¤ Our Bench - One Direction ¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg husker tydeligt den dag, jeg mødte ham. Det var den 2.December. Jeg sad på en tilfældig bænk i Hyde Park, da han kom. Han satte sig ved siden af mig, og så på de legende børn, ligesom jeg. En pige skreg og løb, da hendes bror var lige ved at fange hende. Jeg smilede svagt og gned mine hænder mod hinanden for at holde varmen. "Gid man var barn igen..." Sagde han og jeg så på ham. Han havde brunt krøllet hår og øjne så grønne som græs. "Hvorfor?" Spurgte jeg, og han smilede svagt til mig, hvorefter han kiggede på børnene igen. "Så var der intet, man skulle leve op til, ingen der forventede en masse, som man ikke kunne gøre, og ingen der ville ændre dig.". Jeg så forvirret på ham, og rynkede brynene, da han så på mig. "Er der da nogen, der vil ændre dig?". Han så mig dybt i øjnene og nikkede så. "Og de gør det godt."

48Likes
50Kommentarer
7329Visninger
AA

9. ¤ Make a promise ¤ 9.December ¤

 

Yasmins synsvinkel

"Nej, seriøst? Har Martin inviteret dig ud?!" Hviner jeg, og Nina holder mig for munden.

"Shh.... Hele skolen behøves altså ikke vide det..." Sukker hun og fjerner sin hånd. Jeg fniser med et stort smil på læben.

"Seriøst?! Ej, hvor jeg altså bare glad på jeres vegne, I bliver SÅ søde!" Hviner jeg drømmende, og hun giver mig et dask på skulderen.

"Av."

"Det er jo ikke sikkert, det bliver til noget... Det er bare en date, ikke et bryllup..." Sukker hun, men jeg ignorerer det fact, at hun har ret.

"Og hvad så?! Org I er SÅ søde sammen! Desuden så vil du jo gerne havde, det bliver til noget, så lad mig lige være glad på dine vegne!" Pointerer jeg, mens jeg peger med min pegefinger (Sjovt, ik?) på hende, og hun rødmer. 

"Ihh! Det bliver SÅ godt!" Hviner jeg endnu engang, og hun sukker.

"Det er ikke sikkert, det"
"Hvad snakker I om?" Lyder en upassende stemme. Jeg vender mig rundt og ser Martin stå med et stort smil og se på os.

"Åh... Såmænd bare om dig og Ni"

"Ingenting!" Afbryder Nina mig, og jeg ser irriteret på hende. Hvorfor skal hun altid ødelægge mine øjeblikke, hvor jeg kan gøre hende pinligt berørt? Jeg græder inderst inde. Dybt inderst inde, er jeg knust.

"Nå, men siden I ikke snakkede om noget, vil du så med til Musicalen?" Spørger Martin og ser på Nina. Hun rødmer, mens hun nikker. Awww! Min bedste veninde skal endelig på en date med sit crush! Nurh. Man kan da ikke andet end at være lykkelig på hendes vegne, vel?

"Jo, det vil jeg gerne... Vi ses Yas!" Hun smiler til mig, kysser mig på kinden og smutter så med Martin. Brændte hun mig lige af for en dreng? Jeg græder. Igen. Hun er et knusende menneske. Hun giver mit hjerte et kolossalt mega ødelæggende jordskælv, så det falder fra hinanden i stumper og stykker. Av.

Jeg går ned ad gangen og ind i kantinen, hvor jeg sætter mig ved det sædvanlige bord.

"Hey Yas!" Smiler Feli, og jeg smiler tilbage til hende.

"Hej"

"Hej!" Siger Mathias og jeg i munden på hinanden, og jeg fniser.

"Er I ikke med i Musicalen?". Jeg ser spørgende på dem, og Mathias ryster på hovedet. Feli ser bare en smule trist på mig.

"Jeg kan ikke være her den uge, det skal vises... Men jeg gad vildt gerne!" Sukker hun, og jeg nikker forstående. Hvert år laver vores College en musical, som indgår dem med musiklinjen og skuespillerlinjen. Feli har musiklinjen, og hun har virkelig en stemme, som en engel. Skide snyd faktisk. Jeg synger som en gås. Øv.

"Hvorfor har du ikke, Mathias? Du er da på skuespiller?" Spørger jeg, og han nikker.

"Ja, men vil bare gerne fokusere på skolen nu..." Forklarer han med et smil, og jeg nikker. Det giver vel god mening.

"Ej, ved I hvad?" Spørger Felicité glad, og jeg ser spørgende på hende.

"Nej, hvad?" Spørger Mathias, og Feli hviner.

"I weekenden retter sagt i Lørdags, hvor jeg sang på den klub, jeg plejer, så var der en musikproducer, og HAN TILBØD MIG AT FÅ LAVET EN SINGLE!" Skriger hun glad, og jeg hviner også. Det er jo en kæmpe mulighed for hende.

"Ej, Feli, hvor er det godt!" Hviner jeg, og Mathias smiler stort til hende.

"Det er din store chance for at bryde igennem!" Siger han, og hun nikker med det største smil på læben nogensinde. 

***********

"Harry!" Smiler jeg, og rejser mig op for at give ham et kram.

"Igen, så ser du skide godt ud i skoleuniform." Kommenterer han i krammet, og jeg trækker mig ud af det og sender han et smil.

"Og du ser skide godt ud uden!" Siger jeg, og Harry begynder med det samme at flække af grin. Ehm.... Hvad er det, der er så sjovt? Jeg gav det bare en kompliment?

"Ehm....." Mumler jeg, og Harry ser på mig som om, jeg er dum. Ja, tak du, og i lige måde. 

"Kan du virkelig ikke se det forkerte i det, du lige sagde?" Spørger han og ser dumt på mig. Jeg tænker over det, jeg sagde og ryster på hovedet.

'Og du ser skide godt ud.... uden....'

"Åh gud, det sagde jeg bare ikke!" Ryger det ud af mig, da jeg opdager, hvad jeg lige har sagt. 

"Jeg mente, du ser godt ud i uden skoleuniform! Altså i noget andet en skoleuniform ikke uden noget som helst, altså... Jeg kan ikke forklare det..." Sukker jeg, og Harry griner.

"Men du ved hvad, jeg mener!" Pointerer jeg, og han nikker.

"Jeg ved lige præcis, hvad du mener, men hvor du ved fra, hvordan jeg ser ud uden, det ved jeg ikke!" Han blinker med det ene øje til mig, og jeg sukker højlydt. Den tard.

"Jaja, sæt dig nu bare ned på vores bænk og luk munden." Sukker jeg og sætter mig selv ned på bænken igen. 'Vores bænk'. Det lyder så godt. Harry griner, men følger så mit eksempel og sætter sig ved siden af mig. Jeg gnider mine vanter mod hinanden, og Harry griner igen. Jesus, som den dreng da kan grine.

"Dét dér gør du altid, når vi er her..." Kommenterer han, og jeg sukker.
"Der er også dødkoldt, så ja, det gør jeg for at holde varmen, ligesom alle andre normale mennesker!" Sukker jeg, og han griner. Han griner da også bare af alt... Suk...

"Ved du godt, det præcist er en uge siden, vi sad her uden at kende hinanden?" Han ser spørgende på mig, og jeg nikker med et svagt smil. Nu er der ikke så lang tid til jul. Kun laaaang tid. Ej, okay... Jeg skal faktisk have julebagt! Det er det hyggeligste på hele jorden! Ej, okay... Jeg kan finde hyggeligere ting. Rauw. Hvis du forstår hvad, jeg mener. Blink.

"Vil du ikke være med til at julebage på Lørdag?" Spørger jeg og ser på Harry. Han smiler stort, inden han nikker.

"Jo, men så bestemmer jeg, det skal være hjemme ved mig, og du skal sove der til søndag. Okay?" Han ser spørgende på mig, og jeg griner. Han er kun en smuuuule dårlig til at lave invitationer. Han kunne da bare spørge mig, istedet for bare bestemme det. Tsk, dreng. Ej, okay nu overdriver jeg... Tsk, piger.

"Det vil jeg meget gerne." Smiler jeg til ham, inden jeg ser ud over parken. Her er virkelig grimt i dag. Intet sne. Ingen blad. Ingen mennesker. Faktisk intet pænt eller spændende. Dødkedeligt, egentlig. Udover Harry selvfølgelig. Han er ikke kedelig. Han er vild. Rauw. Get it? Haha, ej okay, det kommer ikke til at ske.

"Jeg forslår, vi bager pebernødder, brunkager, Yasmin-kager, vaniljekranse og klejner." Siger jeg bestemt, og Harry fniser.

"Tror du, vi får nok så?" Han griner, og jeg ser bare irriteret ud på parken. Når man julebager, så skal det gøres ordentligt. Bum basta. Ketchup på pasta.

"Vent sagde du lige 'Yasmin-kager'?" Jeg ser på ham med et smil, mens jeg nikker. Hele mit liv har det fundtes Yasmin-kager. Når jeg hvert år har været hjemme ved min mormor og bage, så har vi altid bagt Yasmin-kager.

Min oldemor havde (Inden hun døde) en kageæske, hvor hun havde skrevet 'Yasmin-kager' på med en sprittus, fordi hun altid fik en hel masse Yasmin-kager, når mig og min mormor havde bagt. Det er bare en tradition, som holder ved. Desuden aner jeg faktisk ikke, hvad de rigtigt hedder. De hedder bare Yasmin-kager.

"Ja... Jeg ved faktisk ikke, hvad de rigtigt hedder, men siden jeg var helt lille, så har jeg altid bagt 'Yasmin-kager' med min mormor." Forklarer jeg, mens jeg smiler ved mindet. Lille mig i et alt for stort forklæde, der prøver at nå bordet, så jeg kan forme småkagerne. Hehe. Jeg var ret kær dengang. Det er jeg faktisk stadig.

"Nå, jamen så vil jeg da smage denne Yasmin-kage på lørdag." Han smiler til mig, og jeg smiler igen. Han har pæne øjne. Grønne som græs. Græs er faktisk sommetider gult eller brunt.... Måske hans øjne alligevel ikke er helt som græs.. Nå, men de er i hvert fald grønne.

"Harry?"

"Mhm..?"

"Vil du ikke love mig noget?"

"Jo?"

"At selvom du er kendt, så kan vi stadig være venner?" Jeg ser på ham, mens han nikker. Et smil glider over mine læber, og han kan heller ikke lade være med at smile.

"Selvfølgelig."

********

'''''''

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...