¤ Our Bench - One Direction ¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg husker tydeligt den dag, jeg mødte ham. Det var den 2.December. Jeg sad på en tilfældig bænk i Hyde Park, da han kom. Han satte sig ved siden af mig, og så på de legende børn, ligesom jeg. En pige skreg og løb, da hendes bror var lige ved at fange hende. Jeg smilede svagt og gned mine hænder mod hinanden for at holde varmen. "Gid man var barn igen..." Sagde han og jeg så på ham. Han havde brunt krøllet hår og øjne så grønne som græs. "Hvorfor?" Spurgte jeg, og han smilede svagt til mig, hvorefter han kiggede på børnene igen. "Så var der intet, man skulle leve op til, ingen der forventede en masse, som man ikke kunne gøre, og ingen der ville ændre dig.". Jeg så forvirret på ham, og rynkede brynene, da han så på mig. "Er der da nogen, der vil ændre dig?". Han så mig dybt i øjnene og nikkede så. "Og de gør det godt."

48Likes
50Kommentarer
7335Visninger
AA

14. ¤ Nightmare ¤ 14.december ¤

"Yasmins synsvinkel

"Hvad laver du?" Spørger jeg mundlam, og hán ser med et lille skævt smil på mig. Det er ikke sjovt. Jeg burde stikke ham en lussing, for bare at kysse mig uden tilladelse, men der er noget, der stopper mig.

"Jeg er forelsket i dig Yasmin." Siger han bestemt, og jeg står fuldkommen stille i chok.

"Nej!"
"Nej, det kan du ikke!" Råber jeg, og tårer presser på. Hans sårede blik møder mit, og jeg kniber mine øjne sammen, da en tåre forlader min kind. 

"Hvis du ikke føler det samme, som jeg gør, så lad os gå hver for sig nu... Jeg kan ikke være din ven mere, men jeg kan være mere end det, hvis du føler, som mig. Ellers lover jeg, at jeg går ud af den dør lige nu, og så skal du aldrig se mere til mig..." Siger han bestemt, men såret, som om han har øvet dén tale mange gange før, men ikke havde forventet, at jeg ville blive ked af, han kyssede mig.

"Jeg kan ikke... Jeg er ikke... Jeg... Jeg er ked af det..." Hvisker jeg, mens tusindvis af tårer strømmer ned ad mine kinder. Hans ansigt ændrer sig fra såret til fuldstændig knust. Som om alt i verden kan være ligemeget nu. Som om alt er forbi nu. Han vender sig om og begynder at gå hen mod døren.

"Du må ikke gå!" Råber jeg desperat, og han stopper i kort tid op og ser sig over skulderen, inden han går videre. Han åbner døren, og jeg løber hentil ham og tager fat i hans hånd.

"Hvis du går nu, skal du aldrig komme igen." Siger jeg med et bestemt blik og en masse tårer ned af kinderne. Han ser et øjeblik tøvende på mig. Han grønne øjne, med samme farve som græs, møder såret mine. Jeg kan ikke lide at se ham sådan. Det ville jeg i ingen situationer kunne, men at vide, det er min skyld, er slemt. Han vender sig om, trækker ned i håndtaget, går ud og smækker døren i. Jeg kan ikke holde et hulk tilbage, og jeg sætter mig ned på gulvet, mens jeg græder højlydt.

"Du... Vi... vil... for-.....try...de dit... valg." Hulker jeg, mens jeg gemmer mit ansigt i mine hænder.

********

"Du vil for... Fortryde dit... Valg... Du... Du... Vil... For.. Tryde dit... it.... valg. Du vi...l.."

"Shh... Yas, vågn op... Det var bare en drøm..." Lyder en beroligende stemme, og jeg åbner en smule forskrækket øjnene. Hám. Det er hám. Hám fra drømmen. Harry.... Jeg kan mærke nogen tårer triller ned ad mine kinder, og Harry er hurtig til at sætte sig på sengekanten og lægge sin ene arm om mig. Jeg sætter mig en smule op i sengen, og han trækker mig ind i et kram. Jeg kan ikke holde et hulk tilbage, og han aer mig beroligende på ryggen. 

"Shh... Det var bare en drøm..." Hvisker han, mens han hånd stadig nusser mig på ryggen, og vi stadig krammer. Jeg gemmer mit ansigt i hans bare skulder, og han hvisker igen til mig.

"Shh...." Hvisker han, og min puls falder langsomt. Jeg løfter mit hovedet fra hans skulder og tørrer mine tårer af med min nattrøje. Du tænker sikkert, det er klamt, men Harry skal ligesom ikke have mine tårer og snot på sin skulder, det er da i hvert fald også klamt.

"Hvad drømte du?" Spørger han, og jeg trækker mig ud af krammet. Jeg kan føle hans blik på mig, men jeg ser bare ned på min hånd istedet.

"Ingenting..." Mumler jeg og snøfter.

"Jeg tror ikke på dig, men eftersom du ikke vil snakke om det, lader jeg det ligge..." Siger han, og jeg ser overrasket på ham. Han har forstået, jeg ikke vil snakke om det... Jeg leder efter hans øjne, men de er umulige at se her i mørket. Heldigvis...

"Vil du ikke sove lidt igen?" Spørger han, da jeg gaber, men jeg ryster som svar på hovedet. Jeg skal ikke drømme flere dumme drømme.

"Yas, du er nødt til at sove...." Sukker han, men jeg ryster bare på hovedet.

"Jeg har ikke lyst..."

"Det er du nødt til..." Sukker han, og jeg sukker så, mens jeg snøfter. Waow, jeg kan rent faktisk multitarske. Det troede jeg ikke.... Okay, måske det ikke er tidspunktet til at tænke over, jeg rent faktisk kan multitarske.... 

"Harry....?" Mumler jeg, og han mumler et ja, som svar.

"Vil du ikke blive herinde.... Bare til jeg sover?" Spørger jeg med en lille stemme, og han lægger sin ene hånd på mit knæ.

"Selvfølgelig vil jeg det...." Siger han, og jeg lægger mig så med et svagt smil på læben ned i sengen igen. Nej. Stop det, Yasmin. Det er forkert. Han skal ikke sove herinde. Puha. Skam dig. Jeg kan høre, Harry rejser sig fra sengen, men sætter sig igen. Denne gang bare i den anden side. Jeg har altså lagt alene herinde i hans gæsteværelse og sovet, mens han har lagt i hans soveværelse. Jeg vender mig om, så jeg ligger, så jeg kan se ham.

"Du ved godt, du kan fortælle mig alt, ikke?" Spørger han, og jeg lukker øjnene i et par sekunder.

"Jo..." Svarer jeg og vender mig, så jeg ligger med ansigtet mod loftet. Jeg kan intet se. Det eneste jeg lige kan ane, er Harrys lampe i loftet. Harry... Der er ingen tvivl om, at mit mareridt skyldtes kysset i går. Mange vil nok ikke kalde det et mareridt, men det vil jeg. Det er min største frygt lige nu, at Harry lagde noget i kysset. Noget forkert. Og at det vil ændre vores venskab.

"Harry?" Spørger jeg forsigtigt, og der lyder en mumlen fra min side. Jeg vender mig igen, så mit ansigt er mod hans, og jeg kan ane hans ansigt.

"Vil du ikke love mig noget...?" Spørger jeg.

"Jo?". Jeg tager en dyb indånding og lukker mine øjne.

"At du ikke lagde noget i det kys, der kan ændre vores venskab....?" Hvisker jeg, og jeg kan føle en arm lægge sig omkring mig.

"Det lover jeg..." Hvisker han, og jeg vender mig så om, så jeg vender den anden vej end ham. Jeg ligger mig helt indtil ham, og hans arm er stadig omkring mig. En varme breder sig i mig, og jeg falder så langsomt i søvn igen.

********

"Nej, jeg ved ikke, hvad der skete, okay?" Sukker jeg af Nina og tager så endnu en chip (Eller hedder det: en chips?) i munden. Det er dippedutter. The best chips in the whole wooooorld!

"Du smasker i røret, lad lige være med det!" Sukker Nina, og jeg tager så mobilen være fra mit øre og istedet ned på sofabordet, hvor jeg sætter den på højtaler.

"Men hvordan kan du ikke vide det?". Jeg trækker på skuldrene og tager en håndfuld chips.

"Yas, hvis du lige har trukket på skuldrene, så tænk dig om. Du snakker i telefon, jeg kan ikke se dig." Sukker hun, hvilket får mig til at føle mig dum. Tak for at booste min selvtillid Nins. Tusind mange tak.

"Men tilbage til Harry.... Altså hvordan kan du bare kysse ham uden at vide hvorfor? Der må da være en grund?" Spørger hun forvirret, og jeg sukker frustreret.

"Det kunne jeg bare... Det var hele situationen... Det var IK mig, men stemningen...." Sukker jeg og æder nogen flere chips. Ja, jeg æder. Det er bare fordi, jeg er sej nok til det.

"Er du sikker på, det ikke bare er en dårlig undskyldning? Altså hvis du virkelig ikke gad kysse ham, så forstår jeg ikke hvorfor, du ikke stoppede dig selv?". Hvis jeg kunne lige nu, så havde jeg stukket hende en lussing. Hvorfor kan hun ikke bare forstå, at det var situationen.

"Jeg aner det ikke, okay?" Sukker jeg frustreret og tager en håndfuld chips.

"Men Yas?"

"Mhmmm..." Mumler jeg og tager en dippedut i munden. Mums. Jeg eeeelsker dippedutter. Har jeg sagt det før? Whatever, nu sagde jeg det så bare igen. Måske. Hvis jeg altså har sagt det før. Ellers er det første gang. Åh gud, jeg er forvirrende.

"Er du sikker på, du ikke føler bare en lille bitte mikroskopisk smule for Harry?". Med det samme dé ord kommer gennem røret,stopper jeg med at æde chips. 

"Nu er du fjollet... Jeg kender ham ikke engang ordentligt endnu.." Mumler jeg en smule usikkert. Løgn. Jeg føler faktisk, jeg kender Harry. Jeg føler vi har fået opbygget et stærkt venskab på kort tid. 

"Tror du virkelig, jeg hopper på dén? I snakker i mobil hver dag og har været sammen sådan cirka 5-6 gang på to uger! Hvis i ikke kender hinanden, så synes jeg godt nok, det er vildt. Og helt ærligt. I sov sammen i nat. I SAMME SENG. Så kender man altså også hinanden, ellers så gør man bare ikke det..."

Jeg sukker over hendes kloge ord og spiser en chip (s) mere. 

"Jaja, jeg kender ham, men ikke på andre måder end venskab." Siger jeg bestemt, men man kan ikke undgå at høre den nervøse underklang. 

"Så du føler intet for ham? Ikke engang bare en smule tiltrukket?" Spørger hun igen, og jeg kan mærke, mit hjerte banke hurtigere end før. Hvorfor, ved jeg ikke.

"Nej." -Jo. En smule. Man kan ikke komme udenom, at han er tiltrækkende, men jeg vil aldrig se ham på en anden måde end en ven. Aldrig. 

***********

'''''''''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...