¤ Our Bench - One Direction ¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg husker tydeligt den dag, jeg mødte ham. Det var den 2.December. Jeg sad på en tilfældig bænk i Hyde Park, da han kom. Han satte sig ved siden af mig, og så på de legende børn, ligesom jeg. En pige skreg og løb, da hendes bror var lige ved at fange hende. Jeg smilede svagt og gned mine hænder mod hinanden for at holde varmen. "Gid man var barn igen..." Sagde han og jeg så på ham. Han havde brunt krøllet hår og øjne så grønne som græs. "Hvorfor?" Spurgte jeg, og han smilede svagt til mig, hvorefter han kiggede på børnene igen. "Så var der intet, man skulle leve op til, ingen der forventede en masse, som man ikke kunne gøre, og ingen der ville ændre dig.". Jeg så forvirret på ham, og rynkede brynene, da han så på mig. "Er der da nogen, der vil ændre dig?". Han så mig dybt i øjnene og nikkede så. "Og de gør det godt."

49Likes
50Kommentarer
7323Visninger
AA

2. ¤ Harry Styles ¤ 2.December ¤

 

Yasmins synsvinkel

Jeg gnider mine hænder mod hinanden og gyser en enkelt gang. Her er virkelig koldt. Ikke at det kommer som en overraskelse, da der jo er December, men ja... Okay, det blev mærkeligt formuleret...

Nå, men lad mig præsentere mig selv! Mit navn er Yasmin Evers og jeg er en helt normal studerende på 19 år, der bor i London. Jeg har en bil, en søster og så (sjovt nok) forældre. Både min søster og mine forældre har jeg ikke et specielt forhold til, men det er vist et meget normalt et.

 Jeg har mørkt langt hår, som jeg faktisk overvejer at farve en eller anden farve, som jeg ikke har besluttet endnu... Hehe... Nå, men jeg har mørkt langt hår, blå øjne og er faktisk meget høj. 177cm for at være helt præcis. Øv... 

Jeg har altid været træt af min højde. Ikke at det er grimt at være høj eller sådan noget, men jeg kan bare ikke lide det på mig selv, fordi det er fuldstændigt umuligt at finde en pæn, sød og HØJ kæreste! Ikke at alle fyre er lave, men... Åh gud, jeg formulerer mig helt forkert i dag.

Det må du bære over med. Men altså lige nu sidder jeg på en bænk i Hyde Park. Den smukkeste park i London, hvis du spørger mig. Jeg ser på de legende børn og kan ikke holde mit smil tilbage. En pige skriger og begynder så at løbe, da hendes bror er lige ved at fange hende.

En dreng sætter sig ved siden af mig på bænken, mens jeg stadig ser på de legende børn. Broren fanger pigen og hun skriger af grin, da han kilder hende. Jeg smiler svagt og gnider mine hænder mod hinanden for at holde varmen.

"Gid man var barn igen..."  Kommer det fra drengen ved siden af mig, og jeg ser på ham. Han har brunt krøllet hår og øjne så grønne som græs.

"Hvorfor?" Spørger jeg, og han smiler svagt til mig, hvorefter han kigger på børnene igen. 

"Så var der intet, man skulle leve op til, ingen der forventede en masse, som man ikke kunne gøre, og ingen der ville ændre dig.". Jeg ser forvirret på ham, og rynker brynene, da han ser på mig.

"Er der da nogen, der vil ændre dig?".

Han ser mig dybt i øjnene og nikker  "Og de gør det godt." Gør det godt? Hvad mener han? Jeg rømmer mig og smiler så lidt genert

"Undskyld, men hvad mener du? Hvis der er nogen, der prøver at ændre dig, hvorfor siger du så ikke noget til dem?". Han begynder underligt nok at grine lavt af mit spørgsmål, og jeg ser endnu mere forvirret på ham. Det er da ikke sjovt? Jeg prøver bare at hjælpe ham... 

"Det er lidt svært når det er ca. 1/20 del af jordens befolkning..." Han smiler skævt til mig, og jeg ser forvirret på ham.

"Du kan squ da ikke kende 1/20 del af jordens befolkning?" Ryger det ud af mig og jeg holder mig hurtigt for munden.

"Ej, det var altså ikke ment så hårdt, som det kom ud...". Jeg griner akavet, og han griner med.

"Det er okay...". Jeg nikker, og vi sidder så lidt i stilhed. Slet ikke akavet. Overhovedet ikke, nej. Nej, nej.  Jeg ser efter de to børn, men de er væk.

"Hvad hedder du?" Lyder drengens stemme igen, og jeg ser igen på ham. Det var mange igen'er. Haha.

"Jeg hedder Yasmin Evers, og du?".

Han smiler med det samme overrasket og giver mig så hånden.

"Jeg hedder Harry. Harry Styles." Han smiler og ser en smule afventende på mig.

"Harry Styles? Hvor er det nu, jeg har hørt det?" Spørger jeg tænkende og han griner. Han griner simpelthen bare. Ja, tak for svaret fister, det hjalp virkelig. Mærk sarkasmen. 

"Du kender vel One Direction?" Spørger han med et grin, og jeg nikker, mens jeg stadig ser forvirret på ham. Vent... Grønne øjne. Brunt krøllet hår. Harry. Harry Styles.

"OMG DU ER JO HARRY STYLES FRA ONE DIRECTION!" Udbryder jeg, så højt at hele jordens befolkning sikkert kunne høre det. Ups...

"Shh... Der kan altså godt være fans her..." Hvisker han og jeg kan mærke, jeg rødmer.

"Ups...". Han griner, og jeg gnider mine hænder sammen igen. Føj, her er koldt. Av av. Eller ikke av, mere uh uh... Nej, det lyder som en ugle... Bare glem det, her er bare koldt.

"Fryser du?" Spørger han og jeg ruller med øjnene af ham.

"Nej, jeg sidder bare og gnider mine hænder, mens jeg næsten klaprer tænder for sjov!" Svarer jeg flabet, og han griner. Ja, jeg er flabet, men altså piger er altid så stille og små mus, jeg vil bare gerne sådan 'give igen' eller hvad man nu siger... Det er vidst ikke, det man siger, men ligemeget... I ved hvad, jeg mener. Håber jeg da...

"Hvad siger du til, at tage ind på en café og få en kop kaffe?" Spørger han og jeg smiler overrasket til ham.

"Så Harry Styles vil altså gerne invitere mig på kaffe?". Jeg griner, hvilket han heller ikke kan lade være med.

"Nej, jeg spørger bare for sjov.". Han rækker tunge af mig, og jeg kan ikke lade være med at sukke af ham. Hvad bilder han sig ind, og stjæle min sarkastiske kommentar og gøre det til hans?

Fuck ham, den ged. Ej, okay... Den var hård... Men alligevel sand... Jeg ku' ham godt. Han er lækker og det er jeg også, så vi er et perfekt match! Haha, ej okay nej... Jeg vil godt nok a.l.d.r.i.g date en kendt. Aldrig. Det ville jeg virkelig ikke kunne klare.

"Såeh... Vil du?" Spørger han og griner akavet, hvilket jeg også gør.

"Kun hvis du lover ikke at stjæle flere af mine sætninger, okay?". Han nikker og smiler skævt.

"Okay.". Jeg kan ikke holde mit grin tilbage, og han ser forvirret på mig.

"Maybe 'okay' can be our always?" Citerer jeg fra den bedste film i verden. aka The fault in our stars. Den er så gooooooood!

"Hva?" Han ser lost på mig og jeg sukker højt.

"Har du ikke set The Fault In Our Stars?". Han ryster på hovedet og jeg sukker endnu en gang. Hvorfor er det helt præcist, næsten ingen drenge har det? Den er SÅ god og der er vildt meget indhold, men nej 'for det er en pigefilm'. Pigefilm i min numse. 

"Så skal du se den en dag!" Smiler jeg og han gengælder mit smile med et skævt et.

"Hvis det bliver sammen med dig, så okay?". Han blinker med det ene øje til mig, og jeg fniser.

"Okay. Men drop flirteriet Styles, for jeg kommer ALDRIG nogensinde til at få noget med dig!" Forklarer jeg. Det var hårdt. Men jeg ér hård. Bam. Et muskelbundt. Mums.

"Okay så... Skal vi gå?" Spørger han og rejser sig op. Han smiler til mig, og rækker mig så sin hånd, så jeg også kan rejse mig op.

"Okay.". Han griner og jeg kan heller ikke holde mit grin inde. 

*********

"Så han skubbede dig bare i sådan uden videre?" Griner Harry, og jeg ryster fnisende på hovedet.

"Nej nej, han spurgte mig om, jeg ville danse sammen med ham rundt om poolen, men det gad jeg ikke, og så skubbede han mig i.". Jeg trækker på skuldrene, og Harry flækker af grin. Jeg kan heller ikke lade være med at grine. Altså ikke af historien, men af Harrys grineflip.

Det ser nu ret sjovt ud. Tænk, det er så sjovt, at en dværg (Bogstavelig talt. Sejt, ikke?) skubbede mig i en pool med tøj på. 

"Rolig nu..." Griner jeg, og han begynder så langsomt at stoppe med at grine.

"Hvad med dig? Du må da også have oplevet noget pinligt, når du rejser så meget og sådan?" Spørger jeg interesseret med et drillende smil på læben. Han drikker en tår af sin kaffe og rømmer sig så.

"Tjo... Engang var der den her fan, der viste mig et billede, mens jeg var på scenen og det demonstrede hendes erotiske tankegang om mig, og mit ansigtsudtryk var så pinlig! Der var billeder af det over alt!". Jeg griner og drikker så også en tår af min kaffe. 

"Det må være ret rart med alle de mennesker, der elsker en rundt i verden..." Smiler jeg og tager så en tår mere.

"Tja... Det er det også nogengange... Men det er svært at leve op til deres forventninger. Hvis man laver en fejl, så har man nærmest ødelagt deres liv og så kan de begynde at gøre en masse dumme ting, fordi de er sure på mig eller sådan noget... Men, jeg lever min drøm og det er vel bare en af tingene, der følger med, hvis jeg skal det. Der er fordele og ulemper i alt." Forklarer han og sender mig et smil, jeg gengælder med det samme.

Han er en dreng af store ord. Men okay, det skal man vel også være for at kunne skrive sange, skal man ikke? Det tror jeg vidst. Jeg trækker min mobil op af lommen og er lige ved at få et chok. Hurtigt lægger jeg den i lommen igen og jeg rejser mig op og sender Harry er smil.

"Det har været hyggeligt at møde dig, men jeg er altså nødt til at gå nu! Jeg har en aftale om 15min, som jeg helst ikke skal komme for sent til". Han nikker og smiler så tilbage.

"I lige måde! Vi må helt klart ses engang igen! Kan jeg ikke få dit nummer?" Spørger han og jeg rækker ham min mobil. En iphone 6 faktisk. Jeg er sej nu, ikke? Selvfølgelig er jeg det. Hehe!

Ej, jeg fik den af mine forældre, som en 'Held og lykke med at flytte hjemmefra-gave'. Altså jeg flyttede hjemmefra for 2 måneder siden, såeh.... Men jeg føler mig total rich med den. Haha! Harry giver mig mobilen igen og smiler til mig.

"Nå, vi ses! Er du færdig med din kaffe?" Spørger han og jeg nikker, mens jeg trækker 10$ op af lommen, som jeg giver ham.

"Er du ikke sød at betale? jeg er virkelig nødt til at gå nu, men du har pengene til det her.". Han smiler og giver mig så pengene igen.

"Jeg giver! Skynd dig nu bare afsted!". Jeg ser tøvende på ham, men giver ham så et kram.

"Så giver jeg en anden gang! Vi ses!" Smiler jeg og forlader så ham og Starbucks. Da jeg kommer ud rammer kulden mig med det samme, og det går op for mig: Jeg har lige tilbragt to timer i selskab med Harry Styles fra One Direction, som faktisk er super sød. Jeg er ret sej egentlig...

**********

"Undskyyyyyyld, jeg kommer for sent! Er han kommet?!" Råber jeg med det samme, jeg kommer brasende ind af døren. Jeg smider mine sko, hænger min jakke og løber ind i spisestuen, mens jeg råber

"Jeg mødte bare den her dreng, som je"... Jeg ser rundt på menneskerne om bordet og kan mærke, jeg rødmer. Det her er første møde med min storesøsters nye kæreste og jeg har lige ødelagt alle chancer for, det ikke skulle blive akavet... 

"Eh... Hej, jeg er Yasmin..." Smiler jeg akavet til fyren, og jeg kan høre mine forældre grine. Jeg ser på min søster, der stirrer irriteret tilbage. Hendes kæreste smiler dog, rejser sig op og giver mig hånden.

"Jeg er Michael" Smiler han. Jeg tager taknemmeligt hans hånd, da han ikke er sur på mig.

"Hej Michael... Du eller I må undskylde, jeg kommer for sent...". Jeg piller mig akavet i håret, og ham, min søsters kæreste Michael griner sammen med mine forældre.

"Kom og sæt dig skat." Siger min mor, og jeg nikker. Der er én plads tilbage og det er ved siden af min søster. Øv. Så skal jeg sidde ved Frøken Sur. Altså ærlig talt, så kommer alle for sent somme tider, jeg gør det bare ofte, men det sker også for andre. Hun kan altså ikke tillade sig at være sur... Men altså hun er faktisk altid sur og træls. Øv. Ej, det er hun faktisk ikke. Kun lidt.

Jeg sætter mig forsigtigt ved siden af Amy, som min søster så fint hedder, og Michael sætter sig på den anden side af hende. Han er faktisk okay pæn. I forhold til dem min søster plejer slæbe med hjem, så er han acceptabel ham her, og så bliver han ikke fornærmet over, jeg kommer for sent. Han er allerede godkendt.

"Såeh.. Yasmin... Går det godt i din egen lejelighed?" Spørger min far interesseret og jeg nikker

"Det er fantastisk! Og jeg mødte den her dreng, der hedder Harry i dag! Han er super sød faktisk, så jeg regner med at skulle mødes med ham igen!" Smiler jeg.

"Ej hvor godt skat! Er det en vi kender?" Smiler min mor, og jeg gengælder hurtigt hendes smil.

"Faktisk såeh... Kender næsten hele verden ham..." Forklarer jeg og min far ser forvirret på mig. 

"Og hvad mener du med det?". Han griner lidt, og jeg kan heller ikke holde mit fnis tilbage.

"Tjo... Det er Harry Styles... Han er medlem af One Direction.." I det samme jeg har sagt dét, taber min søster sin gaffel. Jeg ser forskrækket på hende. Hun ligner faktisk en, der har set et spøgelse. Det har hun bare ikke... Eller jo måske. Hvis man tror på reinkarnation, så tror man sikkert, der er et spøgelse herinde. Måske. Jeg ved det faktisk ikke...

"Så den her dreng, du mødte i dag, er... Harry Styles?". Hun ser målløs på mig, og jeg griner lavt.

"Nej, jeg sidder og lyver!". Jeg ruller sarkastisk med øjnene og hun ser forvirret på mig. Sig mig, forstod hun ikke, det var sarkastisk? Jesus.

"Jeg lyver ikke, det ér ham...". Hun ser ned på sin tallerken og spiser videre. Okay, tak for svaret søs, elsker også dig! Ej, hun er bare jaloux. Heheeeee! Jeg rækker mentalt tunge til hende. Åh gud, det lyder som om, jeg kun drak kaffe med Harry i dag, fordi han er kendt, men det må du endelig ikke tro, Harry var/er super sød. Jeg synes bare, det er sjovt, at hun er jaloux.

 Jeg går fra, og går ind i stuen. Jeg gider da ikke side derinde, hvis hun er jaloux eller sur, når hendes kæreste er der, for så kommer vi bare op og skændes og det vil være akavet.Jeg tager min mobil op af lommen, og beslutter mig for at skrive til Harry. Han grinte så meget hele tiden i dag, så han kan vel også få mig til at grine, ikke?

"Hey Harry! Yasmin her! Det var super hyggeligt i dag, så tak for det og kaffen, jeg skylder dig en! Hvad laver du? Jeg håber det er sjovere end det jeg gør! -Yasmin

Det må vel være fint, ikke? Jeg trykker send og spiller så cow evolution. Det er seriøst det bedste spil på hele jorden! Og jeg er faktisk kommet op i rummet! Wup wup! Sejt, ikke? Det synes jeg. Du bør virkelig prøve det. Det er gud!

"Hej Yasmin! Ja, det var det! Du skylder mig ikke noget, det er jo ikke ligefrem fordi, jeg mangler penge, men hvis du absolut mener, du skylder mig noget, så kunne du jo mødes med mig i morgen på Starbucks igen?;) Jeg sidder og ser en film sammen med de andre drenge fra bandet, hvad laver du, der er så kedeligt?:) -Harry"

Jeg ser tænkende ned på mobilen. Han har egentlig ret. Altså jeg mener, drengen er verdenskendt, så det er ikke lige fordi, han mangler penge. På Starbucks igen?

Vi bliver jo sådan nogen Starbucknarkomaner og jeg har faktisk slet ikke råd til Starbucks hver dag. Desuden er det også Tirsdag i morgen, så jeg skal i skole... Øv... Heyyyy! Det er faktisk en fantastisk grund til at tage hjem nu! Jeg siger bare til mine forældre, jeg er nødt til at gå, fordi at jeg jo skal i skole i morgen! Yayyyyy, jeg er jo genial! 

"Jeg skal i skole i morgen, så det er nødt til at være efter klokken 15 så?:) Jeg planlægger en flugt fra min søster og forældre! haha! Men du fik mig til at få en genial ide, så yay! Nu skal jeg bare sætte gang i missionen! Haha! -Yasmin"

Jeg kan egentlig ikke lade være med at fnise over min besked. Den er ret latterlig, men lige meget. Jeg ér latterlig, så hvis han forventer, vi skal blive venner, så må han vel bare lære og leve med det i starten, ikke?

Jeg går ud i køkkenet, hvor mine forældre står og vasker op, og rømmer mig, så de ser på mig.

"Jeg tager hjem nu, for jeg skal jo i skole i morgen, så jeg skal helst ikke få for lidt søvn jo...". Jeg sender dem uskyldige øjne, og min mor nikker så forstående, men går så hen og giver mig et kram.

"Vi ses min skat, så kom og besøg os lidt oftere, ikke?". Jeg nikker og krammer så min far.

"Vi ses! Jeg går lige ind og siger farvel til Amy først, og så går jeg!" Siger jeg og går så ud i gangen, op ad trappen og banker på døren til 'Amys' værelse. Altså vi har stadig begge vores værelser her, men bare uden vores senge. Underligt egentlig...

"Kom ind!" Lyder hendes irriterende søde stemme, jeg altid har missundet, og jeg åbner så døren. De sidder i Amys sofa, og Michael har sin hånd på hendes lår. Sødt nok alligevel.

"Jeg tager hjem nu." Siger jeg og ser på Amy, der bare nikker.

"Okay, jeg får ikke et kram, som jeg plejer eller hvad, fordi jeg har drukket kaffe med en verdenskendt?". Jeg griner lidt, men hun ser bare stadig irriteret på mig. Man skulle ikke tro, hun er den ældste, så barnlig hun er...

"Nå, jamen så farvel til dig Michael!" Smiler jeg til ham, og han gengælder hurtigt mit smil. Han rejser sig op og giver mig et akavet kram. Whyyyyyy? Ej, han er nok bare venlig.

"Tag det som et kram fra os begge" Hvisker han lavt, så Amy ikke kan høre det, og jeg fniser. Han er nu sød nok og give mig et kram for Amy.

"Tusind tak! Vi ses!" Fniser jeg, og trækker mig så ud af krammet, hvorefter jeg går ned af trappen og ud i gangen, hvor jeg tager sko og jakke på.

"Farveeeeeel!" Råber jeg og går så ud i min bil. Jeg trækker min mobil op af lommen og læser beskeden, jeg har fået fra Harry.

"Det lyder... Eh... specielt?:D Nå, men kl. 15 passer fint, så kan jeg også hente dig, hvis det er? -Harry"

"Det er en aftale! -Yasmin"

********

''''''

 

Så er det den 2.december! Yayyyy! Har i julekalendre? Hvis ja, så hvilken? Jeg har en pakkekalender for første gang! Yay:) Hvad synes I om kapitlet?:)

Xoxo Emi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...