Selvmorderiske Julekugler - Julekalender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Nogle gange behøver man slet ikke en drillenisse eller en skurk for, at julen bliver et helvede. Nogle gange behøver man ikke en helt til at bringe julestjernen tilbage eller redde Sankt Nicolaus. Til tider er juleglæden forklædt i vodka, knuste hjerter og pludselige indskydelser.

20Likes
52Kommentarer
978Visninger
AA

9. 13. December

Alex var træt af det. Træt af at de ikke lavede andet end at gå til dårlige fester, med elendig musik, hvor der ikke engang blev solgt ordentlig øl. Han var træt af aldrig at have nogle penge, fordi de alle blev drukket op, men det var bare som om, at han ikke kunne fungere på andre måder. Uanset hvor meget han hadede det, så sagde han gang på gang ja til at tage af sted, når Liam spurgte. Liam, der blot havde forvirret ham yderligere. Det var ikke til at overskue. I det dæmpede lys, hvor næsten alle pigerne lignede hinanden, så fandt han Marie uanset, hvor han kiggede hen. Hun stod i baren et par meter til højre fra Liam, som var ved at købe et eller andet. Hun stod ovre hjørnet og snakkede med sine veninder. Værst af alt så stod hun og kyssede med en fremmede.

Ganske vidst var ingen af dem virkelig hende, men det gjorde ikke smerten mindre. Det fik hans hjerte til at krølle sig sammen til en nytteløs papirkugle. Sådan en der bare ventede på, at nogen ville kaste den i skraldespanden, fordi det var der, den hørte til.

Musikken førte hans krop, men gnisten var der ikke. Passionen lå under luge, selvom hænderne var hævet i luften og svajede til bassen. Med øjnene halvt lukkede i prøvede han at lade de høje melodier overtage hans sind, men i stedet lyttede han bare til teksten. En sang om kærestesorger remixet til ukendeligheder, fungerede mere som salt i såret end smertestillende. Nåle der gang på gang prikkede til ham og gjorde ham svimmel af blodmangel.

Som for at samle sine ødelagte dele, trak han vejret dybt ind og holdte det der, for at give kroppen tid til at tape sig selv ind. Armene var stadig i luften, men det var halvhjertet. Alex begyndte at blive en smule svimmel, da han stadig holdte vejret, men det var af en eller anden grund svært at ånde ud.

En stor hånd lagde sig på hans talje og en varm ånde ramte hans nakke i et grin. Overraskelsen fik ham til at gispe, hvilket måske var lige, hvad han havde brug for, for at kunne trække vejret ordentligt igen.

”Prøv lige at se, hvad jeg fandt. Så kører det sgu. Glem julebryg. Royal er vejen frem!” råbte Liam begejstret for at overdøve musikken. Smilet forsvandt som dug fra solen, så snart han så vennen i øjnene.

”Du ligner en der har set et spøgelse.” Et øjeblik overvejede Liam om han virkelig så, så kikset ud i sine strammebukser, som han følte sig. Der gik dog ikke længe, før at han så ud over sin egen næsetip og indså at den var helt galt. Som var det, det mest naturlige i verden lod Liam fingrene smelte sammen med hans, og hev ham mod døren. De måtte myre sig igennem dansende mennesker og grinende grupper af venner, der ikke forstod situationens alvor. Dertil havde de ikke mødt nok modstand i deres liv, med deres fine tøj og dyre smukker.

Temperatur forskellen slog ham lige i hovedet, og den tynde skjorte, var ikke nok til at holde på varmen. De kunne lige så godt være trådt ind i en fryser, men i det meste var der, nogenlunde roligt herude. Folk kom herud for at ryge og snakke, hvilket satte sit præg på stemningen. Han nåede kun lige at hive Alex over imod en lukket forretning, før et hoved ramte hans skulder og høje hulk undslap. De muskuløse arme svingede omkring den noget lavere dreng så hurtigt, at øllen i dåsen skvulpede over. Det mindste problem var dog fedtede og ildelugtende hænder.

”Det er okay. Det hele er okay. Det skal nok blive okay…” Uanset hvilke trøstende ord Liam kunne finde på, så blev hulkende blot højere. Til sidst gav han helt op og nøjedes blot med at vugge drengen i sine arme og tysse lidt på ham en gang i mellem. Som enhver anden god ven ville, så hadede han at se Alex græde. Det smittede på en eller måde af, og fik hans egen hals til at snørkle sig sammen.

”Jeg kan ikke mere, Liam. Jeg kan ikke… Jeg kan ikke klare det,” stammede Alex til sidst med hovedet fortsat begravet mod den fugtige skjorte. Hænderne havde han dybt begravet i skjorten, selvom han i bund og grund ikke havde brug for fysisk støtte. Det var bare forsikringen om, at Liam ikke kunne gå fra ham, så længe han holdte fast. Alex virkede pludselig så meget mindre. Som et barn, der havde brug for beskyttelse og omsorg. Sårbar og pludselig som en åben bog. Noget han følte sig fristet til at udnytte, selvom det ville være hjerteløst.

”Du kan det hele. Du kunne overtage verdenen, hvis det var, hvad du ville. Du er så fantastisk og godt et menneske, og du kan ikke engang selv se det. Hun fortjener dig ikke.” Opmuntringerne blev slynget ud en efter en som var det en hellig salme. Åndssvagt lød det, men han mente hvert et ord. Hovedet mod hans skulder rystede et par gange til siden. Noget han ikke ville acceptere uden videre. Øllen blev smidt væk og løb ud over fortovet. Omfavnelse løsnede sig og blev i stedet for til en kop, der løftede hovedet op og tvang Alex, til at se på ham. Et par røde øjne med mørke render kiggede op på ham. Kinderne var våde og det samme kunne man sige om næsen. Det kunne dog også skyldes kulden, der fik hans krop til at spænde anstrengt. I hænderne på ham, kunne han mærke, hvordan tænderne klaprede let.

”Det tager tid at komme over sådan noget. Det er okay at være ked af det. Vi holder af dig for helvede. Jeg holder af dig.”

”Hvis du holder så meget af mig, hvorfor gør du så det hele meget værre?!” Med rynket pande blinkede Liam et par gange og slap derefter hans ansigt. Alex virkede næsten overrasket over sig selv. Det var de begge.

”Generede det dig virkelig så meget?”

”Hvad fanden tror du selv?! Du er forvirrende som bare fanden, Liam. Fatter du ikke det? Jeg har nok at tænke på i forvejen. Jeg behøver ikke at bekymre mig om, at miste dig også! Især ikke til noget så latterligt…” Det var let at se i de grå øjne, at ordvalget gik ham på, men ingen af dem kommenterede det. Tårerne begyndte igen at presse sig på, selvom det ikke føltes som om, at der var mere væske i ham at græde ud. December var slet ikke gået, sådan som han havde planlagt, og det virkede ikke just som om, at det var noget, han kunne rette op på.

”Du mister mig ikke over en joke. Prøv dog lige at tænk dig om.” Til det kom intet svar. Ikke engang et enkelt blik modtog han. I stedet kiggede Alex ned i jorden, som ville han ikke kendes ved sine egne hentydninger.

”Jeg er ked af det, okay? Hvis det genere dig så meget så glem det. Det var virkelig ikke meningen, at du skulle lægge så meget i det” Det første var sandt. Det sidste var løgn. En lodret løgn, som gav ham kvalme at fortælle. Han forstod ikke, hvorfor han slap af sted med det. Liam kunne ikke lade være med at tænke, at det var fordi vennen ikke ville se det. Han ville ikke gennemskue løgnen, hvilket gjorde så meget mere ondt, end en blank afvisning.

”Lad os gå ind igen,” mumlede Alex efter at have tørret sine øjne og set sig kort omkring. Den yngste af de to forsvandt ind af døren hurtigere, end Liam kunne finde på et svar. En del af ham tænkte dog, at det var til det bedste. På den måde kunne han frit sparke ind mod betonmuren, og sukke højt af sig selv. Øjenlågene var tæt presset sammen, og i det han kiggede op, kildede håret ham i panden.

”For helvede…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...