¤ Our Bench - One Direction ¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg husker tydeligt den dag, jeg mødte ham. Det var den 2.December. Jeg sad på en tilfældig bænk i Hyde Park, da han kom. Han satte sig ved siden af mig, og så på de legende børn, ligesom jeg. En pige skreg og løb, da hendes bror var lige ved at fange hende. Jeg smilede svagt og gned mine hænder mod hinanden for at holde varmen. "Gid man var barn igen..." Sagde han og jeg så på ham. Han havde brunt krøllet hår og øjne så grønne som græs. "Hvorfor?" Spurgte jeg, og han smilede svagt til mig, hvorefter han kiggede på børnene igen. "Så var der intet, man skulle leve op til, ingen der forventede en masse, som man ikke kunne gøre, og ingen der ville ændre dig.". Jeg så forvirret på ham, og rynkede brynene, da han så på mig. "Er der da nogen, der vil ændre dig?". Han så mig dybt i øjnene og nikkede så. "Og de gør det godt."

48Likes
50Kommentarer
7333Visninger
AA

5. ¤ Fan ¤ 5.December ¤

 

Yasmins synsvinkel

"Vi ses Yas!" Råber Nina, og jeg vender mig om og smiler til hende, inden jeg går videre. Jeg går ud i min bil og tænder med det samme for varmen. Føj her er koldt.

Heldigvis har jeg taget en vinterjakke, vinterstøvler (dr.martens) og vanter med, så når jeg skal mødes med Harry i Hyde Park om lidt, så kommer jeg ikke til at fryse alt for meget.

Ligesom jeg skal til at køre, ringer min mobil. Jeg tager den op af lommen og ser overrasket på den. Amy ringer. Hvad vil min søster, nu? Jeg trykker besvar, sætter den på højtaler, stiller den i kopholderen og kører så bilen.

"Hallo?" Lyder Amys stemme og jeg fniser.

"Hey søsse pøs!" Svarer jeg med et smil, selvom hun ikke kan se det.

"Hej... Ehm... Jeg ville bare sige undskyld for dét sidst...." Forklarer hun, og jeg fniser. Jeg drejer til højre og svarer hende så.

"Det er okay Ams! Jeg kan da godt forstå, du bliver jaloux, når din seje søster har en kendisven, og du ikke har!" Jeg griner, mens jeg stopper op i et kryds.

"Ha.ha.ha. Meget sjovt Yas. Nå, hvad laver du nu? Har du tid til besøg?" 

Jeg kører lige gennem krydset, inden jeg svarer hende.

"Faktisk så er jeg på vej hen til Hyde Park, hvor jeg skal mødes med en, men ehm.... Hvad med lørdag?" Spørger jeg, og der lyder et suk fra hende.

"Det var bare fordi, at Michael havde fri i dag, så så kunne du jo have lært ham at kende og sådan..."

"Ehm... Hvad med lørdag? jeg kan lave aftensmad?" Tilbyder jeg, mens jeg drejer til venstre ind til parkeringspladsen. Min skole ligger ikke særlig langt fra Hyde Park, så det har faktisk kun taget omkring 3min at køre herhen. Dog er jeg nødt til at holde ved en parkeringsplads 5min væk fra parken.

"Jo, det lyder godt! Hvad med klokken 18?" Spørger hun, og jeg fniser af hendes glade stemme. Men jeg forstår da også godt, hun er så glad, fordi hun skal besøge mig.

Det er faktisk en smule sjovt, at sidst vi så hinanden, så skændes vi, og nu er hun glad for at skulle besøge mig. Humørsvingninger x 1000. 

Jeg slukker bilen, slår højtaler fra og tager mobilen op til øret.

"Ja, det er helt fint! Men Ams, det er altså ikke fordi, jeg ikke vil snakke med dig eller noget, men jeg er faktisk der, hvor jeg skal mødes med en ven, så det passer ikke så godt. Men kan vi ikke skrive sammen om det, lidt senere?" 

"Jo selvfølgelig! Vi ses så!" Siger hun og jeg nikker, men fniser, da det går op for mig, hun ikke kan se det. Ups... Dårlig vane...

"Jep! Men jeg vil smutte nu så!" Siger jeg, mens jeg klikker min sele op.

"Jep! Vi ses!".

Istedet for at svare hende, så lægger jeg bare på. Jeg ser lidt på min mobil og kan ikke holde et smil tilbage. Hun er en dejlig søster, og det har faktisk gået mig utrolig meget på, at sidst vi så hinanden, skændes vi, for det er ikke særlig tit, vi ser hinanden.

Jeg tager mine vanter, der ligger på sædet ved siden af mig, og lægger dem på mine lår. Jeg lyner med besvær min jakke. Jeg lægger min mobil i min jakkelomme og tager vanterne på. Bilnøglen, tager jeg ud og så åbner jeg døren og træder ud ad bilen.

Kulden strømmer mod mig, og jeg lukker så bildøren. Jeg låser bilen og begynder så at gå med hurtige skridt hen mod parken. Mine ben er forfærdelig kolde og jeg sukker.

De burde virkelig lave nogen varmere vinterskoleuniformer. Det er da overhovedet ikke fair, at jeg/vi skal gå rundt herude i kulden og dø bare fordi, de ikke kan finde ud af at lave varmere uniformer.

Jeg ser faktisk utrolig dum ud i min skoleuniform, men tja... Sådan er det jo, og Harry har faktisk også set mig i skoleuniform før, så han får ikke ligefrem et chok, når han ser mig. Faktisk var Harrys ide, at vi skulle mødes ved den bænk, vi mødte hinanden første gang. Sødt nok alligevel. 

Da jeg nærmer mig bænken, ser jeg Harry komme hen mod mig. Han ser godt ud. Det har han faktisk gjort alle de gange, vi har været sammen, men ja... Det gør han altså også nu!

Og det har intet at gøre med, at jeg "er helt vild med ham" eller sådan noget, for det ér jeg ikke, og det bliver jeg heller ikke, men han ser godt ud, og det kan man ikke benægte.

"Yaaaaaas!" Hviner han piget og jeg griner.

"Harreeeeeeeeeh!" Hviner jeg tilbage, og da han er tæt nok på mig, trækker jeg ham ind i et kram. En varme spreder sig i mig, og jeg smiler ind i hans skulder, indtil han trækker mig ud af krammet. 

Han giver mig elevatorblikket, og trækker så på smilebåndet.

"Du ser godt ud..." Siger han, mens han sender mig et skævt smil. Jeg ser (endnu engang) op og ned af ham. Han har en beige vinterjakke på, nogen vinterstøvler, en sort hue med en nuttet kvast, sorte bukser og sorte vanter.

"I lige måde Styles."

Jeg knipser til kvasten på hans hue, og han griner. Jeg ønsker mig virkelig en hue med en kvast til jul. Eller faktisk så tror jeg, jeg vil købe den før jul, så jeg rent faktisk kan bruge den i år.

"Skal vi ikke sætte os på 'bænken'?" Spørger han med et smil, som jeg hurtigt gengælder. 

"Jo, lad os det..."

Vi går hen til den, og sætter os så. Jeg gnider mine hænder mod hinanden for at holde varmen. 

"Er det ikke sjovt at for tre dage siden sad vi her og vidste intet om hinanden. Vi var bare to fremmede, der sad og så på nogen legende børn, mens du gned dine hænder mod hinanden for at holde varmen, præcis som nu..." Lyder Harrys stemme, og jeg smiler svagt, mens jeg ser ud i parken.

Jeg husker tydeligt, hvad han sagde.

"Gid man var barn igen..."  Kommer det fra drengen ved siden af mig, og jeg ser på ham. Han har brunt krøllet hår og øjne så grønne som græs.

"Hvorfor?" Spørger jeg, og han smiler svagt til mig, hvorefter han kigger på børnene igen. 

"Så var der intet, man skulle leve op til, ingen der forventede en masse, som man ikke kunne gøre, og ingen der ville ændre dig.". Jeg ser forvirret på ham, og rynker brynene, da han ser på mig.

"Er der da nogen, der vil ændre dig?".

Han ser mig dybt i øjnene og nikker  "Og de gør det godt." 

"Hvad mente du egentlig dén dag?" Spørger jeg, og han ser spørgende på mig.

"Med hvad?"

"Du sagde at folk er gode til at ændre dig. Hvad mente du med det?" Spørger jeg og han ser ned på sine vanter. Jeg gnider igen mine mod hinanden, mens jeg venter på hans svar.

"Jeg har ændret mig utrolig meget efter, vi blev kendt... Det værste ér, at jeg selv ved det. Nogen gange tager jeg mig selv i at tænke over, hvorfor jeg egentlig er single, når en fjerdedel af verdenen gerne vil være sammen med mig.

Eller i at tænke at jeg havde det forfærdeligt, da jeg boede hjemme, for der havde jeg ikke alt det, som jeg har nu. Eller i at overveje at droppe mine barndomsvenner, fordi de ikke er kendte.. 

Det er nogen forfærdelige tanker, som jeg ikke har lyst til at have, men alligevel så tror jeg også på, det skyldes alt succesen. Jeg tror at alle der bliver kendte i så ung en alder, kommer til at ændre sig. Måske til noget bedre, måske til noget dårligere, men det vil i hvert fald gøre en forskel...." Forklarer han, og jeg nikker forstående.

"Presset er stort hele tiden, vel..." Mumler jeg forstående, og han nikker.

"Hele tiden... Du skal hele tiden være perfekt. Hver eneste fejl bliver fundet og når først, der er fundet én fejl, så bliver den brugt mod dig de næste par uger..."

Jeg ser på ham med et opmuntrende smil, som han svagt gengælder.

"Du er sød nok Yasmin..." Mumler han, og lægger en arm om min skulder. Jeg smiler til ham og nikker så. 

"Det siger alle...". Jeg blinker med det ene øje til ham, og han griner.

"Ej.... Du er nu også sød nok Harry..." Jeg sender ham et smil, som han gengælder. En dejlig stilhed breder sig, og jeg ser ud i parken. Harrys arm om min skulder, varmer mig en smule. Et højt skrig lyder i mit øre, og jeg ser forskrækket på en pige, der står foran Harry og jeg.

Jeg ser forskrækket på hende, hvilket Harry vidst også gør.

"Er du Harrys kæreste?!" Hviner hun, og jeg ser med store øjne på hende. Jeg fjerner Harrys arm og ryster så på hovedet til pigen.

"Nej, bare rolig, jeg er ikke Harrys kæreste..." Forklarer jeg, men hun ser mistroende på mig. Okay, rolig nu lille 10-11-årige pige... Jeg bliver jo helt bange for hende... Men hun har pænt hår! Det er sådan helt lyst, krøllet, og så går ned til albuen. Det er vildt flot. Jeg misunder en 7-8-årig... Suk....

"Harry, må jeg ikke få et billede med dig?" Hviner hun med øjnene fuld af vand. Jeg fniser lavt af hende, og Harry stikker mig en albue i siden. Av.

"Selvfølgelig! Yas, vil du tage billedet?" Han ser spørgende på mig, og jeg ruller med øjnene af ham. Han har lige givet mig en albue i siden, og så tror han, jeg vil tage et billede for ham. Suk... Jeg ser på pigen, der ser håbefuldt på mig. En tåre triller ned ad hendes kind, og jeg sukker så.

"Jo, selvfølgelig!" Smiler jeg til pigen og tager i mod hendes mobil. En samsung galaxy s3. Sejt nok. Ej... Min Iphone 6 er sejeeeeeest! Wup wup! Ej.... Hendes er også sej.

Jeg stiller mig op, og pigen tager min plads på bænken. Harry tager, ligesom han gjorde ved mig, en arm om hendes skulder, og hun rødmer svagt. Jeg smiler af synet og tager så billedet. 

"Sådan!" Smiler jeg og giver pigen mobilen. Hun smiler taknemmeligt til mig,  men ser så på Harry med julelys i øjnene. Han sidder stadig med armen om hende, og det er virkelig sødt. Nueeeerh.

"Hvad hedder du Smukke?" Spørger Harry med et skævt smil på læben. 

"Melissa...." Mumler hun nervøst, og Harry smiler stort til hende. 

"Det er et smukt navn! Hvor gammel er du, Melissa?" Spørger han, mens han smiler stort. Han løfter hende op på sit skød, og hun smiler stort, da en tåre triller ned ad hendes kind.

"Jeg er 9 år...." Smiler hun stolt, og Harry nikker. 

"9 år! Så er du da stor!". Harry smiler stort til hende, og hun nikker. Hvor er han sød mod hende.... Meget anderledes, men alle ændrer sig vel, når man er sammen med børn. 

"Jaeh..." Mumler hun med et stolt smil. Jeg tager min egen mobil op og tager endnu et billede af dem. Bare til mig selv. Seriøst, Harry skal se hvor søde, de er.

"Hvem er hende pigen...?" Spørger hun nervøst, og jeg lægger mobilen i lommen igen. Åh gud... Hvis hun tror, vi er kærester, så tror hele verdenen det, og så har jeg intet privatliv. Det her var det, jeg frygtede.

Harry ser kort på mig med et roligt smil, inden han ser på pigen igen.

"Det er Yasmin... Hun er bare en ven..." forklarer han roligt med et smil til hende. Hun smiler tilbage, inden hun ser på mig og også sender mig et smil. 

"Faktisk..." Kommer det fra Harry, og hun ser igen på ham med julelys i øjnene.

"Så mødtes vi hér på præcis den her bænk fra 3 dage siden..." Forklarer han, og hendes smil bliver større. 

"Det er sødt..." Fniser hun og ser på mig. Jeg smiler til hende og skal lige til at spørge hende, hvad hun ønsker sig i julegave, da en dames stemme, stopper mig.

"Melissa skat, dér var du! Du må ikke bare sådan gå fra os... Hvad laver du også på ham drengen? Det gør man altså bare ikke..." Sukker hun med en bekymret stemme, og jeg vender mig om og ser en en kvinde på omkring de 32-33 år. 

"Men mor, det er Harry! Fra One Direction!" Smiler hun stort, og Harry smiler anstrengt. Hvorfor anstrengt?

"Åh... Ej, undskyld... Jeg er altså ked af, hvis hun ødelagde dit privatliv eller noget...." Siger moren henvendt til Harry, og han trækker på skuldrene med et smil.

"Det gjorde hun ikke. Det var hyggeligt at møde hende..." Forklarer han, og pigen giver ham et kram, inden hun går hen til hendes mor med et kæmpe smil på læben. 

"Det var godt... Men vi må også gå nu Melissa, for vi skal hjem og spise nu..." Siger moren med et smil til sin datter, der bare nikker lykkeligt. 

"God jul." Siger jeg med et smil, og for moren smiler til mig.

"I lige måde... Kom Melissa..." Siger hun, og så begynder de at gå. Melissa vender sig om og smiler til os stadig med våde øjne og et kæmpe smil.

"God jul!" Råber hun, og Harry smiler til hende, mens han råber tilbage.

"God jul!"

Jeg sætter mig igen på bænken ved siden af Harry og smiler stort til ham.

"Du er god til børn" Kommenterer jeg, og han smiler til mig.

"Det kræver ikke så meget... De er så glade. De har hele livet foran sig. Deres værste problemer er om de vil have en is eller en slush ice." Han trækker på skuldrene til mig med et smil, og jeg nikker med enig i det, han lige har sagt.

"Du har helt ret..." Mumler jeg og gnider så mine vanter mod hinanden. 

"Skal vi ikke tage hjem til mig og få en kop varm kakao?" Spørger Harry, og jeg ser med et smil på ham.

"Faktisk så skal jeg til fest klokken 21, og jeg vil gerne hjem og gøre mig klar... Ehm... Men vi kan få varm kakao ved mig, og så kan jeg gøre mig klar imens?" Forslår jeg, og han smiler til mig. 

"Det kan vi godt!"

***********

'''''''''

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...