Selvmorderiske Julekugler - Julekalender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Nogle gange behøver man slet ikke en drillenisse eller en skurk for, at julen bliver et helvede. Nogle gange behøver man ikke en helt til at bringe julestjernen tilbage eller redde Sankt Nicolaus. Til tider er juleglæden forklædt i vodka, knuste hjerter og pludselige indskydelser.

20Likes
52Kommentarer
962Visninger
AA

10. 15. December

Selvom det nærmede sig juleaften, så var der endnu ikke faldet sne, hvilket ærgrede mange. Vejrudsigten havde flere dage i træk lovet sne, men uden at der var sket det store. Man kunne ikke vove at påstå at der var noget nyt under solen, når det kom til vejrets pålidelighed. Når vinteren ikke ville komme til dem så havde Jonathan tænkt sig at opsøge den. Selvfølgelig ikke alene. Ved sin side havde han det rødhårede nips, som han var stolt af at kalde sin kæreste.

”Jeg har altså aldrig stået på skøjter før,” indrømmede hun lavt imens hun kæmpede med at få de sære sko på, som hun havde byttet sine egne for ved skranken. De var vide med en blå spids, præcis ligesom Jonathans var det. Den eneste forskel var den noget mindre størrelse og nummeret der tydeligvis var skrevet på med en sprittus. Gulvet var dækket med noget gummiagtigt, men så længe hun kunne stå fast, så var hun ligeglad.

”Det er altså ikke så kompliceret,” smilede han begejstret. Skøjterne havde han allerede fået på. Sikkert stod han tålmodigt og balancerede på klingen indtil hun var klar til at komme på benene.

”Det kan du jo sagtens sige, når du kan finde ud af det,” mumlede hun tilbage. Uden helt at slippe bænken rejste hun sig op. Problemet kom først, da hun skulle til at rette ryggen ud. Det var lidt som, da man var lille og havde en alt for stor skoletaske på. Kroppen føltes pludselig uvirkeligt tung. Selvom hun havde kropsbygningen, til at være skøjteprinsesse eller linedanser, så var det åbenlyst ikke der hendes talent lå. Et par kærlige arme holdte hende dog oprejst og hjalp hende ud på isen. Under isen var der malet streger i blå og røde farver, der sikkert blev brugt til ishockey, og hvad man nu ellers spillede på is. Rundt langs kanten hang der reklamer, for forskellige sportsforretninger og Coca Cola. Den elektroniske tavle, der under normale omstændigheder ville tælle mål, var gået i stå, hvor den sidste kamp var endt. Uden at vide, hvem der havde spillet, så havde hjemmeholdet vundet med ganske få point. En sejr var dog en sejr. 

Da armene gjorde anledning til at forsvinde klamrede hun sig til ham, for at holde balancen. Et lille hvin undslap hendes læber, hvilket fik dem begge til at grine.

”Hva’ så? Er Bambi kommet på glat is?”

”Det ville i hvert fald ikke være helt korrekt, at sige, jeg er på dybt vand.” En spøjs humor havde hun altid haft. En medvirkende faktor til, at hun generelt ikke var så velset i det fornemme hjem, hvor alting skulle være, som det altid havde været. Hvor moderen nynnende vimsede rundt i køkkenet eller gjorde rent, og faderen arbejdede. Et glansbillede hendes søskende fulgte til punkt og prikke. Den ene advokat og den anden læge. Det havde været noget af en skamplet på stamtræet, da Catrine stolt kunne proklamere, at hun havde fået en plads på frisørskolen. Endnu større skam havde hun bragt med sig, da hun slæbte en dreng med hjem, som var droppet ud af samtlige uddannelser. Man kunne ikke engang kalde hende et sort får, med det flammende hår hun havde æren af at bære.

På trods af hendes protester, så overlod Jonathan hende til sig selv, og skøjtede rundt om hende i små cirkler, med et udfordrende blik. En udfordring hun ikke kunne tage op, da hendes ben rystede. Om det var i skræk for at falde eller et forsøg på at undgå det, var hun dog ikke sikker på.

”Lad som om, at det er rulleskøjter,” opmuntrede han.

”Jamen, det kan jeg heller ikke finde ud af!”

”Den ene fod foran den anden. Go, go, go!” Da det endelig lykkedes hende at komme et lille stykke frem, nogenlunde sikkert, klappede han af hende. Lyden blev dog dæmpet voldsomt grundet handskerne. Det var mere en puffet lyd af uld slået mod uld.

Selvom de var indenfor, så var det stadig koldt. Huen var trukket godt ned over ørerne og jakken lynet helt op, for at holde bedre på varmen. De var langt fra de eneste, der havde gjort det samme. Der var folk i alle aldre. Et ældre par, der stod på skøjter med, hvem der sikkert var deres to børnebørn, fangede Catrines opmærksomhed. To drenge. Den ene højere end den anden. Brødre. Ude ved kanten, få meter fra dem, stod der en lille pige, med elefanthue og lyserød flyverdragt med blikket rettet imod de legende drenge. Skøjterne var endnu mindre end dem hun selv havde på, hvilket først var faldet hende umuligt. Så snart de to fik øjenkontakt, kunne Catrine dog ikke dy sig.

”Jon…?” sagde hun lavt og gjorde et ryk med hovedet i retning mod pigen, for, at han skulle forstå, hvad hun snakkede om. ”Hjælp mig lige derover.”

 

Pigen havde ikke haft mod til, at bevæge sig ud på isen, hvilket Catrine havde mere end fuld forståelse for. Efter et par venlige smil og ros af huens røde farve, tog pigen Jonathan i hånden. Ranja, som hun havde præsenteret sig som, ville dog ikke skøjte ud til bedsteforældrene alene. Efter at have snakket lidt frem og tilbage blev Candyflossen enig med Jonathan om, at skøjte derud sammen.

Ranja der tillidsfuldt holdte fast i bunden af den unge mands jakke, som han forsigtigt skøjtede mod bedsteforældrene, var nok til at gøre enhver blød. Catrine havde altid været imponeret over, hvor god han var til børn. Hver gang hun foreslog ham, at blive pædagog, havde han dog afslået. ’Det var han ikke egnet til,’ svarede han altid. Noget hun gang på gang, måtte erklære sig uenig i.  Hvis der var nogen der var god til mennesker, så var det ham, hun havde fornøjelsen af, at kalde sin kæreste.

 

Da de kom ud fra skøjtehallen, var solen væk og gadelygterne tændt. Det var overskyet, men ikke mørkt. Ikke rigtig. Gadelygterne reflekterede i jorden, der glitrede som små krystaller. Et lag af hvidt havde lagt sig over landskabet. Små stier med folks foretrukne ruter var synlige. Sneen var knap et par centimeter dyb at dømme efter, hvor meget hendes sko sank ned.

Det virkede fortryllende, sådan som de små fnug faldt stille til jords på en måde, som kun sne kunne gøre det. Den der dansende facon, som fik en til at smile og føle at julen, nu for alvor var på vej. For ikke at få sne i øjnene, knep hun dem let sammen, men udover det, var hun lammet af synet. Smilet nåede også hendes læber og blottede et par af de hvide tænder. Også hjørnetanden, der sad lidt skævt, som hun ellers gjorde, hvad hun kunne for at skjule.

De små krystaller af is, der var så uheldige at lande på hendes kinder, smeltede grundet kropsvarmen. Som bevis på, at de havde været der, blev hendes kinder lidt efter lidt røde af kulde. Længe fik hun dog ikke lov til at blive stående og falde i staver. Der var en, der havde andre planer.

Noget koldt ramte hendes nakke, og løb derefter ned over hendes ryg i små dråber, hvis ikke det var blevet fanget af den røde manke. Forskrækket gav hun et hop fra sig, men så snart hun var kommet til sig selv, svor hun at tage hævn. Nok skulle hun forestille at være et voksent menneske, men når den første sne faldt, så betød det vel ikke det store.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...