¤ Our Bench - One Direction ¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg husker tydeligt den dag, jeg mødte ham. Det var den 2.December. Jeg sad på en tilfældig bænk i Hyde Park, da han kom. Han satte sig ved siden af mig, og så på de legende børn, ligesom jeg. En pige skreg og løb, da hendes bror var lige ved at fange hende. Jeg smilede svagt og gned mine hænder mod hinanden for at holde varmen. "Gid man var barn igen..." Sagde han og jeg så på ham. Han havde brunt krøllet hår og øjne så grønne som græs. "Hvorfor?" Spurgte jeg, og han smilede svagt til mig, hvorefter han kiggede på børnene igen. "Så var der intet, man skulle leve op til, ingen der forventede en masse, som man ikke kunne gøre, og ingen der ville ændre dig.". Jeg så forvirret på ham, og rynkede brynene, da han så på mig. "Er der da nogen, der vil ændre dig?". Han så mig dybt i øjnene og nikkede så. "Og de gør det godt."

48Likes
50Kommentarer
7339Visninger
AA

13. ¤ What am i doing? ¤ 13.december ¤

 

Yasmins synsvinkel

 

"Harry, har du ikke en snemand?" Spørger jeg og ser op fra min flade brunkagedej. Vi er igang med at julebage. Vi har allerede bagt vaniljekranse og klejner, og lige nu er vi igang med at forme brunkager.

"En snemand? Altså en snemandsform?" Spørger han forvirret, og jeg fniser.

"Jep!"

"Nej, det har jeg ikke... Men kan du ikke bare sætte nogen cirkler sammen?" Forslår han og ser med et smil på mig. Jeg ryster på hovedet og sukker.

"Det er ikke det samme.... Men jeg laver bare en stjerne så!" sukker jeg trist, og Harry griner.

"Nurh pus da... Må du nøjes med en stjerne?" Han ser med medlidenhed på mig, og jeg tager hænderne op for øjnene og lader som om, jeg græder.

"Ja, det er bare unfair..." Græder jeg, hvilket får Harry til at grine. Jeg kan heller ikke holde mit grin inde. Altså ikke over mig selv, men over ham, der griner over mig. Han ser så sjov ud, når han griner.

"Du er utrolig dårlig til skuespil." Griner han, og jeg ser 'såret' på ham.

"Jeg er da god?"

"Nej, du græd, hvorefter du grinte." Pointerer han, og jeg ser 'irriteret' på ham.

"Jaja, men vi kan vel ikke alle være født, som fantastisk talentfulde mennesker, vel?" Svarer jeg irriteret, dog med et smil på læben. 

"Jo. Jeg tror på, at alle har i hvert fald ét talent." Siger han med et stort smil på læben, og jeg ser på ham, som om han er dum. Det er han også. Haha. Ej, okay det er han ikke, det må jeg desværre indrømme. Øv også. Jeg har lige modsagt mig selv. Øvsen bøvsen. Ad. Det var faktisk et klamt rim, jeg lavede der.... Ej, nu modsagde jeg mig selv igen, altså! Suk...

"ALLE har ikke talent. Prøv tænk på mig? Jeg kan ikke synge, tegne, danse, lave mad eller lave skuespil. Jeg er talentløs!" Sukker jeg med et grin, og han ryster med et smil på hovedet. Eller... Faktisk så rystede han på hovedet med et smil, og ikke med et smil på hovedet. Men han havde vel egentlig også et smil på hovedet. Eller nej... Det var vel i ansigtet? Bare glem det... Jeg er en dumpap.

"Jeg er sikker på, du har et eller andet talent, som jeg nok skal finde." Han blinker med det ene øje til mig, og jeg trækker på opgivende på skuldrene. Hvis jeg modsiger ham, så modsiger han sikker mig, og så bliver det ved hele dagen, at vi modsiger hinanden. 

"Jeg overvejer at farve mit hår..." Siger jeg og spiser en lille klump brunkagedej. Det smager så gooooodt. Mums. Det gør det meste dej faktisk... Jeg forstår ikke, hvorfor man skal varme det, når det meste dej smager bedre, når det ikke er bagt. Hmm.... Livets mysterium..

"Hvorfor det? Jeg kan godt lide dit hår?" Spørger han, og jeg trækker på skuldrene, mens jeg trykker min stjerneform i den rullede dej.

"Jeg synes bare, det er meget mørkt og dunkelt. Jeg overvejer lidt at få lyst ombré eller blå spidser eller bare lyst hår... Du ved ombré, er det hvor det er mørkt og så bliver det lysere og lysere jo længere ned, man kommer." Forklarer jeg og ser på Harry. Han nikker tænkende, inden han trykker et juletræ i hans dej.

"Jeg ved ikke helt... Det ville sikkert være pænt til dig, men jeg kan godt lide det du har, så jeg synes ikke, du behøver farve det..." Han sender mig et smil, som jeg hurtigt gengælder med sikkert røde kinder. Hvor er han sød. 

"Du er sød, Harry...." Smiler jeg, og han smiler skævt til mig.

"I lige måde, Yasmin....". Jeg smiler, og begynder så at nynne 'last christmas'. Den bedste julesang på jorden. Den er en klassiker. 

"Skal jeg ikke sætte noget musik på?" Forslår Harry, og jeg nikker til ham med et smil. Han rykker stolen ud, rejser sig op og går hentil sine enorme højtalere.Jeg ser ned på 'min' dej igen og tager så en juletræsform, som jeg trykker ned i dejen over alt, der er plads.

"Hvad skal vi høre?" Lyder hans stemme, og jeg trykker bare mine juletræer videre.

"Det må du gerne vælge." Svarer jeg og fortsætter med at trykke juletræer. Da dejen er helt prikket ud, lægger jeg formen ud på midten af bordet. Hvams 'last christmas' fylder rummet, og jeg kan ikke lade være med at synge med. Harry kommer hentil bordet og sætter sig ned igen.

"Jeg kan ikke vente til at danse om juletræet igen..." Sukker jeg drømmende, og Harry griner lidt.

"Vi kan danse om juletræet nu?" Han smiler skævt til mig, og jeg kan ikke lade være med at grine. 

"Uden et juletræ?". Fniser jeg, og han går om på den anden side af bordet, hvor jeg sidder.

"Vi kan danse om et bord?" Han løfter det ene øjenbryn og sender mig et strålende smil. Jeg fniser, men da jeg ser, hvor seriøs han rent faktisk ér, tager jeg hans hånd og rejser mig op. 

"Du viser vej hr. Styles." Fniser jeg, og han trykker så min hånd og trækker mig med en fart med ham. Han trækker mig med over til anlægget, hvor han skruer helt op for musikken og finder istedet 'søren banjomus' frem. Seriøst? Jeg elsker den sang! 

"Skille ma dinga dinga duh, skille ma dinga duh....." Synger Harry med, og jeg fniser, inden han trækker mig rundt gennem huset. Vi løber syngende rundt om hans køkkenbord.

"Og lurifax og nissefar, de dansede en vals. Og lille tip..." Skråler jeg med, og vi løber endnu en omgang.Han trækker mig med ham ind i stuen, hvor han slipper min hånd og hopper ned i sofaen. Først, ser jeg tøvende på ham, men så følger jeg hans eksempel og hopper ned i sofaen, præcis som han lige gjorde. Jeg begynder at grin højt, hvilket han også gør. Musikken spiller stadig, og jeg ser på Harry, der er i et mindre grineflip.

"Det var sjovt." Fniser jeg, og Harry stopper med at grin. Han sender mig et skævt smil, mens han nikker. Jeg rykker mig helt hentil ham i sofaen og smiler til ham. Han sidder utrolig tæt på, men det er fint, for det er bare Harry. 

"Du har blå øjne..." Mumler han, og jeg fniser.

"Ej, det vidste jeg ikke... Har du flere overraskelser til mig?" svarer jeg ham flabet igen. 

"Du har en sød næse..." Mumler han, og jeg kan mærke, jeg rødmer.

"Søde kinder...". Jeg smiler svagt og venter på, han fortsætter.

"Søde smilehuller..."

"Smukt hår..."

"Bløde læber..." Hvisker han, og jeg rykker mig langsomt tættere på ham.

"Og hvordan kan du være så sikker på det?" Hvisker jeg flabet med det ene øjenbryn løftet.

"Det er jeg heller ikke endnu.... Men om lidt..." Hvisker han, inden han blidt presser sine læber mod mine. Jeg lægger min ene hånd på hans kind og lukker øjnene. Hvad har jeg gang i? jeg kan ikke kysse Harry. Det er forkert...

*********

'''''''

Hvad synes i om novellen? 

Jeg kunne utrolig godt tænk mig lidt feedback, fordi at jeg ligesom begynder at miste lysten til at skrive på den lidt, når jeg ikke rigtig ved, hvad i synes om den:)

Emi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...