¤ Our Bench - One Direction ¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg husker tydeligt den dag, jeg mødte ham. Det var den 2.December. Jeg sad på en tilfældig bænk i Hyde Park, da han kom. Han satte sig ved siden af mig, og så på de legende børn, ligesom jeg. En pige skreg og løb, da hendes bror var lige ved at fange hende. Jeg smilede svagt og gned mine hænder mod hinanden for at holde varmen. "Gid man var barn igen..." Sagde han og jeg så på ham. Han havde brunt krøllet hår og øjne så grønne som græs. "Hvorfor?" Spurgte jeg, og han smilede svagt til mig, hvorefter han kiggede på børnene igen. "Så var der intet, man skulle leve op til, ingen der forventede en masse, som man ikke kunne gøre, og ingen der ville ændre dig.". Jeg så forvirret på ham, og rynkede brynene, da han så på mig. "Er der da nogen, der vil ændre dig?". Han så mig dybt i øjnene og nikkede så. "Og de gør det godt."

49Likes
50Kommentarer
7320Visninger
AA

21. ¤ 23.december ¤ Never too late ¤

 

Harrys synsvinkel

"Nå... Jamen vi ses efter jul!" Niall smiler et stort tandpastasmil til mig, og jeg kan ikke lade være med at tænke over hvor trist, det bliver uden drengene her. Zayn tog til Bradford i nat, Louis til Doncaster i nat, Liam til Wolverhampton og ja... Nu tager Niall til Irland. Jeg skal først hjem til min mor i morgen morgen. Det lød dumt...

"Det gør vi... Du må hilse dem alle! God jul!" svarer jeg og giver ham et kram.

"I lige måde... Måske du burde snakke med hende, så du ikke går rundt og er ked af det?". Jeg ryster på hovedet som svar. Nej... Det hele bliver bare værre, hvis jeg snakker med hende, og hun ville ikke se mig igen, så jeg følger hendes ønske, selvom jeg har det forfærdeligt.

"Jeg tror altså også, hun sav"

"Alle passagerer til Mullinger-Irland bedes komme til gate 8." Afbryder en stemme ham, og han ser undskyldende på mig.

"Sorry mate... Jeg må gå nu, men jeg synes, du bør overveje det." Han sender mig et smil og vender så rundt og går. Overveje det? Nej... Jeg vender rundt og begynder så at gå ud af lufthavnen, da jeg bliver afbrudt af et skrig.

"Harry Styles?!" Skriger en lys stemme, og jeg vender mig rundt og ser to piger med tårer i øjnene. Jeg sætter det falske smil op, og den ene hviner med det samme.

"Kan vi få et billede?" Spørger den ene, og jeg nikker en smule ligeglad. Jeg går hen i midten af dem, og de hviner begge to i det samme, jeg tager mine arme om deres skuldre. Den ene piger tager en selfie af os alle tre, og jeg er så hurtig til at gå igen. Med det samme pigerne ikke kan se mig, falder mit smil. Jeg vil bare ud nu.

Jeg går ud af lufthavnen og finder hurtigt min bil. Med hurtige, faste skridt går jeg hentil den,  uden at blive stoppet en eneste gang, og låser den op. Jeg sætter mig ind i den og tænder for radioen. Ed Sheeran. Så er der da én ting, der hjælper på humøret. Jeg tænder for blæseren og sidder egentlig bare på parkeringspladsen uden grund. 

Det var en fejl at forelske sig i Yasmin, præcis som hun selv sagde, så 'kan jeg det ikke'. Jeg burde have vidst det. Vidst at det ville ødelægge hele vores venskab og ikke mindst vidst, at hun ikke lagde noget i hverken kysset eller natten. Jeg burde have vidst det, for hun sagde det direkte til mig efter kysset, men alligevel smed jeg det bare fra mig.

Dén nat. Jeg burde have stoppet mig selv. Hun var helt væk, ja, men det var jeg ikke. Jeg havde stadig selvkontrol, og jeg kan huske hver en enkel scene. Jeg burde have stoppet os, men hun virkede til gerne ville det. Hun var helt med på det selv, men hun var fuld, og jeg burde have vidst, at det kun var derfor. 

Jeg tænder bilen og kører så ud af parkeringspladsen. Jeg vil bare hjem nu og have pakket til i morgen. Det bliver godt at komme lidt væk fra London og 'kendislivet', som hún så fint kaldte det, og komme hjem. London er hvor, jeg bor, men jeg ser det ikke som mit hjem. Mit hjem er min mors og Robins hus, og sådan er det. Det er der, jeg er vokset op, ikke i London.

**********

Yasmins synsvinkel

"Hej mor..." Jeg smiler svagt, og hun trækker mig ind i et kram.

"Hej mus! De andre er inde i stuen. Amy og Michael kom her i går jo, så de er her også allerede." Siger hun og trækker sig ud af krammet. Jeg nikker, tager mine sko og jakke af, og går ind i stuen. Og rigtigt nok. I sofaen sidder Amy med hånden i Michaels. Altså hans hånd, ikke hans... Yes, du forstod godt, jeg mente hans hånd, tak.

"Hej." Jeg smiler lidt og laver et akavet vink med hånden.

"Hej Yasmin!" Siger Amy og går hentil mig og krammer mig.

"Længe siden." Smiler hun, og jeg nikker. Lidt efter kommer Michael. Han giver mig et lille kram og sender mig et smil.

"Det var hyggelig sidst." Siger han, og jeg nikker. Sidst? Dengang med Harry? Hmm... Det må vel være sidst.

"Hvad med ham Harry, hvor skal han holde jul?" spørger Amy, og jeg trækker på skuldrene. Jeg ved det ikke rigtigt, men egentlig har jeg heller ikke lyst til at snakke om ham. 

"Ved du det i"

"Hej min skat!" Afbryder min far, Amy, og jeg kan ikke lade være med at smile lettet. Så slap jeg for dén forklaring. Min far kommer hen mod mig og krammer mig.

"Hej far." Siger jeg, og han smiler til mig.

"Hvad så? Er du klar til jul?" Spørger han friskt, og jeg nikker bare. Lige præcis dét spørgsmål får det til at lyde som om, jeg er et lille barn...  Men det er jeg vel også for ham.

"Jaeh... Kan jeg ikke få dig til at hente mine ting ude i bilen sammen med mig?" Spørger jeg, og han nikker med det samme.

"Selvfølgelig! Skal vi gøre det nu så?". Jeg nikker, og vi går så ud gennem gangen og udenfor. Jeg gider ikke til at tage sko på, det sner alligevel ikke. Jeg åbner bagagerummet, og min far tager de min taske med tøj i, mens jeg tager de to poser med gaver. Ja, jeg har altså to poser, men det er fordi, at mine forældres gave er kæmpe. Totalt enormus. Ej, okay... Min humor stinker i dag. Ligesom mit humør. Min far bærer tasken op på mit værelse, og jeg går ind i stuen med poserne.

"Hvorfor stiller du dem herind? Vi skal da først åbne dem i morgen?" Lyder Amys stemme, og jeg er lige ved at stikke mig selv en lussing. Jeg er dum, jeg er. Suk... Jeg tager poserne og løfter dem ovenpå. I gangen går min far forbi mig, og jeg sender ham et smil inden, jeg går ind på mit værelse med dem.

Jeg tager min mobil op af lommen og sukker. Bør jeg ønske Harry en god jul og godt nytår? Jeg har virkelig lyst og så alligevel ikke... Tøvende går jeg ind på 'beskeder' og begynder at skrive.

"Hej Harry... Jeg vil bare ønske dig en god jul og godt nytår... -Yasmin"

Jeg sender den inden, jeg kan nå at ombestemme mig og sukker så. Jeg ville ikke have såret ham... Det var ikke meningen, men én ting havde jeg slet ikke forventet: At jeg selv ville blive mindst lige så såret.

Jeg går nedenunder igen, men istedet for at gå ind i stuen til de andre, går jeg ud i gangen, åbner døren udenfor og sætter mig på trappen op til hoveddøren. Hvorfor er jeg så trist? Ja, jeg sårede Harry og savner ham, men det er som om, jeg fortryder, det valg jeg tog. Som om jeg fortryder, at jeg sagde, han ikke måtte være forelsket i mig. Som om jeg er forelsket i ham... Det er jeg og jeg kan ikke benægte det længere. Jeg ér helt og adeles forelsket i Harry Styles.

En tåre triller ned af min kind, og jeg fjerner den hurtigt. Jeg tager min mobil op af lommen og kan mærke skuffelsen. Han har ikke svaret... Han gider mig sikkert ikke nu... Flere tårer triller ned af mine kinder og jeg snøfter.

"Hey... Er du okay..?" det er min fars stemme, og jeg drejer mig om og ser på ham.

"Jamen skat, du græder jo.." Han skynder sig at sætte sig ved siden af mig og lægge sin arm om min skulder. Jeg læner mit hoved af den og kan åbenbart ikke holde tårene inde, for endnu flere løber ned af mine kinder.

"Hvad er der galt...?" Spørger han og kysser mig i håret. Jeg ser ned på mine ben og sukker. 

"Det er bare... Har du nogensinde været... for....forelsket i én, du bare ikke måtte være det i?" spørger jeg og snøfter en gang.

"Da jeg mødte din mor, havde hun et forfærdeligt ry... Hun var den der type, der havde været i seng med alle fyrene i byen, og som festede hver weekend. Det kunne jeg ikke lide, men jeg lærte hende at kende, og så kunne jeg lide hénde. Dét at hun gjorde de ting, var bare en del af hende, som jeg var nødt til at acceptere. Jeg hadede at være forelsket i hende i starten. Det var dumt, og jeg havde aldrig forventet, det ville ske. Men man bestemmer ikke selv hvem, man forelsker sig i. Det sker bare." jeg nikker og smiler svagt til ham.

"Tak far... Men jeg tror, han hader mig nu..." Hvisker jeg, og han ryster på hovedet.

"Føler han det samme som dig?". Jeg nikker, og han smiler så.

"Så hader han dig ikke. Han er såret, men han hader dig ikke, og det er jeg næsten sikker på, han ikke kommer til. Han er forelsket i dig. Men hvorfor skulle han hade dig?"

"Han sagde, han var forelsket i mig, og så blev jeg sur, fordi det måtte han ikke være... Jeg tror ligesom bare, at grunden til jeg blev sur var, at jeg så fik sværere ved at styre mine følelser... Det ved han bare ikke, og nu har jeg såret ham og vores venskab er ødelagt..." Min far smiler opmuntrende til mig.

"Det er aldrig for sent at forsøge på at reparere sine fejl."

*********

''''''

Det er jul i morgen! Yayyyy! 

Det betyder også, at i morgen kommer det siiiidste kapitel i denne novelle og org, det bliver trist at slippe den! Tusind tak til jer, der har/følger med i den! Det betyder så meget for mig!
Xoxo Emi

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...