Selvmorderiske Julekugler - Julekalender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Nogle gange behøver man slet ikke en drillenisse eller en skurk for, at julen bliver et helvede. Nogle gange behøver man ikke en helt til at bringe julestjernen tilbage eller redde Sankt Nicolaus. Til tider er juleglæden forklædt i vodka, knuste hjerter og pludselige indskydelser.

20Likes
52Kommentarer
974Visninger
AA

3. 1. December

”A’hvad gjorde hun?!” udbrød den lyshårede dreng overrasket og kiggede på sin ven med store øjne. Jonathan var langt fra den eneste, der så ud til at være chokeret, over nyheden den lave dreng overbragte.

”Cunt!” Yderligere eder og forbandelser fulgte fra vedkommende i lænestolen, der ellers skulle forestille at være den ældste og mest modne i selskabet. En stereotype der aldrig helt havde været passende i denne omgangskreds, men som de alle havde affundet sig med.

”Liam!” skændte det rødhårede nips, der gemte sig en smule under Jonathans arm. Catrine virkede helt rystet over, at høre et sådan ord blive brugt om sin veninde, og så uden at nogen andre forsvarede hende. Taget situationen i betragtning, så var det vel også forståeligt, men det betød ikke, at hun brød sig mere om det.

”Vi var ude og kigge på julegaver, og så slyngede hun det bare ud. Helt uden advarsel. Det kom bare som en bombe. Lige midt på gaden foran en hel masse mennesker.” Da stemmen knækkede, stoppede han med at tale. Hvor de andre var sunket sammen i møblerne sad Alex helt ude på kanten og gemte sit ansigt i hænderne, for at skjule det faktum, at han var ved at græde.

”Mente hun det? Det var ikke bare noget hun sagde vel?” lød det fra Jonathan, der altid holdte humøret højt. 

”Selvfølgelig mente hun det, din klovn. Man slynger sgu da ikke sådan noget ud, uden at mene det.” Liam kiggede en smule provokeret på den lyshårede. Vennens evige positive attitude havde det med at gå ham på nerverne i situationer som disse.

”Jeg prøvede jo bare at…”

”Du skal ikke sidde der og give ham falske forhåbninger.”

”Det kunne jo være at…”

”Har du nogensinde hørt Marie sige noget, hun ikke mente? Nej? Det tænkte jeg nok.” En lys stemme rømmede sig højlydt og satte en ende for den diskussion. Når først de to kom i gang, så kunne de fortsætte meget længere, end Catrine gad at høre på dem. Hun rejste sig op i sin fulde højde, hvilket ikke just var ret meget, og gik over for at sætte sig ved siden af Alex i den hvide topersoners sofa. Moderligt lagde hun armene omkring ham, men sagde først noget efter et stykke tid.

”Hvis i er færdige med at diskutere, så kunne i jo joine gruppekrammet.” Selvom tonefaldet var let, så var der noget i hendes øjne, der sagde, at de skulle til at tage sig lidt sammen. Den blonde dreng sukkede lavt, og Liam rullede en enkelt gang med øjnene. Ikke ret lang tid efter, sad de dog alle sammen med armene omkring hinanden i stilhed, indtil deres ven var holdt op med at snøfte og begyndt at trække vejret regelmæssigt. Så snart det virkede sikkert, slap de deres kammerrat og ventede på, at nogen tog ordet. En chance Liam ikke lod gå forbi sådan uden videre.

”Ved du hvad? Fuck hende!” Det var ikke personligt, men når man sårede en af han holdte af, så røg han hurtigere, end hvad godt var, op i det røde felt.

”Liam!” kom det irettesættende endnu engang. Et øjeblik kunne han ikke lade være med at tænke på den scene i Peter Pan, hvor klokkeblomst bliver helt rød af raseri, for det var præcis sådan, at Catrine så ud i det øjeblik. Det var dog ikke noget han tog så tungt, da hun plejede at blive hurtigt god igen.

”Jeg mente det jo ikke bogstavligt, vel?”

”Synes du selv, at det gør det bedre?” kluklo Jonathan fra sin nye plads nede på gulvet. Det med at være alvorlig i længere tid af gangen, havde han aldrig været ret god til at håndtere. Hurtigt måtte han op med paraderne og løfte begge hænder i en overgivende positur, da den eneste kvinde i rummet sendte ham et dræberblik, som han kun kunne gengælde med et par hævede øjenbryn og et undskyldende blik.

Lettere klumpet rejste Liam sig op og brugte et sekund for meget på at stille sin forfængelighed tilfreds. Hånden blev kørt igennem håret og læderjakken tog han forsigtigt af og lagde på armlænet.

Fra sin plads i sofaen, så kunne Alex ikke se, hvad bedstevennen foretog sig, men det var ikke svært at gætte. Det var trods alt ikke første gang, at de var samlet i en anledning som denne. Det var næsten ikke nødvendigt at gætte heller, for de billige højtalere gav et lille bump fra sig, i det at en enhed blev tilsluttet. Det tog altid lidt tid, før maskineriet blev overtalt til at fungerer ordentligt, men Liam kendte lejligheden lige så godt som sin egen.

Han vidste præcis, hvor fjernbetjeningen lå, selvom der var så få kanaler, at det næsten ikke kunne betale sig. Han vidste, hvordan det besværlige og gamle anlæg skulle betjenes, og hvornår det var okay at have skoene på indenfor.

En hurtig rytme bredte sig i rummet og inviterede ikke til en romantisk vals. Inden længe kom der en aggressiv stemme ind over, i et vers, de alle kendte hvert et ord af. Lyden skrattede, og Alex vidste, at der under normale omstændigheder ville have været beklagelser over kvaliteten, men det galte åbenbart ikke i dag.

I stedet for rejste Jonathan sig blot op og bød Catrine op til dans, hvorefter de stod og svajede kikset, ude af takt til musikken, og sang med. Selv var han ikke helt i humør til at slå sig løs og få høvl af viceværten, men lyseslukker fik han ikke lov til at være.

Et par varme hænder tog fat i hans og hev op af sofaen, hvorefter han ikke havde noget valg. Liam svingede ham rundt helt upåvirket af modstanden fra partnerens side. Som de stod der, var det let at se forskel på dem, selvom folk ofte forvekslede dem. Liam havde altid været den højeste og Alex en af de laveste. Et træk fra folkeskolen som var fulgt med dem videre i livet. Mange tog dem for at være brødre, men det var ikke tilfældet. De lignede ikke just hinanden som to dråber vand, men de opførte sig helt bestemt sådan.

”Hvis ikke du gider tage føringen, så må du leve med at danse som tøsen,” blinkede Liam, hvorefter der lød et grin fra parret et par meter fra dem. Selv trak det lidt i hans mundvige, men den faldt hurtigt på plads igen. Alex havde sine tanker et helt andet sted og sine øjne festnet på misteltenen der hang over døren, som en overraskelse til Marie. Hvor kliché det end lød, så havde deres første kys været under en mistelten sidste jul. Han havde været utrolig stolt af sig selv, da han hængte den op, men nu kunne han ikke vente med at få den ned. Måske han bare skulle tage al julepynten ned, nu hvor han alligevel gik i gang. Det var alligevel ikke det samme uden hende.

Måske var det kun første december, men juleaften føltes forfærdelig langt væk. Den mørkhårede dreng var langt fra sikker på, at han glædede sig længere, og julen kunne ikke gå hurtigt nok. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...