Selvmorderiske Julekugler - Julekalender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Nogle gange behøver man slet ikke en drillenisse eller en skurk for, at julen bliver et helvede. Nogle gange behøver man ikke en helt til at bringe julestjernen tilbage eller redde Sankt Nicolaus. Til tider er juleglæden forklædt i vodka, knuste hjerter og pludselige indskydelser.

20Likes
52Kommentarer
962Visninger
AA

12. 19. December

Den fredag formiddag kunne Marie tilfreds klappe bogen om kinetiskenergi sammen og vinke farvel til store opgaver og prøver. Det var dagen studerende landet over havde ventet på. Både folkeskoleelever og de på højere uddannelsesniveauer, som hende selv, kunne se frem til en pause fra bøger og ansvar. Næste gang hun behøvede at tænke på lektier ville være i januar, men den tid sin sorg. Det var der ingen grund til at bekymre sig om på forhånd.

Rejsetasken var pakket til randen med tøj, hårprodukter og ikke mindst julegaver, så hun var klar til de kommende dage, hun traditionen tro havde tænkt sig at bruge sammen med sine forældre. Derfor var det også med et stort smil på læberne at hun kunne bevæge sig udenfor i sneen og nærme sig busstoppestedet. De moderigtige støvler og tynde strømpebukser udgjorde en sær kontrast sammen med den lange frakke, der næsten fungerede som kjole. Hvis der var noget Marie ikke gik ned på, så var det sit udseende og sin fremtoning. Heller ikke når hun var på farten. Tværtimod, så var det behageligere at rejse sådan end med jeans der gnavede ved knæ og hofter, fordi de var købt en størrelse for lille.

Den grønne bus som kom tøffende imod  hende havde skiftevis en besked om ”Odense Banegård” og ”Glædelig Jul” stående foran sig, hvilket ikke kunne andet end at få enhver i godt humør. I blandt de begejstrede skolebørn og muntre pensionister fandt hun sig til rette i bussen og lænede sig tilbage. Turen gik til banegården, for derefter at gå mod Jylland. Der var altid en helt særlig følelse forbundet med at rejse alene. Om det var selvstændigheden, ansvaret eller fornemmelsen af eventyr var ikke til at vide. Uanset hvad det mere konkret var, så kunne hun i den grad mærke det. Om end ikke i samme grad som den smeltede sne bed i hendes ben og kildede ubehageligt, når dråberne løb ned af hendes ryg. Så meget for at have håret sat op i en knold. På trods af vind, vejr og forsinkelser, så nåede hun frem.

 

Perronen var som altid pakket med mennesker, da Marie ikke var den eneste der havde fået den fabelagtige idé at rejse allerede i dag. Ej heller var hun den eneste hvis familie havde besluttet sig for at hente familiemedlemmer på banegården. Gensynsglæden smittede af, også selvom man ikke kendte den ældre dame, der knugede sit barnebarn ind til sig, få meter til højre. Det var noget af det værste og smukkeste ved menneske følelser. Den spredte sig og smittede dem i nærheden.

Hun kiggede omkring sig. Søgte efter den tæt byggede mand med det kiksede overskæg eller kvinden, der lignede hende selv på en prik, bare med lidt flere rynker. Da det ikke gav pote, kiggede hun efter den ranglede teenagedreng, som hun havde æren af at kalde sin bror. Dér ved siden af trapperne stod de og holdte øje med hende. De mange mennesker havde bare afledt hendes opmærksomhed og gjort hende blind overfor deres tilstedeværelse.

Det gik først op for Marie, at hun virkelig var hjemme, da hun stod foran det velkendte hus. Det røde murstenshus i et plan, som hun var vokset op i. De to vinduer i køkkenet kiggede på hende, som var huset levende og havde øjne. Da filmen Monster-huset kom frem i sin tid havde hun ikke kunne lade være med at drage paralleller til sit eget hjem. Hende og broderen plejede at gå rundt og finde på, hvilke kropsdele de forskellige rum var. Naturligvis var det efterhånden lang tid siden, men minderne bredte stadig et smil på hendes læber.

Hendes værelse lignede sig selv. Bare en smule mere rodet, da forældrene havde brugt det til opbevaring af de ting, de ellers ikke havde plads til nogen steder. Men den gamle lampe i hjørnet og de to flyttekasser under vinduet, skulle ikke ødelægge den nostalgiske følelse der var over rummet. Tasken blev smidt til side, kun nænsomt nok til ikke at beskadige de mere skrøbelige julegaver den indeholdt.

Den gamle seng fra Bilka var lige så blød, som hun huskede den og dynen synes at omfavne hende, som havde den savnet at blive brugt. Dog vidste Marie at sengetøjet kun var blevet lagt på, fordi hun kom her over julen og ikke lå der til hverdag. Når hun var kommet for at besøge sin familie, så var det måske ikke helt fair at gemme sig væk på værelset. Det havde heller ikke været hendes hensigt. At ligge på sengen og mindedes sin barndom var dog mere tiltalende end at pakke ud.

”Er du allerede gået i seng?” grinede en hæs stemme over fra døren. Lillebroderens stemme var gået i overgang siden sidst, så det tog hende et par sekunder at genkende ham.

”Det er ikke os alle, der er natteravne,” lo hun, da hun havde savnet Carlo forfærdeligt meget. De to havde et forhold som de færreste søskende kunne prale af. I stedet for at bekrige hinanden, havde de altid holdt sammen.

”Mor er i gang med at lave æbleskiver. Det lyder som om, at vi skal have den helt store familiesnak. Glæder du dig ikke?” Deres forældre havde altid haft en sær idé om at det var vigtigt at holde såkaldte familiemøder, hvor de vendte alverdens ting og sager. I princippet var det også hyggeligt nok at snakke om, hvordan træet skulle pyntes og hvilke julegaver de manglede at købe. Hvad var knap så hyggeligt var, når emnet drejede ind på de mere private ting. Både Carlo og Marie hadede når der blev spurgt ind til deres kærlighedsliv, hvilket langt hen af vejen, var ikke eksisterende eller bare uinteressant. På den måde, var de vel som enhver anden familie. Udover at den nysgerrige tante og trælse onkel var deres mor og far.

”Jo. Helt vildt,” kom det ironisk fra hende som hun satte sig op og rettede lidt på knolden. En løs tot røg om bag øret, men nu hvor hun var hjemme, så var det knap så vigtigt at se godt ud.

”Jeg kan distrahere dem ved at sige jeg er bøsse? Eller fortælle dem, at jeg var Lucia brud?” foreslog Carlo med et smil, da han vidste at forældrene nok ville grave i at have mistet deres svigersøn. Konservative forældre var dog ikke svære at flippe ud, hvis man vidste hvilke tråde man skulle trække i. Noget broderen havde mestret for længst og ofte udnyttede til sin fordel.

”Tak… Men nej tak.” Et hævet øjenbryn og en hovedrysten fik han dog med på vejen. Det ville hun alligevel ikke udsætte ham for.

”Det ville helt sikkert virke.”

”Ingen tvivl om det, men hvordan vil du så introducere dem for, den nye pige i jeres klasse? Jeg kan ikke forestille mig, at du har opgivet håbet med hende endnu.” blinkede hun og vidste at hun havde ramt et ømt punkt. De akne ramte kinder fik kort efter et rødligt skær, der nåede helt op til ørene. Hans mund var ikke andet end en streg, men Marie vidste at han kunne tage det.

”Ved du hvad… Den her må du klare selv,” mumlede han flovt og vendte sig om for at gå. Hun var dog hurtig til at følge efter, da duften af jul og æbleskiver ikke var til at ignorere. Tværtimod var den dragende også selvom, hun vidste hvad der ventede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...