Selvmorderiske Julekugler - Julekalender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Nogle gange behøver man slet ikke en drillenisse eller en skurk for, at julen bliver et helvede. Nogle gange behøver man ikke en helt til at bringe julestjernen tilbage eller redde Sankt Nicolaus. Til tider er juleglæden forklædt i vodka, knuste hjerter og pludselige indskydelser.

20Likes
52Kommentarer
971Visninger
AA

8. 11. December

Lejligheden der i forvejen var fyldt med små nipsting, var ved at drukne i nisser og julehjerter. Catrine havde dog altid haft en sans for indretning, så i stedet for direkte rodet, virkede stedet blot hyggeligt og hjemligt. De store sofaer var man ikke bange for at flyde i, hvilket der bestemt blev draget fordel af til hverdag. I dag var sofaerne dog tomme og skubbet helt ud til hver sin væg i den lille stue. Ikke fordi det gav så meget mere plads, men fordi, at man så med lidt god vilje, kunne have et juletræ i hjørnet ved siden af vindueskammen.

Det lave træbord var næsten ikke til at få øje på, under en masse små kasser af billig julepynt, de havde købt i IKEA dagen før. De gennemsigtige opbevaringskasser af plastik var dog alle mere eller mindre tomme, da næsten alt pynten var sat på et overvægtigt juletræ. Det var lige før at træet var bredere end det var højt, men med et mål på lige knap en meter, så var det heller nogen udfordring. Julekugler i rød og sølv sad tæt op af hinanden. Jonathan var i gang med lige så kunstfærdigt at lægge nogle sølvtråde hen over de grene, hvor han kunne komme til det.

De havde alle været med til at pynte op, men da perfektionisten gik op i Jonathan, så var de to drenge smuttet ud i køkkenet.

”Stikker du mig ikke lige en Cola?” Det tog Liam et øjeblik at regne ud, hvad vennen prøvede at fortælle ham, eftersom Alex havde kinderne fyldt med pepper nødder direkte fra posen. Den ældste af de to hævede et spørgende øjenbryn og kiggede på de korte ben, som skiftevis sparkede frem og ind mod køkkenskabet.

”Du kunne også hoppe ned derfra og hente den selv,” mumlede Liam, men var allerede i gang, med at åbne køleskabet. Nu hvor han alligevel var der, så fandt han en til sig selv også. Køkkenet var ikke større end at det kun krævede et enkelt skridt, før han frit kunne læne sig tilbage mod køkkenbordet og række den ene til Alex.

”Jeg kunne også lade være.” Lyden af to dåser der blev åbnet, blandede sig med latter og hvin inde fra stuen. Selvom de ikke kunne se turtelduerne, så var det ikke svært at gætte sig frem til, at Jonathan havde prøvet at dekorere sin kæreste med alverdens glimmer. Sådan lød det i hvert fald, hvis man skulle dømme ud fra protesterne.

”Det lyder som om de hygger sig,” konstaterede Liam en smule tørt og kiggede ned på sine hænder, hvor han tegnede små mønstre i duggen.

”Hm…”

”Er du efterhånden okay med det hele?”

”Jeg ved det ikke… Nogle dage tænker jeg ikke over det. Andre savner jeg hende forfærdeligt.”

”Tro mig. Det kender jeg alt for godt.” Med en let hovedrysten førte han væsken op til munden og lod det boble mod tungen, inden han sank. Nogle dage var bestemt sjovere end andre.

”Men er du okay?” Ud af øjenkrogen kunne Liam se ansigtet med de bløde træk og runde kinder kigge på ham med øjne, der næsten gav ham dårlig samvittighed. Han vidste, at Alex havde været bekymret for ham i forgårs. Alene tanken om hans egen reaktion, var nok til at få knuden i maven til at vende tilbage, af ren dårlig samvittighed. Det var nok ikke det mest hensigtsmæssige han havde gjort, og nu var budgettet mere presset, end det havde været længe.

”Tja…”

”Hvor vover du at trække på skuldrene af mig!”

”Undskyld Hr. Kaptajn.”

”Ud med sproget.”

”Jeg har det lidt bedre, tror jeg. Virkeligheden ramte mig bare i tirsdags, hvis det giver mening, at sige det sådan.”

”Det gør det vel. På en eller anden måde.” Et dybt suk nåede Liams øregang. Åndedraget kildede ham på halsen, hvorefter huden pludselig føltes køligere. Han drejede hovedet. De grå øjne blev næsten helt opslugt af det brune. Det var så intenst, at den sorthårede turde sværge på, at de flød sammen og blev et, hvis ikke det var fordi, han vidste det var umuligt.

”Jeg fatter ikke, at du gider,” mumlede Alex og lignede en, der skulle til at rulle øjne.

”Gider hvad?”

”Blive ved med at høre på alt mit lort hele tiden, når jeg ikke engang tog med dig i tirsdags. Sikke en god ven jeg er.”

”Alexander Johansen. Nu hører du lige efter en gang. En af os skal jo være den fornuftige. Du fik hjernen. Jeg fik udseendet.”

”Orgh hold dog op!” Det drillende slag der ellers skulle have været rettet mod skulderen, blev afværget inden Alex fik så meget som en chance, for at komme i nærheden af den sweater, Liam i dag havde på.

”Synd at muskler ikke følger med IQ,” blinkede Liam og lukkede hånden stramt om det tynde håndled i luften mellem dem. Smilet på fangens læber blottede et par af de hvide tænder. Han lagde mærke til, hvordan at den skæve hjørnetand fik hans læbe til at forme sig en smule ujævnt. Det var det smil han kendte bedst. Det skæve smil, der gav Alex antydningen af æblekinder og en lille trutmund, når han prøvede at holde op med at smile.

Måske var det stemningen. Måske var det smilet. Måske var det smerten over at have mistet. Et eller andet fik i hvert fald Liam til at bøje lidt i ryggen og læne sig frem til deres læber mødtes. Hånden der ellers stadig hånd i luften, lod han falde mod køkkenbordet og løsnede grebet. Kysset blev kun tøvende gengældt og da det virkede mere som en refleks end så meget andet, flyttede Liam sig hurtigt igen.

Med store øjne og et måbende udtryk sad hans bedsteven igennem flere år på køkkenbordet og lignede et stort spørgsmålstegn. Umiddelbart, var der ikke noget at smile af, men alligevel måtte Liam tage sig selv i det.

”Liam jeg…”

”Ja?”

”Hvad, hvorfor, hva?” stammede han og kiggede væk. Liam havde lovet sig selv ikke at grine, men sådan brød man jo nogen gange sine løfter.

”Hvad er det, som er så sjovt?!”

”Du rødmer.”

”Idiot.”

”Var det virkelig så slemt?”  blinkede han og trådte et skridt tilbage og mod stuen, med sin cola i hånden. Den kølige dåse, var dog ikke nok til at få hans puls til at falde ned eller hans hoved til at holde kæft. I modsætning til Alex, så kunne han finde ud af at redde en situation som denne. I hvert fald på overfladen.

”Liam!”

”Alex. Slap af.”

”Men…”

”Jeg ved det.”

”Kæft du er træls,” rystede han på hovedet og greb ud efter endnu en pebernød. Forskellen var bare at i stedet for at kaste den ind i munden, kastede han den mod Liam, der blot begyndte at grine endnu højere. Højt nok til at Jonathan stak hovedet ud i køkkenet, for at se, hvad han gik glip af. En god joke blev tydeligvis prioriteret højere end juletræet.

”Hvad fanden har i gang i herude?”

”Alex får bare udvidet sine horisonter. Av for helvede, stop nu med de pebernødder!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...