Running in water

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 11 nov. 2014
  • Status: Igang
Umiddelbart har jeg en idé om, hvad kærlighed er. Jeg har kærlighed sammen med mine forældre, min storebror, mine veninder og min familie - men der er stadig en slags kærlighed, som jeg ikke ved, om jeg helt ved hvad er endnu. Den kærlighed som blomstrer i romantik og søde øjeblikke med følelser eksploderende som fyrværkeri. Det er ikke fordi, at jeg ikke har haft noget med nogen før - det er bare… det her var anderledes. Jeg ved ikke, hvad det var. Men det føltes som kærlighed.

0Likes
0Kommentarer
140Visninger
AA

1. Life is just a story.

"… så hvad?" jeg prøvede at se op på ham, men jeg havde svært ved øjenkontakt, når han gik ved siden af mig og alligevel var over et hoved højere end mig. Jeg nøjes med at skimte over på hans armygrønne jakke. Han undgik også øjenkontakt, det var vel nok for svært at se mig i øjnene.

"Jeg ved det virkelig ikke," sagde han med et usikkert grin, for sådan blev han altid, når det var seriøst og en alvorlig beslutning. 

Der var stille, mens vi gik side om side. Jeg så ned i jorden, mens vi bare fulgtes ad side om side. Tavsheden gjorde det klart for mig - hvis der var noget at gøre, ville han havde sagt noget, men det gjorde han ikke. 

"Så det er det? Er det her, det slutter?" spurgte jeg næsten uhørligt.

Han rømmede sig og tog sig nogle sekunder, inden han svarede, "det er det vel."

Jeg vidste godt, hvad der skete mellem ham og Jenna. Jenna er den pige, som får lige den dreng hun vil have. Hun er meget smuk, sjov, åben, udadvendt og glad - i hvert fald når folk ser det. Jeg kender hende rigtig godt. Vi plejede at være bedste veninder, men efter hun fik følelser for Noah, havde hun undgået mig og ignoreret mig. Nej, ikke kun ignoreret mig - sendt mig dræberblikke og hele lortet. Jeg ved bare, at jeg ikke har gjort noget forkert, men at hun vinder Noah fra mig, gør ondt som én i helvede - og jeg ville sige det til ham lige der, men… men jeg kunne ikke. Det var hans valg, og jeg ville allerhelst bare glemme alt mellem os. Jeg ville ikke have ham på denne måde. Hvis alt havde været anderledes, havde jeg aldrig givet slip på ham, men det var bare ikke sådan, at det var. Jeg ville have, at han aldrig så det som et valg. At han uanset hvad ville vælge mig frem for nogen. Ligemeget om det så var smukke Jenna. Men det var ikke sandheden. Jenna var klog og vidste præcis hvilke snore, hun skulle trække i - desværre sårede det mig, at Noah ikke selv kunne se det. Han havde bemærket, at jeg havde ignoreret ham på det sidste - eller ikke ignoreret, men undgået. Men alt det med Jenna gjorde så ondt, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, og jeg var alt for fej til at kæmpe om ham. Alt for svag. Mine angstanfald voksede i antal, og jeg var bange for, at jeg ikke kunne holde til det. Og mens jeg var væk, tog hun ham med sin lyserøde krog, som må være hendes hemmelige våben, når det kommer til drenge. 

Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, men intet kom ud af mine læber. Stilheden var også fin - det er jo ikke fordi, at vi ikke tit havde siddet i hinandens selskab og nydt stilheden sammen, men denne var mere anspændt, når der ikke var mere at sige, troede jeg, at det egentlig bare var bedst at tie stille… men der var jo mere at sige. Både fra min side og fra hans. 

Endelig kom vi tilbage til efterskolen, og han satte mig af. Jeg gav ham et kram og sagde, "venner?" og han sagde, "ja, helt sikkert." Men det holdte han så ikke særlig længe. 

Jeg gik tilbage på værelset, hvor min roomie Irina sad sammen med hendes veninde, Rebecca. Jeg kunne ikke lide Rebecca særlig godt, men jeg holdt rigtig meget af Irina. 

"Hvad så?" spurgte Irina, da jeg kom ind. Hun kendte hele historien. 

"Ik så meget. Vi er bare ovre," sagde jeg og trak på skuldrene, og på det tidspunkt havde jeg det egentlig fint med det, selvom at jeg selvfølgelig holdt meget af ham. Jeg kunne bare ikke forestille mig, at jeg ikke kunne gå over og kysse ham, eller gribe fat i hands hånd, når han ikke vidste, at jeg stod lige ved siden af. Vi var virkelig gode sammen, og det vidste jeg. Ham og Jenna var slet ikke… slet ikke som os. 

"Idiot. Det er fandeme ikke i orden," sagde Rebecca, da jeg lagde mig ned i sengen på ryggen.

"At hvad?" spurgte jeg.

"Det han har gjort," sagde Rebecca.

Jeg rynkede brynene, "hvad har han gjort?" spurgte jeg.

"Du ved, kysset med Jenna og alt det."

Det ramte mig som en knytnæve i maven, og jeg glimtede med øjnene, "han… han hvad?" En kæmpe strøm af tanker fløj igennem mit hoved. Mest af alt var det billeder af mig og Noah. Når vi sad i opholdsstuen fuldstændig optaget af den andens ord, og hvordan vi fuldstændig havde udelukket verden omkring os. Men der dukkede også et billede af Jenna. Jeg så dem for mig på hans værelse - hun sad på skødet af ham og kyssede ham grådigt, mens han havde været lige så opslugt af hende. 

"Det anede jeg ikke," sagde jeg, og prøvede at lyde så lidt såret som muligt. Rebecca og Irina kiggede sådan helt medlidende på mig, men jeg lod stadig som om, at det ikke gik mig på. Indeni skreg jeg. Jeg ville have Noah til at komme løbende ind af døren og fortælle mig, hvordan han ville have mig - kun mig, ikke Jenna. Jeg ville have, at han huskede de øjeblikke, hvor vores følelser malede atmosfæren i alle farver, som denne verden indeholder. Også dem vi ikke kan se. Jeg huskede, at jeg nogengange kunne forestille mig, at hele min verden - hele min fødsel - havde ledt til dette øjeblik, og der sad han foran mig. Det er utroligt så naiv man kan blive bare på grund af en person. Noah var den person. Han er en af de bedste ting (og samtidig værste) som skete for mig på mit efterskoleår. Oktober måned faldt jeg pladask for ham. Det slog mig en dag til samling. Han sad på andenforreste række og helt ude til min venstre, og jeg kunne kigge lige ned på ham. Jeg sad og kiggede på ham, og så gik det op for mig, at jeg ikke kunne få ham ud af hovedet. Der har også været tider, hvor jeg sad og græd, fordi jeg ikke ville være så forelsket i ham, som jeg var. Hver gang jeg gik ind i et rum, var det første jeg gjorde at se rundt efter ham. Hvis han var der, turde jeg nok alligevel ikke gå over til ham. En ting, jeg husker meget tydeligt, var en aften, hvor mig og Jenna sad inde i lokale 2. Jeg kan ikke huske, hvad vi lavede, men pludselig midt ud i det blå fortalte hun mig, at Noah havde tilstået, at han godt kunne lide mig. Jeg husker min reaktion i små glimt. Først sagde jeg, "nej, hold nu kæft," med et smil, fordi jeg ikke troede på det. Så kiggede jeg på hende, "er du seriøs?" Da hun havde sagt ja, fór jeg op på et bord med en hånd for munden, "nej, mener du det?"

Hun nikkede grinende.

"Du må ikke lyve."

jeg kunne ikke tro på det. Hvorfor skulle han falde for mig? Altså, jeg var virkelig en klodset pige. Jeg følte mig altid klodset, akavet og sær. Jeg var lille, gik altid i for store sweatere, fordi jeg ikke følte mig tilpas i andet tøj. Jeg havde svært ved at se folk i øjnene, og grinede altid utrolig meget når han sagde noget, fordi jeg ikke kunne lade vær - hvorfor mig? Det kunne ikke passe.

Jeg endte med at næsten skrige og ligge mig med ryggen mod bordet og se op i loftet, mens Jenna grinede højlydt af mig. Det var den bedste følelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...