¤ Our Bench - One Direction ¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg husker tydeligt den dag, jeg mødte ham. Det var den 2.December. Jeg sad på en tilfældig bænk i Hyde Park, da han kom. Han satte sig ved siden af mig, og så på de legende børn, ligesom jeg. En pige skreg og løb, da hendes bror var lige ved at fange hende. Jeg smilede svagt og gned mine hænder mod hinanden for at holde varmen. "Gid man var barn igen..." Sagde han og jeg så på ham. Han havde brunt krøllet hår og øjne så grønne som græs. "Hvorfor?" Spurgte jeg, og han smilede svagt til mig, hvorefter han kiggede på børnene igen. "Så var der intet, man skulle leve op til, ingen der forventede en masse, som man ikke kunne gøre, og ingen der ville ændre dig.". Jeg så forvirret på ham, og rynkede brynene, da han så på mig. "Er der da nogen, der vil ændre dig?". Han så mig dybt i øjnene og nikkede så. "Og de gør det godt."

48Likes
50Kommentarer
7331Visninger
AA

22. ¤ 24. december ¤ Our Bench ¤

 

Harrys synsvinkel

"Gemma, den her er fra Harry til dig." Siger Robin og rækker Gemma en gave, som før lå under juletræet. Gaven som jeg med det samme genkender, begynder hun at pakke op. En lille fin æske kommer frem og hun åbner den og holder sølvarmbåndet, med en fin sten i, op. Gemma er nødt til at få sine gaver i aften, da hun ikke er her i morgen, fordi hun skulle et eller andet.

"Ej, hvor er den smuk, Harry! Tusind tak!" Hun går hen til mig og trækker mig ind i et kram.

"Det var ingen årsag." Jeg sender hende et smil, som hun hurtigt gengælder.

"Den er virkelig smuk... Har du selv fundet den?" Hun ser spørgende på mig, og jeg ryster med et lille grin på hovedet.

"Så god stil, har jeg ikke, når det kommer til piger. Yasmin hjalp mig." Jeg sender hende et lille smil, men kan allerede mærke den dårlige følelse komme op i mig. Yasmin... Hvad laver hun mon nu?

"Det tænkte jeg nok." Hun blinker med det ene øje til mig, og jeg ryster på hovedet af hende med et skævt smil.

"Jeg kunne da også have fundet det selv. Jeg har da god stil." Hun ryster på hovedet med et fnis, og jeg sukker. 

"Søde Harry... Sidste år gav du mig en pink sweater, blå bukser til og et lilla halstørklæde. Jeg er ikke 3 mere." Hun griner, og jeg kan heller ikke lade være. Okay, jeg indrømmer at sidste års julegave til Gemma var dårlig... Jeg ved ærlig talt ikke lige hvad, der skete med min sans for mode.

"Jeg ved ikke lige hvad, der skete dér..." Mumler jeg, og hun griner igen.

"Men du må hilse hende og sige, jeg blev glad for det." Hun smiler til mig, og selvom jeg forsøger at gengælde det, er jeg sikker på, det bare blev til en grim grimasse.

"Jeg snakker desværre ikke med hende mere..." forklarer jeg, og min mor ser bekymret på mig. Rolig nu...

"Åh... Er det derfor, du har været i så dårligt humør hele dagen?" ryger det ud af Gemma, og hun holder sig hurtigt for munden.

"Hvis det er okay, så vil jeg gerne have, vi lade emnet ligge...?" Min mor nikker hurtigt, og det samme gør Robin og Gemma.

"Nå... Der er Risalamande nu, hvis det kunne friste?" Min mor ser friskt på os, og Gemma hviner.

"Jeg ventede bare på, du ville spørge!" Min mor griner, og Gemma, Robin og min mor forlader så stuen. Tilbage sidder jeg på gulvet og ser på juletræet. Hvis jeg aldrig havde mødt Yasmin, ville jeg ikke være så trist nu... Men hvis jeg aldrig havde mødt hende, havde jeg aldrig været så glad hele december. Jeg rejser mig og går ud i stuen og ud i gangen. Lige som jeg skal til at gå ind i spisestuen, ringer det på døren, og jeg går hentil den.

Jeg åbner den og dér. Dér midt ude i sneen står hún. 

"Hej..." Hun ser mig i øjnene, og jeg kan mærke sorgen overmande mig. Hendes ord kommer langsomt frem, mens hun står dér foran mig ude i regnen. Regnen... Hun er fuldstændig drivvåd.

"Hej.." mumler jeg, og hun sender mig et lille prøvende smil, som jeg forsigtigt gengælder.

"Har du stået derude længe?" Spørger jeg med blikket mod hendes våde hår, der klistrer sig til hendes ansigt. Hun trækker på skuldrene og ser ned i jorden.

"Det ved jeg ikke...". Ved hun det ikke?

"Jeg har ikke mobil eller ur med..." Hun trækker på skuldrene og ser på mig. I det samme hendes øjne møder mine, ser jeg ned i gulvet.

"Jeg... Jeg vil gerne fortælle dig noget..." Lyder hende stemme, og jeg ser op igen.

"Nå?" Spørger jeg, og hun rømmer sig.

"Jeg... Da du fortalte mig, du var forelsket i mig, kunne jeg ikke styre mine følelser. Jeg blev sur, fordi at jeg ikke vil være kendt, og jeg vidste, at hvis du var forelsket i mig, så ville jeg ikke kunne styre mine egne følelser... Jeg har indset, at jeg er forelsket i dig...". Med det samme hendes ord kommer ud, banker mit hjerte hurtigere. Forelsket i mig?

"Og jeg er villig til at gå igennem alt haten og det hele ved at være kendt, for os. Hvis du altså er villig til at give mig en chance til?" Hendes øjne møder hende, og først nu lægger jeg mærke til, de løber i vand. En chance til? Beder hun mig, om at give hende en chance til, som mere end venner? Jeg troede, det var mig, der fuckede det op...

Jeg går et skridt frem, så jeg står ude i regnen. Det øser ned og kulden omklamrer mig, men det eneste jeg kan tænke på er hénde. Uden at tænke over det, presser jeg mine læber mod hende, og hun tager sin hånd op på min kind. Jeg lukker øjnene og nyder det. Nyder hende. Nyder øjeblikket. Hun trækker sig ud af kysset, og jeg ser spørgende på hende.

"God jul, Harry..." Hun smiler, og jeg kan ikke andet end at smile tilbage.

"God jul, Yasmin..." Siger jeg, inden jeg smeder vores læber sammen igen. Det er fantastisk. Hun går ud af kysset og begynder at gå hentil hendes bil. Jeg kan mærke skuffelsen stige i mig. Mente hun slet ikke, det hun sagde? Går hun bare nu?

"Vi ses, når du kommer til London igen... På vores bænk." Hun vender sig rundt og sender mig, det smil, jeg har savnet som en gal i to dage. 

"På fredag.." Siger jeg med et skævt smil, og hun smiler også.

"På fredag klokken 12... ved vores bænk." Siger hun, og jeg smiler stort. Hun vender sig rundt igen og sætter sig ind i bilen.

"Vores bænk." mumler jeg for mig selv og går ind i varmen igen.

************

''''''

Så er denne novelle slut:( 

Org, hvor er det bare trist, at give slip på den egentlig!

Jeg har virkelig lagt tid og arbejde i den, og faktisk havde jeg ikke troet, det krævede så meget at skrive et kapitel hver dag, som man både skulle skrive og gennemarbejde!

Men jeg er faktisk stolt over sådan, som den blev, og jeg håber også, I kunne lide den:)

Tusind tak for jeres likes, farvoritlister og søde kommentarer, det har virkelig været en stor hjælp og ja... Også bare inspirerende:)

Nu kan jeg sige, at jeg vil sætte mit fokus på min novelle "25 days to be loved" igen, og at jeg håber, I vil tage et kig på den:)

Tak for alt og god jul til jer alle!
Xoxo Emi

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...