Selvmorderiske Julekugler - Julekalender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Nogle gange behøver man slet ikke en drillenisse eller en skurk for, at julen bliver et helvede. Nogle gange behøver man ikke en helt til at bringe julestjernen tilbage eller redde Sankt Nicolaus. Til tider er juleglæden forklædt i vodka, knuste hjerter og pludselige indskydelser.

20Likes
52Kommentarer
973Visninger
AA

11. 17. December

”Ej, hvor har jeg savnet dig!” De to piger hvinede lavt idet, de kastede armene omkring hinanden. Andre gæster på caféen kiggede på dem ud af øjenkrogen, men vendte ellers hurtigt tilbage til deres frokost. Enkle smilede en smule over gensynet, men ingen smilte mere end Catrine og Marie. De dunede jakker blev trykket flade og uldne huer skubbet ned i øjnene af kontakten. Efter et langt kram, var de klar til at slippe hinanden og kommunikere med andet end små lyde af fryd.

De lange frakker blev foldet på midten og derefter brugt som underlag, så der kom mere afstand i mellem det hårde plastik og de mørke jeans. Catrine kørte hånden igennem håret et par gange, for at få de røde lokker nogenlunde på plads. For Marie var det lidt lettere. Hendes hår sad altid som det skulle, hvilket veninden til tider hadede hende for.

En kort samtale med en tjener og inden længe stod der foran dem hver en tallerken med nachos og et stort glas cola. Det var alt for længe siden, at de sidst havde gjort noget lignende, så det var også på tide at de vendte tilbage. Marie turde næsten sværge på, at der var et glimt af genkendelse i tjenerens øjne, da de i perioder trods alt næsten var fast inventar. Inventar med penge i pungen. I hvert fald det meste af tiden, selvom det her i julen stod sløjt til. Det var netop også et juleanliggende, der havde bragt dem sammen. Når  nu de ikke skulle holde jul sammen, så var der gaver, der skulle udveksles.

”Jeg ville gerne se din reaktion, men du er nødt til at vente et par dage endnu med at pakke op. Ellers er det snyd!” formanede veninden, da hun overrakte gaven til Marie. En lille æske, der var fint pakket ind, men hun kunne ikke mindes at have ønsket sig noget i den størrelse.

”Vi skriver til hinanden, så snart vi har pakket op. Aftale?”

”Aftale”

Med de ord byttede en lidt større gave ejerskab og landede over hos den rødhårede, der hurtigt efter pakkede den ned i sin skuldertaske. Der blev grint og udvekslet minder. Ikke mindst snakket politik og drøftet verdens situationen som de to nu gjorde det bedst. Løsninger på verdenskonflikter blev smidt på bordet og fiktive domme udstedt til de, som pigerne mente havde fortjent det. Den slags samtaler, der sagde mere om en person på få minutter end årevarigt venskab ellers ville. De to havde altid haft et særligt bånd, og indtil videre tydede intet på at kunne bryde det. Tværtimod flettede den skiftevis sjove og alvorlige stemning dem sammen til en enhed i stand til at trodse modgang.

”Vi har snakket kønsroller, Putin og Ferguson. Hvornår har du tænkt dig at bringe Alex på banen?” spurgte Catrine varsomt og tegnede med sin pegefinger i kondensen på det halvtomme colaglas. Veninden overfor kiggede kort ned og tøvede med at svare. Der gik dog ikke længe inden, hun lænede sig frem med albuerne i bordet.

”Hvordan har han det?” spurgte Marie eftertænksomt med en snert af bekymring. Selvom de ikke var sammen som kæreste længere, så holdte hun jo stadig af ham. En del af hende savnede ham også og det venskab de havde haft.

”Bedre… Jeg tror han er ved at komme ovenpå. Det er svært at sige. Han snakker mere med Liam, end han gør med Jonathan. Dog virker han mere opløftet end han har gjort det meste af december,” tænkte hun højt og  lagde  hovedet lidt på skrå.

”Tror du Liam tilgivet mig?”

”Jeg tror aldrig rigtig han var sur. Du ved, hvordan han er. Stor i kæften og alt det,” beroligede hun og pillede lidt i de få chips, der var tilbage på tallerknen. Egentlig kunne hun ikke spise mere, men det smagte simpelthen for godt til at hun kunne lade det stå.

”Det kan der være noget om.”

”Det er et mærkeligt forhold de to har, men…”

”Sådan har det altid været,” gjorde Marie sig enig og grinede en smule. Så længe Alex var ved at komme over det, så var alt vel godt. Jo før de kunne ses igen som venner, jo før kunne alt blive som det tidligere havde været. Bare uden alt kærestepjattet.

”Burde jeg snakke med ham?” spurgte hun veninden til råds, da hun havde brug for at vende det med nogen. Når alle hendes venner hang ud sammen med ekskæresten, så var der trods alt ikke mange at gå til.

”Jeg ved ikke om det er for tidligt. Det er næsten synd at hælde salt i såret,” sukkede Catrine og tænkte tilbage på den dag først på måneden, hvor Alex havde været totalt knust. Hun havde lidt dårlig samvittighed over at have set det komme, når alle andre ikke havde. De havde flere gange snakket om, hvordan Marie havde mistet følelserne for ham, og så ham mere som en ven end så meget andet. Da det ikke så ud til at ville ændre sig, havde Catrine rådet veninden til at fortælle ham det, da alt andet ikke var fair.

”Uanset hvad, så må du altså hilse de andre… Her mellem jul og nytår, må vi lige mødes. Tag Jonathan med. Ham har jeg ikke set længe,” smilede hun og legede lidt med det kommunefarvede hår.

”Det skal jeg gøre,” lovede hun, i det de rejste sig op og trak jakkerne på. Huerne blev trukket godt ned om ørerne, da de skulder ved skulder gik imod døren tæt op af hinanden. Det var nok sidste gang, de så hinanden inden jul. Muligvis også i dette år, hvis juledagene var travle. Et dybtfølt farvel, var derfor på sin plads, selvom de stod og blokerede et spor i gågaden.

”Du ringer hvis der er noget. Du ved, hvor du kan finde mig. Hvis du har brug for at tale eller noget… Jeg skal nok lade være med at sige noget til Jon.” Det var et løfte om tryghed og et håb om at kunne hjælpe. Det rødhårede nips der knap kunne nå op til Maries øre, var en af de personer der ville gøre alt for at hjælpe og veninden kunne ikke takke hende nok for det.

”Det ved jeg. Pas nu godt på dig selv, ikke?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...