bekymringer. Derfor lod han blot mobilen brænde i lommen.

Hvad der føltes som timer senere kom en ældre kvinde gående hen imod ham. Kaldte hans navn. Søgte pårørende til Hr. Søndergaard, hvortil Liam hurtig sprang op og meldte sig. Et øjeblik fjernede håbet alle bekymringerne, men det var kun indtil at han så doktorens ansigtsudtryk; medlidenhed.

”Din far havde mistet for meget blod til, at vi kunne gøre noget. Vi gjorde vores bedste. Det gør mig ondt. Er der nogen vi kan ringe til?” Lægen virkede bedrøvet, men det ragede Liam en høstblomst. Det var ikke et svar han kunne acceptere.

”Noget må i da kunne gøre?! I kan vel give ham blod? Kan i ikke? Skal i ikke forestille at være uddannede i det her?! Så sy ham dog for helvede sammen og giv ham noget blod! Han skal nok klare den. Han kan ikke dø! Så gør dog noget!” Det der startede som ordre forvandlede sig hurtigt til hulkende tiggeri. Tårerne pressede på og denne gang kunne han ikke holde dem inde. Benene forsvandt under ham, og han fandt sig selv siddende på gulvet, med en trøstende hånd på ryggen.

”Så gør dog noget!” Ordene gentog sig igen og igen. Startede som råb men udviklede sig til en mumlende messe.

”Du må gerne se ham. Er der nogen vi kan ringe til? Søskende? Forældre? Hustru?” Den pædagogiske mine gned salt i såret, selvom den ældre kvinde blot prøvede at hjælpe.

”Nej… Nej der er ingen…” Han var alene. Der var ingen familie at læne sig op ad. Der var ingen overhovedet. Kun ham og sin far. Kun ham.  

 

Han tog lighteren frem fra sin bukselomme, selvom det gav kulden lov til et øjeblik at suse under hans jakke. Indeni var han dog så kold, at det ikke gjorde en forskel. Brevet. Faderens sidste ord. Liam fortrød mere end noget andet, at han havde lagt på så hurtigt den dag. Det var vel efterhånden over en uge siden. Han havde haft så travlt med sig selv, at han ikke havde bemærket det. At hans far havde det dybt elendigt. Liam havde været så optaget af sin egen smerte, at han havde ignoreret sin fars.

Tænk at det sidste han skulle høre sin far sige, var ”Fint, ikke?” når tingene var alt andet end fint. Det gik af helvedes til og brevet mindede ham om det konstant. Allerede på nuværende tidspunkt havde han læst det flere gange, end hvad godt var. Med rystende hænder foldede han papiret ud og kiggede på det med tåre i øjnene. Den snørklede skråskrift der var næsten ulæselig kunne han genkende hvor som helst. Det var den, der stod på postkortene. Den der stod på pakkerne og som Liam havde forfalsket som yngre, for at undgå problemer i skolen.

 

Sig til Liam at jeg elsker ham. Undskyld.

            -  Peter

 

Det tog et par forsøg med ligtheren før flammen fik ordentligt fat. Først blev papiret brunt for senere hen at blive sort. Til sidst forsvandt det. Brændt til aske. Præcis lige som hans far ville. Visnet hen og brændt til aske. Et for et forsvandt bogstaverne, men som brevet blev mindre blev minderne mere intense. De forsvandt ikke med vinden som asken gjorde. De blev hængende. Smertefulde og ødelæggende. Til sidst var brevet væk. Liam havde brændt fingrespidserne på det sidste hjørne, men det var væk. Selvom beviset var væk, så ændrede det ikke på virkeligheden.

Flere gange tændte han lighteren blot for at lade den gå ud igen. Til sidst indså han hvor formålsløst handlingen var og pakkede den væk. Det havde ikke hjulpet at brænde brevet, men de overvældende følelser var ikke til at styre. Med al kraft han kunne frembringe sparkede han hårdt til de metalsvampe skibene normalt blev tøjret til. Smerten bredte sig hurtigt fra fod, til ankel, til knæ, men det gjorde intet for at lette den trykken han havde for brystet. Heller ikke selvom han gjorde det flere gange. På havnen var der ingen andre end ham selv. Ingen til at dømme ham og ingen til at fortælle ham, at det hele nok skulle gå. Ingen til at stoppe ham. Han var alene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...